Find mere om:
Guide til Tropical Islands i Krausnick syd.. | rejser.guide.dk

Guide til Tropical Islands i Krausnick syd for Berlin

Er man syg efter palmer og tropevarme i denne råkolde tid, men ikke vild med prisen på flybilletten til fjerne himmelstrøg? Så er der råd for sagen syd for Berlin, for her ligger snyde-troperne.

Langbenede lyserøde flamingoer sopper i søen med eksotiske fisk og store skildpadder, der soler dovent på stenene i middagsheden, mens en pudsig fugl flakser tæt forbi med en hæs kvidren. Luften er tung af fristende frodighed, der lokker den modige længere ind i regnskoven med mangrovesumpe og hundredevis af forskellige træer og planter. Varmen bager, og lianer filtrer sig ind i hinanden.

Men vær ikke bange for at blive væk, for hele regnskoven er gennemkrydset af småstier, der bringer globetrottere ud på den anden side efter en god kilometers vandring. Hele skoven er nemlig en del af Tropical Islands. Et stort – som i virkelig stort – tropisk look-alike-land inde i en lysegrå hangar i halvbuestil.

Hele konceptet hører til i afdelingen for "jeg tror ikke mine egne øjne"-oplevelser. For denne smagsprøve på tropelivet er så gevaldig, at Eiffeltårnet kunne ligge udstrakt og Frihedsgudinden uden problemer stå oprejst herinde.

Så når man forlader den nordeuropæiske og småkedelige parkeringsplads og går gennem dørene til dette saligt lune klima, til sandstranden, de gennemtrængende påfugleskrig, brusende vandfald og masser af palmer – så står man dér i sin varme dunjakke og stirrer forbløffet rundt på et stort og sprællevende udsnit af tropiske lande, befolket af omkring-daskende folk i badetøj.

GetContent[1].tiff

Totalt tilbagelænet

Snart er man indlogeret på værelset med ujævne stengulve, afskallede vægge i okkerfarver og himmelseng i mørkt træ, måske. Eller et lyst og luftigt logi med hvidmalede gulvplanker. For værelserne er mangfoldige i stilart fra caribisk til asiatisk og mexicansk. Af med uldsweater og forede støvler og frem med klip-klapperne.

Unge par, børn i samtlige aldre og deres familier har en fest, for her kan alle tilbringe dagen i badedragt og shorts fra morgen til aften, lige bortset fra på restauranterne. Men glem bare slips og høje hæle: Sandaler, bermudashorts, T-shirt og en let sommerkjole klarer fint dresscoden.

Varmen er en velsignelse for efterårs-skuldre i kuldekrampe, og det blæser aldrig her i troperne. Det er blot at hente kaffe eller en cocktail i en af de mange barer og restauranter, finde en god bog frem og gøre sig det bekvemt i sin liggestol eller en hængekøje ovre i det store spaområde, der er indrettet inde mellem endnu mere frodighed. Og til trods for at der er gang i badevand, vandfald, spaens brusere og andet vådt, er her aldrig klamt. Tværtimod er både temperatur og luftfugtighed hele tiden behagelig. Og dét er man jo ikke lige forvænt med i november måned.

Sol og badeliv

Badelivet er hovedattraktionen i Tropical Islands. Som Lagunen, der med småhytter og liggestole omkranser en pool med springvand, boblebade og heftigt brusende vandfald fra klipperne – ovenpå hvilke man endda kan bo i nogen af de bedste værelser, stedet tilbyder. Desuden er her en modstrømshvirvel, hvor de energiske knokler for at svømme strandbarens fuldfede Pina Coladas af sig som gydesyge laks, der kæmper sig op mod strømmen.

Endnu større er Sydhavet med 3.000 kvadratmeter bassiner, bag hvilke en azurblå "himmel" skifter til solnedgangs-lilla, som aftenen skrider frem. Børn plasker ud til øen i havet, og fantasien hjælpes på vej af hytterne langs stranden og dækstole i træ. Her skal man endda huske solcremen, for over Sydhavet består kuplen af en transparent folie, så sollyset kan strømme ind til glæde for gæster og hele botanikken: Alle planter, blomster, træer og palmer er ægte og har således brug for dagslys for at trives.

GetContentCAG0ABL7.jpg

Autentiske bygninger

Dybest set er hele herligheden ét stort kitschet badeland med højt til loftet. Men har man sin glade fantasi i behold, er det ualmindelig vellykket: Tropical Islands fremstår indbydende og vellykket på grund af alt det grønne, skabt af kompetente landskabsarkitekter med viden om tropisk vegetation, og fordi alt – eller, nå ja, det meste – herinde under kuplen harmonerer. Desuden er mange af de dominerende bygninger faktisk autentiske: Den balinesiske tempelport er opført efter gamle traditioner af indfødte kunsthåndværkere, og langhuset fra Borneo er magen til dem, man finder dér. Bygningen The Thai House, der huser en restaurant, er designet af en arkitekt, der arbejder for den royale familie i Thailand, og huset er sågar indviet af munke i en traditionel buddhistisk ceremoni. Så er man da på den sikre side. Hvad onde ånder angår.

GetContent[10].jpg

B972127121Z.1_20151105170214_000+GFEP0DJ8.1-0.jpg

Også Bali-pavillonen er skabt af autentiske træsorter, og sandstensgulvet er fyldt med symboler, der fortæller de episke historier om abekongen Hanuman. En klassiker i hinduistisk historie, så hvis man ellers kan få trukket sit afkom op af lagunen en halv times tid til fordel for lidt kulturhistorie, er det bare at tage fat. Der er masser af kultur og arkitekturhistorie gemt i den visuelle udformning, og jo mere man hører om det, jo mere skifter stedet karaktér fra at være et forvokset Lalandia, til rent faktisk at være lidt fordybelse værd.

Udover tempelporte og bygninger, har også mange værelser et gennemført touch af Mexico, Afrika, Asien osv., mens et torv endda linker til Pirates of the Caribbean-filmene.

Så jo, det er godt nok blandede bolsjer, men på forunderlig vis går alt op i en afstemt enhed. Så hvis man lader være med at se for meget op på den grå kunststof-kuppel, der afgrænser hele bade-dovne-festligheden, er det nemt at glemme, at man ferierer en time fra hippe Berlin i et efterårskoldt Nordtyskland. Antageligvis med udsigt til rusk og regn lige uden for kuplen.

For fuld fart

»Den gule bane er sjovest, det er ligesom at være en spaghetti, der bliver snirklet op i en tallerken i sygt hurtig fart,« forklarer en dreng i Hawaiishorts pædagogisk sin lillebror, der forsøger at samle mod til turen.

B972127121Z.1_20151105170214_000+GFEP0DJB.1-0.jpg

Nu vokser vandrutsjebaner, om sandt skal være, ikke i troperne. Men ikke desto mindre er de top-populære, og sammen med børnelegelandet og minigolfbanen er de heldigvis anbragt ude i den ene ende af tropelandet.

De er endda Tysklands højeste af slagsen og den blå bane – et lukket rør, der begynder i 27 meters højde – sender modige badegæster stort set direkte nedad med 70 km i timen. Dét er altså noget af et tempo, når man uforberedt hopper i røret første gang. Man når knapt at tænke, før man bliver spyttet ud for foden af denne manddomsprøve i et brus af vand og skingre hyl. De fleste jubler dog begejstret og farer ufortrødent op for at prøve en tur til.

De to andre baner snirkle-snørkler sig mere omkring med tid til at nyde turen, mens man bliver hvirvlet og slynget rundt som en søstjerne i brændingen.

Skægt er det, og både små og store sover som sten om natten ovenpå utallige ture op ad trapperne og ned igen for fuld – og meget våd skrue.

GetContent[11].jpg

B972127121Z.1_20151105170214_000+GFEP0DIB.1-0.jpg

4 råd til rejsen

Fra oven: Det er sjovt med en tur i 22 meters højde med heliumballon, fra hvis kurv man ser ned på hele Tropical Islands.

Pris: 29 euro samt 5 euro pr. ekstra passagerer (ca. 220 kr./38 kr.)

Middag i fred: Længes man efter lidt ro, er Restaurant Tropical Gardens i spa-området bedst: Enkle lysegrå farver, voksen stil og tilbagetrukkent fra mylderet. Maden er delikat, let og lækker. Og servicen ligger – ligesom vinkortet – klasser over de andre restauranter.

De bedste telte: Vil man spare på logiet, er der aflåste telte, der deler badefaciliteter med dagsgæsterne. Vælg Premium-teltene, der ligger mere privat og hyggeligt puttet ind mellem træerne end de almindelige telte.

Spa-tid: Nup en gør-det-selv peeling i spaen med damp og troperegn til sidst. Der er masser af kure at vælge imellem som f.eks. honning, kokos, lavendel eller kirsebær. Oplevelsen giver – udover velduftende fløjlshud – en vidunderlig nattesøvn, så book tid sidst på aftenen. Fra 5-9 euro (Ca. 38 kr. – 68 kr.).

B972127121Z.1_20151105170214_000+GFEP0DIK.1-0.jpg

Rejsen dertil

  • Bil via Berlin, motorvej A113/A13 mod Dresden.
  • Cirka 35 km syd for Berlin: Tag Staakow-afkørslen, hvorfra der er skilte. Fra Østdanmark er Gedser-Rostock hurtigste færgeforbindelse. Scandlines har pakker med færge/ophold under "miniferie" på: www.scandlines.dk.
  • Kom med regionaltog RE2 fra Berlin til Brand på under 1 time. Gratis shuttle fra Brand til Tropical Islands.

Ophold

  • Inde i hangaren er der lodges/værelser samt telte med træbund. Udenfor er der hytter, mobilehomes og teepee-telte.
  • Udover jule- og nytårsaften er der altid åbent. Dagsgæster dog fra klokken 6 til midnat.
  • Vandrutsjebaner og restauranter lukker om natten.
  • Når to voksne og et barn køber billet, er yderligere tre børn fra 6 til 14 år gratis.
  • Pris inkl. overnatning og morgenmad varierer med sæson og værelseskategori. Fra 105 euro pr. voksen/nat (ca. 795 kr.)
  • Dagskort koster 36 euro/pr. voksen (ca. 270 kr.) og 28,50 euro/børn under 14 år (ca. 215 kr.). Børn under fem år er gratis.
  • Luften er minimum 26 grader, der er vindstille og lav luftfugtighed, mens vandet er 28 – 32 grader varmt.
Se mere på www.tropical-islands.dk

Guide: Nordtysk wellness for alle

28-02-2014: I Nordtyskland findes et utal af wellnesshoteller og kurbade, som alle tilbyder luksuriøs velvære og forkælelse. Men hvor finder du de bedste behandlinger, den bedste mad og det mest traditionsrige ophold? Explorer guider dig her til seks wellnesshoteller, som tilbyder lidt udover det sædvanlige. Læs artikel

Guide: Harzen: Så nyt som i gamle dage

30-04-2012: Det lugter lidt af gamle dage at holde ferie i Harzen. I virkeligheden er det både nutidigt og nærværende. Læs artikel

Nyhed: Tysk kurbad og camping

02-12-2010: Kurbadet Therme Obernsees i Mistelgau er blot et af mange termiske bade i Bayern. Ved de fleste af stederne er der mulighed for at parkere autocamperen, få fyldt vand på og lade strømmen op ved såkaldte stellplätze, mens du nyder herlighederne ved det naturligt varme vand. Læs artikel

Guide: Harzen: Danskere søges

30-10-2009: Oberharzen arbejder på igen at blive et af danskernes foretrukne rejsemål og lokker med ren bjergluft og masser af plads til vandring. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...