Find mere om:
Guide til wellness-ophold på Kurhotel Skodsborg | rejser.guide.dk

Sundhedens Kongevej

På Kurhotel Skodsborg går man ikke bare i boblebad. Her holdes stedets grundlægger, Carl Ottosens, filosofier om sundhed gennem lys, luft, vand, kost, motion og hvile stadig i hævd, og efter en weekend med vinterbadning i Øresund, yoga, massage og klassisk musik er både krop og sjæl renset.

"Fornuftig daglig Hudpleje - især i Form af dagligt Bad, Hudfrottering, Sol- og Luftbad er af største Betydning," står der på sæbedispenseren i spaafdelingen på Kurhotel Skodsborg.

Ordene er Skodsborgs grundlægger, overlæge Carl Ottosens, og han nedskrev dem allerede i 1939 i sin bog ”Sundhedens Kongevej”.

Rundt omkring på hotellet kan man i dag blive klog på hans filosofi, for overlægens citater er strøet ud over hele kurhotellet til minde om, hvorfor vi er her – nemlig for at følge ham ad ”sundhedens kongevej”, som så mange andre kurgæster har gjort det før os, siden Carl Ottosen i 1898 grundlagde Skodsborg Badesanatorium, som det hed den gang.

Og vi går all in på konceptet. Det handler ikke bare om at slappe af i et boblebad, men om velvære gennem de seks dimensioner: lys, luft, vand, kost, motion og hvile. Vi skal have en helhedsoplevelse – og en helende oplevelse – hvor både krop og sjæl skal smøres, og hvor alle sanser skal stimuleres.

En weekend på spahotel i selvforkælelsens tegn

Vi begynder med 50 minutters klassisk kropsmassage – så er wellness-weekenden ligesom sparket i gang. En skydedør bliver åbnet, så vi kan tale sammen, mens vi bliver masseret, men der går ikke længe, før stilheden tager over, og vi synker ind i et andet bevidsthedsniveau, mens spændinger og småskavanker på yderst professionel vis bliver modelleret rundt.

B971869699Z.1_20150115163610_000+GQTIF8VQ.2-0.jpg

Efterfølgende får vi serveret et glas vand og en udrensende drik, der består af æblejuice og spirulina-alger, og vi føler os virkelig sunde, mens vi indtager den mørkegrønne, lidt klumpede, men overraskende velsmagende drik.

Motion

Selv i hundestillingen, også kaldet det omvendte V, med sveden drivende af panden og bagen i vejret, mærker vi en slags ophøjet ro, der hviler over hele kurhotellet. Det er, som om der er en række uskrevne regler, der foreskriver, at her må man ikke have travlt eller være for højrøstet. Det understøttes af yogainstruktørens blide stemme, der opfordrer os til at trække vejret.

»Helt ned i maven. Mærk, hvordan maven hæver sig, når du trækker vejret ind. Hvis du ikke trækker vejret dybt, er det ikke yoga, du laver,« siger hun ubesværet fra sin stilling på måtten.

Nordtysk wellness for alle

Vi er omkring 20 mennesker i alle aldre og former i det lyse rum, hvis ene langside udgøres af et enormt glasparti, der giver et stort lysindfald og et kig til skoven bag hotellet. Enden af rummet udgøres af et stort spejl, så man kan følge med i, om man nu også strækker benene nok og skyder bagdelen nok tilbage.

Det lader til, at de fleste er lokale, der er medlemmer af Skodsborgs fitnesscenter og ikke weekendgæster som os, men selv om vi ikke er faste på holdet, kan vi sagtens følge med.

»Det er okay at tage en pause, hvis du kan mærke, at du har brug for det,« siger yogainstruktøren meget ulig de Charlotte Birckow-lignede typer, man ellers ofte kan støde på i fitnesscentre, og hun tilbyder lettere alternativer til mange af øvelserne, der kræver sin smidighed og balance.

Holdsalen ligger inde i selve fitnesscentret i samme bygning som spaafdelingen, og hvis man står på en af cross-maskinerne eller løbebåndene, kan man kigge ned på det store bassin, der udgør spaafdelingens hjerte. Der må vi ned.

Vand

Spaafdelingen åbnede for knap to år siden i en ny og udvidet udgave i en tilbygning, som Henning Larsen Architects står bag. Alting virker nyt, lækkert og stilrent. Der er ikke meget svømmehal over omklædningsfaciliteterne. Der er separate brusenicher med produkter fra Karmameju og en vandfaldsfunktion, hvor man kan lade vandet fosse i en bred stråle ned over sig. Men det er kun ”opvarmningen”.

Vi går ind i selve spaafdelingen og starter med at lægge os i nogle undervands-liggestole med dysser, der giver en let massage, mens vi ligger i det kropsvarme vand.

Derefter går vi ind i et såkaldt sansebad, hvor man kan vælge en af de fire årstider ved at trykke på en knap, som aktiverer en række forskellige vanddysser, og her "om vinteren" kommer der kolde, dramatiske buldrelyde og blåt lys, der spiller sammen med vandstrålerne (både kolde og varme), så både følesansen, høresansen og synssansen kommer i spil.

B971869699Z.1_20150115163610_000+GQTIF8U1.1-0.jpg

Med os har vi et ”baderitual-kit”, som er en lille toilettaske med en række forskellige kropsplejeprodukter, som man kan tilkøbe for at fuldende sin oplevelse i spaafdelingen, og sammen med produkterne er der en række anbefalinger til, hvor og hvordan man kan bruge dem.

»Chamomille Shower & Bath Gel og skrubhandske anbefales du at bruge i Steam Bath,« står der blandt andet, så vi går ind i et af dampbadene, hvor der er ”nordlys”, og fumler med toilettasken for at få åbnet de rette produkter. Det er ikke helt let med våde, glatte fingre, og det gør det heller ikke lettere, at vi dårligt kan se vores egne hænder gennem den tætte, grønne damp, men til sidst lykkes det. Temperaturen stiger hurtigt og meget, mens vi skrubber os ind, så det virker ganske tillokkende at skylle cremen af med den iskolde vandslange ved siden af os.

Derefter er det tid til en tur mere med en body scrub, inden vi går ud i Hot and Cold Showers, som anbefalingen lyder.

Herefter går turen rundt til de i alt 16 forskellige varme og kolde oplevelser, inden vi går i loungen, hvor der er vand, te og frugt til rådighed, laver os en kop te og tager den med hen til fodbadet. Her står en masse små skåle med fodbadesalt på en bakke, så vi fylder karret med varmt vand og badesalt og læner os tilbage med den dampende grønne te i hånden og nyder udsigten til en stor tv-skærm med billeder af grønne bøgetræer og endnu flere visdomsord fra Carl Ottosen:

»Disse Reglers Efterfølgelse har tendens til at supplere sig selv med Kræfter, Livsmod, Haab og Tillid til Fremtiden – men troen på et naadigt, ledende og styrende Forsyn giver et ekstra tillæg af velsignelse.«

Lys og luft

»Indianerne har ayahuasca-ceremonierne, og vi vikinger har saunagusen,« siger spaværtinden med et glimt i øjet, mens hun med en stor træske hælder vand med en aroma af ylang-ylang og sort peber ned over de dampende sten i saunaen, der syder som en brændende varm grillpande.

Og som en anden shaman leder hun os igennem saunagus-ceremonien.

Seks wellnessoplevelser i Danmark

Vores øjne er lukkede, for aromaen kan være hård ved øjnene, og desuden skal vi slappe helt af og mærke vores kroppe. Vejrtrækningen skal være dyb, og vi skal ikke trække vejret gennem næsen, da det er hårdt for slimhinderne.

»Ylang-ylang går ind og arbejder med centralnervesystemet og siges også at være et afrodisiakum,« siger hun og tager fat i hver sin ende af et fugtigt håndklæde.

»Slask,« lyder det pludselig meget højt, og det giver et gib i kroppen på et par stykker af os uindviede. De andre ved godt, hvad der sker. Håndklædet har hun smækket hårdt mod loftet, så både aromaen og varmen bliver skubbet ud i resten af saunaen og over på os. Pludselig føles det som om, at man sidder tæt på et bål, og et vindstød bringer flammen lidt for tæt på ens ansigt. Derfor er der ingen, der bliver sure, da spaværtinden henter en spand med isterninger og begynder at hælde dem ud over os. Det er ikke så ofte, nogen slipper godt af sted med at smide isterninger i hovedet på folk, men her er det tiltrængt og værdsat, selv om de fleste alligevel hyler og hviner, når det bliver deres tur.

B971869699Z.1_20150115163610_000+GQTIF8VI.2-0.jpg

»Mærk efter, hvordan kroppen arbejder lige så meget som i fitnesscentret, selv om I sidder helt stille,« siger hun og hælder en ny duft på saunaen, der på ny får temperaturen til at flyve i vejret og fremkalde den nærmest brændende følelse i huden.

»Så er det tid til en tur i Øresund,« siger hun, da vi næsten ikke kan klare mere varme, og selv om det kun er et par grader udenfor, virker det pludselig som en overraskende god idé.

Iført grønne badetøfler og matchende badekåber trisser vi ud i vinterkulden, krydser Strandvejen og går ud på badebroen. Det blæser friskt, og vinden er kold, men den indre varme er stadig så intens, at det ikke er svært at komme i. Lyset virker stærkt, måske fordi vi kommer fra en mørk sauna, og vandet er klart og ser faktisk endda tillokkende ud, og vi føler os struttende sunde, som vi svømmer rundt i det, men efter ganske kort tid føles det, som om vores tæer er lammede, så vi skynder os op og tilbage i saunaen.

»Mærk, hvordan din mave bevæger sig, når du trækker vejret. Mærk, hvordan panden glatter sig ud. Mærk øjnene slappe af,« siger vores spaværtinde, mens hun hælder aroma af lemongrass på saunaen.

»Klask,« lyder det igen.

Det er, som om lyden er forstærket. Måske fordi alle vores sanser er bragt så meget i spil. Igen føles det, som om en flamme smyger sig ned over ryggen og ansigtet, og ceremoniens shaman begynder at tælle ned.

»30 sekunder mere, så åbner jeg døren og giver jer lidt luft,« siger hun.

»10, 9, 8 ...«

Da hun endelig åbner døren, og den kølige luft strømmer ind i den lille sauna, lyder der et kollektivt lettelsens suk.

Hvile

Vi får slappet af på næsten alle tænkelige måder i løbet af weekenden. En af de mere utraditionelle måder for en spaweekend at være, er en eftermiddag, hvor vi overværer en klassisk koncert, hvor trioen The Busch Ensemble, der består af tre forholdsvis nyuddannede musikere, fremfører musik af Schubert, Beethoven og Dvorák.

B971869699Z.1_20150115163610_000+GQTIF8V7.2-0.jpg

Fra tid til anden er der kulturelle arrangementer på kurhotellet, så denne eftermiddag får vi også stimuleret sjælen lidt, oven på al den sansestimulation, vores kroppe netop har været udsat for i spaafdelingen.

Der er ikke en lyd at høre i det fyldte lokale, andet end de perfektionerede toner fra celloen, violinen og klaveret, der går op i en højere enhed og smelter sammen i harmonier, der både fremkalder velbehag og mere dramatiske følelser. Det sker nok ikke så ofte for de fleste, at musikken i hele to timer i træk er hele omdrejningspunktet og ikke kun et akkompagnement til andre beskæftigelser, i hvert fald ikke for os, så det virker nærmest meditativt bare at sidde og lytte helt uforstyrret og lade tanker og associationer løbe frit.

Med lytte- og følesansen godt masseret er det ved at være tid til filosofiens sidste dimension, nemlig kost.

Kost

Kurhotel Skodsborg har to restauranter: The Lobby, der er mere uformel og er beliggende lige bag receptionen, og selve restauranten, der ligger på øverste etage med udsigt over Øresund, og hvor morgenbuffeten også serveres. Og selv om kost og sundhed i samme sætning godt kan lyde en anelse kedeligt, bliver vi langtfra skuffede, da vi får serveret laks med rygeostcreme, karse og rugbrødsknas, dampende fiskesuppe og konfiteret kylling med lidt mere grønt tilbehør end de fleste steder, men med en dejlig tyk glace til, som vi heldigvis ikke bliver snydt for. Ottosens principper kan gradbøjes i nydelsens tjeneste! Derfor ”synder” vi og slutter vi af med at dele en dessert, en chokoladebombe af format. Sundt er det ikke, men mon ikke det er godt for noget alligevel at tillade sig selv nydelsen, når man nu er i gang med at forkæle sig selv til bristepunktet?

Carl Ottosen er jo alligevel hele tiden præsent til at minde én om sundhedens kongevej. Selv på et af restaurantens toiletter, hvor man kan læse:

»At afføringen maa holdes i fineste orden daglig, nogle anbefaler en ekstra Afføring ved Hjælp af kunstige midler én gang ugentligt.«

Ja, hvis sådan noget ikke skulle stå på toilettet, hvor skulle det så …

Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.

3 råd til rejsen

  • Kom i god tid, hvis du vil have en god plads i saunaen til saunagus, og lad være med at sætte dig øverst, hvis du ikke har prøvet det før; der bliver meget varmt.
  • Bemærk, at sygeforsikring Danmark yder tilskud i gruppe 1 og 2 til kurophold.
  • Sørg for at have god tid i spaafdelingen. Der er mange forskellige vandaktiviteter at udforske, og det anbefales at hvile, tage pauser og fokusere på vejrtrækningen på turen rundt i spaen, så derfor er det ikke nok at afsætte f.eks. en time.

Om Carl Ottosen

  • Carl Ottosen dimitterede fra medicinstudiet 1896, hvorefter han fra 1896-98 studerede ved europæiske og amerikanske kursteder.
  • I samarbejde med adventistsamfundet oprettede han Skodsborg Badesanatorium i 1898 og var fra år 1900 direktør og overlæge på stedet.
  • Carl Ottosen havde en nær tilknytning til adventistbevægelsen og efterlevede den religiøse bevægelses krav til sund, vegetarisk kost, ligesom han ikke drak alkohol.
  • Han har skrevet en række bøger i populær-medicinsk retning, navnlig om sundhedsspørgsmål.

Kilde: Den store danske encyklopædi

Om Kurhotel Skodsborg

  • Et klassisk kurophold koster fra 2.550 kr. pr. person og inkluderer en overnatning, fri adgang til fitnesscenter inkl. holdaktiviteter, fri adgang til spaområdet, 50 minutters fysioterapi (25 min. i weekender og på helligdage), morgenbuffet, frokost i The Lobby, te og to-retters aftenmenu i restauranten.
  • Det kan også gøres for 3.000 kr. for to personer i delt standard dobbeltværelse, hvis man vælger et Treat-ophold, der inkluderer en overnatning, te i The Lobby, 2-retters middag i restauranten, morgenbuffet og fri adgang til fitnesscenter inkl. holdaktiviteter og fri adgang til spaområdet.
  • Ønsker man ikke at overnatte, kan man tilbringe en dag i spaområdet for 500 kr., eller man kan købe en Luxury Spa Day-pakke for 1.600 kr., der inkluderer fri adgang til fitnesscenter inkl. holdaktiviteter og fri adgang til spaområdet, et baderitual-kit med hudplejeprodukter, 50 min. behandling (f.eks. massage eller ansigtsbehandling), snacks, smoothies og en frokost i The Lobby med et glas bobler til.
  • Kurhotel Skodsborg ligger på Skodsborg Strandvej ca. 20 minutters kørsel fra København og fem minutter fra Skodsborg Station, hvor Kystbanen stopper.

Guide til en nytårsaften i Danmark med wellnes og afslapning

22-09-2015: Hvorfor ikke fejre nytårsaften på en kro, et slot eller på et wellnesscenter? Mulighederne er mange, hvis du vil byde 2016 velkommen på den mest afslappende og luksuriøse måde. Læs artikel

Guide til et ophold på Kokkedal Slot Copenhagen

19-09-2015: Kokkedal Slot Copenhagen byder på oplevelser, der kan få de fine fornemmelser frem i de fleste. Her er spaen, middagen, morgenmaden, boblerne og servicen i top, og omgivelserne er lige så. Læs artikel

Guide: Accepter maskinen og find ro

31-12-2014: Når efteråret har lagt en dyne af stilhed over Bornholm, kan du kaste dig tilbage i den bornholmske natur og slippe dig selv. Her kan du lære at acceptere dagligdagens lyde og få et afbræk i hverdagen. Læs artikel

Guide: 10 toplækre spahoteller

21-12-2014: Drømmer du om en weekend med spa, wellness og ren afslapning, så er en overnatning på en af Danmarks mange spa-hoteller en oplagt mulighed. Her er de 10 bedst bedømte spa-hoteller i Danmark ifølge hjemmesiden Trivago, der har sammenlignet brugeranmeldelser fra populære bookingsider. Læs artikel

Guide til en weekend på spahotel i København

06-09-2014: Danskerne synes ikke at kunne få nok af spa og wellness, og nu har Hotel Kong Arthur i København tilmed åbnet en hel etage, der er dedikeret til spa. Explorer har testet konceptet og tjekket ind på spaetagen. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...