Find mere om:
Tyrkisk travetur | rejser.guide.dk

Tyrkisk travetur

Få kilometer fra de overfyldte badebyer på den tyrkiske middelhavhavskyst ligger uspolerede bjerglandsbyer omgivet af unikke, historiske monumenter. Skift badesandalerne ud med vandrestøvler, foreslår en tyrkisk iværksætter og vandreguide.

Vi er først i april, og årets tidlige turister baner sig vej forbi forretningsstrøgets flisestabler og mørtelbassiner. Sammen med temperaturen og antallet af charterfly stiger stress-niveauet blandt Bodrums 35.000 beboere, som næsten alle lever af at servicere de hundredtusinder, der strømmer til den tyrkiske ferieby fra ind- og udland.

Velhavende tyrkere fra Istanbul og Izmir er allerede kommet og fylder godt op på de små, hippe cafeer langs vandet. Og de første nordeuropæiske plask er hørt i de eksklusive hotellers omfangsrige pool-områder.

Byens indbyggertal 10-dobles, og dens stigende puls markeres med tunge dunk fra piloteringsmaskinerne, som lægger meter efter meter til den nye havnekaj i byens østlige del. Her vil kæmpemæssige luksuslinere lægge til og sende nye turistmængder ind i cafeernes og souvenirforretningernes villige skød.

Grønne ruiner

De regelmæssige dunk giver genlyd i bjergene omkring Bodrum. Men de afføder kun skuldertræk på torvepladserne i de små landsbyer, som omkranser halvøens hektiske hovedby.

Mellem de skrå bjergvægge hersker naturens egen rytme året rundt. Her sås, plantes, dyrkes og høstes. Tobak, oliven, bomuld, frugt og honning.

En sindig uforstyrrethed ligger som en dyne over landsbyerne. Halvvilde hunde døser på torvene, og lyden af de gråstubbede mænds evige backgammon og kortspil er mere bemærkelsesværdig end det fjerne ekko fra den hektiske turistby.

Nogle få kulørte pærer omkring de små velholdte landsby-moskeer er det tætteste, man kommer den spraglede turistzone ved Det Ægæiske Hav.

»Er dette ikke enestående?« spørger Erkan Sehirli endnu en gang. »Og bag det hele ligger årtusinders historie.«

Den tætte, solbrændte tyrker peger på nogle klippeformationer, som viser sig at være en græsbevokset byzantinsk murrest. Erkendelsen afslører med et trylleslag konturerne af flere græsklædte antikke ruiner mellem klipper og oliventræer i landsbyens udkant.

I tæt samspil med det uberørte og frugtbare bjerglandskab ligger unikke, flere tusinde år gamle fortidsminder. Overset af turister og stort set upåagtet af det officielle Tyrkiet og af de lokale beboere, hvis kvæg og får græsser mellem ruinerne af korsfarerborge og Zeus-templer.

»Hvorfor nøjes med hotellets øl og pool, når dette her er en mulighed?«

Erkan har været her mange gange før, og som guide og iværksætter har han selvfølgelig en plan.

Mere indhold

Vi har vandret i nogle timer over grønne enge og på støvede stier gennem de små bjerge et halvt hundrede kilometer nordøst for Bodrum. Over en lille kop tyrkisk kahve (kaffe) og et glas sød tschai (te) fortæller Erkan Sehirli om sine visioner.

»Tyrkiet har tidligere udviklet sig fra at være et specielt og eksotisk rejsemål til at handle meget om solen, poolen og nattelivet,« fortæller han. »Nu er der atter mange, som vil have mere indhold i deres rejse, og kombinationen af aktivitet, natur og historie ligger lige for fødderne her.«

Og netop disse oplevelser skal nydes med vandrestøvler på, insisterer Erkan.

Bevæbnet med en gps har han gennemkrydset de historiespækkede klippelandskaber og kortlagt natur- og kulturoplevelser ud over det sædvanlige.

Han har fundet ruter i bjergene, der kombinerer unik natur med kulturelle oplevelser som f.eks. resterne af Heraklias' bymur, klosterruiner og ældgamle huler dekoreret med kristne motiver. Samtidig fører vandreturene gennem maleriske og uberørte landsbyer, hvor beboerne stadig følger århundredgamle traditioner.

Der er tale om dagsture på 10-12 kilometer. Ture, som ikke kræver meget andet end en nogenlunde fysik og et par fornuftige vandrestøvler.

»Populært sagt alle mellem 9 og 99 år kan være med på disse ture. Om ikke andet, tilpasser jeg ruterne lidt efter deltagerne,« griner den krøllede guide og sender et skævt blik ned på mine ben. Han har mere krævende vandreprojekter undervejs; en flere dage lang vandretur gennem de magiske Latmos-bjerge med overnatninger hos gæstfrie landsbyboere er Erkans Sehirlis næste projekt.

»Det er vigtigt at respektere bjergene, naturen og beboerne. Jeg har tidligere arbejdet med jeepture og offroad-oplevelser, men nu har jeg valgt vandrestøvlerne, fordi jeg finder en personlig tilfredsstillelse i roen og i at være i nærkontakt med naturen og de ligesindede, som tager med på mine ture.«

Erfaren iværksætter

Det med roen er noget nyt.

Den tyrkiske iværksætter har haft fart på hele livet. I årtier har han arbejdet i turistbranchen - i Danmark, Nederlandene og i de sidste mange år i fødelandet Tyrkiet. Han har guidet verdensberømte film- og popstjerner; sågar besætningen på et af USA's største hangarskibe har under et ophold i nabobyen Marmaris oplevet Erkan Sehirlis specielle talenter.

Karrieren har lært ham adskillige sprog, ført ham gennem en række projekter fra paragliding til jeepsafarier og givet ham et navn, som får selv de ansatte i Milas-lufthavnen til at løfte øjenbrynene og tillade en vis overvægt, hvis man hilser fra ham.

Erkan er en ivrig fortæller, og tiden går hurtigt i hans selskab. Politik og religion bider ikke rigtigt på ham. Han er som stort set alle andre tyrkere muslim, men praktiserer kun religion i begrænset omfang. Selv om familien stammer fra den anatolske højslette, har årtiers ophold i det nordlige Europa sat sine spor. Og Tyrkiets politiske leder, Recep Tayyip Erdogan, som er en religiøs strammer i det sekulære rige, er tilsyneladende ikke helt hans kop tschai.

»Never mind, det er kun en meget lille procentdel af den tyrkiske befolkning, som overhovedet beskæftiger sig med den slags politik. Herude har man travlt med helt andre ting,« griner Erkan og sender et blik ud over den søvnige torveplads.

Nå, de små kaffekopper er tømt ned til grumset. Vi snører støvlerne igen og sender en hilsen til landsbyens gamle mænd, som blotter deres forfaldne tandsæt hen over spillekortene.

Som tyrkere kan de se tilbage på utallige forfædre; hattiere, hittitter, grækere, frygier, persere, romere, arabere, korsfarere, seljukker og mongoler. En stribe af folkeslag, som har efterladt kulturminder over alt i det kæmpemæssige land og en melankolsk grundtone i folkesjælen.

Snart er vi atter på vej op ad de stille, krydderiduftende stier. Erkan sætter et behageligt tempo. En vandrer har sjældent grund til at skynde sig.

»At vandre giver gode ben - og fred i sjælen.«


Rejsen dertil

  • Pakkerejse: Adskillige danske charterselskaber arrangerer rejser til Bodrum fra København eller Billund, bl.a. Spies, Star Tour, Apollo Rejser og Scanway / Tyrkiet Eksperten. Priserne for en uge svinger mellem ca. 3.000 og 10.000 kr. pr. person. Flere selskaber har lidt billigere hoteller i udkanten af Bodrum, f.eks. i byen Gümbet få kilometer fra Bodrums centrum.
  • På egen hånd: Det er muligt selv at arrangere en rejse til Bodrum med f.eks. Turkish Airlines, men en sådan rejse ender oftest med at blive både dyrere og længere end en pakkerejse.
  • Vandring: Erkan Sehirlis vandreture er arrangeret i samarbejde med Scanway / Tyrkiet Eksperten og inkluderer fire dages vandreture, en dags sejltur langs kysterne omkring Bodrum, transport til og fra vandreruterne, frokost og engelsktalende guide. Sæson april-november. Pris 2.499 kr. Mere om ruterne på www.tyrkieteksperten.dk.

Mogenavisen Jyllands-Posten var inviteret af Scanway / Tyrkiet Eksperten.

Blå bog

  • Erkan Sehirli, 47 år, tyrker.
  • Tilbragte sin barndom og ungdom i Belgien, Holland og Danmark, hvor faderen, Ergin Sehirli, spillede en central rolle blandt de tyrkiske indvandrere, som kom til landet i 1970'erne
  • Tilbage i Tyrkiet engagerede den sprogkyndige Erkan Sehirli sig i turistbranchen, samtidig med at Vesteuropa i slutningen af 1980'erne fik øje på landets turistpotentiale. Han har siden iværksat en række turistprojekter.
  • Arbejder nu som vandreguide på den attraktive tyrkiske vestkyst, hvor han finder og tilrettelægger ruter for turister.
  • Gift med Günay Dincer, som er operation manager i Bodrum for Scanway / Tyrkiet Eksperten. Sammen har de børnene Deniz og Ayse.

Bodrum

  • Populær ferie- og badeby på den tyrkiske Ægæerhavskyst.
  • I sæsonen suppleres de knap 35.000 indbyggere med hundredtusinder af inden- og udenlandske turister.
  • Byen blev grundlagt nogle hundrede år før vor tidsregning under navnet Halikarnassos. Navnet er i dag overtaget af et kæmpemæssigt udendørs diskotek, som bidrager til Bodrums livlige natteliv.
  • Den kariske kong Maussolos gjorde byen til hovedstad indtil sin død i 353 f.Kr. Hans gravsted (hvoraf kun fundamentet står tilbage) var et af antikkens syv vidundere og gav os ordet mausoleum.
  • Bodrum er kendt som den hvide by, fordi stort set alle dens bygninger er malet hvide. I princippet må der ikke bygges højere end et par etager; alligevel er flere af hotellerne på seks-syv etager, fordi de er bygget ned ad skrænter mod kysten.
  • Den danske forfatter og lyriker Henrik Nordbrandt har i en årrække boet i Bodrum, og flere af hans værker er inspireret af byen.

Guide: Pilgrimsvandring er blevet moderne i Danmark

24-05-2016: Det vrimler med tilbud til folk, der vil vandre. Tirsdag åbner et nyt pilgrimshus i Maribo og i næste måned vandringsruten Camønoen. Læs artikel

Guide: 10 smukke europæiske kløfter til vandreren

07-09-2015: Kløftvandring: Svimlende højder og brusende floder. Læs artikel

Guide til en vandretur i Ejer Bjerge

04-08-2015: En vandring i Ejer Bjerge byder på Danmarks højeste tinder, kokasser, gratis overnatning, en sikker slankekur og en heks, der slog Lindormen ihjel med sin kost. Læs artikel

Nyhed: Himalaya i klip-klappere

28-10-2009: Kan man lide bjerge, findes de ikke meget flottere end i Nepal. Bjergbestigerne trækker mod Everest, almindelige trekkere mod Annapurna-området, hvor der venter både udsigt, oplevelser, kultur og motion i rigelige mængder. Læs artikel

Guide: 74 kilometer langs Sønderjyllands kyster

06-09-2015: Gendarmstien er for naturelskende vandrere. Den fører gennem smukke skove, langs flade strande, over stejle klinter og forbi historiske seværdigheder; blandt andre Dybbøl Mølle og en stribe gamle teglværker. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...