Fjeldtur i vandrestøvler og solcreme

Solen skinner fra en klar himmel og får gletsjere og fjeldtoppe til at spejle sig i søernes blanke vand. Her er helt stille. Lidt køligt. Og smukt. Vi befinder os i 1.418 meters højde over havet - i hjertet af det legendariske fjeldområde Jotunheimen - ved en af Norges velbesøgte turisthytter, Sognefjellshytta.

Bag os ligger en flot bustur fra bunden af Sognefjorden via en imponerende bjergvej over fjeldet.

En tur, der på godt en time præsenterede os for nogle af Norges forskellige sider. Lynhurtigt forsvandt frugttræerne, græsplænerne og fjordens blanke vand, mens bussen kravlede opad gennem utallige hårnålesving. Imens var nogle af de norske bjergbønder ved at slå hø, der behændigt blev hængt til tørre i solen.

Efterhånden som vi kom højere op, blev markerne skiftet ud med små søer og små pletter med rester af vinterens sne. I det fjerne dukkede Hurrungane op - Norges mest spøgelsesagtige fjelde, der er et yndet mål for fuldblodsbjergklatrere.

Unge, ældre, børn og hunde

Ved Sognefjellshytta er vi lidt længere inde i det, nordmændene kalder Fjellheimen. Udenfor er der kun 10 graders varme. Turen ned til Skogadalsbøen er på fire-fem timer, fortæller kortet over vandreturen. Stort set hele vejen går det nedad, så der er udsigt til en relativt let tur.

Solen står højt på himlen og kræver masser af solcreme. Her dybt inde på højfjeldet er der på en dag sidst i juli imponerende mange mennesker. Alt fra unge, veltrænede fyre til ældre kvinder og familier. En familie har tre børn med, hvoraf den yngste sidder i en bæremejs på ryggen af sin far. En anden familie har fire børn med på fjeldet samt en hund, der bærer sin egen bagage i en hunderygsæk.

En gruppe unge mænd med reb, pigsko samt masser af andet udstyr ligner en flok, der er på vej til at bestige et større bjerg. Vi andre nøjes med at krydse små elve, kravle over klipper og gennem mudrede vandhuller, mens vi nyder synet af gletsjerne, der spejler sig i vandhuller og søer. Samtidig knejser Fannaråken på den ene side af den smalle fjeldsti og Smørstabbreen på den anden.

Mens vi bevæger os fra det golde højfjeld ned i terrænet, dukker først bregner, så multebær og sortebær og siden små buske, der efterhånden bliver til voksne birketræer, op.

Jeg har desværre forregnet mig. Da vi kommer frem til en lille sæter, tror jeg, at vi er fremme ved vores hytte, Skogadalsbøen. Men vi mangler stadig tre-fire kilometer, og det er opad. Det bliver dagens hårdeste kilometer.

Da vi kommer frem, smider vi os ude i solen sammen med alle de andre glade vandrere, nyder en kold sodavand samt masser af chokolade og lakrids. Stemningen herude i græsset, på klipperne og på borde og bænke er afslappet. Hyggen og humøret er i top.

Overskudsmennesker

Alle kan gratis tage på vandretur i det norske højfjeld. Og man træffer alle typer. Der er dog en overvægt af mennesker, der har tænkt over livet og tilværelsen. Her er mange overskudsmennesker. Mange, der interesserer sig for filosofi og filosofiske emner. Måske fordi man tænker så godt heroppe i den friske luft. For et par år siden var det den norske statsminister, Jens Stoltenberg, der tog turen gennem det vestlige Jotunheimen. Tidligere har personer som komponisten Edward Grieg og den norske polarfarer og opdagelsesrejsende Fritjof Nansen prøvet kræfter med området. Det er næppe tilfældigt, at fjeldlivet er populært i Norge.

Skogadalsbøen er den ældste af Den Norske Turistforenings, DNT's, net af hytter på fjeldet.

»Hytten er fra 1887 og er én af de vanskeligst tilgængelige,« forklarer Kjell Steinar Hjellødegård, der i syv år har været hyttebestyrer på Skogadalsbøen.

»Alle vores råvarer bliver om sommeren fløjet herind med helikopter. Om vinteren kommer de med snescooter. Desuden laver vi al mad på stedet. I morgen skal vi f.eks. nå at bage 35 brød, fordi der kommer over 100 gæster,« fortæller den erfarne hyttebestyrer.

Det kan derfor ikke undre, at øl, sodavand, slik og andet godt er dyrt at købe, når det skal fragtes ind med helikopter. Men hvem orker at slæbe seks øl i rygsækken?

På Skogadalsbøen sover vi i et to-sengs rum uden toilet og bad. Hvis man har brug for den slags luksus, findes det udenfor i en særlig bygning, da der ikke er kloakering på fjeldet. Derfor kan toiletterne på en varm sommerdag godt lugte lidt. Og man skal ikke kigge ned i lokummet ?

Når alle senge er fyldt, inklusiv sovesalen, er der 122 sovepladser på Skogadalsbøen. På fjeldet har man imidlertid ikke lov til at afvise gæster. Så uanset, hvor mange der dukker op, skal de have et sted at sove. Det kan være på gulvet i tørrerummet, under bordet i spisesalen eller foran pejsen i pejsestuen.

»Vores rekord er 189 overnattende gæster,« fortæller Kjell Steinar Hjellødegård.

Mad med udsigt

Næste morgen er der tidlig afgang, da vi har en lang tur foran os. Vi skal tilbagelægge en tur, som de fleste ville bruge to dage på. Vi begynder med at kravle opad i tre timer. Så kan vi til gengæld sætte os på en fjeldtop og finde madpakken og termokanden frem. Uden på madpakkepapiret står med store bogstaver:

»Mad med udsigt.«

Intet kunne være mere rigtigt. Her sidder vi i 1.275 meters højde efter at have kravlet 450 meter opad med en ubeskrivelig udsigt.

Hurrungane ligger og ser dramatisk og farlig ud. Mellem os og det mytiske fjeldmassiv løber en lille elv 800-1.000 meter længere nede i dalen.

Nu går turen til gengæld nedad. Først nogle hundrede meter mod et større plateau fyldt med døde træer. I bunden af dalen ligger en gammel aluminiumsfabrik, der i 1950'erne og '60erne sendte tonsvis af giftig røg op over fjeldet og tog livet af træerne. Myndighederne har imidlertid ladet de døde træer stå som et spektakulært minde om et stykke mindre vellykket, norsk industrihistorie.

Undervejs møder vi også masser af lemminger og en hel del store skrubtudser. Vi ser også elglort, men møder ingen elge. Midt på eftermiddagen kommer vi til Ingjerdbu, endnu en turisthytte. Vi slår os ned uden for en hytte og tager en kop kaffe og lidt chokolade til at samle kræfter på.

Foran os venter et af turens højdepunkter, Vettisfossen, der med et frit fald på 275 meter er et af de vandfald i Nordeuropa med det største, frie fald. Trods en vanskelig rejse herind besøges Vettisfossen hvert år af flere end 30.000 mennesker.

Gummiben

Udsigten fra kanten er skræmmende. Man føler et kraftigt sug i maven. Og et lodret fald på 275 meter er altså ganske meget. Ikke mindst, når man ved, at man på det nærmeste skal klatre ned af den lodrette fjeldvæg. Vores lille sti er praktisk taget limet fast til fjeldvæggen, og turen ned er en prøvelse.

Allerede da vi indleder nedstigningen, har vi gummiben. Undervejs bliver vi overhalet af adskillige kække nordmænd og deres børn. Det giver ikke ligefrem ny energi.

Flere steder er der så stejlt, at vi må klamre os fast til en stålwire for ikke at følge efter de mange små rullesten ned i dybet.

Under os breder den smukke Utladalen sig ud. Måske Norges stejleste dal. Dalen beskrives af nordmændene som et 20 kilometer langt øksehug, der forlænger Sognefjorden ind i Jotunheimen.

Utladalen er omgivet af adskillige fjeldtoppe på over 2.000 meter; de mest dramatiske er Hurrungane.

Endelig er vi nede ved bunden af vandfaldet. Helt færdige. Helt trætte og med ekstremt ømme fødder. Så er der bare lige det, at der nu er halvanden times vandring ned til bilen. Det bliver en meget, meget lang halvanden time.

Klokken 19 er vi tilbage ved bilen, og klokken 20 står den på festmiddag på hotellet. Bagefter er der hverken energi til at tage på dans eller nyde solnedgangen. Til gengæld sover vi godt.

LÆS OGSÅ: Dramatisk sæterferie