Find mere om:
Guide: Pilgrimsvandring er blevet moderne i.. | rejser.guide.dk

Guide: Pilgrimsvandring er blevet moderne i Danmark

Det vrimler med tilbud til folk, der vil vandre. Tirsdag åbner et nyt pilgrimshus i Maribo og i næste måned vandringsruten Camønoen.

Løb løber med meget opmærksomhed, når det handler om moderigtige former for fysisk udfoldelse.

Tag bare weekendens store maratonbegivenhed i København, som trak mere end 10.000 deltagere, mens over 100.000 tilskuere heppede langs de godt 42 kilometer gennem hovedstaden.

Men over de senere år har løbeeuforien fået konkurrence af en voksende interesse for ... at gå!

Ikke bare rundt om blokken, men derimod langs med nogle af de vandringsruter - eller pilgrimsruter som de også kaldes - der er skudt op i Danmark.

Hærvejen ned gennem Jylland er den klassiske og mest kendte af slagsen, men nu får de vandreglade endnu flere muligheder for at trave afsted.

Tirsdag indvier dronning Margrethe et pilgrimshus i Maribo, og på Bogø, Nyord og Møn åbner i næste måned vandringsruten Camønoen, med reference til den klassiske spanske pilgrimsrute Camino de Santiago.

Forskellige steder på Sjælland og Lolland-Falster åbner der også nye pilgrimsruter i den nærmeste fremtid.

Og i Nordjylland slår kommuner dørene op til nye herberger henvendt til pilgrimme som i Hune ved feriebyen Blokhus, hvor man har indrettet sovesal i sognehuset eller i Rubjerg, hvor man kan overnatte i den gamle strandfogedgård.

- Pilgrimsvandringerne rammer et momentum i tiden. Dels er der mange, som søger en ny form for åndelighed. Og dels er det gået op for flere kommuner, at der virkelig er et potentiale i forhold til turisme og egnsudvikling, siger Henrik Friediger, som er bestyrelsesmedlem i Foreningen af Danske Santiagopilgrimme, der tæller 1.800 medlemmer på landsplan.

Han fortæller, at det i dag er muligt at spadsere uafbrudt fra det nordlige Norge til det sydlige Spanien ad veje og stier, som Danske Santiagopilgrimme selv har været med til fysisk at afmærke med det internationalt anerkendte ikon for pilgrimsruter - stiliserede muslingeskaller.

Camønoen - den 175 km lange vandringsrute som åbner 18. juni - bliver ikke som sådan en del af den lineære rute ned gennem Norge, Sverige og Danmark.

I det hele taget adskiller den sig fra de andre vandretilbud, mener projektleder på Camønoen, Annette Maria Syska.

- Man kommer til at møde et stort netværk af aktive lokale, som vi har klædt på, så de nærmest bliver minihistorikere. Det er nemlig vores ambition at liste lidt kulturhistorie ned i rygsækken hos de, som vandrer på Camønoen.

Hun fortæller, at de lokale på Møn, Bogø og Nyord spontant har budt sig til med hjælp.

- På vores hjemmeside vil der løbende dukke nye muligheder op langs ruten. Det kan for eksempel være "Slå dit telt op i vores baghave" eller "Vi passer dine børn, mens du vandrer". Camønoen er virkelig et stort samtaleemne på de tre øer, siger Annette Maria Syska.

Hun forventer, at pilgrimsruten kan trække "et par tusinde gæster" om året, når den har slået sit navn fast.

/ritzau/FOKUS

Pilgrimsvandring:

  • Først i slut 1990'erne begyndte pilgrimsvandringerne at tage fart og form i Santiago de Compostela i Spanien.
  • Her registrerede man i år 2000 godt 50.000 pilgrimme, mens tallet sidste år var vokset til godt 260.000.

Gode hjemmesider at besøge:

  • pilgrimsvandring.dk
  • santiagopilgrimme.dk
  • haervej.dk
  • camoenoen.dk

Guide: Her er det godt at vandre

20-10-2009: For at få gode oplevelser på trekking behøver man ikke nødvendigvis tage på toppen af Mont Blanc. Både i Danmark og resten af Europa er der masser af andre gode steder at gå. Explorer giver her forslag til en række ture med forskellig sværhedsgrad. Nogle kræver mere udholdenhed end andre. Andre stiller særlige krav til udstyret. Nogle af stederne kan vejret være omskifteligt. Læs og bliv inspireret. Læs artikel

Guide til en aktiv ferie i Rebild Bakker

04-07-2016: På Hotel Comwell Sport, der ligger i Rebild Bakker, kan gæster både nyde hotelopholdets behageligheder og kaste sig over et varieret sportsprogram. Et koncept, man som de første tilbyder i Danmark. Læs artikel

Guide til en vandretur i Ejer Bjerge

04-08-2015: En vandring i Ejer Bjerge byder på Danmarks højeste tinder, kokasser, gratis overnatning, en sikker slankekur og en heks, der slog Lindormen ihjel med sin kost. Læs artikel

Guide til vandretur på Kungsleden i det nordsvenske Lapland

22-10-2014: Helt oppe i det nordsvenske Lapland ligger Kungsleden – en ca. 450 kilometer lang vandresti, som går gennem Sveriges højeste bjerge. Hvert år opfordrer Fjällräven til at snøre vandrestøvlerne, når de inviterer flere end 2.000 deltagere med på 110 ikoniske og udfordrende kilometer af ruten. JP Explorer var med hele vejen. Læs artikel

Guide: Baltikum og Østeuropa lokker danske jagtturister

16-08-2014: Baltikum, Østeuropa og De Britiske Øer byder sig til for danske jægere med udlængsel. Jagtfaglig chef i Danmarks Jægerforbund, Niels Søndergaard, giver her sit bud på syv klassiske og to nyere rejsemål. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...