Appen Wifi Finder finder frem til de nærmeste wifi-hotspots. Screendump fra itunes.apple.com
Drop det digitale flyverskjul næste gang du rejser på storbyferie. Du behøver nemlig ikke at være offline, selvom dit mobilselskab opkræver beløb i borgmesterklassen for levere mobildata på rejsen.
EU har besluttet, at mobilselskaberne højest må opkræve 1,86 kr. per megabyte data inden for unionens grænser. Men er du uden for EU, koster det de fleste steder 110 kr. per megabyte, eksempelvis i Canada eller USA.
”Jeg tror, at løsningen kommer til at transcendere landegrænser, så det bliver gratis for alle, uanset hvor man befinder sig. Sådan er det til dels allerede i Europa. Men lige nu famler man sig stadig frem med forskellige løsninger. Ingen udbyder har vundet kampen. Ingen app dominerer markedet,” siger David Ledstrup, digital medierådgiver hos Bigum&Co.
Her er tre forskellige genveje til billigt internet.
På Google Play eller Apples App Store kan du hente WiFi Map til din telefon. Appen har registreret over to mio. wifi-hotspots med tilhørende passwords, hvis ikke der er tale om åbent wifi.
Alternativet er Wifi Finder, som ligeledes finder frem til de nærmeste wifi-hotspots, men uden at foreslå passwords.
“Du downloader en app, der kan fortælle dig, hvor der er wifi i nærheden. Og så er der samtidig nogle communities, hvor hjælpsomme brugere fortæller dig, hvad passwordet er til det pågældende wifi. Om det er helt efter reglerne kan være tvivlsomt. Men det er en af de muligheder, man har.”
Udbydere som Verizon, O2, T-Mobile og Readysim tilbyder taletidskort med mobildata. Enten med en begrænset datamængde, for eksempel 500 megabyte, 1 og 2 gigabyte, eller som taletids- og datakort for en periode på en uge og op til 30 dage. Kortene kan typisk købes i kiosker og teleforretninger.
”De fungerer ligesom de velkendte taletidskort, men leverer så bare gigabyte i stedet. Det er smart, fordi man dermed kan skype i stedet for at bruge sin telefon eller bruge Messenger i stedet for sms. Kortene findes også herhjemme, men vi ser dem ikke så ofte, fordi vi ikke kommer i de kiosker, hvor de er.”
Myndighederne i London har etableret gratis wifi i hele centrum – området kendt som ’The square mile.’ Her skal du blot vælge ’The Cloud’ på din mobil eller tablets wifi-liste for at få adgang. Den service står flere storbyer klar til at tilbyde, fortæller David Ledstrup.
Skab dit eget wifi-netværk på farten
”Nogle af de storbyer, der har de største digitale ambitioner, vil fremover tilbyde gratis wifi via hotspots i centrum ligesom i London. Men ellers kan du efterhånden få gratis wifi i de fleste butikker og cafeer. Især der, hvor der kommer mange turister. Det er bare at spørge personalet, så kan du logge på.”