Find mere om:
Her er tog-entusiastens alternative togrejser | rejser.guide.dk

Her er tog-entusiastens alternative togrejser

Når det handler om togrejser er Den Transsibiriske Jernbane og Orient-Expressen nok de mest kendte. Men der er masser af fremragende alternativer til en oplevelsesrig togrejse.

Med over en million kilometer skinnenet på kryds og tværs af kloden er der nærmest ingen grænser for, hvordan du kan sammensætte din egen helt unikke rejse med tog.

Togturen gennem Rusland fra Moskva til Vladivostok med Den Transsibiriske Jernbane står for mange som det store etapeløb inden for den populære rejseform.

Og Orient-Expressen - London-Paris-Istanbul - der ganske vist er blevet ændret kraftigt, står som synonym med romantik og luksus.

Men der findes adskillige alternativer på omgangshøjde med klassikerne.

Redaktøren for magasinet Globen, der udgives af De Berejstes Klub, Lars-Terje Lysemose, nævner i første omgang ruten tværs over USA fra Chicago til Seattle med Amtrak.

- Her kører man på tværs af nordstaterne over prærien og kommer igennem flere nationalparker i Rocky Mountains. Det er meget let at stige af og på undervejs. Og Amtrak har særlige togpas for udlændinge, så man kan tilpasse rejsen. Nogle af togene har panoramavogne med glas i loftet, så man også får toppen af bjergene med.

Tredjeverdenslandet Indonesien har bedre tog og serviceniveau, end man måske lige regner med. Ruten fra Yogyakarta til Jakarta på langs af Java er spektakulær.

- Yogyakarta er et meget kendt område på grund af Borobudur- og Prambanan-templerne, som er på Unescos liste over verdensarv. Togturen går gennem rismarker og vegetation med vulkaner i baggrunden. Serviceniveauet er ret højt. Og der kører eksprestog med aircondition, som er forholdsvis billige, fortæller Lars-Terje Lysemose.

Inden for kortere afstand er Eurostar-toget fra Bruxelles eller Paris til London fascinerende med den lange tunnel.

- Mange tænker måske færge eller fly, når de tænker London. Men Eurostar-højhastighedstogene er supermoderne og en stor oplevelse. Man ser landskaberne i Frankrig og Belgien. Og så er der den lange tunnel under Den Engelske Kanal. Desuden er turen ikke særlig dyr.

De russiske jernbaner har en anden charme. Og Lars-Terje Lysemose nævner ruterne fra Moskva til Kiev, Krim eller Odessa.

- Jeg holder altid af at rejse østpå i det gamle Sovjet. Det er en speciel og meget social oplevelse af at sætte sig ind i de gamle tog. Man deler ofte kupe med seks andre personer over lange strækninger. Og du skal være forberedt på at blive budt på et glas vodka undervejs. Det er ture gennem store skove og langs søer.

Er man mere til japansk højteknologi og landskabet rundt om Fuji-bjerget, så er højhastighedstoget Shinkansen også et godt bud.

- Man kan få togpas med fri transport over hele Japan. Hvis man rejser fra Hiroshima til Tokyo passerer man gennem de japanske alper. Det er et meget smukt landskab. Og det er en speciel oplevelse at køre med mere end 300 km/t, uden at det hele ryster. Toget kører tæt på Fuji-bjerget, lyder det fra Lars-Terje Lysemose.

Guide til veterantogsrejse i Zambia

01-12-2013: En tur med veterantoget The Royal Livingstone Express i Zambia byder på vilde dyr samt gourmetmiddag i nostalgiske omgivelser Læs artikel

Guide til spændende togrejser

09-08-2013: Hop på toget og oplev fire fantastiske ture på tværs af lande og kontinenter. Læs artikel

Guide: Forkælelse for ældre på rejse

05-05-2011: På mange rejsemål får ældre og pensionister gratis transport og store rabatter. Læs artikel

Nyhed: Japans hurtigste tog er kørt

08-03-2011: Ny udgave af det japanske Shinkansen-tog byder på ypperlig luksus med 300 km/t. Læs artikel

Nyhed: Højhastighedstog udkonkurrerer fly

29-12-2009: Europa skinnelægges med lyntog mellem hovedstæderne. Ekspert: "Det er fremtiden på distancer mellem 200 og 700 km." Men hvad med Danmark? Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...