Find mere om:
Guide til Flåm-banen i Vestnorge | rejser.guide.dk

Guide til Flåm-banen i Vestnorge

Flåm-banen i Vestnorge er en af de smukkeste togstrækninger i hele Europa. Ja, i hele verden, hvis du spørger de lokale. Den er i hvert fald så populær, at højttalermeddelelserne også meddeles på kinesisk, og vores sidemænd er kommet hele vejen fra Australien.

Vi begynder allerede at tabe kæberne omkring 300 kilometer fra Flåmbanen.

Skønhederne uden for vores vinduer er så varierede, at vi ikke aner, om vi skal kigge til højre eller venstre.

Vi er ikke nået til selve Flåmbanen endnu, for turen på Flåmbanen starter fra den togstrækning, der hedder Bergenstrækningen, som strækker sig fra Oslo til Bergen. Vores øjne springer fra synet til frodige skovsøer til aggressive floder, til høje bjerge, til små landsbyer, små hyggelige stationsbygninger og til lange mørke tunneller. Terrænet er så ujævnt, at der på hele strækningen er 182 forskellige tunneller.

flåms flod.jpg

Jo længere og højere op vi kommer i det brogede landskab, jo mere hvid bliver naturen. Det højeste sted på ruten er 1.237 meter over havets overflade, hvilket gør ruten til den højeste i Nordeuropa. Det gav derfor store byggeudfordringer, inden jernbanen kunne stå klar i 1909.

Det kører på skinner

Mødet med Flåmbanen

Vi opdager hurtigt, at man på disse kanter går meget op i metertal. Skiltene både i toget og på alle stationer indikerer, hvor mange meter man er over havets overflade. Og vi ved, at det er tid til at stå af for at fange Flåmbanen, når vi har kørt 335 kilometer fra Oslo.

Myrdal station, hvor Flåmbanen kører fra, ligger klemt ind mellem dale og bjerge, hvor det grønne nærmest smelter sammen med sneen, der har lagt sig sporadisk på bjergene. Et smil breder sig på vores ansigter, når vi ser det grønne Flåm-tog nærme sig stationen. Bremserne sætter deres klassiske og høje efterklang i vores ører, samtidig med at konduktøren står af og fløjter højt.

Lige så snart vi træder ind i togvognen, træder vi et halvt århundrede tilbage. Hvis altså det ikke havde været for vores nutidige tøj og de mange turister. Lige så grøn Flåmbanen er på ydersiden, lige så rød er den indvendigt. Der er rødt fløjlsstof på stolene, der er røde tæpper på gulvet og væggene er endda malet røde, mens loftet er buet og brunt.

flåmsbanen.jpg

Vi burde sætte os ned, men gør det ikke. Måske fordi ingen andre har sat sig ned, selv om sæderne er bløde. Folk hænger enten med hovedet ud af vinduerne eller går rundt og tjekker toget ud. Ikke kun det berejste australske par, men også de portugisiske veninder og den store kinesiske familie, som er i vores togkupe.

Mesterværk i naturen

Der er ingen tvivl om, at det hovedsageligt er turister, der kører med Flåmbanen, men alligevel kommer det bag på os, at højttalerne siger alle meddelelser på både engelsk og kinesisk.

Men når vi engang imellem vender blikket ind mod togkupeen i stedet for ud mod naturen, kan vi godt forstå hvorfor.

Det høje antal kinesiske passagerer afslører, at Flåm må være et varmt emne i Kina. Lige så snart konduktøren sætter i gang, og vi får vind i håret, kan vi godt forstå hvorfor, at Flåmbanen er populær.

Som toget futter af sted i bjergene, føler vi os som en del af naturen, fordi det kører lige ind, igennem, ovenover, hen over og under den. Vi passerer floder, fjorde, landsbyer, tunneller og gør kun stop ved et vandfald, hvor vi har fem minutter til at tage billeder, og hvor togkonduktøren kan tage sig en cigaretpause.

vandfald.jpg

Udefra ser Flåmtoget ikke ud af noget særligt, men det forholder sig anderledes med selve togbanen. Det var i sin tid ikke en let opgave at bygge Flåmbanen, fordi banen går 900 meter stejlt op fra fjordene og op i bjergene.

Derudover er hældningen på 18 pct., og en af de 20 tunneller snor sig om sig selv, så man får propper i ørerne. Det er nogle af de ting, der gør, at Visit Norge beskriver Flåmbanen som et mesterværk inden for norsk ingeniørkunst.

Den tyrkiske orientekspres

Smørhullet Flåm landsby

Efter en time, 20 tunneller og 20 kilometer når vi frem til målet, som er selve Flåm landsby. Landsbyen virker som en del af verdens ende, som den ligger dér klemt inde midt mellem høje fjelde, for enden af Flåmbanen og for enden af Auerlandsfjorden.

Det er blevet eftermiddag, da flåmtoget futter ind på endestationen, og vi tager afsked med de australiere, vi har mødt i kupeen. Solstrålerne har meldt deres ankomst på bjergtoppene, og det bløde lys efterlader den lille fjordlandsby i pastelfarver. Selv om Flåm er en landsby, der nærmest lukker helt ned om vinteren og kun lever om sommeren, er det en landsby med respekt for sig selv. Derfor har de et museum om Flåmbanen, et par spisesteder, en skobutik, der producerer sko af mærket Auerlandsfjord, et supermarked, et par souvenirbutikker og en håndfuld overnatningsmuligheder.

Man kan godt få flere dage til at gå i Flåm landsby. Udendørsaktiviteter som cykling, vandring og sejlture på Nærøyfjorden, som er på Unescos verdensarvliste, lokker, mens der også er noget at hente for dem, der ikke orker at være fysisk aktive: De omkringliggende landsbyer, som hver især er kendt for deres stadig brugbare 1600-tals ruiner, deres myseoste og deres højest beliggende hotel.

Vi tjekker ind på vores hotellejlighed ved fjordbredden. Den smukkeste fjordmunding indsmurt i solnedgangsstråler vinker godnat til os, mens dagens sidste Flåmtog kører ind på stationen. Vi ser passagererne forsvinde hurtigt ud af syne, vi ser billetstationen lukke for i dag og en lille gruppe mennesker gå ind på landsbyens eneste bar, Ægir Bryggeri. Efter få minutter ligger Flåms lille vej øde hen. Men i morgen tidlig begynder Flåmbanen at køre igen. Ligesom den har gjort siden 1944.

En togrejse til verdens ende

Om Flåmbanen

  • The National Geographic Traveller Magazine kårede i 2010 Flåmsbanen til en af de ti flotteste togrejser i Europa.
  • Arbejdet med Flåmbanen startede i 1923, men det tog 20 år, før banen stod færdig.
  • Envejsbillet med Flåmbanen koster 300 norske kr. for voksne og 150 for børn.
  • "Flåm" betyder lille sted mellem stejle bjerge.
  • I 2013 slog Flåmbanen sin egen rekord med 635.368 passagerer på et år.
  • Flåmbanen åbnede for normal trafik i 1941.
  • Fra maj til september er der mellem 9-10 daglige afgange. Resten af året er der 4-5 daglige afgange.

Mere info på: www.visitflam.no

Rejsen dertil

  • Du kan sejle fra Danmark til Oslo med DFDS eller flyve til lufthavnen i Oslo, Gardamoen. Bergen-togstrækningen starter i Oslo, og det er den, der fører til Flåmbanen, 335 kilometer fra Oslo.

Overnatning i charmerende Flåm

  • Fretheim Hotel: Det rustikke Fretheim Hotel har rødder tilbage til 1870 og giver med sin store træfacade flåmlandsbyen en særlig filmisk atmosfære. Hotellet byder på pejsehygge og god mad og ligger lige op ad Flåm Museum. Læs mere her
  • Flåm Marina og Apartments: Flåm Marina og Apartments ligger for enden af fjorden helt ud til vandet med en af de smukkeste udsigter i byen. Om sommeren kan man springe i vandet direkte fra hotellets terrasse. Læs mere her
  • Flaamsbrygga hotel, restaurant og bryggeri: Hotellets vikingestil dominerer både indefra og udefra. Alt er i træ, og selv om det er en nyere bygning, emmer den af liv, vikingeånd og hygge. Det karakteristiske Ægir Bryggeri er en del af hotellet og er blevet kåret som ”Brewpub of the Year" tre år i træk. Læs mere her

Explorer var inviteret til Norge af DFDS og Visit Norge

Guide: Europas stejleste jernbane

04-11-2011: Flåmsbanen i Norge er imponerende ingeniørkunst, og den løber gennem imponerende natur. Læs artikel

Guide: Prædikevandring i de norske fjelde

30-09-2012: Et af Norges mest populære turistmål er fjeldplateauet Preikestolen. En vandretur er en fantastisk oplevelse. Læs artikel

Guide: Her er det godt at vandre

20-10-2009: For at få gode oplevelser på trekking behøver man ikke nødvendigvis tage på toppen af Mont Blanc. Både i Danmark og resten af Europa er der masser af andre gode steder at gå. Explorer giver her forslag til en række ture med forskellig sværhedsgrad. Nogle kræver mere udholdenhed end andre. Andre stiller særlige krav til udstyret. Nogle af stederne kan vejret være omskifteligt. Læs og bliv inspireret. Læs artikel

Guide: Her er verdens vildeste veje

25-09-2009: Tag på rundtur på de smalleste, stejleste, bredeste og mest snoede vejstrækninger i verden. Hvad for eksempel med en 48.000 km. lang vej gennem 15 lande? Læs artikel

Nyhed: Moskusokser i kikkerten

30-07-2009: En moskussafari på Dovrefjell i Norge er en eksotisk oplevelse, der hverken er kostbar, vanskelig eller synderligt farlig. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...