Find mere om:
Brækket ben: Har du styr på forsikringen? | rejser.guide.dk

Brækket ben: Har du styr på forsikringen?

Du er ilde stedt, hvis du rejser på skiferie kun iført det blå sygesikringskort. Din rejseforsikring skal også have et grundigt tjek inden.

Der er mange måder at komme galt af sted, når man som glad dansk amatør skal have fart under fødderne på skiferien. Det værste er dog ikke et brækket ben, men mere udsigten til at skulle betale skaden selv.

I Sverige og Norge behøver man ikke være så nervøs, da man her er dækket ind af nordiske konventioner. Sådan er det ikke i lande som Frankrig, Østrig,Tyskland og Italien, der alle er populære rejsemål for skiglade danskere.

Her dækker det blå sygesikringskort, men det er bestemt ikke det hele. Netop her går mange skævt af systemet.

- Den typiske misforståelse er omkring, hvad det blå sygesikringskort egentlig dækker. Det dækker nemlig ikke hjemtransport eller indlæggelse på private hospitaler, hvilket der er mange af i nærheden af skisportssteder, siger Anja Lintrup Sørensen, der er konsulent i brancheorganisationen Forsikring & Pension.

Derfor kan det være en god idé at overveje en rejseforsikring. Sådan en har mange i forvejen, men det er også vigtigt at sætte sig ordentligt ind i, hvad den konkret dækker.

- Ikke alle rejseforsikringer dækker automatisk skiferier. Desuden er der også forskel på, hvordan forsikringerne dækker. Eksempelvis dækker nogle rejseforsikringer dine udgifter til ubrugt liftkort og leje af udstyr. Undersøg derfor, hvordan du er dækket, råder Anja Lintrup Sørensen.

Forsikringsselskaberne har deres egen alarmcentral, man kan ringe til, når uheldet er ude. Det er en rigtig god idé at gøre, for der en hel del pengefælder, man kan gå i, når man skal have hjælp. Eksempelvis er der stor forskel i proceduren fra land til land, fortæller Karin Tranberg, der er vice president hos alarmcentralen SOS International.

- I Østrig findes der ikke ret meget offentlig behandling i nærheden af skisportsstederne, men det tænker man sjældent over, når man ligger med overrevet korsbånd. Den hjælp, man så kan få, er privat, og har man kun det blå sygesikringsbevis, kommer man minimum af med 30.000 kroner for transport og behandling på privat hospital, siger hun.

På de private hospitaler kan de også være meget interesseret i at operere din skade, hvilket du i udgangspunktet skal takke nej til, hvis du ikke har rådført dig med dit forsikringsselskabs alarmcentral.

Det er i mange tilfælde bedre at rejse hjem med skaden. Så er man sikker på, at man ikke modtager mere behandling end nødvendigt, hvilket der findes eksempler på.

På offentlige hospitaler kan man udsættes for, at de ikke vil tage imod det blå sygesikringskort, fordi det er for bøvlet at eftersende regningen, selv om de egentlig skal.

- Ringer man til os, har vi en liste over læger og hospitaler, vi kan stå indenfor. Så sker den slags ikke, forklarer Karin Tranberg fra SOS International.

Kilde: SOS International

/ritzau/FOKUS

Råd og statistik:

  • Skiferie er for de aktive. Halvdelen af de tilskadekomne er i alderen 0-30 år. 18 procent er under 15 år.
  • De mest almindelige skader sker på knæ, korsbånd, krave- og skinneben.
  • Har man tegnet ulykkesforsikring, dækker den typisk også på ferien.
  • Det gør ansvarsforsikringen også, men undlad at underskrive et egentligt skyldsspørgsmål, inden du har talt med forsikringsselskabet. Du kan nemlig ende med at hænge på regningen selv.
  • SOS International benyttes af cirka halvdelen af de danske forsikringsselskaber. De resterende har deres egen alarmcentral.
  • Husk altid at have indkodet nummeret på den alarmcentral, du er tilknyttet til. Du ved aldrig, hvornår du får brug for det.

Nyhed: Tyvene stjæler dine ski i pausen

26-02-2010: I Norge er tyverier af ski og skiudstyr på skiferiestederne steget 30 pct. fra sæsonen 2007-08 til 2008-09, fremgår det af den norske Nettavisen. Læs artikel

Guide: Klar til pisterne: Disse fem smarte apps giver dig et godt overblik

20-01-2016: Når du rejser på skiferie, får du brug for at danne dig et overblik over vejret og pisterne. Se hvilke apps, skieksperterne selv bruger. Læs artikel

Guide til vigtigt udstyr på skiferien

20-01-2016: Undgå at fare vild, gå sukkerkold eller blive forbrændt. Læs her, hvad TV 2’s skiekspert Thomas Uhrskov har med i lommerne på skituren. Læs artikel

Guide til Freeride-skiing på Chamonix

07-10-2015: Freeride-skiing er ikke til at spøge med. Lavinefaren er altid til stede, og tilfældighed og hurtig tænkning spiller en stor rolle i, om man overlever eller bliver begravet i sneblokke. Derfor er sikkerhed førsteprioritet på offpistområdet i franske Chamonix. Læs artikel

Guide: Zell am See – til tops i porsche-gondoler

10-01-2015: Zell am See i Østrig har lidt af det hele: Porsche-designede gondoler, et lækkert spa-resort og forrygende gletsjerskiløb. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...