Find mere om:
På ski i polsk eventyrland | rejser.guide.dk

På ski i polsk eventyrland

Szklarska Poreba. Umiddelbart ikke et navn, der vækker den helt store genklang. Men i den polske bjergprovins danner majestætiske graner og krumme isformationer rammen om en skiferie, der på mange måder minder om et sted taget ud af en magisk fortælling.

Tyk sne tynger grenene på de høje graner, som beklæder foden af bjerget Szrenica. Den duvende lift med de åbne stole har ikke synderligt travlt. Korridoren mellem træerne op ad bjergsiden er så smal, at børnene med deres skistave kan rage sne og istapper til falds.

Dybt under det glidende wiretræk kaster snowboardere sig med dødsforagt ned ad den stejle skråning. Udfordringerne på de afmærkede pister er tilsyneladende en hån mod de unge ski-hajer, som overtræder forbuddet mod at færdes under liften, hvor bjerget er stejlest.

Den lidt ældre, erfarne alpinløber kan da også køre sig mæt på de afmærkede pister i løbet af et par dage. Men for en gruppe, der ønsker blandet skiløb til alle aldre, er terrænet fint. Endda kan langrendsløberne også være med og få fornøjelsen af at krydse grænsen til Tjekkiet på ski.

Blanding af Narnia og Ringenes Herre

»Ind med stavene unger. Ellers kommer den hvide heks fra Narnia. Og længere oppe venter bjerg-orkerne!«

Truslen om at møde de onde eventyrfigurer virker faktisk ikke helt usandsynlig her på den fremmedartede skidestination. Landskab såvel som stednavne og sproget blandt de lokale skigæster, som dominerer bakkerne suverænt, fremstår for en vesteuropæer fantasy-agtige.

Den lille bjergprovins Szklarska Poreba ligger i nationalparken Karakonoze, som er en del af bjergkæden Sudeterne i det sydvestligste hjørne af Polen. Blot 530 kilometers kørsel fra Rostock og 740 fra Padborg.

Fri af granerne skifter sceneriet brat fra Narnia til Ringenes Herre. Landskabet bliver råt og forblæst, og en kæmpemæssig panoramaudsigt åbenbarer sig over de hemmelighedsfulde bjerge, hvor vildsvin, væsler og grævlinge har deres naturlige tilholdssteder. Fra forhistoriske fund af skeletrester ved man, at også dinosaurer har levet i bjerg-egnene. Føjer man geologiske fakta til fortællingen, at området er rigt på krystaller og ædelstene, har fortælleren i liften belæg for at stille ungerne i liften en eventyrlig nedfart i udsigt.

Professionelle langrendsspor

Knap så eventyrlig er oplevelsen for langrendsløberen. Til gengæld er forholdene for den klassiske disciplin ganske professionelle. Cirka fem kilometer uden for Szklarska Porba ligger løjpenettets centrum, Jakuszyce.

Her bliver der afholdt store konkurrencer, som det skete eksempelvis ved VM i 2012. Til daglig bliver løjperne brugt af unge og gamle, tykke og tynde. Langrend er en familiesport i Polen og såmænd også nabolandet Tjekkiet.

B972205648Z.1_20160204115702_000+GJOR1KU8.2-0.jpg

Knap har man fået glid under skiene, før en sms-besked bebuder, at grænsen mellem de to lande er krydset. Og kort efter igen at pisten nu er tilbage på polsk territorium. Med andre ord går løjpenettet på kryds og tværs af grænsen mellem Polen og Tjekkiet i gammelt bøhmisk territorium. Fra Jakuszyce er der ikke længere til den tjekkiske skidestination Harrachov og retur, end hvad den letøvede langrendsløber nemt kan klare på en dag.

Hyggelige små-beværtninger langs løjperne tanker de dampende skiløbere op med varm suppe og kold øl – i øvrigt til eventyrligt lave priser på den polske side af grænsen.

På andet end ski i Alperne

B972205648Z.1_20160204115702_000+GJOR1KVO.2-0.png

B972205648Z.1_20160204115702_000+GJOR1KV6.2-0.png

Mens skiltningen af ruterne ikke altid er i top, er sporene til gengæld præpareret til professionelle skiløbere. Dem møder man nogle stykker af i deres hidsige jagt på bedre præstationer.

Sammenlignet med det norske højfjeld er løjpenettet trafikeret som på Strøget en lørdag formiddag. Det kræver omhyggelig planlægning eller en lokal guide for langrendsløberen, der vil væk fra alfarvej. Men så skulle der også være basis for at Karakonozes skønhed for alvor udfolder sig for skituristen.

Billig skiferie for hele familien

Mens Szklarska Poreba gennem tiderne både sommer og vinter har været et yndet feriemål for de omkringliggende større byer i det nuværende Polen, Tjekkiet og Tyskland, er byen ukendt for de fleste danskere.

Som skidestination udmærker den sig ved et endog meget lavt prisniveau. En halv liter bøhmisk pilsnerbryg på en piste-beværtning løber ikke op i mere end 15-20 kr., og komplet skileje kan man få til en hundredemand.

Det varierede skiløb egner sig til en familieferie med bedsteforældre på langrend og teenagere på snowboard. Er man taget med for selskabets skyld og ikke for skiløbets, er der billige shoppingmuligheder, wellness-faciliteter, små museer, arbejdende kunsthåndværksteder og blot to timers kørsel til Prag.

Destinationen er vel et af de nærmeste skisportssteder med faldhøjder over 500 meter, som ligger nærmest på Danmark. Men målt kronologisk forekommer rejsen langt væk i en østeuropæisk eventyrs- og tidslomme.

B972205648Z.1_20160204115702_000+GJOR1KUQ.2-0.png

For gæsten, der i virkeligheden hverken er til eventyr eller skisport men er blevet slæbt med på ferien, fordi resten af familien er snetossede, byder området på mange andre aktiviteter.

Rykker man en hel dag ud af ferieplanen, er der bare to timers kørsel til Prag. Men i selve Szklarska Poreba og omkring er der også masser at tage sig til.

Mange hoteller udbyder forskellige former for spa og wellness. Den østeuropæiske tradition for sauna og kurbade fornægter sig bestemt ikke, og du bliver ikke spurgt af nogen, om du nu også har gjort dig fortjent på pisten til den luksuriøse behandling. Polakkerne udgør et meget diskret folkefærd.

De svenske fjelde giver danskere selvtillid

Områdets mange krystal- og ædelstenforekomster bliver udstillet på et museum i en gammel Pippi Langstrømpe-villa, men også en perlerække af smykkebutikker lokker med de funklende sager. Szklarska Poreba betyder glasmageri, og byen har fået sit navn fra de mange glaspusterier, som har ligget i området.

Der er stadig et par stykker tilbage, hvor du er velkommen som tilskuer til den fascinerende proces. Det er givetvis et godt salgstrick at åbne dørene for tilskuerne. På klos hold bliver du lullet ind i en slags trance ved synet af den orangeglødende glasmasse, som de garvede glaspustere rutineret omdanner til mere eller mindre smagfulde pyntefigurer og bøhmisk krystalglas i alverdens afskygninger. Turen ud af glaspusteriet går naturligvis gennem butikken.

Går man på opdagelse, mens familien høvler ned af bakkerne, finder man på den måde mange små skæve seværdigheder eller butikker; De lokale katolske kirker, en butik med øl fra polske mikrobryggerier eller en åben smedje i en park fuld af flere meter høje sneskulpturer.

Ikke for folk på slankekur

B972205648Z.1_20160204115702_000+GJOR1KVH.2-0.png

Kosten i Polen er generelt som mormor lavede den. Supper bliver kogt dagligt fra morgenstunden. Det samme indtryk får man af kartoflerne, som serveres godt smadrede til rustikke kødretter med forskellige afarter af kål og surt til.

Man skyller efter med øl og vodka, som på supermarkedernes reoler fylder dobbelt så mange fag som rødvinene. Øl og vin serveres i øvrigt varmt.

Hotellernes morgenbuffeter er et festfyrværkeri af pølsetyper, oste, æg, mayo-lignende salater og sukkerede morgenmadsprodukter. Pizza og grill-retter fås overalt, men også lokal fastfood som bagte kartofler med sildesalat bliver serveret. Vafler højt belagt med flødeskum og chokoladesauce er i høj kurs.

Fem råd til rejsen

Lej eller køb skiudstyret dernede – det er meget billigt. Husk at medbringe kontanter, da de mange steder, f.eks. ved liften, ikke tager kort.

Kig dig godt omkring for at finde de gode restauranter – de findes mellem alle pizzeriaerne.

Varier skiløbet med et besøg i tjekkiske Harrachov – bare tyve minutters kørsel i bil eller en halv dag på langrendsski.

Rejs i egen bil og udvid ferien med en dag eller to i Berlin – du kommer lige forbi på vejen. Husk at medbringe snekæder, da polakkerne ikke er lynhurtige til at rydde vejene ved snefald.

Sørg for at rejsen kan afbestilles, da snekanonerne ikke kan følge med, hvis vejret er dårligt.

 

B972205658Z.1_20160204120255_000+G18R1O7P.2-0.png

B972205658Z.1_20160204120255_000+GJOR1KUC.2-0.png

Pasta og gode pister på den solrige side af Alperne

Afstande:

  • Rostock: 530 kilometer
  • Padborg: 735 kilometer
  • Faldhøjde på pister: 600 meter
  • Præparerede slalompister på den polske side af bjerget Szrenica: 25 kilometer
  • Langrendsløjper: 100 kilometer
  • Toppen af Szrenica: 1.362 meter (1.602 på den tjekkiske side)

Priser i danske kroner

Liftkort fem dage voksen/barn: 600/400 kr.

Komplet leje af slalomski-/snowboardudstyr: Ca. 100 kr. pr. dag

Øl på pisten: 15-20 kr.

Hovedret på mellemklasserestaurant: 50 kr. Dobbeltværelse inkl. morgenbuffet og aftensmad på spa-hotel ved liften: 600 kr.

Smuttur til Tjekkiet

Du kan tage bussen eller hyre en taxa for cirka 150 kroner og være på skidestinationen Harrachov i Tjekkiet indenfor 20 minutter. Her stiger både pris- og informationsniveauet idet tjekkerne længe har været vant til udenlandske turister og i det hele taget har haft en bedre økonomi end deres polske naboer. Pisterne her er meget bredere end i Polen og knap så charmerende. Til gengæld er der flere snekanoner, og områdets infrastruktur er i det hele taget mere udviklet.

Rejsen dertil

Den korteste rute fra Sjælland går over Gedser-Rostock med de tidligere DSB-færger. På færgen Prins Joachim er pølserne stadig røde, brødet hvidt og kaffen sort. Forskellene i caféens sortiment fra før i tiden er fremmedelementerne café latte og variationen af energidrikke, som har indfundet sig på færgen, hvor prisniveauet i parentes bemærket er turens absolut højeste. Færgeoverfarten er kulturhistorie fortalt på et levende museum og sådan fortsætter rejsen "tilbage i tiden" over Berlin og ind i Polen.

Vær beredt på huller i vejen, sauerkraut og faldefærdige bygninger i det grå vinterlandskab.

Fra den dansk-tyske grænse er der cirka 740 kilometer til Skzlarska Poreb.

Jyllands-Posten var inviteret af det polske turistbureau.

B972205648Z.1_20160204115702_000+G8ER1GQ0.1-0.png

Nyhed: Spænd skihjelm og kokkehue

06-01-2011: Fællesrejser til Norge er billige og gode alternativer til familier med børn. Læs artikel

Anmeldelse: Sol på pisten

27-11-2009: Kappl er et perfekt valg for en familieferie. Børneområdet er i særklasse, og tempoet er lavt. Læs artikel

Nyhed: Der er penge at spare på skiferien

21-09-2009: Få 22 pct. rabat på hytteferien, eller hold familieferie i Alperne med all inclusive, liftkort og skileje for 8.000 kr. Finanskrisen har gjort det billigere at komme på skiferie. Læs artikel

Guide til langrend i Nordmarka - 30 minutter fra Oslo

01-11-2015: Gør som de lokale nordmænd og tag T-banen fra Oslo centrum til Nordmarka. På under 30 minutter kan du stå klar med skiene på og således kombinere storbyferie med langrend. Til forskel fra de alpine skiløjper i områd2et er denne oplevelse ganske gratis. Læs artikel

Guide: London i børnehøjde

14-12-2013: Den engelske metropol har shopping for store og små, museer i verdensklasse og er hjemsted for nogle af de bedste fodboldklubber. Anton på syv tog med mor og morfar til storbyen for første gang. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...