Find mere om:
Her er guiden til Norges skiområder | rejser.guide.dk

Her er guiden til Norges skiområder

Lige nu drømmer tusindvis om ferie i landet med flest skisportssteder i fjeldene.

Norefjell: Norges længste nedfart

Norefjell har den største faldhøjde for et skianlæg i Norge. 1.010 meter er forskellen fra top til bund, og det giver seks km uafbrudt skiløb fra toppen til stoleliften i bunden. Det første lange stykke øverst oppe er dog ren paradekørsel på nemme blå løjper. Det sjoveste og mest udfordrende skiløb begynder ved mellemstationen, hvorfra de røde og sorte nedfarter spreder sig ned ad de stejle bjergsider.

For begyndere er der øvebakker nederst i terrænet, men man kan også pudse stilen højt oppe. De højest liggende bakker kan dog i perioder være lukket på grund af blæsevejr.

Norefjell har mange lejligheder og hytter, som ligger tæt på bakkerne. For langrendsløbere går løjperne direkte til hytteområdet. En af de smukkeste og mest krævende ture går til toppen af Høgevarde, hvorfra der er en formidabel udsigt.

Norefjell er ikke et stort område. Det ligger kun godt en time fra Oslo, så det er perfekt til weekendture og korte ferier.

Alpin: 28 km.

Langrend: 60 km.

Antal lifter: 3 stolehejse og 10 slæbelifter.

Hafjell: Hafjell for hele familien

Hafjell har noget for hele familien. Her er gode forhold for børnefamilierne, passende udfordringer for de erfarne, en god terrænpark for snowboarderne og 300 km fremragende langrendsløjper. Det hele ligger lige uden for døren til mange af overnatningsstederne. Hafjell har nemlig masser af hytter og lejligheder med direkte adgang til bakkerne, så de mindste kan få en pause midt på dagen.

Med godt 40 km nedfarter er Hafjell blandt de største skisportssteder i Norge, og man får meget effektivt skiløb for pengene. Hafjell har en hurtig gondollift samt to ekspres-stolehejse, og derfor er der sjældent kødannelse.

Alpinisterne bor i bunden af anlægget eller oppe i terrænet, hvor der de seneste år er bygget mange lækre boliger. Skientusiaster, som gerne vil kombinere med langrend, kan med fordel bo i den øverste del af anlægget i Gaiastova, hvorfra der er direkte adgang til hele Nordseteren med både barske fjeldløjper og fredelige skovløjper.

Alpin: 40,5 km.

Langrend: Op til 300 km.

Antal lifter: En gondollift, 3 stolehejse og 10 slæbelifter.

Kvitfjell: Kulsort udfordring

Det er formentlig Nordens mest udfordrende nedfart. Den olympiske styrtløbspiste i Kvitfjell kan både give sved på panden og syre i lårmusklerne. Med et fald på 854 meter og ekstreme hældningsgrader på op til 64 pct. synes pisten næsten at være lodret på de mest stejle steder. Den 3.500 m lange nedfart tiltrækker erfarne skiløbere, der ikke kan få det svært nok.

Den kulsorte piste er blevet et særkende for Kvitfjell, og den har givet området ry for kun at være for de mest erfarne løbere. Men Kvitfjell er absolut ikke kun for vovehalse. Faktisk er skiområdet i de seneste år blevet udvidet med langt mere fredelige pister, hvor alle kan være med. Der er mange lette og middelsvære bakker i området, som også byder på gode muligheder for off piste-skiløb.

I takt med udbygningen med flere pistekilometer er der også bygget mange nye hytter og hoteller. De fleste overnatningssteder ligger enten tæt på eller direkte i terrænet, så man kan stå på ski næsten til hoveddøren.

Alpin: 29 km.

Langrend: Op til 130 km.

Antal lifter: 3 stolehejse og 6 slæbelifter.

Geilo: Skiløb på begge sider af dalen

Geilo er hygge. Byen ligger i en dal, hvor man kan vælge at løbe på selve Geilo-siden eller på Geilolia-siden, alt efter hvor solen skinner mest, eller sneen er bedst. Der går busser mellem de to områder med jævne mellemrum morgen, middag og aften, men det er godt at have bil med, så man selv bestemmer, hvornår man vil skifte side.

Der er gode stolelifter i området, men et par af de gode pister kræver, at man har gode benmuskler, for turene med slæbelifterne er lange. Med flest grønne og blå lifter egner Geilo sig godt til familier. Det kan også være en fordel for visse familiemedlemmer, der gerne vil lidt andet end skiløb, at Geilo er en rigtig lille by med forretninger og aktiviteter. Et oplagt udflugtsmål er en kop kaffe i det flotte Dr. Holms Hotel, hvis man da ikke ligefrem har råd til at bo på det smukke, traditionsrige hotel. Der er flere hoteller i Geilo end på de fleste andre skisportssteder i Norge.

Geilo er lidt af et langrendsmekka, fori området har 220 kilometer præparerede langrendsløjper.

Alpin: 35 km.

Langrend: 220 km.

Antal lifter: 6 stolelifter, 12 slæbelifter.

Trysil: Udfordringer til alle

Trysilfjellet er Norges største skiområde, og det har så mange forskellige løjper, at der er udfordringer til alle, også til dem, der har stået på ski mange år. Området er så stort, at det rummer Norges bedste mulighed for at tage på egentlige alpin-dagture, hvilket er usædvanligt på de skandinaviske skisportssteder, som typisk har et begrænset antal kilometer alpine pister. Alle skisportselskere, der har besøgt skiområder i Norge og Sverige, kender tredjedagsfornemmelsen - fornemmelsen af, at nu har man vist kørt på alle løjperne i skiområdet. Den fornemmelse opstår først sent i Trysil.

Det er med til at gøre Trysil så populært blandt danskerne, at danskerne faktisk ligger nummer et på listen over besøgende nationaliteter i Trysil i løbet af en skisæson. De overgår i antal både svenskere, tyskere og nordmændene selv i antal besøgende.

For begyndere er området ved Trysil Høyfjellssenter noget nær ideelt med 10 nedfarter på denne nordlige del af Trysilfjellet. Det giver gode og varierende øvemuligheder for de mindre børn. Det er da også i dette område ved Trysil Høyfjellssenter, at mange danske familier lejer hytter, når de skal have deres børn på ski den allerførste gang.

Alpin: 70 km.

Langrend: 100 km.

Antal lifter: 6 stolelifter, 25 slæbelifter

Hemsedal: Flotte fjelde og fint skiløb

Hemsedal er et populært alpint skisportssted af flere grunde: Naturmæssigt er det i top med dramatiske fjelde på op til over 1.900 meters højde og spektakulære udsigter fra de tre højeste fjelde, Totten, Tinden og Rogijn, som anlægget er bygget op omkring.

Mens andre alpine anlæg i Norge typisk er vokset op omkring et enkelt fjeld, giver de tre bjergtoppe en god variation, som også betyder, at skiløberne bliver spredt godt ud over hele området og har let ved at veksle mellem lette grønne og blå pister og de sværere røde og sorte.

Området hænger med andre ord godt sammen, og man er f.eks. ikke pisket til at skulle forcere lange, flade transportløjper.

Når man er i Hemsedal, må man ikke snyde sig for en udflugt til nabodalen Grøndalen 10 km borte med det lille, hyggelige skicenter Solheisen, der også er inkluderet i liftkortet.

Nyeste tilbud fra Hemsedal er Alpin Lodge, der er bygget op i træ og sten efter canadisk forbillede - med et eksklusivt byggeri med 40 lejligheder og 400 sengepladser og ICA-supermarked i tilknytning til hotellet.

Alpin: 47 km.

Langrend: 210 km.

Antal lifter: 6 stolelifter, 15 slæbelifter.

Beitostølen: En familiedestination

Beitostølen er en rigtig familiedestination i mere end én forstand: Ideel til de danske familier, der gerne vil på ski i et mindre og overskueligt området. Og drevet af en enkelt norsk familie, familien Hovi, der ejer stort set hele byen og skianlægget.

Det er et fint, lille alpint område med lifter og skibakker fordelt på to skianlæg. Det bedste skiløb finder man ved skicentret Raudalen, der ligger nogle kilometer fra selve Beitostølen. Her er flere rigtigt gode og udfordrende sorte pister af høj klasse, der kan udfordre også den gode og erfarne skiløber.

Det andet skianlæg ligger ved selve byen, hvor der bl.a. findes en effektiv seks-sædet stolelift. To af nedkørslerne er belyst om aftenen.

Dertil kommer langrend i høj klasse. Hvis man er interesseret i seriøs langrendstræning, så findes langrend ikke meget bedre. Det er ikke tilfældigt, at man hvert år afvikler World Cup i langrend i Beitostølen.

For den jævne hygge-langrendsløber er en tur op over fjeldet en unik oplevelse, især på en dag, hvor vejret viser sig fra sin bedste side. Så kan man nyde en fantastisk udsigt mod Jotunheimen.

Alpin: 21 km.

Langrend: 320 km.

Antal lifter: 3 stolelifter og 6 slæbelifter.

Hovden: Godt for lettere øvede

Hovden er et gammelt ”dansk” skiområde, hvor tusindvis af danskere gennem årene har været på skiferie, og hvor mange har lært at stå på ski.

Alpint er Hovden ikke oppe i den tunge ende, fordi der er for få kilometer, og fordi de løjper, der er, ikke er udfordrende nok. Der er ganske vist både røde og sorte pister, men de er ikke helt på niveau med røde og sorte i Alperne.

Til gengæld byder området på gode muligheder for både let øvede skiløbere og for familier, der gerne vil kombinere alpint og langrend. Der er også et særligt børneområde med rullebånd og legefigurer, ligesom man to-tre aftener om ugen kan køre alpint på en oplyst skibakke.

Samtidig har Hovden en udendørs skøjtebane og et mindre tropisk badeland, hvor børn og legesyge kan tumle, hvis vejret driller.

Hovden ligger dybt inde i Telemarken, hvor der som regel er sne nok, ligesom området ligger så højt, at temperaturen også er i orden til at stå på ski. Endelig er det en fordel, at rejsen fra Danmark er relativ let. Man tager blot færgen fra Jylland til Kristiansand og kører ca. fire timer herfra i bil.

Alpin: 26 km.

Langrend: 170 km.

Antal lifter: 3 stolelifter og 5 slæbelifter.

Oppdal: Godt skiløb, men langt væk

Oppdal var i nogle år inde på det danske marked og fik gode karakterer for sit skiløb. Men rejsen på 420 kilometer fra Oslo blev for lang, så i dag har ingen større rejsearrangører Oppdal på programmet. Det er synd.

For Oppdal er med ca. 58 kilometer pister et af Norges største skiområder. Området er så godt, at én af Norges rigeste mænd, Kjell Inge Røkke, har valgt at bruge omkring 100 mio. kr. på at bygge sin private hytte ved Oppdal. Især børnene befinder sig godt i de to børneområder, hvor der også er gratis liftkort til alle under syv år. Oppdal har desuden både helsecenter, svømmehal, bowlinghal og skøjtebane.

Skiområdet ikke langt fra Trondheim byder på rigtig godt langrend. 100 kilometer løjper ligger klar. Dertil kommer fjeldområdet Trollheimen inde bagved, hvor mulighederne er næsten uendelige.

Oppdal er også en rigtig by med adskillige ”gamle” hoteller, gode butikker og restauranter. Største ulempe er den lange køretur fra Oslo. Man kan flyve eller tage toget. Togrejsen er afslappende, men de fleste vil typisk tage bilen.

Alpin: Ca. 58 km.

Langrend: 103 km.

Antal lifter: 2 stolelifter og 14 slæbelifter.

Voss: Den hemmelige perle

Voss er et af de bedste skiområder i Norge, men nærmest ukendt for danske skientusiaster. Mest fordi det er lidt besværligt at komme til det vestnorske skiområde 100 kilometer fra Bergen.

Ser man på størrelsen, ligger Voss med sine godt 40 kilometer lige under de store områder Trysil, Hemsedal og Hafjell. Men ser man på ski-kvaliteterne, kan området sagtens konkurrere - også med skiområder, der er langt mere kendte og langt dyrere at holde ferie i.

Skimæssigt ligger Voss på et lille femtal ud af seks stjerner, hvilket efter norske forhold er tæt på topkarakter. Og så kan man noget helt særligt i Voss: Skiområdet ligger så tæt på fjordene i Vestnorge, at man kan stå på toppen og kigge ned på Fjordnorge. Et spektakulært syn.

Nærheden til fjordene betyder til gengæld, at Voss i enkelte, meget milde vintre har haft problemer med sneen. Voss byder i modsætning til de fleste andre skiområder også på en gammel stationsby, fyldt med atmosfære og over 100 forretninger.

Alpin: 40 km.

Langrend: 20 km.

Antal lifter: 5 stolelifter, 6 slæbelifter og 1 banelift.

Danske skiturister i Norge - Fakta og gode råd. Se grafik

Nyhed: Langrend for begyndere

11-03-2010: Skal man prøve langrend for første gang, er Røros nær Trondheim et godt sted at begynde. Læs artikel

Guide: Når Danmark tager på skiferie

20-10-2009: Uge 7 er den helt store skiferie-uge, da over 100.000 danskere drager på skiferie. Men hvordan skal man forberede sig? Læs artikel

Anmeldelse: Poder på pisten

20-10-2009: Før var Gautefall et uanseligt skisted i den norske Telemark, som skiløbere med bare lidt erfaring hurtigt ville overstå. Men Gautefall har fået vokseværk og byder i dag på noget nær perfekte rammer for især børnefamilierne. Læs artikel

Guide: Snemænd og slædetur i Trysil

26-02-2014: Trysil er et af danskernes foretrukne skidestinationer – især for børnefamilier. Men Trysil byder ikke kun på pister og skiløb, der er også et væld af andre aktiviteter, der kan udmatte selv det mest hyperaktive barn. Læs artikel

Guide til skiferie i Gaustablikk

11-01-2014: Når skiliftene lukker, og mørket falder over norske Gaustablikk, tænder Stein sin ti tons tunge pistemaskine og kører af sted for at præparere pisterne til næste dag. Explorer tilbragte en aften i førerhuset. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...