Find mere om:
Guide til skiferie i Gressoney i det nordlige.. | rejser.guide.dk

Pasta og gode pister på den solrige side af Alperne

Gressoney i det nordlige Italien er en skidestination, hvor gastronomien fylder næsten lige så meget som skiløbet. Det er det simple, men gode liv i alperne med fokus på traditionel madkunst i kombination med brede skibakker i de solrige italienske alper.

På det store frokostbord foran os står en stor platte med ost, en med skinke, en kurv med grissini, der er italienske brødstænger og rød- og hvidvin. Der er langt fra den traditionelle madpakke og dåsecola i alpehytten til denne frokost. Al maden foran os er lavet med omhu og af gode, lokale råvarer.

»Uanset hvor du befinder dig i Italien, er der god mad. Italienere elsker mad,« fortæller vores lokale skiguide Davide Brache, mens han tager et stort stykke tyndtskåret parmaskinke fra platten med kød og vikler det rundt om en grissini, inden han spiser det i en bid.

Både kød, ost og vinen, som vi får serveret til vores frokost, er ifølge vores guide produceret indenfor en radius af 100 kilometer.

»Der er meget stolthed forbundet med lokale gastronomiske traditioner og produkter her i området,« forklarer han.

En af de lokale specialiteter i Gressoney er Chnefflene, der er en pastaret, som serveres med løg, bacon og Fontina, traditionel italiensk ost fra Valle d’Aosta. Til retten hører selvfølgelig parmesanost, hjemmebagt hvidt brød og en lokal rødvin.

Rundt om i restauranten hænger alt fra billeder af familien og træfigurer til Jesus på korset og blomster. Ved baren står tre store reoler fyldt med vin, bagved hænger tre skinker til tørre, og ved bordene sidder skigæster i skibukser, skiundertrøje og tøfler. Man må nemlig ikke have sine skistøvler på inde på restauranten, så gæsterne har byttet skistøvlerne til tøfler i indgangen.

Vi sidder og spiser frokost på en restaurant på Romantik Hotel Jolanda i byen Gressoney-La-Trinité. Gressoney-La-Trinité er sammen med Gressoney Saint-Jean, der ligger et par kilometer væk, en todelt by i skiområdet Monterosa i den italienske region Valle d'Aosta. Regionen, der er Italiens mindste og tyndeste befolkede, ligger i Norditalien og grænser op til Frankrig, Schweiz og den italienske region Piemonte. Skiområdet Monterosa er opkaldt efter bjerget af samme navn, der er det næsthøjeste bjerg i Alperne og ligger i både Italien og Schweiz – men med toppen Dufourspitze på 4.634 meter i den schweiziske del. På den italienske side af Monterosa ligger de tre dale Gressoney, Alagna og Champoluc, der udgør skiområdet Monterosa. De tre dale er forbundet af et liftsystem af både kabine- og stolelifte, som alle kan benyttes med det samme liftkort.

B972170916Z.1_20151222093244_000+G95PQ6AG.1-0.jpg

Efter vores gourmetfrokost får vi serveret en kop espresso, inden vi skal ud på pisten igen. Klokken er 15, og vi har spist frokost i halvanden time. Men i Gressoney nydes maden i lige så høj grad som de brede pister, og området er ifølge vores guide Davide Brache et af de gode, fordi det ligger på den solrige side af Alperne.

Brede pister og genbrugslifter

Montorosa skiområde består af 180 kilometer pister med en overvægt af røde og sorte pister. Flere af dem er dog falske sorte, mener vores skiguide Davide Brache.

»De siger, de er sorte, men jeg kalder dem fake-sort, fordi de ikke er stejlere end de røde pister,« forklarer han.

B972170916Z.1_20151222093244_000+G95PQ69J.2-0.jpg

Vi er ikke helt enige i den betragtning, da de sorte ser ret stejle ud fra toppen. Men pisterne i området bliver præpareret hver nat, så selv om de er stejle, er de ikke så svære at køre ned ad, som man umiddelbart skulle tro. Så vi klarer os alle igennem både de røde og sorte pister uden problemer. Men fordi området har flest røde og sorte pister, henvender det sig ikke til nybegyndere på ski, da det kan være svært at komme rundt i området, hvis man ikke er klar til at stå ned ad røde pister. Men er man habil skiløber, eller har man stået på ski et par gange, tilbyder området mange gode og ikke mindst brede pister med mulighed for at køre en bred slalom på de stejleste af dem.

Jule-skiføret i Alperne ligner »slush ice«

Gressoney ligger i midten af skiområdet og er derfor strategisk godt placeret med nem adgang til alle tre dale. Med kabinelifte til begge sider kommer man hurtigt op i terrænet og ikke mindst op i solen. På bakkerne er liftene ikke helt så moderne. Den ene firpersoners lift ligner et levn fra 80'erne med runde vinduer og råhvide farver. Det viser sig, at det ikke er helt forkert. Flere af dem er rent faktisk genbrugslifte fra andre destinationer.

B972170916Z.1_20151222093244_000+G95PQ6A7.1-0.jpg

»Når Frankrig og Østrig er færdig med liftene, sender de dem til Italien,« siger vores guide og griner.

Men selv om liftene ser gamle ud, fungerer alt upåklageligt og uden lange køer. De korte køer hænger sammen med, at området ikke er tæt pakket med hoteller, som mange andre europæiske skidestinationer. Men det hænger også sammen med, at solen er dækket af et tyndt lag af skyer denne dag.

Vilde dage på hundeslæde i arktisk Unesco-natur

»Når solen ikke skinner, står italienerne ikke på ski. Så har turisterne området for sig selv,« siger vores guide og forklarer, at Monterosa er det område, der ligger tættest på Milano, og derfor er der mange italienere, som tager dagsture hertil i weekenderne – når altså solen skinner.

Gourmet og god vin i Gressoney

Modsat mange europæiske skidestinationer er der i Gressoney ikke tradition for après-ski. Nogle skigæster snupper måske en enkelt Bombardino, der er en lille italiensk drik bestående af æggelikør, cognac og flødeskum. Det sker ofte på hotellet, for der er ikke store barer med øl og høj musik i Gressoney. Der er heller ingen mærkevarebutikker og store supermarkeder, der kan lokke folk ud på shopping. Mange benytter derfor tiden til at tage en tur i spa, som findes på de fleste hoteller. Eller også drikkes der en kop kakao foran pejsen, inden der gøres klar til dagens sidste højdepunkt, nemlig aftensmaden. For det er ikke kun frokosten, der prioriteres højt i området. Aftensmåltidet er også en stor del af det at tage på skiferie i Gressoney.

B972170916Z.1_20151222093244_000+G95PQ6BH.1-0.jpg

I området ligger mange familieejede restauranter, der har fokus på lokale specialiteter.

»Italienere har meget stolte traditioner, når det gælder mad. Alle er vokset op med lokale specialiteter, som de stolt forsøger at videreføre til næste generationer. Selv små børn ved, hvad deres produkter er i de forskellige områder,« fortæller Piersandro Maggi, der arbejder på turistkontoret i Gressoney.

Størstedelen af befolkningen i Valle D’osta taler både italiensk og fransk. Men i området omkring Gressoney i Lysdalen snakker man ud over italiensk også walsertysk. Walsere var et germansk folk, der stammer fra Schweiz. De walsiske traditioner er inspireret af Tyskland og Schweiz, hvilket kommer til udtryk i både sproget, byggestilen og maden i Gressoney, der er italiensk med et walisisk touch.

B972170916Z.1_20151222093244_000+G95PQ6AE.1-0.jpg

Piersandro Maggi fra det lokale turistkontor har den sidste aften taget os med på den familieejede restaurant Morgenrot, der ligger et stykke op ad en løjpe. For at besøge restauranten skal man derfor køre med snekat, der er en slags forstørret snescooter. Chaufføren, der henter os for enden af løjpen, er også ejer af restauranten og desuden også kok. Ved døren bliver vi taget i mod af sønnen, der er restaurantens tjener og den eneste, der kan engelsk.

Højdeskræk forklædt med juleguirlander

Maden, vi får serveret, er igen lokale specialiteter. Den består blandt andet af en flan af porre med blå ost, risotto al dente, pallero som er lokalt brød og zapaione og espresso til dessert. Alt sammen tilsat italienske vine fra Valle d'Aosta. Til den søde tand får vi serveret sukkerknalde i lage af vodka og krydderier og en kop espresso. I restauranten sidder der et par andre gæster, men der er ikke overfyldt, hvilket også gælder for resten af området omkring den todelte by Gressoney-La-Trinité og Gressoney Saint-Jean. Byen har en forholdsvis lille hotelkapacitet i forhold til de 180 kilometer pister, og det er det, der gør området attraktivt. For det betyder færre mennesker på pisterne og mindre kø ved liftene, specielt hvis vejrudsigten ikke lover fuld sol, og så er der roligt og fredfyldt i de små byer om aftenen. Skidestinationen Gressoney i Italien er derfor udfordrende skiløb uden for mange mennesker. Det er det gode og simple liv i rolige omgivelser, og så er det gourmet og gode pister.

Tre råd til rejsen

Spis på restaurant Morgonrot. Transporten med snekatten er gratis for restaurantens gæster. Spørg eventuelt på jeres hotel, hvis I er interesserede. De kan hjælpe med at arrangere transport.

Gem lidt kræfter til eftermiddagens skiløb. Mange italienere står nemlig kun på ski indtil frokost, så der er mere plads på pisterne over middag.

Bo i Gressoney-La-Trinité, men besøg Gressoney Saint-Jean, der er en lille og stemningsfyldt by med gode caféer og butikker med lokale specialiteter.

Om skiområdet Monterosa

Skiområdet består af tre dale Gressoney, Alagna og Champoluc med 180 kilometer pister i alt: 50 kilometer blå, 106 kilometer røde og 24 kilometer sorte. Et 7-dages liftkort koster mellem 199-241 euro (cirka 1.484 - 1.797 kr.) for voksne. For børn og seniorer er det lidt billigere. Området er kendt for at have noget af det bedste offpist-skiløb i Alperne. Med kabineliften Lalati – Punta Indren kommer man op i 3.300 meters højde, hvorfra det er muligt at tage en tur ned ad upræparerede pister. Dog anbefales det at leje en guide, hvis man skal langt væk fra de officielle pister.

Skisæsonen i Monterosa varer fra slut november til april.

Rejsen dertil

I bil: Der er cirka 1.400 kilometer fra grænsen til Gressoney.

Med fly: Den lufthavn med flest direkte fly fra Danmark er Malpensa Milano, der ligger 150 kilometer fra Gressoney. Både med EasyJet, Ryanair og SAS direkte fra København til Milano. Det er også muligt at flyve til Torino, der ligger 100 kilometer fra Gressoney. Fra Milano og Torino går der shuttlebus til Gressoney. Turen tager cirka to timer fra Milano og halvanden time fra Torino

Priseksempler:

Milano: 600 kr. fra København med EasyJet.

1.100 kr. fra Billund med KLM og Air France med mellemlanding i henholdsvis Paris og Amsterdam.

Torino: 1.700 kr. fra København med Malmø Aviation. 1.600 kr. fra Billund med KLM og Air France med mellemlanding i henholdsvis Paris og Amsterdam.

Jyllands-Posten var inviteret af EasyJet og Den Italienske Stats Turistbureau.

B972170916Z.1_20151222093244_000+G7RPS3FG.1-0.png

Guide: Den bedste bid af Dolomitterne

22-12-2012: Med 1.200 pistekilometer er italienske Val di Fassa Dolomitternes største skiområde. Skibyerne ligger som perler på en snor, og enhver type skiløber kan få sit behov opfyldt. Men Val di Fassa er meget mere end skiløb, for også adrenalinfremkaldende, historiske og kulinariske oplevelser venter. Læs artikel

Guide: Boulevard-skiløb i Italien

16-04-2009: Livigno er det perfekte skisportssted for let øvede skiløbere, som sætter pris på god italiensk mad, snesikkerhed og en hyggelig by med toldfri spiritus, billig elektronik og mærkevaretøj. Læs artikel

Guide: Passo Tonale - to skiområder i ét

10-03-2012: Det italienske område har rolige, blå pister til mor og stejle, sorte pister til sønnike. Læs artikel

Nyhed: Masser af ski i Canazei

10-12-2009: I italienske Val di Fassa er man koblet på et af verdens største sammenhængende skiområder, og ved juletid venter en særlig oplevelse. Læs artikel

Anmeldelse: Italiensk på godt og ondt

20-10-2009: Man vender igen og igen tilbage til Val Gardena, selv om en skiferie til dalen ikke blot er den rene idyl. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...