Find mere om:
Den bedste bid af Dolomitterne | rejser.guide.dk

Den bedste bid af Dolomitterne

Med 1.200 pistekilometer er italienske Val di Fassa Dolomitternes største skiområde. Skibyerne ligger som perler på en snor, og enhver type skiløber kan få sit behov opfyldt. Men Val di Fassa er meget mere end skiløb, for også adrenalinfremkaldende, historiske og kulinariske oplevelser venter.

Et virvar af stemmer fylder den store kabinelift fra Campitello til Col Rodella, og der tales både hollandsk, engelsk og tysk. Min sidemand kommer også langvejs fra. En påsyet ørn samt et forgyldt ”RUSSIA” på ryggen vidner om hans herkomst.

italien-val-di-fassa.gif

Ved vinduet står et nydeligt ældre ægtepar uden ski, og de har begge planer om at nyde formiddagens cappuccino på en af de højtliggende bjergrestauranter. Han yderst velklædt, hun i pels. Den typiske italienske ski-dario er her selvfølgelig også. Med sine reflekterende solbriller og bandana omkring det tilbagestrøgne sorte hår står han bagerst i liften og ser cool ud.

Sammen med familien har jeg taget liften mod Rodella-toppen for at udforske nogle af de nærmest uendelige skimuligheder, der er i Val di Fassa.

Uden om kamelpuklen

Midt i skiområdet i Val di Fassa ligger det store Sella-bjergmassiv, og lift- og pistesystemet hænger så godt sammen, at man på en skidag kan nå hele vejen rundt om massivet – en tur på godt 40 kilometer. Vi har planer om at opleve mest muligt, så ved Col Rodella stiger vi ud og sætter kursen mod en af Val di Fassas største skimæssige attraktioner, nemlig World Cup-pisten Saslong, der ligger ved Val Gardena.

Efter en tur gennem et eventyragtigt landskab, hvor pisten snor sig ud og ind mellem lave klippepartier, kommer vi relativt hurtigt til Ciampinoi, hvor den berømte World Cup-pist starter. Der er to varianter af Saslong. Man kan vælge den originale sorte Saslong A, hvor hældningsprocenten allerede fra start er mere end skræmmende, eller også kan man løbe ad turistruten, Saslong B, der mere er rød end sort, men som starter og ender samme sted som den krævende A-variant.

Lettere overmodige vælger vi den stejle udgave af Saslong og vender skispidserne mod dalen, men efter kun få meter er farten så høj, at vi bliver nødt til at køre på tværs af pisten for at tage farten af.

Undervejs kommer vi gennem smukke skovstrækninger, stejle passager og lange glidestykker, og tager man Saslong-pisten i fuld fart, skal man være forberedt på nogle særdeles lange hop. Ved Goppe di Camello – Kamelpuklen – hopper konkurrenceløberne omkring 80 meter, inden de atter får sne under skiene, så vi holder klogelig kontakt til pisteunderlaget hele vejen ned. Alligevel bliver vi enige om, at det er en forrygende oplevelse at løbe pisten igennem.

Udsigt til frokost

Middagspausen holdes i Campolongo, hvor en af bjergrestauranterne serverer lune pastaretter og rødvin til frokost. Restauranten har panoramaudsigt og solterrasse, hvorfra der er udsigt til de smukke Dolomitter fra første parket.

Modsat schweiziske og franske alper, hvor de Toblerone-agtige toppe er spidse, ser Dolomitterne anderledes ud med deres blide afskårne toppe. En masse skiskoler holder frokostpause samtidig med os, så overalt summer det af liv. Vejret er perfekt, og selv om vi kun er halvvejs rundt på vores tur, får mageligheden overtaget, og vi indtager desserten – caffe latte og tiramisu – i en af de liggestole, der vender direkte mod solen.

Laviner som våben

Liftene lukker mellem klokken 16 og 17, så vi rejser os til sidst og bevæger os på ski i retning af formiddagens udgangspunkt i Campitello. Næste skiby på vores vej hedder Arabba, og her kan man vælge at tage en afstikker til Dolomitternes højeste bjerg, det 3.343 meter høje Marmolada, der øverst er dækket af en gletsjer.

Med tre store gondollifter er der hurtig forbindelse fra dalen op til gletsjeren, og er man først så langt oppe, er snekvaliteten intet mindre end perfekt. Turen ned ad bjerget løbes på røde eller sorte pister, og den er både lang og smuk.

Undervejs passerer man Passo Fedaia, hvor der under første verdenskrig var hårde slag mellem italienere og østrigere. Det var her, de fleste soldater efter sigende blev dræbt af laviner, som blev udløst af modparten. Er man meget historieinteresseret, er der mulighed for at besøge Museum della Guerra eller tage den 80 kilometer lange First World War ski tour.

Vi gemmer dog disse oplevelser til en anden gang og fortsætter mod Passo Pordoi, der bl.a. er kendt fra forårets Giro d’Italia-transmissioner. Vi løber på ski tværs over serpentinervejen, der et halvt år før har udfordret stjerner som Contador, Cavendish og Kreuziger.

Rolig afterski

Efter Passo Pordoi kommer man til Val di Fassas måske mest kendte destination, Canazei. Her er hyggeligt, og pisterne er brede, men der er også mange mennesker, så vi tager skovpisten – Pista del Bosco – i retning af Col Rodella, hvor vi startede om formiddagen.

Nede i dalen er der selvfølgelig afterskiing. Ikke på østrigsk manér med høj musik og dans på bordene, men på de små caféer er der fyldt op, og gæsterne sidder i skitøj og nyder en stille øl eller en cappucino, inden den efterfølgende shoppingtur før aftensmaden.

På kanten af en økse

Val di Fassa har så mange tilbud, at det er umuligt at overkomme dem alle – især i en vinterferie, hvor der primært skal løbes på ski. Men et bestemt tilbud på turistkontoret virker så tillokkende, at skiene sættes i kælderen næste formiddag. Hvis temperaturen ligger stabilt et godt stykke under nulpunktet, kan man nemlig klatre på is. Og det skal prøves.

Min guide, Aldo, klatrer op ad det frosne vandfald og sikrer ruten med isskruer. Lange metalrør med gevind skrues ind i isen, og på hver af dem fastgør han en karabinhage, som han klipper klatrerebet i. Han kravler let og elegant op og bruger tilsyneladende ingen kræfter. Nu er det min tur. Med isøksen hugger jeg fem-seks gange ind i den blå is, inden isøksen sidder, som den skal. Højre fod hamrer jeg med fuld kraft ind i det frosne vand, til piggene fra mine steigeisen kiler sig fast, og jeg kan støtte på foden og hvile lidt. Det er hårdt, og mælkesyren kommer frem i armene, mens sveden driver ned ad ryggen.

»Se nu her,« siger Aldo, og han tager fat i sine isøkser.

»Med den rigtige teknik skal man slet ikke bruge så mange kræfter.«

Aldo laver kun to hug med den ene isøkse, og den sidder så stabilt, at han kan fortsætte videre op. Et enkelt spark i isen er tilstrækkeligt til, at støvlernes steigeisen også finder fæste, og han fortsætter opad – let og elegant.

Jeg forsøger nu at slappe mere af og stoler på, at udstyret nok skal holde. Øksen har en fantastisk evne til at sidde godt, hvis man bare rammer isen i den rigtige vinkel, og mine steigeisen er skarpe nok til at give et sikkert fodfæste. Pludselig er det meget lettere, og jeg begynder at nyde turen. Højt oppe kommer vandfaldet ud over bjergsiden, den blåfrosne is klæber sig til fjeldet, og isfaldet fortsætter under mig ned mod dalen. Efter en kort tid står vi begge på toppen af det frosne vandfald, og Aldo rappeller ned igen og afmonterer sine isskruer.

Har man energien, er det faktisk muligt at fylde sin vinterferie ud med så mange aktiviteter, at skiene kan blive stående i kælderen. Ud over isklatring kan man paraglide, kælke, skøjte, køre i hestetrukket kane, spise gourmetmiddage og tage på sneskoekspeditioner. Der er noget for enhver smag i Val di Fassa, men vi er her primært for at løbe på ski, og næste morgen lokker nye destinationer i det kæmpe område.

5 råd til rejsen

  • Skiområdet: I alt har man 1.200 pistekilometer til rådighed, hvis man køber et Dolomiti Superski-pas. Der kan også købes til separate områder. Den højeste skistart ligger i Punta Rocca i 3.250 meters højde.
  • Ski: Val di Fassa byder på familieområder med brede pister, stejle World Cup-pister, off-piste, funparks, boardercrossbane, langrend.
  • Skibyer: Der er et hav af små skibyer i området, bl.a. Alba, Canazei, Campitello, Val Gardena, Moena, Santa Christina, Vigo, Pozza og Corvara. Gratis skibus forbinder de fleste af byerne.
  • Overnatning: Området har masser af hoteller og lejligheder, samt en vintercampingplads i Colfosco.
  • Aktiviteter: Paragliding, kælkebaner, skøjteløb, kaneture, sneskoekspeditioner, gourmet- og wellnessophold.

Rejsen dertil

  • Bil: Fra den dansk-tyske grænse er der 1.210 kilometer via Fernpass / Füssen. De fleste foretrækker dog den lidt længere rute, som går via München, Innsbruck og Brenner, og bortset fra det allersidste stykke op til Canazei er hele strækningen på motorvej.
  • Fly: Foretrækker man at flyve, ligger nærmeste større lufthavn i Innsbruck. En oplagt mulighed er Air Berlin, der har afgange fra København og Hamburg. Fra lufthavnen fortsættes i taxa eller lejet bil, og der er 130 kilometer mellem Innsbruck og Canazei. Vælger man en italiensk lufthavn, f.eks. Verona, Bergamo eller Venezia, kører en shuttlebus til og fra Canazei.

Guide: Passo Tonale - to skiområder i ét

10-03-2012: Det italienske område har rolige, blå pister til mor og stejle, sorte pister til sønnike. Læs artikel

Nyhed: Masser af ski i Canazei

10-12-2009: I italienske Val di Fassa er man koblet på et af verdens største sammenhængende skiområder, og ved juletid venter en særlig oplevelse. Læs artikel

Anmeldelse: Boulevard-skiløb i Italien

20-10-2009: Livigno er det perfekte skisportssted for let øvede skiløbere, som sætter pris på god italiensk mad, snesikkerhed og en hyggelig by med toldfri spiritus, billig elektronik og mærkevaretøj. Læs artikel

Anmeldelse: Italiensk på godt og ondt

20-10-2009: Man vender igen og igen tilbage til Val Gardena, selv om en skiferie til dalen ikke blot er den rene idyl. Læs artikel

Guide: Tid til sneeventyr

07-12-2013: Jyllands-Posten har taget en snak med et par skieksperter om den stigende interesse for Nordamerika, Alpernes tillokkende kurver og en tidsånd, der får os til at droppe liften. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...