Hvis man gerne vil spare lidt penge, er det en idé at overveje et alternativ til de mest populære ski-destinationer.
Skiferie bringer alle mulige følelser frem i folk. Friskhed i kinderne, når vinden farer forbi ansigtet. Vand i øjenkrogene, når solens stråler genskinner fra kridhvide pister. Ekstrem hjertebanken, når man står ansigt til ansigt med priserne på et liftkort. Læs med her og få fire tips til at spare lidt på feriebudgettet.
Ski, støvler, jakker, vandtætte det ene og andet, briller og hjelm. Skiferien kan ikke klares uden, og desværre er udstyret ikke billigt. Første regel er at lade være med at vente, til I ankommer til destinationen – i den ene specialbutik eller i hotellets udlejning er det helt sikkert ikke billigere. Planlæg derfor godt i forvejen. Se, hvad du kan købe i genbrugsforretninger, eller lån af naboen, fætteren eller veninden. Tøjstilen bliver måske ikke pistens flotteste, men det har heldigvis ingen indflydelse på selve skiløbet.
De traditionelle, europæiske alper er ikke ligefrem billige, når skitur er på to-do-listen. Derfor er det, hvis du gerne vil spare lidt penge, en god investering at overveje et alternativ til de mest populære destinationer – Borovets og Pamporove i Bulgarien ligger prismæssigt i den billige ende og er glimrende destinationer for nybegyndere og børn.
Er det nødvendigt at have liftkort til samtlige dage? Skal ferien ligge i højsæsonen? Kan I nøjes med fem i stedet for otte feriedage? Der kan spares en del ved at time opholdet. Ankommer I ud på eftermiddagen eller rejser I før frokost, er det måske ikke nødvendigt med liftkort til alle dage. Er I ikke afhængige af skoleferien, behøver I måske ikke rejse, når alle andre også vil af sted, og priserne topper. Og en enkelt dag hjemme på sofaen, inden I skal tilbage på arbejde, er måske heller ikke en helt dum plan.
Mange hoteller tilbyder rabatter, det er bare lige at finde dem. Undersøg f.eks., om der er mulighed for et early bird-tilbud, hvis I en dag indtager aftensmåltidet tidligt, tjek om der er studierabat til familiens teenager, eller se om det betaler sig at slå jer sammen med naboen og på den måde få mulighed for grupperabat.