Elefantpasser for en dag

Et nys fra en elefant er en våd affære, når man befinder sig i skudlinjen 50 cm fra snabelspidsen. Man bliver våd i ansigtet og på det meste af overkroppen, og brillerne skal pudses.

Nu ved jeg faktisk ikke, om elefanten nøs ufrivilligt, eller om den med overlæg fnøs ad min bangebuksagtige måde at fodre den på: Armen strakt ud med melonstykket, parat til at slippe omgående, når elefanten havde fat - den skulle jo nødigt rykke armen af mig.

Men ellers var det et behageligt og lærerigt møde med elefanterne i Elephant Hills i Sydthailands tropiske regnskov, nærmere betegnet nationalparken Khao Sok.

Turister på arbejde

De besøgende bliver sat i arbejde. Først skulle vi vaske og snitte en kurvfuld sukkerrør, meloner, græskar, bananer, ananas og elefantgræs til hver af stedets 17 elefanter - faktisk 17,5, for én var gravid. Også en kugle med vitaminer, salt og rå ris blev rullet og pakket i palmeblade og lagt i kurven med ca. 20 kg foder. Sådan et bæst på fire-fem tons spiser mindst 200 kg om dagen, så det var kun et let måltid.

Kurven blev anbragt et par meter fra elefanten, og dens passer, kaldet en mahut, holdt den i ave, så den ikke straks væltede kurven og åd det hele. Så gjaldt det om at hanke op i sig selv, undertrykke nervøsiteten for det store, sultne dyr og give den grøntsagsstykkerne bid for bid. Det var ved mit tredje stykke, at den nøs/fnøs. Elegant greb elefanten stykkerne med snabelspidsen og kastede dem ind i munden, hvor bidder op til størrelse og tykkelse som en halv underarm forsvandt på et øjeblik.

En af elefanterne, en gammel hun, kunne ikke klare de seje sukkerrør og lod dem ligge. Det er i virkeligheden en tragisk historie, fortalte Elephant Hills pr-chef, briten Jonathan Chell: Når elefanten bliver gammel (50-70 år), mister den langsomt sit sidste tandsæt; den kan ikke længere tygge og dør til sidst af underernæring.

Under fodringen lærte vi også af Chell, at vi som turister er med til at redde elefanterne, som i vid udstrækning blev arbejdsløse, da Thailand i 1980'erne forbød skovning i regnskoven. Et fåtal lever stadig vildt i Khao Sok, og der er et ”levebrød” for en del af dem i turistindustrien.

Jonathan Chell vender sig mod den udnyttelse af dyrene, som ses i bl.a. Bangkok og andre tæt bebyggede og trafikerede områder. Elefanternes fodpuder er yderst følsomme, bl.a. over for lyde og vibrationer, og man har konstateret, at dyrene via kropsvibrationer, som forplanter sig gennem fødderne til jorden, kan kommunikere med hinanden på afstande op til otte kilometer. Enhver kan forestille sig, at det med den følsomhed må være et helvede for en elefant at befinde sig blandt biler og anden menneskeskabt larm. Måske kan man kalde det elefant-tinnitus. De bliver stressede og hensygnende.

Jeg skal ikke gøre mig klog på elefant-psykologi, men dyrene i Elephant Hills virkede ikke stressede eller utilpassede. De var livlige, gemytlige og så fysisk sunde ud. Mahutterne af karén-stammen fra det nordlige Thailand ligeså.

Bad - og så mudderbad

Efter fodringen skulle dyrene vaskes. Vi blev udstyret med en dusk af kokosstrå, og så blev der gået løs med sæbeskrubning og efterfølgende spuling af de store kroppe. At dyrene senere fik lov til selv at tage bad i et mudret vandhul kan virke lidt meningsløst, men Jonathan Chell forsikrede, at menneskevasken har den effekt, at utøj bliver fjernet fra elfanternes hud.

Arbejdsindsatsen sluttede med, at vi skulle plante nyt elefantgræs til erstatning for det, vi havde fodret dyrene med. 20 cm lange ”pinde” med nogle få skud blev stukket i den fugtige jord, og så skulle der være nyt skærbart græs i et par meters højde klar om tre måneder.

Regnskovsridning

Så blev det elefanternes tur til til at arbejde for os. To og to besteg vi en påmonteret ”bænk” på dyrets ryg, og med mahutten foran mellem dyrets ører (foto på forsiden) gik det i adstadigt tempo ind i regnskovens ufremkommelighed. O.k. - der var lavet stier, så vi slap for ret mange grene i ansigtet. Det sværeste var at undgå at glide ned af bænken, da hjemturen gik ned ad bakke, eller når elefanten trådte i et bundløst, mudret hul.

Mahutten dirigerede mest elefanten med ord og tilråb, men også hans bare fødder bag elefantens ører blev brugt flittigt som ”styregrej”. Den korte kæp med en jernpig i den ene ende, som en mahut går med, bruges ikke til at slå dyret, kun til at markere over for elefanten, hvad han ønsker. Vi så ikke kæppen i anvendelse på den næsten halvanden time lange ridning i vildnisset.

Efter sådan en dag skulle man være en aparte velfærdsdansker, hvis man ikke værdsatte at kunne trække sig tilbage til Elephant Hills' komfortable indkvartering med varmt vand i bruseren og rene lagner på sengen og ikke skulle tage til takke med mahutternes simple hytter eller elefanternes hvileplads under åben himmel, hvorfra der falder ikke så lidt regn.

Det undrede flere af mine rejseledsagere, at elefanterne lænkes med en jernkæde om den ene fod, men Jonathan Chell forklarede, at det er nødvendigt, for at dyrene ikke skal gå på et natligt raserende togt i de marker med grøntsager og frugt, som tilhører områdets bønder.

LÆS OGSÅ: Besøg elefanternes land