' />
En grib hænger over 'Sigøjnerspringet' i nationalparken Monfragüe, som bør være på listen over obligatoriske mål for fugleture i Extremadura, fordi det er både smukt og meget velbesøgt af spændende fugle - også sort stork.
Fuglekiggere spejder mod gribbenes ynglepladser i Descargamaria i den nordlige del af Extremadura, Sierra de Gata, som er et mindre kendt, men spændende mål, hvis man vil se gribbe, hejrer og ørne.
Den 12-årige sorte stork, døbt Chony af fuglekiggere, står med sin kæreste og kigger ud over floden Tajo. Om vinteren flyver Chony syd for Sahara, men hun kommer hvert år tilbage til denne plads ved floden. Fotos: Anders Aarkrog Jepsen
Vi drøner ned over den spanske højslette i en bil pakket med fordomme - om den spanske højslette.
Den første time fra lufthavnen i Madrid med retning stik syd kan stedvist fritgående grise og højspændingsmaster ikke rokke den skepsis.
Uden for vinduerne ligger landskabet fladt, ørkenagtigt og med undtagelse af enkelte ensomme moteller og borgruiner bekræfter det billedet af det Spanien, som kan ses fra helikopterbilleder i cykelløbet Vuelta a Espana. På disse kanter er Madrid en oase.
Vores destination er Extremadura - et område, som vi kun forsigtigt tør placere et sted i den sydlige del af Spanien, langt fra kyster og større byer. Det kan kun overraske positivt. Og det gør det.
Min amerikanske rejsemakker Lori Ann Scott, som har mere end 20 timers rejse og ni tidszoner i kroppen, døser på bagsædet. Det kan man ikke fortænke hende i. Men så sker noget, som vækker det lille rejseselskab.
Foran os på toppen af et stort vejskilt over motorvejen står en hel kolonne af storke i deres reder. Med stolt attitude står de langstyltede dyr og spejder ud over dehesa'en, et kuperet landskab med små, klippede egetræer, hvor svin og traner tygger agern. De står og markerer grænsen til fuglenes mekka.
Vi er ankommet til den sydspanske region Extremadura. Området er på størrelse med Danmark, men med kun en million indbyggere. Det er midt på dagen, men vi møder stort set ingen biler på motorvejen, og nærliggende er tanken, at storkene er i overtal. Knap nok. Men en bestand på 11.000 storkepar gør Extremadura til Europa førende storkeland.
Specielt for Extremadura er dog den sjældne sorte stork, som er mindre og med sin skinnende, farverige glans meget smukkere end sin hvide bror. Der spreder sig straks forventning om at se den fremmede fugl, som efter sigende forlod Danmark for mere end 100 år siden.
Da vi ankommer til Monfragüe nationalpark, er der bid. Der står Chony i et indhug i klippen, og hun vinder os straks med sin charme - og sin historie.
Chony er 12 år. Hun fik sin ring i 1999, da hun var baby. Nu står hun med sin kæreste og betragter floden Tietar, der langsomt driver forbi, og de cirka 50 fuglekiggere, som er kommet for at se hende fra den anden bred.
De lokale fuglekendere fortæller, at hun altid har selskab af en ung herre. Rygterne går, at Chony er løs på tråden, hvilket vist nok er atypisk for arten. Men det giver god mening, for hun er bestemt en rigtig smuk stork, og den største oplevelse med vinger på turen.
Jeg låner en halv meter telelinse af en ornitolog og får et par nærbilleder af Chony og hendes kæreste, som for nylig er kommet tilbage til stampladsen i Monfragüe. Hun står her fra februar til september. Hver vinter flyver hun til samme vinterresidens et sted syd for Sahara.
Senere kører vi forbi Salto del Gitano - sigøjnerens spring - hvor kejserørne og gribbe kredser ildevarslende over floden. Gribbene dykker i luften og flyver tæt over hovederne på os.
Senere kommer også kongeørn og høgeørn.
Der er fuldstændig stille i nationalparken, som ligger langt fra nærmeste by. For en uerfaren fuglekigger er Monfragüe og Salto del Gitano, med alle dens store og spektakulære fugle, det perfekte sted at hente de første oplevelser som fuglekigger.
LÆS OGSÅ: Se gribbene over Navarra
Fly:
Morgenavisen Jyllands-Posten var inviteret af Den Spanske Stats Turistbureau.



