Safari på Lolland

På en solrig sommerdag er der ikke de store forskelle mellem Afrikas savanne og Knuthenborg Safaripark. Zebraerne, girafferne, og antiloperne står side om side og komplimenterer hinandens striber, pletter og snoede horn på bedste savannemanér.

[fakta-2]

Næsehornene, savannens tunge drenge, holder til få meter derfra. De er kun adskilt fra de andre dyr med et tyndt hegn. De har fundet læ fra solen under et træ, og her holder de deres lange siesta. Der er dog noget, der skiller sig markant ud i savannebilledet. Det er bilerne, der kører rundt blandt dyrene, som om det var det mest naturlige i verden. Men dyrene lader sig ikke genere af det. De passer sig selv, og skulle der stå en bil i vejen, går de da bare udenom. Bilerne kan køre rundt i hele den 500 ha store safaripark, men i de arealer, hvor de vilde dyr hører hjemme, må man selvsagt ikke stige ud af bilen. Og i nogle områder må man endda ikke engang rulle vinduet ned. Det kommer vi tilbage til.

Startede med tre strudse

Grevefamilien Knuth har haft Knuthenborg på slægtens hænder igennem 300 år. Da parken blev fredet i 1926, udviklede det sig til en turistattraktion. De første eksotiske dyr kom først til parken i 1969. Det var tre strudse, en lille flok zebraer og tre nilgai-antiloper. Rygtet om de eksotiske dyr på Lolland spredte sig hurtigt, og med 1.000 dyr er safariparken nu Nordeuropas største.

I dag er safariparken inddelt i 12 forskellige områder med hver deres dyr og oplevelser. Og man skal ikke være et barn for at synes, at Knuthenborg Safaripark er noget nær en perfekt safarioplevelse på disse nordlige breddegrader.

Dyrekonger fra hele verden

Selv om kongen over alle dyrene ikke hersker i Knuthenborg Safaripark, virker det, som om hvert område har sin egen konge. Skovridersletten er parkens største område. Her er det de store truede asiatiske vandbøfler på over et ton, der agerer konger. Fra bilerne kan vi se dem kaste deres tunge kroppe rundt i mudderhullet og bruge mudderet til at beskytte sig mod varmen og irriterende insekter. Ikke langt fra dem er folk gået ud af bilerne for at nærme sig de søde dådyr, der også har sletten som hjem. På Skovridersletten må man gerne stige ud af bilen og gå frit rundt blandt dyrene, men det er på dyrenes præmisser.

[fakta-1]

Vi kører videre ind i skoven og hen ad de markerede veje og ind i Dyrehaven, hvor bøflernes slægtninge, de stærke bisoner, holder til. Men selv om bisonerne er store, er det de arktiske ulve, der er konger i Dyrehaven. De kan sagtens nedlægge en gammel bison, hvis de jager i flok. Ulvene har deres helt eget indhegnede areal, Ulveskoven. Bilerne bliver lukket ind i Ulveskoven via en dobbelt beskyttet indgang. Men selv om vi kun kører 10 km/t., kan det være svært at spotte de hvide ulve mellem træerne. Til gengæld kan vi få helt frit syn til ulvene ved fodringstid. Bag ekstra tykke vinduer kan man nemlig følge med, når ulvene fortærer deres tildelte bytte. I højsæsonen skal man komme i god tid, hvis man vil have en plads på forreste række og høre dyrepasserne fortælle om ulvenes roller og status i flokken.

Efter en lille gåtur sætter vi kursen mod Abeskoven, hvor et lille tog med plastikvinduer venter på os. Det skal køre os ind i aberne og bavianernes verden. Børnene får noget abefoder med om bord, og det lille tog kører ind på det aflukkede område.

Aberne har prøvet det før, og derfor står de nærmest i kø for at springe op på toget og få mad. De finder vej til taget, de slynger sig om gelænderet, de løber efter toget, de presser deres kroppe op mod vinduet, de skriger.

Heldigvis kan de ikke komme ind i selve toget. Turen rundt i abejunglen er kort, men man kan bare stille sig i togkøen igen, hvis man vil have mere abeshow. Det vil vi ikke. Det, vi trænger til efter en sådan tur, er lidt afslapning og mad.

Monumenthøjen og Svanesøen

Der er flere naturområder, som er perfekte til en pause, hvor man kan tygge på de forskellige indtryk, man har fået i løbet af dagen - og på sin medbragte mad. Svanesøen er et af parkens smukkeste spiseområder.

Her kan man få en botanisk oplevelse, betragte de smukke skulpturer eller gå tur på de små snoede veje. Og ved Monumenthøjen kan man komme helt op til træernes kroner, og nyde udsigten over Svanesøen fra trætoppene. Højen er med sine 29 meter Lollands andet højeste punkt.

Hvis man har børn med på turen, er det ikke nogen dårlig idé at lade sig overtale til at holde pausen i Småland. Smålands kreative vandlegeplads tiltrækker selv de mest kræsne børn (og voksne), og de har med sikkerhed brug for at skifte til tørt tøj bagefter.

Inde i tigernes hjem

Hører man til den del af befolkningen, der kan lide at gemme det bedste til sidst, skal man besøge Tigerskoven som det sidste, så man har noget heftigt at køre hjem på. Man har en fornemmelse af, hvad man skal ind til. Men det går først rigtigt op for en, når man i ægte Jurassic Park-stil sidder i bilen, lukket inde mellem højt jern, elektrisk hegn og avanceret køsystem med to forskellige elektriske porte, der gør det besværligt for tigerne at komme ud fra indhegningen.

Da vi endelig bliver lukket ind i tigernes hjem, skal vi, til vores held, ikke køre mange meter, før den første tiger viser sig. Han kommer slentrende frem mellem træerne og nærmer sig langsomt vores bil. Selv om vi sidder i bilen, dørene er låst, og vinduerne er rullet op (for det er her, man ikke må rulle vinduet ned) banker adrenalinen i vores kroppe som et hjerte i en forelsket teenager.

Tigerens ryg er højere end bildørens, og den vil til hver en tid kunne smadre vinduet. Den standser og kigger på bilen, mens den sikkert tænker, at biler er nogle mærkelige væsener. Så nærmer den sig med beslutsomme skridt. Idet den snitter bildøren med halen, dobbelttjekker vi, om dørene er låst - velvidende, at en låst dør ikke ville hjælpe alverden, hvis tigeren angreb.

Men tigeren er i humør til noget helt andet. Den vil hellere lægge sig foran bilen og blive liggende så længe, at der danner sig en bilkø bag os. Selv gennem et snavset vindue står tigerens orange, hvide og sorte farver helt skarpe. Og når den ligger ned, får man lyst til at putte sig ind til den, for det er jo bare en stor kat. Men så kommer dens familiemedlemmer gående, og man husker igen, hvor frygtindgydende det dyr kan se ud.

Vi ruller langsomt uden om tigernes familiesammenkomst på vejen og kører en runde i den store Tigerpark for at betragte andre fascinerende medlemmer af tigerfamilien på ekstrem tæt hold. Det ville have været et populært samtaleemne flere år frem, hvis vi havde fået en tigerrift i bilen, men det må vi have til gode til næste besøg.