Find mere om:
Guide til en geologisk udflugt på Mors og.. | rejser.guide.dk

Geologisk urtid i øjenhøjde

Der er håb forude for, at molerklinterne på Limfjords-øerne Mors og Fur kommer på Unescos prestigefyldte verdenskulturarvs-liste. De to øer byder på en enestående smuk og interessant nærkontakt med natur og 55 millioner år gamle lagringer af kiselalger, ler og vulkansk aske.

For 55 millioner år siden var der intet som hed Mors og Fur – eller Danmark for den sags skyld. Området var et flere hundrede meter dybt subtropisk hav, hvor der levede mikroskopiske kiselalger, og det var disse forekomster, der medvirkede til dannelsen af det helt unikke moler, som findes på Mors og den nærliggende ø Fur nord for Salling. De mange smukke og høje molerklinter er et stykke særegen natur, hvis kulmination er den 61 meter høje Hanklit, som sammen med Knudeklint på Fur kandiderer til at komme på Unescos liste over verdens naturarv. Relativt få kender til naturperlerne på det nordlige Mors og Fur, mens andre hjemlige lokaliteter som Møns Klint samt Stevns Klint og Vadehavet – der nyligt opnåede en placering på Unesco-listen – løber med større bevågenhed. Især et besøg ved de ejendommelige kyststrækninger på Mors og Fur belønner med det ene flotte syn efter det andet, når man går langs en af de mange vandrestier på øerne.

Stående øverst på Hanklit er udsigten over klinten og Limfjorden betagende. Især på en dag, hvor sigtbarheden er tæt på uendelig. Det blide, bakkede landskab mod syd, øst og vest, hvor Mors’ opdyrkede marker danner et kludetæppe af farver og former, og mod nord, hvor Thisteds kirketårn løfter sig i vejret over den spejlblanke Limfjorden og danner et af de sjældne urbane islæt i landskabet. Nedenfor på stranden vandrer personer i et sløvt tempo. De stopper op nu og da, og de vender enten blikket ind mod den stejle klint eller ud over fjorden. Det er netop dernede på stranden, der er rig lejlighed til at studere de 55 millioner år gamle lagringer af blandinger af kiselalger, ler og vulkansk aske.

Vi går ned ad stien til stranden. En gruppe på fem gæster er ledsaget af en naturguide, som fortæller dem om den spændende urtids-geologi, som gemmer sig i foldningerne i klinten. Selve klinten, som den fremstår i dag, er i virkeligheden ret ny – set i klodens historik. Den blev dannet under istiderne – senest for bare 15.000 år siden. Ismassernes gigantiske kræfter pressede gradvist den gamle havbund opad, og det er denne proces vi kan takke for, at det nordlige af Mors og Fur byder på disse fantastiske syn. Moleret er blevet udvundet igennem de seneste hundrede år og blev i starten brudt med håndkraft og skovlet op i tipvogne trukket af heste. Af moleret producerede man isolerende mursten. I 1970’erne stoppede denne produktion dog og blev erstattet af fremstilling af molergranulat, som anvendes til bl.a. kattegrus. I dag er to fabrikker stadig aktiv med produktion af molergranulat.

Hanklit – kongen af moler

B972175333Z.1_20151229115105_000+G35Q2F73.2-0.jpg

Mudrede dæk og galant gourmet

Hanklit er ikke det eneste interessante sted på det nordlige Mors, hvor både landskabelig skønhed og interessant geologi går i symbiose. Feggeklit er en anden lokalitet, hvor naturen og molerskrænterne byder sig imponerende til. Helt ude på Mors’ nordligste tange får man det flotteste syn til Feggeklit, som rager op i det ellers ret flade landskab herude. Fantasien får frit løb, når man betragter det ejendommelige syn. Én af associationerne kan være en kæmpe pukkelhval, der er strandet. Feggeklit er kun 25 meter høj, men til gengæld er den én kilometer lang og 300 meter bred. Her i moleret er der fundet rige mængder af fossiler bl.a. forstenede skildpadder, store græshopper og sommerfugle. Fra Feggeklits østside ser man klart, hvordan havet har ædt sig ind på klitten og skabt jordskred, som har blotlagt moleret. Det er et usædvanligt stykke dansk fjordnatur, som man ville forvente hørte til i en helt anden egn af verden.

Det flotteste syn

B972175333Z.1_20151229115105_000+G35Q2F7C.2-0.jpg

En gåtur op til Salgerhøj, det højeste punkt på Mors, bør man heller ikke snyde sig selv for. Nok er det ikke moler, men moræne, der har skabt højdedraget. Stående øverst på højen er der 89 meter ned til havoverfladen. Et af Danmarks absolut smukkeste bakkedrag, hvorfra der er udsigt til alle sider over hele Mors og til Limfjorden, som omslutter øen. Salgerhøj byder også på interessante kig til de mange gravhøje, der skyder op som knopskud i landskabet. Og hele 22 af de i alt 34 kirker, der findes på Mors, er der kig til. En lille anekdote knytter sig til de mange kirker. Den store norske forfatter, som også er fader til landets nationalsang Bjørnstjerne Bjørnson, sagde engang: »Enten er morsingboerne et meget kristent folk, eller også er de ukristeligt dovne.«

Bitte, yndige Fur

B972175333Z.1_20151229115105_000+G35Q2F71.2-0.jpg

B972175333Z.1_20151229115105_000+G35Q2F7E.2-0.jpg

Øtilværelse på lavt blus

Nogle kalder Fur for Limfjordens smukkeste ø. Den fylder kun 22 kvadratkilometer, men dens beskedne størrelse til trods rummer øen sit helt eget univers, som ikke kun handler om øl fra det stedlige mikrobryggeri. Naturen både i det højtliggende bakkelandskab og på nordstranden med sine stejle molerklinter er i særklasse. En god idé er at følge stinettet på i alt 12 kilometer, som udgår fra Emmelstenhus på øens nordside. Tæt på står Rødstenen, en lille klippe af sand og grus, som er kittet sammen af jernforbindelser fra moleret. Her vokser 40 forskellige laver - bl.a. en skæglav, der ikke er fundet andre steder i Danmark. Overfladen er dækket af sjældne lavarter, som bidrager til dens grå farve. Nær ved finder vi Den Røde Sten – ikke at forveksle med Rødstenen. Den er en rustrød sandstensklippe på strandkanten neden for klinten. Den røde farve skyldes det salte vand, som vasker den ren og forstærker jernindholdets rustprocesser i overfladen.

Bizarre Bispehuen

B972175333Z.1_20151229115105_000+G35Q2F79.2-0.jpg

Herfra er der under en kilometer ind i landet, hvor man støder på et nærmest bizart syn: En vældig rødlig klippe, som synes at vokse op af jorden til en højde af næsten syv meter. Bispehuen hedder denne besynderlige fredede knold, som vokser op af den udgravede molergrav. Toppen af den markerer, hvor jordoverfladen engang var, før man begyndte at udgrave moleret. Også her danner de mange askelag vidunderligt svungne kurver. Furs mest imponerende molerklinter oplever man ved Knudeklint i nordvest. Udover Hanklit på Mors er det Knudeklint, som begge kandiderer til at blive optaget på Unesco-listen. Knudeklints betagende kystparti er gengivet i fotografi og maleri et utal af gange. Her er moler og askelag presset sammen i smukke, erotiske bølgende flager og folder, som man kan se over en strækning på godt en halv kilometer. Geologerne har optalt 179 mørke lag af vulkansk aske, hvilket er lig med et tilsvarende antal vulkanudbrud. Ligesom ved Hanklit på Mors er der gode chancer for at finde fossiler her.

Museerne på øerne

B972175333Z.1_20151229115105_000+G35Q2F77.2-0.jpg

Alhambra for alle sanser

Mors har sin Kystrute, der er et stisystem på hele 150 kilometer, som er opdelt i ti etaper med omtrent samme længde. Langs disse stier er der ikke bare udsigt til de berømmede molerklinter, men også det spændende kultiverede landskab, som Mors byder på. Tillige med udsigter til og besøg ved gravhøje, kirker, slotte og andre interessante klenodier. Når man har vandret rundt på nogle af de mange stier, som er udlagt på ikke blot Mors, men også på Fur, er det helt indlysende at besøge de to museer på øerne. Når temaet er moler, er det uundgåeligt ikke at besøge Moler Museet i Hesselbjerg på Mors. Se aftryk af skildpadder, sommerfugle og gigantiske græshopper med 55 millioner år på bagen. Det er også her, man kan se Danmarks største forstenede træstamme på godt otte meter, og verdens bedst bevarede såkaldte Ikait-krystel på næsten en meters bredde. På Fur Museum vises også udstillinger med vulkanske askelag, forsteninger og de enorme krystaller, som vores urtid engang frembragte på vores lille plet på verdenskortet.

Tre råd til rejsen

Naturen på Mors og Fur opleves bedst fra starten af maj til midten af oktober. Det er i sommermånederne, de fleste seværdigheder holder åbent.

Der findes flere udmærkede vandrestier på Mors og Fur, som også når igennem molerklinterne. Turistbureauerne har foldere med de forskellige stier, men man kan også downloade dem fra hjemmesiderne. Det kan også anbefales at cykle rundt på øerne.

Overnatningsmulighederne er mange. Fra hoteller, kroer, vandrehjem og B&B til camping.

Læs mere på:

www.visitmors.dk

og www.fursund.dk

Guide til naturoplevelser ved Vadehavet

03-08-2014: I Vadehavet ved Mandø kan man få indblik i tidevandets kolossale betydning for fødekæden, komme tæt på de rødnæbbede strandskader, lære om sandormens fantastiske egenskaber, se hjertemuslingernes fødder og få uendelige fugletræk og vidder på nethinden. Læs artikel

Guide: På skovtur i Danmark

14-05-2015: Bisoner, bævere og masser af bålpladser til fri afbenyttelse. De danske skove er fyldt med overraskende oplevelser for naturelskerne såvel som de aktive typer, der elsker løb, cykling og kanosejlads. Læs artikel

Guide til Stevns Klint og omgivelserne

21-09-2014: Vanddybden tillader, at man kan sejle helt tæt på de stejle kridtklinter på Stevns, som netop er blevet udråbt til verdensarv af Unesco. Så det skal vi selvfølgelig prøve, inden vi går i land for at se, hvad Stevns ellers har at byde på. Læs artikel

Guide til Vadehavets natur

09-11-2013: Vindblæste tidevandsstrande, idylliske feriebyer, klitlandskaber strøet med sommerhuse og et rigt dyreliv, der byder på fugle, sæler, fisk og skaldyr. Tag for dig af Vadehavets buffet af oplevelser og kom tæt på naturen. Læs artikel

Guide til Den Blå Planet i København

01-06-2013: Kæl for en krabbe og hold fingrene fra de sultne piratfisk, der æder stykker af hinanden i naboakvariet. Explorers udsendte medarbejder tog en dyb indånding og dykkede ned under havet i Den Blå Planet. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...