Find mere om:
Nyhed: Glimt fra kontrasternes land | rejser.guide.dk

Nyhed: Glimt fra kontrasternes land

Til maskebal på klosteret, til salmesang hos sikherne og til rituel aftenlukning af en landegrænse. Det var blot nogle af indslagene på Explorers rundrejse i det nordlige Indien.

Indien er et land fyldt med kontraster. Nogle elsker dem. Andre kan ikke holde dem ud. Efter min rejse gennem Himalayas bjerge til Ladakh i det nordlige Indien stod det lysende klart, at jeg selv tilhører den førstnævnte gruppe.

Rejsen var på alle måder fyldt af kontraster, både når det gjaldt indkvarteringen, maden og omgivelserne. Men det var netop det at spise af Hotel Ritz' pæne tallerkener den ene dag og drikke af et blikkrus i spiseteltet midt i ingenmandsland en uge senere, som var med til at få den næsten tre uger lange rundrejse til at krybe ind under huden og kradse blidt i sjælen.

Banegården

På banegården i New Delhi mærker jeg for alvor, hvad det vil sige at rejse i et land med over en milliard indbyggere. Som i en myretue myldrer mænd med slidte kufferter på hovedet og kvinder med nøddebrune spædbørn på armen langs togvognene.

Selv i dette kaos hersker dog overraskende nok orden. På togvognen, som vores 19 mand store gruppe skal rejse med fra New Delhi til Punjabs største by, Amritsar, står alle vores navne sirligt skrevet. Ingen glemt.

Samtidig kan jeg roligt glemme skrækscenariet om at blive klemt ind i en iltfri togkupe mellem en lettere svedig mand og en kurv med fem høns. Rejser man, som vi gør, på første klasse, er der mere benplads end hos DSB 1', og i stedet for rundstykket venter et morgenmåltid med flere retter, deriblandt cornflakes med kogt mælk.

I disse togvogne kører støvede, vestlige backpackere og nypudsede, indiske forretningsfolk side om side, mens et noget andet Indien passerer forbi på den anden side af ruden. Derude er virkeligheden et hjem af blik og plast. Baghaven er en bunke af affald, som børn og voksne bruger som toilet, mens hængebugsvinene roder rundt ved siden af på jagt efter mad.

Efterhånden afløses New Delhis støvede forstæder af grønne rismarker, hytter af siv og indiske familier. I våde marker, som glinser i solen, planter indere ris med rutinerede bevægelser. Der er ikke andet end rismarker, så langt øjet rækker.

Grænselandet

Fest og farver. Så kort kan ceremonien ved den daglige aftenlukning af grænsen mellem Indien og Pakistan beskrives.

Tribunerne på begge sider af grænsen er fyldt til det yderste af kvinder klædt i pink, orange og rødt og af mænd i mere afdæmpede skjorter. Sveddråberne løber om kap på min pande, mens mine øjne forbløffet betragter de indiske børn og voksne, der synes helt upåvirkede af varmen, mens de danser rundt til musikken. Foran mig står en lille pige med store, brune øjne, der lyser af forventningens glæde, mens hendes små hænder klapper taktfast. Showet begynder snart.

»Indistan,« råber en indisk mand pludselig i en megafon.

»Pakistan,« svares der fra den anden side af grænsen. Råbene gentages. Alle jubler.

Grænsevagter med røde vifter på hovedet, uniform og snehvide galocher marcherer mod grænseporten i et sådant tempo, at de fremmødte turisters kameraer knap kan nå at forevige dem.

De indiske grænsevagter laver så høje spark, at deres nypudsede støvlesnuder næsten snitter næsetippen, inden de mødes med de pakistanske vagter ved porten. De konkurrerer i taktfaste koreografier, inden begge landes flag tages ned. Der jubles. Grænsen er lukket for i dag.

Templet

Indien vrimler med templer. Det ene mere farverigt end det andet. Ét på turen overstråler dog alle de andre: Det Gyldne Tempel i Amritsar.

Det allerhelligste sikh-tempel lokker øjnene til sig med sin belægning af skinnende bladguld. Det ligner noget fra et eventyr, som det ligger der på sin ø midt i et bassin med helligt vand. Mine tæer nyder fornemmelsen af den kølige, hvide marmorbelægning omkring bassinet. Her går hver dag mange tusinde bare fødder som mine.

Ved det Gyldne Tempel kan man nemlig få flere timer til at gå med at lytte til salmesange og betragte de mange tusinde pilgrimme fra hele Indien, som hver dag kommer for at se sikhernes hellige skrift blive lagt i seng i templets allerhelligste. Mænd med krøllet hud bader med turban og den religiøse kniv, kirpan, i det hellige bassin, mens kvinder retter måtter til på den hvide marmor for at lægge sig til at sove til lyden af vandets skvulpen.

Omkring 30.000 pilgrimme får hver dag et gratis måltid i en af tempelkompleksets bygninger, og i hver af weekendens dage deles bliktallerkener med naanbrød og hirsegrød - lavet af frivillige - ud til omkring 50.000 børn og voksne.

Skoven

Byen Dharamsala har noget særligt over sig.

Måske fordi højden varierer fra 1.000 til 2.000 meter, alt efter om man befinder sig i den øvre eller den nedre bydel. Måske fordi Dalai Lama og den tibetanske eksilregering holder til i netop denne beskedne by. Eller måske fordi byen ligger placeret i et af Himalayas smukkeste områder.

Området råber på at blive udforsket på et trek, og vi vover os ud iført vandresko og rygsæk. En regnbyge har netop fået støvet til at lægge sig og har efterladt skoven helt nyvasket og klar til at tage imod os med sine bregner, klipper og små, rislende vandløb. Som vi arbejder os opad på stier af grus og små klippestykker, kan vi se langt ud over nåletræerne og skyerne. Det er pragtfuldt - og skønt at svede, fordi man rent faktisk laver noget.

Pludselig stopper den forreste af vores to lokale guider op. Han har set en af de leoparder, som bor i skoven. De kommer fra tid til anden ned til den nærmeste landsby og snupper en hund. Nu er den væk. Kun guiden nåede at se den.

Himalaya

Distancerne i det nordlige Indien er korte i fugleflugt, men i Himalayas bjerge er ingen vej lige. Her snor solide biler og lastbiler dekoreret med kvaster og hjemmelavede skilte sig af sted på smalle veje. Her dytter man, inden man vover sig ud i et af hårnålesvingene. Og her lader man være med at kigge ned, hvis man døjer med højderne.

Jeg overlader bekymringer om vejtilstande og trafik til de rutinerede chauffører og nyder synet af et bjerglandskab, som konstant ændrer sig. Det ene øjeblik hviler mine øjne på farverige bedeflag, der blafrer i den tynde luft. Det næste er det de sneklædte bjergtinder, som kræver min opmærksomhed.

Bjergenes farve ændrer sig konstant - fra sandfarvet til sort. Drysset ud over hele landskabet er frodige grønne oaser og de hellige buddhistiske stupaer. Tankerne vandrer af sted og finder ligheder med både ørkenlandskaber og Machu Picchu i Peru.

Ved Rohtang-passet må den varme trøje findes frem. Vi er nu kommet op i en højde af 3.980 meter og har nået et sted, som tydeligvis er et yndet udflugtsmål for inderne.

Her i den tynde luft kæmper de mest vovede sig af sted på ski på en 10 meter lang klat grålig sne. Alle er fuldt udstyret i lejede flyverdragter og termostøvler. Andre tager turen op ad bjergsiden på små, robuste heste. Et komisk syn. Men det er jeg åbenbart også. Inderne kigger med vantro øjne på mine bare tæer og sandaler. Jeg har tydeligvis helt misforstået den uofficielle dresscode i disse kølige luftlag.

Festivalen

På Ladakhs største kloster, Hemis nær byen Leh, er der også nysgerrige blikke i hobetal. De kigger fra klostrets vinduer, tage, mure og fra pladserne i gården. Øjnene tilhører lokale fra hele Ladakh og turister fra hele verden, som alle er kommet for at se det årlige maskespil.

Danserne har alle farverige dragter på. Nogle bærer masker, som ville kunne give mange små børn mareridt, andre bærer hatte og spiller på instrumenter. Dansene er langt fra vores traditionelle folkedanse med armkrog og hurtige polkatrin. De udføres i stedet med rolige, nærmest meditative bevægelser.

Ved middagstid er der en pause i dansene, og vi får alle udleveret en æske med vores madpakke. Side om side med inderne og deres medbragte mad. Jeg bytter mit kogte æg for sidemandens mini-omelet og nyder en Kit-Kat til dessert. Det smager himmelsk.

Teltlejren

Fem piger kigger med store, klare øjne ind i mit fortelt. Jeg inviterer dem indenfor, og sammen tegner vi dyr og huse i min dagbog - vi er jo nærmest naboer nu. Gruppens telte er i hvert fald blevet rejst på en mark, som tilhører den ene af pigernes forældre.

Vi har slået lejr nær landsbyen Skurbachan, som kun synes at huse kønne små børn og ældre mennesker med vejrbidte ansigter. Uden for mit telt står omkring 50 nyhøstede kornneg og dufter fantastisk. Over det hænger modne abrikoser klar til at blive plukket.

Vi kører op til landsbyen Dah i Dha-Hanu Dalen. En lille, afsides by, hvis befolkning, darderne, er et indoeuropæisk folk, indvandret til området ca. 1.000 år f.Kr. Man mener, med tanke på deres meget blå øjne, at de nedstammer direkte fra Hannibals hær.

På vej hjem besøger vi mine nye veninders skole, inden vi bliver inviteret på ristede bygkerner, smør-te og brændevin hos en lokal familie.

Jeg føler mig som en kvinde i kolonitiden, da jeg om aftenen sætter mig til bords i spiseteltet, og fem indiske køkkenfolk fylder min og de andres tallerkener med et lækkert måltid, som på forunderlig vis er blevet frembragt på tre blus. Vi er alle enige: Dette er turens mest imponerende måltid.

Mætte og trætte sætter vi os alle omkring et bål med varm te og den sidste flaske rom. Den stjerneklare nat og bjergene danner en smuk ramme.

Jeg er overbevist - Indien har ramt mig.

3 gode og dårlige ting ved rejsen

+ En natur, som hele tiden forandrer sig fra golde månelandskaber af sten og sand til frodige oaser med hellige, hvide stupaer.

+ Den store variation i indlogering lige fra Hotel Ritz i Amritsar til teltet under abrikostræerne i Skurbachan.

+ Den imødekommende lokalbefolkning og engagerede guider med stor baggrundsviden.

- De buddhistiske og hinduistiske templer og klostre er fascinerende, men når man har set et vist antal, begynder de at ligne hinanden.

- De lange køreture på små bjergveje med hårnålesving, huller og stigninger kan være hårde i længden.

- Det indiske køkken bliver en smule trivielt i længden med linser, ris og naan-børd.

Rejsen dertil

En returbillet København-Delhi kan p.t. fås for ca. 3.000 kr., f.eks. med Turkish Airlines via Amsterdam eller med KLM via Amsterdam.

Talrige danske rejsebureauer arrangerer rundrejser i Indien, primært i den nordlige del af landet, bl.a. Viktors Farmor, Kipling Travel, FDM-Travel, Albatros Travel, Nyhavn Rejser og Hannibal & Marco Polo.

Morgenavisen Jyllands-Posten var inviteret med på rundrejsen af rejsebureauet Viktors Farmor.

Guide: Rundrejser jorden rundt

09-10-2015: Hvad enten du vil gå i inkaernes fodspor langs Sydamerikas vestkyst, eller du vil være den ultimative globetrotter og rejse jorden rundt, så findes der en rundrejse for dig. Jyllands-Posten giver dig her en guide til de vildeste rundrejser. Læs artikel

Guide til rundrejse i Indien

26-10-2013: Mærk storbyens potente puls i storbyen Delhi, oplev Taj Mahal og kærlighedens styrke i Agra, kom tæt på fortidens storhed i Jaipur og slap af under palmerne på paradisstrande i Goa. En rundrejse i Indien byder på lidt af hvert – og mere til. Læs artikel

Nyhed: Flere unge tager ud i verden for at gøre en forskel

29-10-2015: Unge tager i stigende grad ud i verden for at lave frivilligt arbejde. Det skyldes ifølge en sociolog, at de unge ønsker at hjælpe andre og selv gøre en forskel. Læs artikel

Nyhed: Ved verdens ende

20-10-2009: Cambodja er stærkt på vej som en af Asiens hotteste destinationer, men det er stadig let at finde en sandstrand eller en ø helt for sig selv. Læs artikel

Guide til Bodh Gaya i den indiske stat Bihar

09-07-2016: I den lille indiske flække Bodh Gaya kommer man tættere på den nulevende buddhisme end de fleste andre steder. At det sker i oldgamle tempelomgivelser, gør kun oplevelsen stærkere. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...