Find mere om:
Guide til en kulturrejse i Elfenbenskysten | rejser.guide.dk

Mødet med poro-krigerne fra den hellige skov

På en rundrejse i det vestlige Afrika befandt Jakob Øster, der er medlem af De Berejstes Klub, sig helt tilfældigt i byen Korhogo i det nordlige Elfenbenskysten, da en temmelig speciel ceremoni skulle finde sted. Her beretter han om sit forsøg på at komme tæt på et af verdens mest hemmelige broderskaber.

Poro er et hemmeligt broderskab i Sierra Leone og Liberia.«

Sådan står der på Wikipedia.

B971991433Z.1_20150528162410_000+GUOLH5O0.1-0.png

Jeg befinder mig, da jeg læser dette, i receptionsområdet på hotel Mont Korhogo i det nordlige Elfenbenskysten. Her er ingen turister. Ingen andre hvide mennesker. Indtil engelske Richard og hans kone pludselig dukker op. De sidder nu nedsunket i en tung grøn lædersofa foran mig. De bor ikke på hotellet og er kun kommet, fordi dette er et af de eneste steder inden for en radius af flere hundrede kilometer, hvor der er offentlig adgang til internettet. Hvor usandsynligt det end kan lyde, skal det vise sig, at mit tilfældige møde med Richard skal bane vejen for mødet med et af verdens mest hemmelige og sky stammefolk.

Animistisk ofring

At jeg overhovedet i februar 2014 befinder mig i Korhogo, i et Elfenbenskysten, der kun så småt er ved at åbne op efter to blodige borgerkrige, hvoraf den seneste blev afsluttet i 2011, er også tilfældigt. En englænder, jeg havde mødt tidligere på min vestafrikanske rundrejse, anbefalede mig stedet. Han fortalte om muligheden for at overvære animistiske ceremonier, hvor dyr og planter ofres i troen på, at deres sjæl og kraft lever videre hos dem, der ofrer dem.

Således har jeg tidligere samme dag på en lille motorcykel kørt slalom mellem FN-køretøjer på røde jordveje. Ud til afrikanske landsbyer med runde, røde lerhytter. Og har været til en voodoo-ceremoni, hvor jeg har hakket hovedet af en høne og gnedet den mod en hellig klippe, efter på fransk at have fremsagt ønsket om et langt og lykkeligt liv for min familie og alle folk i Elfenbenskysten.

»Hvad laver I så her?« spørger jeg Richard.

Han er en nydelig fyr med markerede træk. Ved siden af ham står hans smukke rødblonde kone. De er i starten af trediverne og ligner et koloniherrepar fra en hollywoodfilm. Hvad mon Ken og Barbie laver i Afrika? tænker jeg.

»Vi bor her i byen,« svarer Richard og fortsætter:

»Vi er Jehovas Vidner.«

Og således sker det. Fra én lukket sekt bliver jeg ledt i retning af den næste.

»Er du her på lørdag?« spørger Richard.

»Nej,« svarer jeg.

»Jeg skal med bussen til Burkina Faso i morgen«.

»Nå,« siger Richard.

»Det var en skam. Der er ellers poro-ceremoni.«

»Nå,« siger jeg uden at have den fjerneste idé om, hvad poroer er for nogen.

Dansker på savannen: Afrika slipper aldrig dit hjerte

»Poroerne,« siger Richard, »er en djævletilbedende sekt kun for mænd. De bor inde i en hellig skov. De viser sig kun offentligt hvert syvende år, når de sender et nyt hold pubertetsknægte ind i skoven og fejrer dem, der kommer ud. Prøv at tjekke dem ud på nettet. Det er ret syret.«

Satanistisk sekt

Hemmelig skov. Satanistisk sekt. Hvert syvende år. Kun på lørdag. What are the odds? Mit fly hjem til min kæreste og mine børn afgår godt nok allerede på mandag – kun to dage efter ceremonien. Og jeg har to dagsrejser med eroderede hønsebusser til Ouagadougou i Burkina Faso, hvorfra flyet går. Men det vil jeg blæse på. Først skal jeg til poro-fest.

»Mon man kan tage billeder af dem,« spørger jeg.

»Jeg tror ikke, de er så glade for kameraer,« siger Richards kone.

»Nogle af dem er kommet ind for at forberede festen, og forleden slog de en politimand ihjel med deres stave. Så pas på.«

Fluks, da Richard og hans kone har forladt mig, fisker jeg min udtjente bærbare frem og søger på det hemmelige broderskab.

»Detaljer om poro-folket er sparsomme grundet en ed om hemmeligholdelse,« beretter hele verdens digitale leksikon.

Og det er bestemt ingen overdrivelse. Jeg kan ikke finde et eneste billede af dem. Ingen ved tilsyneladende, hvordan de ser ud. Eller at de holder offentlige syvårs-ceremonier. Og ingen ved, at de ud over Liberia og Sierra Leone, hvor Wikipedia beretter, at de hører til, altså også befinder sig i udkanten af Korhogo her i Elfenbenskysten.

Poro-djævlen

Men lidt står der dog:

”Poroerne har specielle ritualer, sprog, tatoveringer og symboler. Der er tre gradueringer: fetich-præster, høvdinge og menige. Poroerne kan nedkalde tabu på ting og personer, og ingen lokale tør sige dem imod.”

”Poro-ceremonierne ledes af Poro-djævlen,” står der videre.

”Djævlen er en mand i fetichtøj, der adresserer folket gennem et langt træ-rør kendt som en bullroarer. En bullroarer er en stemmeforvrænger, som udspyer blodraspende lyde. Den er lavet af et rør med huller. Hullerne er overtrukket med en membran lavet af æggesækkene fra en bestemt type edderkop.”

B971991433Z.1_20150528162410_000+G16LH2UD.2-0.jpg

Se, det lyder jo alt sammen meget spændende med edderkopper, tyrebrøler-trærør og en led djævel, men dagen før ceremonien føler jeg langtfra, at jeg har styr på tingene. Jeg skal alene til fest med djævletilbedende krigere, der lige er blevet sluppet ud efter syv år i en hellig skov. Naturfolk, der banker politimænd med deres stave. Et broderskab, der næppe vil have deres hemmelige skikke foreviget af kameraer. Jeg taler ikke deres sprog. Jeg kender ikke deres ritualer. Og helt lavpraktisk aner jeg ikke, hvor og hvornår ceremonien finder sted. Jeg har brug for en fixer. Og noget information. Hvad det sidste angår, bliver det ikke gjort lettere af, at jeg befinder mig i Vestafrika. I et område, hvor der indtil for nylig har været borgerkrig. Offentlig information eksisterer ikke. Men de lokale må da vide besked.

En genstridig guide

Efter et par frustrerende dage med stærkt modstridende svar fra en bred vifte af ivorianere har jeg til sidst heldet med mig. Men først på selve dagen, hvor optoget angiveligt skal finde sted. Ad kringlede omveje er det lykkes mig at få telefonnummeret på en fyr, der hedder Bakari. Med let bankende hjerte ringer jeg ham op og får på halvsløjt gymnasiefransk aftalt at mødes. Lidt efter ankommer han i et spraglet og farvestrålende langgevandtet sæt afrotøj. Han smiler over hele hovedet, da han triller op foran mit hotel på sin hakkende gamle motorcykel. Mellemrummet mellem hans kridhvide fortænder er enormt. Han er super flink. Han taler både fransk og et par af de lokale afrikanske sprog. Han siger, at han selv bor i en af de små landsbyer, dér hvor ceremonien i eftermiddag skal holdes.

»C’est à côté de la bois sacré,« siger han. Ved siden af den hellige skov.

Vi aftaler, at Bakari skal have 2.000 vestafrikanske franc for at tage med mig derhen og passe på mig. Knap 25 kr., svarende til omkring to dagslønne.

»Jeg kommer tilbage og henter dig klokken tre,« siger Bakari.

Klokken kvart over tre har jeg selvfølgelig ikke set skyggen af Bakari. Så er det jo godt, at der kun er syv år til den næste poro-ceremoni. Jeg har for længst ringet til ham. Det er jo Vestafrika. Lidt efter kommer han. Til fods. Nu med hvide jeans, hvid t-shirt og sorte solbriller. Han ser cool ud. Og annoncerer så, at han skal på toilettet.

»Har du din motorcykel?« spørger jeg ham, da han er færdig.

»Nej, har du én?« spørger han.

»Vi finder en ude på gaden,« siger jeg til ham.

Men da vi kommer ud på gaden, annoncerer Bakari, at han »lige vil gå over og tage sig en øl.« »Nej, Bakari, min flinke ven, vi skal jo ned at se poroerne.«

»Nå ja,« siger Bakari, som ikke synes at dele min interesse for sære stammefolk.

Magisk eventyr i Afrika

En nedslidt moto af mærket Leopard, hvor der bag chaufføren snildt er plads til to voksne passagerer, tager os formedelst fire kroner de knap fem kilometer op forbi byens moske, ned ad en rød jordvej og ud mod den hellige skov.

B971991433Z.1_20150528162410_000+G16LH2UH.2-0.jpg

Le Bois Sacré

Den røde jordvej er bred og flere kilometer lang. Den fører forbi udkantslandsbyer med huse lavet af sten, træ og blik og ender i en skov. Det er her i gaden, der nu er fest. Med svedige håndflader nærmer jeg mig menneskemængden. På hovederne bærer kvinder tomme tronstole udsmykket med udskårne træfigurer. Poro-mænd promenerer i spredte flokke gennem gaden. De er allevegne. Omgivet af kvinder i mønstrede festkjoler. Et farveorgie som ved et udendørs indisk vaskeri. Det røde støv hænger i luften, da mængden småløber gennem gaden. Syngende, messende, råbende. Her er flere tusinde afrikanere. Og flere hundrede poroer. Og én hvid turist. Med et stort fedt Nikon.

»Må jeg tage billeder?,« spørger jeg Bakari.

»Kun når jeg siger, du må,« svarer han.

»Lige her er det ikke noget problem.«

Jeg knipser løs. Jeg må åbenbart godt. Det er næsten for godt til at være sandt. Poroerne er udsmykkede. Et klæde påtrykt datoerne for, hvornår de er kommet ind og ud af skoven dækker deres private dele. Ellers er de nøgne. Bortset fra smykker, snore, amuletter, fjerkoste og hårbånd. Flere har et skorpion-smykke i panden, nogle en trefork i hånden. Mange har læbestift på. Flere af dem stopper og poserer, før de går forbi. Det minder om et karneval. Meget mindre skræmmende end forventet. Hvor er krigerne? Hvor er djævlen?

»Vil du med ned og se den hellige skov?« spørger Bakari så.

Selvfølgelig vil jeg det.

»Du kan ikke gå derind, så slår de dig ihjel,« siger han, da vi når frem til indgangen af skoven.

»Må jeg tage et billede af skoven herudefra?« spørger jeg.

Bakari kigger sig nervøst omkring.

»Så skal du være hurtig,« svarer han.

Knap har jeg fået pakket kameraet væk igen, før Bakari siger, at vi skal væk nu. At det er farligt. Jeg kigger mig lidt forvirret omkring. I udkanten af skoven ser jeg nogle poroer. Ud over at de ikke har så meget sminke på og har kviste på kroppen, synes jeg, de ligner dem, vi allerede har set.

»Hvad er problemet?,« spørger jeg.

»Løb!« svarer Bakari.

»De kan slå dig ihjel«

Vi standser først, da vi er kommet et godt stykke væk. Væk fra skoven og væk fra alle optogene. Tilbage nær moskéen. Mit franske er for begrænset til, at jeg forstår alt, hvad Bakari fortæller. Det er noget med, at de er farlige inde i skoven.

»Det er slut nu,« siger han så.

Jeg funderer på, om manden igen har fået lyst til en øl. Under fem hundrede meter fra os er flere tusinde mennesker samlet. De klapper, synger og fester. Jeg peger på dem og siger til min ven, at det hverken ser særligt slut eller særligt farligt ud.

»De kan slå dig ihjel,« siger Bakari igen.

»Vous êtes blanc – vous avez une caméra.« Du er hvid – du har et kamera. »Der er for mange nu. De står for tæt. Du risikerer ikke at kunne komme væk.«

Jeg har svært ved at se, at her skulle være farligt. Det er jo en fest. Der er kvinder og børn allevegne. Kvinder må normalt ikke se poroerne, har jeg fået at vide. Men når der er fest, må de åbenbart godt. Poroerne har ikke krigsmasker på. Der er ingen djævel. Og de virker flinke. Hvad er problemet?

Bakari fastholder, at det er slut. At jeg skal tage hjem. Han har i mellemtiden fået selskab af sin kammerat, der tilfældigt er kommet forbi. Sanu Abubakar, hedder han.

»Kan din ven så ikke gå med mig?« spørger jeg.

»Nej,« insisterer de begge. »De kan slå dig ihjel,« gentager de uafladeligt.

Det tror jeg sgu ikke, tænker jeg.

»Ok,« siger jeg til sidst, »Så betaler jeg dig, og så går jeg selv derned.«

»Uha nej,« siger Bakari, »c’est pas possible« og ser helt forfærdet ud, mens han signalerer, hvordan de vil brække mine arme med deres stave.

Til sidst lader jeg, som om jeg giver op. Betaler Bakari og trasker hjemad, mens jeg tænker som en sindssyg over, hvordan hulen jeg skal komme tilbage og se resten af ceremonien. Jeg kan ikke give op nu. Bag mig hører jeg en motorcykel komme tøffende. Måske har de gennemskuet mig. Måske vil de ikke løbe fra deres ansvar. Måske er jeg bare svineheldig.

»Hop op bagpå,« siger føreren.

Det er Sanu.

»Og så har du bare at lægge det kamera væk.«

Så kører han væk. Væk fra skoven. Væk fra poroerne. Jeg er komplet forvirret.

»Bare rolig,« siger han. »Du skal nok få dem at se. Efter skoven går de en runde. De ender ude i en anden landsby.«

Vi standser på en typisk afrikansk landsbyjordvej. Foran huse og små butikker står masser af tilskuere. Og venter. Det er sidst på eftermiddagen. Solen står lavt. Det bløde lys forstærker de varme farver på folks farvestrålende klæder og den røde jord. Uden at tænke nærmere over det fisker jeg kameraet frem og tager et billede af nogle matchende gulklædte damer i festtøj. 30 sekunder senere sidder jeg igen bag på Sanus motorcykel. På flugt fra en vred hob. Sanu er vred.

»Jeg troede kun, det var poroerne, jeg ikke måtte tage billeder af,« siger jeg efter at være kommet i tanke om, at jeg har gjort lige præcis det modsatte af, hvad jeg netop havde lovet.

»Det er det også,« siger Sano, »men de lokale prøver at beskytte dem. Så hvis du ikke vil have smadret dit kamera, så lad nu bare være med at tage det frem.«

Vandre-veteran: Gør gåturen til et eventyr

Vi stopper lidt længere nede ad vejen foran en lille interimistisk biks. Udvalget er det sædvanlige: papirlommetørklæder, tændstikker, ris, dåsemad, drikkevarer og kuglepenne. Alskens habengut, som er essentielt her. Foran kiosken venter mange tilskuere. Jeg køber 10 poser vand for 25 øre stykket og deler dem med folk omkring mig. Så venter vi. Måske en time. Mens jeg prøver ikke at ærgre mig over, hvad jeg mon samtidig går glip af nede ved den hellige skov.

Krigerne kommer

Endelig sker der noget. En procession bevæger sig op gennem gaden. Forbi de mange tilskuere og op imod os. Kvinderne omkring mig rejser sig og gemmer sig inde i de omkringliggende huse. Nu skal der åbenbart ske noget, kvinder ikke må se.

»Kom,« siger Sanu og leder mig ind i den lille købmandsbiks.

»Gem dig her,« siger han og peger mod et lille hjørne inde bag døren.

Han stiller sig selv i døråbningen.

»Ingen billeder,« siger han endnu en gang.

»Du kan kigge ud under min armhule.«

Og dér står jeg så, foroverbøjet og skjult af rummets mørke, da processionen kommer forbi. Skjult bag en væg i en lille købmandsbiks i det nordlige Elfenbenskysten og smugkigger i ly bag Sanus krop.

De første omtrent hundrede poroer ligner dem, jeg allerede har set. Fodfolket. Udsmykkede, festklædte, afslappede. Så kommer anden bølge. Krigerne. Uden læbestift og tingeltangel. Næsten nøgne. Malede på kroppen. Med stave i hænderne og camouflerede med kviste sat fast på kroppen. De udstøder høje rallende skrig, hopper fra side til side og svinger vildt med deres stave. Der er mange. De første løber på rækker. Så kommer en flok i en beskyttende rundkreds. I midten går deres leder. Kulde og ondskab stråler ud fra ham. Han har en kutte på. Kutten ender i en maske. En ond maske. Som et Ku Klux Klan-medlem med en Slipknot-maske.

Jeg går ud fra, det er ham, der er Poro-djævlen. Men jeg ved det ikke. Jeg kan ikke få øje på noget tykt træ-rør med en membran af edderkoppeæggesække. Måske er han kun fetich-præst. Ond ser han i hvert fald ud. Som for at fuldende symbolikken trækker et par krigere en trævogn efter ham, hvorpå der ligger et bål. Jeg ser ham kun kort. Gennem Sanus armhule. Passerende forbi. Omgivet af sine krigere. Jeg har sindssygt meget lyst til at hive kameraet frem. Et hurtigt snigerfoto. Men jeg tør ikke. Og jeg har lovet ikke at gøre det.

Efterfest

Så snart processionen med den kutteklædte hævner og hans tro væbnere har passeret, kan vi gå ud i lyset igen. Kvinderne, børnene og jeg. Djævlen og krigerne er væk, og vi kan slappe af.

Festen fortsætter rundt omkring i de små landsbyer, hvor der er stillet telte og små musikanlæg op. Jeg spiser hjemme hos Sanus familie, der bor lige rundt om hjørnet. Riz-sauce med klør fem ned i gryden. Jeg forsøger at få svar på nogle af alle mine spørgsmål. Hvad laver poro-folket i så lang tid inde i deres skov? Må de virkelig ikke gå ud? Hvad lever de af? Ser de slet ikke kvinder i syv år? Går de normalt med masker? Hvorfor er de djævletilbedere? Hvad sker der med dem, når de syv år er gået, og de kommer ud af skoven? Men jeg kan ikke få klare svar, og jeg har ikke fulgt nok med i gymnasiefransktimerne til at forstå dem, jeg får.

B971991433Z.1_20150528162410_000+G16LH2TA.2-0.jpg

»Le blanc! D’argent!« begynder nogle af de frække unger, der går forbi på gaden, at råbe efter mig. Mørket er ved at falde på. Jeg er den rige, hvide mand i en fattig, afrikansk landsby. Sanu passer selvfølgelig på mig, som han har gjort det hele eftermiddagen. Men det er lørdag aften, der er fest, og folk begynder at blive fulde. Det er tid til at tage hjem.

Jeg spørger, om Sanu vil køre mig hjem.

»Det får jeg min lillebror til,« siger han.

»Jeg vil godt have, det er dig,« siger jeg til ham.

Han sætter mig af ved mit hotel og vinker farvel. Jeg standser ham og giver ham 5.000 franc. Tres kroner. Han synes, det er alt for meget. Da jeg insisterer, er han lige ved at græde. For mig er tres kroner nærmest ingenting. Og han har så rigeligt fortjent dem. For at turde vise mig den mørke side af det hemmelige broderskab fra den hellige skov.

Guide: Rundrejser jorden rundt

09-10-2015: Hvad enten du vil gå i inkaernes fodspor langs Sydamerikas vestkyst, eller du vil være den ultimative globetrotter og rejse jorden rundt, så findes der en rundrejse for dig. Jyllands-Posten giver dig her en guide til de vildeste rundrejser. Læs artikel

Guide til rundrejse i Indien

26-10-2013: Mærk storbyens potente puls i storbyen Delhi, oplev Taj Mahal og kærlighedens styrke i Agra, kom tæt på fortidens storhed i Jaipur og slap af under palmerne på paradisstrande i Goa. En rundrejse i Indien byder på lidt af hvert – og mere til. Læs artikel

Nyhed: Gammel dansk på Cuba

06-11-2009: Det mest oplagte ville selvfølgelig være bare at hoppe på et fly til Cuba og forinden have bestilt en lejet bil, der venter i Havanna ved ankomsten. Men det er næsten for nemt. Læs artikel

Guide: 5 eksotiske flodture

06-11-2009: Mange steder i verden er der mulighed for uforglemmelige oplevelser ad vandvejen. Her en vifte af forslag til nye rejseeventyr. Læs artikel

Nyhed: Glimt fra kontrasternes land

20-10-2009: Til maskebal på klosteret, til salmesang hos sikherne og til rituel aftenlukning af en landegrænse. Det var blot nogle af indslagene på Explorers rundrejse i det nordlige Indien. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...