Find mere om:
Vinsmagning i Vestaustralien | rejser.guide.dk

Vinsmagning i Vestaustralien

Med udgangspunkt i det anerkendte vestaustralske vinområde Margaret River, besøger Jyllands-Posten fem forskellige vingårde, der hver især har noget helt unikt at byde på. Det bliver også til en afstikker til sydkysten for at besøge en særligt idyllisk vingård, som ligger i området med det velkendte navn Denmark.

1. Den nye med imponerende udsigt

Nyåbnede Amilia Parks vinsmagningslokaler er en arkitektonisk oplevelse i sig selv. Fire meter høje trædøre leder ind til et rum med dæmpet belysning og vintønder i to etager stillet på to rækker, der leder op mod det næste imponerende sæt, solide trædøre. De åbner automatisk og elegant ind til vinsmagningslokalet med en aflang disk, hvorpå der står vinflasker sirligt på rad og række stillet klar til at blive smagt på. Fra de tre klassikere Semillon Sauvignon Blanc, Chardonnay og Carbernet Merlot til Amilia Parks Reserve Cabernet Sauvignon og Reserve Shiraz, der begge er modnet 18 måneder i franske egetræstønder.

Ens øjne blinker først en smule forundret over den imponerende udsigt gennem det store glasparti, der udgør lokalets bagvæg, og hvorigennem man kan se et bølgende bakkelandskab med grønne nuancer af vinranker i skærende kontrast til den blå himmel.

Værtinden for vinsmagningen på nyåbnede Amelia Park fortæller, at det er ret sjovt, at se gæsternes måbende ansigter, når de kommer fra det mørke lokale med vintønderne og ind i det lyse rum med den fantastiske udsigt, der slår benene en smule væk under én, inden vinsmagningen kan begynde.

Amelia Park Wines

Se mere på: www.ameliaparkwines.com.au

2. Den familiedrevne, der engang var en fårefarm

Med et varmt smil og gråstængt hår byder Marv Smith, den kvindelige del af parret bag Adinfern Estate, velkommen til, hvad der engang var en fårefarm, men nu på 20. år er vinproducent.

Familien Smith har ejet landejendommen siden 1972 og begyndte som fårebønder med uld- og lamme-eksport. Men efterspørgslen på uld dalede, og parret besluttede sig i 1996 for at omdanne fårefarmen til vingård.

B972265102Z.1_20160415110907_000+G6DSK05I.1-0.jpg

I dag lejer de også to feriehuse ud, hvor man kan opleve døgnet på vingården fra første parket. Overnatning koster mellem 130 og 210 dollars (ca. 650 – 1.050 kr.) per nat, alt efter årstiden.

Adinfern Estate producerer en lang række vine inklusiv bobler, dessert- og hedvin. Deres Red Ducedo dessertvin har, som navnet antyder, en tone af karamelsmag og bær og går godt til ost eller mørk chokolade.

Den søde rødvin Shepherds Harmony er rundet af boysenbær, solbær, blomme og lakrids – i øvrigt har flere australske slikbutikker lakrids på hylderne, så danskere kan blive gladeligt overrasket over at finde lakrids på de fleste tankstationer og i supermarkeder.

Parrets søn står for vingårdens hjemmeside, men ønsker umiddelbart ikke at føre familieforetagendet videre til sin generation, så formentlig står vingården snart til salg.

Adinfern Estate

Se mere på: www.adinfern.com

3. Den med de lækre pizzaer

I midten af Willyabrud Valley ligger en af Margaret Rivers større vingårde, Hay Shed Hill, med tilhørende café, som i 2014 vandt Tripadvisors certifikat for topkvalitet. Her er det oplagt at få lidt at spise på vinsmagningsturen.

Hay Shed Hill serverer lækre, sprøde pizzaer til 25 dollars (ca. 125 kr.) stykket. Prøv den australske med krydret lam, spinat, rødløg og feta. Pizzaen med kæmperejer, chili, hvidløg, kapers og persille er også et hit.

Rejser_1604_Vin (4).jpg

Hay Shed Hills mest populære bord står ude på græsplænen i skyggen under et stort, gammelt træ. Hvis det populære bord er optaget, kan man sætte sig til rette ved et af bordene indendørs, på terrassen eller slå et picnic-tæppe ud på græsset.

Hay Shed Hills har hele fem serier af vine, deres egen olivenolie og en forfriskende Sparkeling Chardonnay Pinot Noir med duft af citrus og sødlig jordbær-aroma.

I caféen serveres der også kaffe og fristende kager ud over morgen- og frokostmenuen. Og ved siden af vinsmagningslokalet, har Hay Shed Hill et lille kunstgalleri, der udstiller og sælger farverige malerier af lokale kunstnere.

Hay Shed Hill

Se mere på: www.hayshedhill.com.au

4. Den eksklusive

Hvide roser og sirligt trimmede, grønne buske langs indgangs-alléen til Voyager Estate lader ingen i tvivl om, at vi her er ankommet til i den eksklusive ende af vingårdenes verden.

Bygningens facade skinner kridhvidt på en vestaustralsk, solrig dag. Indenfor er der dækket fornemt op til guidet vinsmagning, hvor en vidende guide fortæller om vinens historie, mens du nyder smagsoplevelserne. En perfekt balance mellem kunst og videnskab, sådan beskriver Voyager Estate selv sin vinproduktion, der har ligget i Stevens Vally siden 1994.

B972265102Z.1_20160415110907_000+G6DSK06A.1-0.jpg

”Heros of Margaret River Guidet Tasting” koster 25 dollars (ca. 125 kr.), som man dog får retur, hvis man køber en eller flere flasker vin med hjem. Shopper man vin for mere end 500 dollars (ca. 2.500 kr.), gør man sig fortjent til et guld-medlemskab, der giver ti procents rabat, fri fragt til udlandet og invitationer til særlige events.

Haven omkring Voyager Estate er designet med symmetriske mønstre af den sydafrikanske landskabsarkitekt Deon Bronkhorst og inkluderer også en fin rosenhave, der kan besøges ganske gratis.

Voyager Estate

Se mere på: www.voyagerestate.com.au

5. Den med udendørs sommerbio

Efter solen har kastet sine sidste stråler over de grønne rækker af vinranker, bliver der vist film på det store lærred på vingården Cape Mentelle.

Behagelige sækkepuder er stillet op som biografrækker, og ved ankomst bliver du eskorteret til din plads af en venlig medarbejder med walkie-talkie.

B972265102Z.1_20160415110907_000+G6DSK05K.1-0.jpg

Derefter er det bare at åbne sin vin, skåle, læne sig tilbage og se en film under stjernehimlen med naturen som bagtæppe.

For at undgå kørsel med promiller i blodet, kan man tage en shuttlebus fra Margaret River by og fra Prevelly, så alle i selskabet kan nyde vingårdens vine.

Rødvinen Cape Mentelle Cabernet Sauvignon har en betydningsfuld historie for vingården, fordi de i 1970’erne var blandt de pionerende producenter af Carbernet Sauvignon i Margaret River, og i 1980’erne fik vinen flere gange tildelt en af Australiens mest prestigefyldte priser, Jimmy Watson Trophy. Duftbeskrivelsen for Cape Mentelle Cabernet Sauvignon årgang 2012 inkluderer solbær, tobak, violer, hollandsk kakao og vild timian.

Fra en madvogn i hjørnet af haven bliver der solgt hjemmelavede burgere lavet af lokale råvarer. Og i baren kan man købe popcorn, mørk chokolade, vin og vand. Desværre sælger Cape Mentelle ikke kaffe, så tag eventuelt en termokande med selv. Tæpper hører med i prisen sammen med sækkestolen.

Cape Mentelle

Se mere på: www.capementelle.com.au

6. Den med privat sø i Denmark

Som dansker er det både sjovt og lidt mærkeligt, når der pludselig står “Denmark” på et grønt byskilt i det varme, sydvestlige Australien. Her finder du vingården The Lake House i idylliske omgivelser af skov, vinmarker og en privat sø.

Under parasoller på terrassen med udsigt over søen kan du stille sulten i forskellige tapas-tallerkner med oste, skinke, pølser, salat, nybagt brød og hjemmelavede marmelader, tapenader og diverse chutneys.

B972265102Z.1_20160415110907_000+G6DSK063.1-0.jpg

Vinsmagningen foregår ved baren indenfor, hvor der desuden er opstillet smagsprøver på ”merlot vin-marmelade”, ”rødbede og shiraz relish” og ”figen, æble og chardonnay chutney”. De mange produkter går under det sigende navn ”vinefood”.

I en lille båd skåler en mand og kvinde på etikken til The Lake House Denmark-serien, der består af to rødvine og to hvidvine (Unwooded Chardonnay, Semillon Sauvignon Blanc, Single Vineyars Pinot Noir og Merlot), der koster 25 dollars (ca. 125 kr.) per flaske.

Under titlen ”He Said She Said” sælges fire andre vine, som The Lake House skriver bør nydes under en god samtale mellem to køn. Smags- og duftbeskrivelsen på bagetikken er skrevet ud fra, hvad hun sagde, og hvad han sagde om vinen. En iøjnefaldende anderledes vinetikette fra vingården i Denmark Down Under.

The Lake House

Se mere på: www.lakehousedenmark.com.au

Tre råd til rejsen

Svøm eller surf med delfiner

Margaret River har nogle af de bedste surfstrande i Australien. Desuden er det ikke et særsyn at se en gruppe springende delfiner lege i bølgerne kun få meter fra surfere. Ved Redgate Beach holder Margaret River Surf School til. Ejeren Jarred Davies står selv for undervisningen, og hans mor tager fotos til dit feriealbum. To timers holdundervisning koster 50 dollars (ca. 250 kr.).

Se mere på: www.margaretriversurfschool.com

Morgenmad i Margaret River

Byens bedste brekkie (australsk slang for ”breakfast”) får du hos The Bakery på hovedgaden i Margaret River. Caféen har et imponerende udvalg af croissanter, sandwich, indbydende kager og mættende morgenmadstallerkener. Prøv for eksempel rørt avokado og feta drysset med ristede stykker af chorizopølse serveret på hjemmebagt grovbrød. Bestil dertil en kold, friskpresset appelsinjuice, der bliver serveret med isterninger i syltetøjsglas.

Klap en vingårdsvovse

Mange vingårde i Vestaustralien har en hund, der hygger sig i den omkringliggende smukke natur. Det er der kommet en sjov og nuttet serie bøger ud af, der hedder ”Wine Dogs Australia”. Her poserer vingårdshunde på vintønder, i en trillebør og mellem vinranker. Teksten er udfyldt som venindebog med svar på hundens yndlingslegetøj, frækkeste gerning, hobby og favoritmad. Nyeste bog i serien, Wine Dogs Australia 4, udkom i november sidste år og koster 30 dollars (ca. 150 kr.).

Verdensklasse-vinområde

Regionen Margaret River ligger ud til Det Indiske Ocean tre-fire timers bilkørsel syd for Perth i Vestaustralien. Området er kendt for sublim surfing, unik natur og verdensklasse mad og vin.

Der ligger 220 vingårde i Margaret River, hvoraf 100 tilbyder vinsmagning og salg fra gårdens vinbutik. Området bryster sig af at producere 25 pct. af Australiens bedste vin.

Rejsen dertil

Flyturen til Perth er kortere end til Sydney, men stadig lang. SAS flyver til Perth fra København på 18-19 timer med en mellemlanding i Singapore. På momondo.com kan du tjekke, hvilke flyselskaber der passer bedst med dine feriedatoer. De fleste mellemlandinger på flyturen til Perth er i enten Doha, Abu Dhabi, Dubai, Singapore eller Bangkok.

Fra Perth tager det cirka 3,5 time i bil at køre de 270 kilometer til Margaret River. Derfra er der 320 kilometer til Denmark – en køretur på 4-5 timer.

Journalisten lejede en bil hos Bayswater Car Rental og betalte ca. 2.000 kr. for ti dage inklusiv forsikring.

B972265102Z.1_20160415110907_000+GIASIRTH.1-0.png 

Guide til de mest seværdige museer

09-10-2015: Bedre end Blue Mountains i Australien, Times Square i New York og den tyske Reichstag. Se de 10 museer, rejsebogsforlaget Lonely Planet anbefaler før brusende vandfald og mystiske oldtidsruiner. Læs artikel

Guide: Moderne og historiske Malaga

22-07-2015: Malaga er meget mere end en by med en stor lufthavn og et mellemstop på vej til solkysten. Her finder man landets bedst bevarede mauriske fæstningsværk side om side med den moderne havnefront og museet for mesteren og bysbarnet Picasso. Læs artikel

Guide til Australien og aboriginernes historie

17-05-2015: Dybt inde i Australiens ørken ligger ikoniske Ayers Rock og The Olgas i et af de mest hellige områder for det oprindelige folk. Et område, som mange aboriginere også den dag i dag er særlig knyttet til. Læs artikel

Guide: Fem ferieperler i 2015

01-01-2015: Verdensudstilling i Milano, europæisk kulturfestival i Mons og millionmuseum i Los Angeles. Der er destinationer rundt om i verden, der vil være et besøg værd til næste år. De er nemlig værter for store events, fejrer jubilæer eller har foretaget millioninvesteringer for at tiltrække turister. Læs artikel

Guide til historisk og kulturel rejse til Gent

29-09-2014: Glem alt om Bruxelles med Europa-Parlamentet og mænd i jakkesæt, og læg i stedet vejen forbi den stolte by Gent, som byder på uovertruffen kogekunst og næsten kom på Unescos Verdensarvliste. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...