Find mere om:
Disse nordiske restauranter er en rejse værd | rejser.guide.dk

Disse nordiske restauranter er en rejse værd

Den nye Michelin-guide for nordens restauranter er på gaden. Vi har fået to kendte kokke til at anbefale de bedste i vores to nabolande.

Mens vi herhjemme ikke kan få armene ned over, at den danske restaurant Geranium har fået sin tredje Michelin-stjerne, så har vores kolleger i Norge og Sverige også sublime kulinariske oplevelser at byde på.

Det fortæller de to kokke Thomas Castberg og Jesper Koch, som også er kendt fra tv-programmet Masterchef. Castberg arbejder derudover som kogebogsforfatter, mens Jesper Koch er kok i familierestauranten Brødrene Koch i Aarhus.

De kommer her med deres bud på de bedste Michelin-restauranter i Norge og Sverige, som bestemt kan være en rejse og et besøg værd.

- Maaemo, Oslo i Norge ***

Det er ikke kun herhjemme, at vi nu har fået en trestjernet restaurant. Det har Norge også, og hos både Castberg og Koch er der kun lovord til overs for den gastronomiske norske spydspids, Maaemo, som har danske Esben Holmboe Bang som køkkenchef.

»Han (Esben Holmboe Bang, red.) har et meget rent udtryk, hvor hans mad både er ren, men også nysgerrig. Og så er han også helt nede på jorden, hvilket er meget prisværdigt,« fortæller Thomas Castberg.

Ifølge Castberg er vi oppe og tale mad i feinschmeckerklassen, som derfor er i den dyre ende. Han mener også, at Maaemo er et af beviserne på, hvor højt det kulinariske niveau er i Norden.

Rejser du til Norge og vil besøge Maaemo, så skal du være ude i god tid. Spørger man Thomas Castberg, vil den nye kåring betyde, at der bliver tæt pakket i restauranten i løbet af det næste års tid.

- RE-NAA, Stavanger i Norge *

En ny restaurant på listen i år er norske RE-NAA, som ligger i Stavanger og drives af kokken Svend Erik Renaa og hans kone. Ifølge Jesper Koch har vi her at gøre med en ildsjæl indenfor kokkeverden:

»Han er en dygtig og entusiastisk kok, som laver fantastisk mad, og som virkelig fortjener sin stjerne. Han står der hver dag med sin kone, og han er der for gæsten. Ser vi på den nye Michelin-guide, så ser det ud til, at de gerne vil have personlighed, og det får man med Svend Erik,«  siger Jesper Koch.

Og netop personligheden kommer også flot til udtryk på tallerkenen, fortæller nordmandens danske kollega.

»Han er en klassisk kok, der laver sin mad med de mest fantastiske norske fisk og skaldyr. Det er de bedste kammuslinger, de bedste hummere og den bedste havtaske. Derudover har han også en stor kærlighed for norske råvarer såsom grøntsager. Og generelt smager det bare godt,« udtaler Jesper Koch.

- Fäviken Magasinet, Järpen i Sverige **

Tager man en god køretur ud i den svenske ødemark, kan det bestemt også være turen værd. I det vestlige Sverige ligger der nemlig to gamle træhuse, som tilsammen udgør den tostjernede restaurant Fäviken Magasinet.

Ud over at restauranten ligger i et fantastisk og unikt område, serverer køkkenchef Magnus Nilsson også rigtig god mad, fortæller Thomas Castberg:

»Han får nærmest Noma til at ligne et supermarkedskøkken. Han går så meget op i lokale råvarer, og det er vildt imponerende. Det er et kultsted, men det er virkelig også svært at få et bord. Du skal bestille et år i forvejen,« fortæller han.

Den holdning deler Jesper Koch til fulde. Han roser ligeledes restaurantens lokation i ødemarken.

»Deres mad er råvarepræsentation og tilberedning på ypperste niveau. Her får du små bær fra skoven, og råvildt der er selvskudt. Man kan virkelig sige, at han bruger naturen på bordet,« siger Jesper Koch, der glæder sig til selv at spise på restauranten til foråret.

- Mathias Dahlgren-Matsalen/Mathias Dahlgren-Matbaren, Stockholm i Sverige */**

Fra ødemarken tilbage til storbyen. I hovedstaden Stockholm ligger der nemlig to restauranter, som begge er under ledelse af topkokken Mathias Dahlgren.

Hans to restauranter, Matsalen og Matbaren, har henholdsvis to og en Michelin-stjerner, og de leverer hver sin oplevelse, fortæller Jesper Koch.

»På Matsalen er det grand cuisine, hvor der er masser af smag i maden. Her er det virkelig fine dining, mens det i Matbaren er lidt anderledes.«

»Matbaren er nemlig mere et brasserie, hvor det stadig er super fedt. Det er lidt mere groft og bistroagtigt men stadig på et rigtig højt niveau. Her behøver du heller ikke have det fineste tøj på, og du kan få to eller tre retter uden at blive plukket,« siger han.

/ritzau/FOKUS

Guide til til whisky, badestrand og stjerneobservatorium på Hven

10-06-2016: Normalt skal du lægge vejen forbi Systembolaget, hvis du vil købe alkohol med hjem fra rejsen til Sverige. Men på den lille ø Hven i Øresund, finder du et stort udvalg af lokal produceret whisky, som du kan tage med hjem i kufferten. Øen er også et besøg værd, hvis du er frisk på en cykeltur, trænger til en dukkert eller er interesseret i at se Tycho Brahes stjerneobservatorium. Læs artikel

Guide: Spis i Sveriges forrådskammer

12-10-2014: Höganäs i det nordvestlige Skåne er et kulinarisk skatkammer, hvor man kan opleve alt fra lokale specialiteter serveret på lerfade i den store svenske skov til en sæsonbestemt syv-retters middag på et kongeslot. Explorer spiste sig vej gennem det sydlige Sverige. Læs artikel

Guide: Paradis for Polkagrise

06-10-2013: Den lille by Gränna i Småland er kult for slikmunde, for det er her, slikkepindens stammoder – polkagrisen – blev født. 15 bolsjefabrikker tiltrækker folk fra hele Europa, og alt emmer af slikidyl i den lille by. Men sådan har det ikke altid været. Polkagris-eventyret begyndte med en tragedie. Læs artikel

Guide: Ærlig mad og grum historie i Trøndelag

06-07-2012: Trøndelag opfatter sig selv som det ukendte, selv om naturen er i verdensklasse. Læs artikel

Guide: Se Hemingways Paris og Virginia Woolfs London

18-07-2016: I stedet for at rejse ind i bøgernes verden i din sommerferie kan du også rejse ud i verden og se, hvor de store romaner udspiller sig. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...