Ruslands nordiske krigsskueplads

Forventningerne til dette ørige mellem Østersøen og Den Botniske Bugt, mellem Sverige og Finland, var lidt diffuse.

Smuk natur at cykle, vandre og sejle i? En kultur, som ikke ville adskille sig alt for voldsomt fra anden skandinavisk kultur? Anderledes kunsthåndværk? Interessante kulinariske oplevelser? Historiske minder?

Efter en rundtur på nogle af øerne kan vi svare ja til det meste, men især til det sidste.

Føler man historiens vingesus på Dybbøl Banke og får lyst til at genlæse Tom Buk-Swientys levende beskrivelser af slagene i 1864, er der belæg for lignende fornemmelser her. Ikke mindst omkring Bomarsund og Prästö, hvor der omtrent på samme tid, mere konkret i august 1854, fandt et større slag sted - en batalje i Krimkrigen på et strategisk vigtigt sted mellem Rusland og dets vestlige fjender.

Russisk fra 1809

Ruinerne efter de fleste af fæstningsværkerne fra dengang ligger ganske tæt ved hovedvejen. Ja, kigger man nærmere efter, går vejen midt igennem den tidligere fæstning.

Man parkerer og går rundt og får et indtryk af, hvilket omfattende militært samfund der har holdt til her.

Som Danmark 10 år senere var Rusland ikke rigtigt klar til at tage imod fjenden. Man var stadig i gang med at bygge fæstningen, og der var problemer med bevillingerne til at færdiggøre det.

Åland var blevet russisk i 1809. Indtil da havde det været svensk i lighed med en stor del af Finland. I midten af 1800-tallet var det lille ørige en betydningsfuld forpost i det store russiske zardømme, som var på konfrontationskurs med bl.a. Tyrkiet, Frankrig og England.

Ved Bomarsund og på Prästö var der fra 1830'erne blevet opbygget et militærområde med en kaserne til op mod 2.500 soldater, militærhospital og bl.a. begravelsespladser til de forskellige trosretninger, som dengang havde relativt frie kår i Rusland. Ikke alle planlagte fæstningsværker og tårne var bygget færdige, da Krimkrigen i 1853 blev indledt.

Fra 12.000 franskmænd gik i land fra 40 britiske fartøjer den 8. august 1854, til russerne kapitulerede otte dage senere, var en stor del af fæstningsværkerne blevet skudt i grus. Tallene på døde, sårede og tilfangetagne varierer alt efter kilderne.

Et tårn med udsigt

Mest interessant at beskue i dag er måske Notvikstornet, som ligger et stykke nord for selve Bomarsund-fæstningen.

Fra tårnet skulle man overvåge og være i stand til at afspærre indsejlingen fra nord. Efter det russiske nederlag blev tårnet sprængt i luften, men det er siden blevet delvist genopført, og mange af de cirka 20 kanoner fra dengang er blevet gravet frem og stillet op, så man nu får et realistisk indtryk af, hvordan dets kontrollerende position har været over for de potentielle angribere.

Man skal ”bare” vandre et par kilometer ad en grusvej og uden egentlig skiltning for at opleve dette syn.

Fra Notvikstornet, som ligger på halvøen Sund, der er en del af det såkaldte faste Åland, er der udsigt lige ned over en fredeligt beliggende lystbådehavn og over sundet til en lille høj, hvor Prästötornet lå indtil kamphandlingerne i 1854. Dette tårn kom ikke i ilden det år midt i august, men blev sprængt så grundigt itu af sejrherrerne sidst på måneden, at der ikke har været noget at genopføre der.

Et multietnisk samfund

På Prästö, der er forbundet med Sund via en bro, findes stadig resterne af flere begravelsespladser - eller kirkegårde, som vi ville kalde dem. Bl.a. en muslimsk, en jødisk og en ortodoks begravelsesplads ret tæt på hinanden. Et vidnesbyrd om det multietniske samfund, som fungerede her i første halvdel af 1800-tallet på grund af både den militære koncentration og det omfattende byggearbejde.

Blandt det bedst bevarede på kirkegårdene er seks jødiske gravsten, som man finder efter en travetur dybt ind i skoven.

Ved freden i 1856 blev en aftale - kaldet Ålandsservitutten - indgået. Den indebar en total demilitarisering af øgruppen, og den har været gældende lige siden, omend delvist sat ud af kraft under verdenskrigene.

Under Første Verdenskrig tillod England og Frankrig, at Rusland byggede en befæstningslinje, som omfattede Ålandsøerne, og 1916-1918 bestod den russiske garnison af op mod 8.000 mand til at bemande 10 kystartilleribatterier rundt om på øerne.

Kanonstillinger sprængt bort

På Kökar, som var den af de dengang befæstede øer, der lå - og ligger - tættest på Rusland, får vi fat i et kort over afmærkede vandrestier.

Oven for kystovervågningsstationen på øens vestkyst kommer vi til et sted, hvor de fleste af de daværende kanonstillinger og kasernebarakker har været. Men de er sprængt grundigt bort. Her er kun grus tilbage, og vi kan bare nyde den storslåede havudsigt, som i sin tid indebar ideelle overvågningsforhold.

Stien fører tæt forbi øens højeste punkt, Tellmossberget, 36 meter over havoverfladen. Her blev der foretaget bortsprængninger som led i den seneste demilitarisering - efter Anden Verdenskrig, da der igen fandtes militæranlæg her, nu anlagt af finsk militær. Siden 1918 har Åland været finsk, omend med omfattende selvstyre og eget parlament.

Fredeligt fællesskab

Tilbage på ”Fasta Åland”, en halv snes kilometers kørsel gennem området vest for hovedbyen Mariehamn, finder vi et andet af kystartilleribatterierne fra Første Verdenskrig, Kungsö Batteri, og dét er ikke sprængt bort.

Det sidste stykke vej til betonbyggeriet må - igen - tilbagelægges til fods. Her er et større system af afmærkede vandrestier, hvori indgår en 400 meter bevaret, stenbelagt militærvej fra dengang.

Det er ikke et museum i normal forstand, men mellem de forfaldne bygninger spredt i landskabet findes skilte med information udformet som gamle avisartikler. Så ved at vandre rundt og stoppe her og der får man et ganske levende indtryk af forholdene og begivenhederne for snart 100 år siden, i øernes sidste år i russisk besiddelse. Det virker som om, de cirka 100 okkupanter og ålændingene har haft et fredeligt hverdagsliv nærmest i fællesskab.

Benzinstation som museum

Siden 1995 har Kungsö Batteri haft status som kulturarv og er dermed bevaringsværdigt. Det samme bliver næppe tilfældet foreløbig for et lille privat museum et par kilometer derfra.

”Kungsö Shellmuseum” hedder det i det ålandske turistkontors guidehæfte. Og lystigt ser stedet ud, mest af alt som en benzinstation fra 1950'erne.

Her er adskillige benzinstandere og bilmodeller fra dengang. En samlers samling. Men ingen hjemme.

En seddel i vinduet fortæller ikke særligt tydeligt, hvornår her er åbent. Måske fra ved 8-9-tiden til 16-17-tiden, måske ikke. Og måske er sedlen i sig selv en museumsgenstand fra en forlængst lukket benzinstation. Nederst på papiret er dog med håndskrift anført et telefonnummer for tidsbestilling.

LÆS OGSÅ: Ölands blomstrende sletter