Find mere om:
Kultur på portugisisk | rejser.guide.dk

Kultur på portugisisk

Den nordportugisiske by Guimarães er i år udnævnt til europæisk kulturhovedstad.

Byen bugner derfor med kulturelle arrangementer, ligesom byen i sig selv også er en stor attraktion.

Den store hvide figur af en babydreng sidder almægtigt i rummet med den ene hånd hævet til hilsen. Figuren er flere meter høj og virker umiddelbart helt malplaceret her i det store højloftede gamle lokale med de fine og farvestrålende glasmosaikker.

Men det er også meningen. Den nøgne og gigantiske baby er nemlig en del af en udstilling, der har til formål at gøre kunst så kontrastfyldt som muligt. Derfor er mange af lokalerne her i det fine gamle Paco dos Duques fyldt med moderne kunst af alverdens slags.

Paco dos Duques er et stort palads fra 1400-tallet, der er sprængfyldt med enorme gobeliner, vægtæpper og malerier. Det var tidligere officiel residens for præsidenten, og bygningen er en af de historisk mest vigtige i Portugal.

Derfor når udstillingen i høj grad sit mål om det kontrastfyldte, når man blandt andet ser en stribe moderne skilte stående foran langbordet i paladsets enorme festsal, og når en robotagtig lysprojektor med alverdens ledninger kaster billeder op på væggen lige ved siden af et enormt flere hundrede år gammelt maleri med religiøse symboler.

Kulturoverflod

Udstillingen i Paco dos Duques er blot en af en lang række kulturelle arrangementer, som i år finder sted i den nordportugisiske by Guimarães. Den kulturelle overflod skyldes, at byen har opnået æren af at være Europæisk Kulturhovedstad 2012. Hvert år har to europæiske byer denne titel, og ud over Guimarães er det i år den slovenske by Maribor. Og om fem år kommer turen til danske Aarhus.

I Guimarães startede værtskabet officielt den 21. januar, og siden hen har byen dannet ramme om alverdens former for kultur. Der er masser af kultur på programmet resten af året, og inden kulturåret officielt lukkes den 21. december, vil flere tusinde arrangementer være løbet af stabelen.

Arrangementerne spænder yderst bredt inden for såvel musik, film, arkitektur, litteratur, teater, dans, kunst samt diverse gadeoptrædener. Aktørerne er såvel lokale kunstnere samt udøvere fra resten af verden, primært Europa.

Tidligere hovedstad

Guimarães er dog ikke blot værd at besøge på grund af kulturåret. Tværtimod er byen en af de mest spændende og stemningsfulde i Portugal, og de mange kulturelle arrangementer er blot en ekstra bonus ved at besøge byen i år.

Guimarães er en af Portugals ældste byer og var tidligere landets hovedstad. Byens vartegn – den store og over 1000 år gamle borg – optræder således i det portugisiske våbenskjold.

I dag står blot borgens ydermure tilbage, og Guimarães’ største attraktion er i højere grad det gamle bycentrum. Det stammer tilbage fra middelalderen, og i de snævre gader finder man masser af gamle stilige bygninger samt lokalkolorit i stride strømme.

I dagtimerne står eller sidder byens ældre mænd i grupper, mens de gestikulerende ordner verdenssituationen. Den karakteristiske lugt af hjemmerullede cigaretter fylder næseborene, når man passerer disse grupper. En del ældre kvinder har mere travlt, mens de gør dagens indkøb og bærer dagligvarerne hjem.

Mest stemningsfyldt er der omkring de to torve, Largo da Oliveira og Praca de São Tiaga.

Brosten og smedejern

Omkring de brostensbelagte torve ligger en stribe huse, der i udseende minder lidt om danske bindingsværkshuse – blot har hovedparten store smedejerns-balkoner. Enkelte steder har gamle knudrede træer bevaret deres plads mellem brostenene.

Torvene rummer et par udskænkningssteder, hvor lokale og turister i en skønsom blanding får sig en forfriskning under parasollerne, der om sommeren skygger for den skarpe sol.

Det er en fornøjelse at slentre rundt i de historiske gader, og efter en rundtur forstår man udmærket, at den gamle bydel i Guimarães for nylig blev optaget på Unescos verdensarvsliste.

I år er det bedste tidspunkt at besøge byen, for i anledning af sin status som Europæisk Kulturhovedstad er Guimarães blevet shinet op, så byens torve og bygninger stråler smukke og nyrenoverede.

Byen er også usædvanlig ren og pæn, og seværdighederne passes nidkært. Et godt eksempel er de mange blomsterbede, der på en lang række leder op til San Gualter-kirken. Da Explorers udsendte var forbi, var adskillige gartnere i fuld gang med at luge og tilrette hvert et lille blad i de mange bede. Så læg endelig vejen forbi Guimarães i år, hvis du ønsker et gevaldigt skud kultur kombineret med oplevelsen af en hyggelig og smuk middelalderby.

Masser af begivenheder

Hver dag resten af året frem til den 21. december afvikles der diverse kulturelle arrangementer i Guimarães. Nogle er endags- begivenheder, mens andre arrangementer foregår over flere dage eller uger.

I slutningen af juni åbnede for eksempel et projekt, hvor fem kunstnere hver for sig og sammen skaber værker ved hjælp af malerier, tegnekunst og skulpturer. Projektet løber af stabelen fem dage om ugen til den 31. oktober.

Blandt de utallige andre events er der udendørs biograf resten af august måned. Fra den 29. september til den 8. december sætter en række kunstnere deres individuelle præg på byens bygninger.

Under temaet ”Alverdens musik” optræder musikgrupper fra hele kloden løbende inden for alle tænkelige musikgenrer.

Hovedparten af de kulturelle arrangementer er gratis, mens der opkræves entré enkelte steder. Til de mest populære koncerter m.m. kan det anbefales at reservere billet på forhånd.

Læs mere om årets kulturarrangementer på www.guimaraes2012.pt

Historisk overnatning

I udkanten af Guimarães kan man få sig en hotel-oplevelse ud over det sædvanlige. Det sker, hvis man indlogerer sig på Casa de Sezim, der har været i den samme families eje siden 1376.

Der er ikke tale om et hotel i traditionel forstand, men om en større ejendom, hvor otte af værelserne bliver lejet ud. Værelserne er forskelligt indrettet, men alle i gammel romantisk stil med bl.a. himmelsenge og vaskefade.

Ejendommens opholdsstuer er et kapitel for sig. Også de er holdt i en bedaget stil med lysekroner og store malerier, men det er stuernes tapet, der er noget helt særligt. Det er nemlig håndmalet med fabelagtigt flotte motiver fra blandt andet den amerikanske borgerkrig.

Rundt omkring i stuerne står diverse familiefotografier, så man mere føler sig som gæst i et privat hjem end som logerende på et hotel. Så er man til den slags familiær hygge tilsat et solidt stænk særpræg, stemning og charme, er Casa de Sezim det helt perfekte valg af overnatning.

I Portugals hjerte

Rejsen dertil

  • display.png
  • I april måned åbnede det portugisiske luftfartsselskab Sata Air en direkte rute fra Kastrup til Porto, der er den største by i Nordportugal. I øjeblikket er der en enkelt ugentlig afgang, og den 1. oktober øges den frekvens til to ugentlige afgange. www.sata.pt
  • Guimarães ligger ca. 50 km fra Porto, og der går både bus og tog mellem de to byer.

Tre råd til rejsen

  • Lyskæder: I en del af det gamle bycentrum er husene dekoreret med lyskæder, der om aftenen lyser grønt. Det ser kønt ud på de overvejende hvide huse, så besøg endelig dette ”green light district”.
  • Svævebane: Ønsker man at se Guimarães fra oven, leder en svævebane op til toppen af Penha-bjerget, hvor man også kan cykle sig en tur og spille minigolf.
  • Hjemmeside: Læs mere om Guimarães på www.guimaraesturismo.com

Guide til Portugals ældste by, Braga

20-04-2013: Braga er Portugals ældste by og landets kirkelige hovedstad. Den er proppet med spektakulære historiske bygninger, og lige uden for byen ligger en af Europas flotteste religiøse landmærker. Læs artikel

Guide til de mere ukendte sider af Portugal

12-07-2016: Mange danskere forbinder den nyslåede europamesternation med Lissabon og portvin. Men Portugal har meget andet at byde på, siger kendere. Læs artikel

Guide til silkevejens rute i Usbekistan

13-01-2016: Den gamle silkevej fra Kina til Europa skabte handelsbyer i Centralasien med en overdådig arkitektur. Den individuelle rejse bringer os tæt på mennesker, mad, kultur og religion i et spændende land. Læs artikel

Guide til Alhambra-komplekset i Andalusien

26-12-2015: Alhambra-komplekset i Andalusien er meget mere end en fæstning. Det er en hel bydel med huse, tårne og haver med fontæner, duftende roser, appelsintræer og mauriske paladser, der leder tankerne hen på 1001 nats eventyr. Læs artikel

Guide til de mest seværdige museer

09-10-2015: Bedre end Blue Mountains i Australien, Times Square i New York og den tyske Reichstag. Se de 10 museer, rejsebogsforlaget Lonely Planet anbefaler før brusende vandfald og mystiske oldtidsruiner. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...