Find mere om:
Asiens gemte perle | rejser.guide.dk

Asiens gemte perle

Guldbelagte templer i et ludfattigt land, larmende usagt politisk utilfredshed, propagandaaviser, hestekareter og en befolkning, der lever i frygt for repressalier og alligevel har stor iver efter at vise deres land frem for rejsende. Kom til Burma med åbent sind og tag derfra med hjertet og tankerne fyldt.

Tehuset har hverken vægge eller gulv. Det er et forvokset skur med tagplader, rå træstolper og jordgulv, der er trampet hårdt som sten under sålerne af de hundredvis af lokale, der samles her hver eneste dag. Kunderne sidder på plastik-taburetter i børnestørrelse ved vaklende, hjemmebyggede træborde og drikker grøn te af små drikkeskåle. På bordet står en plastikbøtte med vand. Her lægges drikkeskålene i blød efter brug - klar til næste gæst. Der snakkes højlydt og alle tager del i diskussionen, som handler om alt fra markedspriser på fisk og nygifte i byen til Lady Gaga og Premier League. Alt - undtagen politik. Burmesernes politiske diskussionslyst er blevet kvalt af en forhistorie med nedskydning og drab af fredeligt demonstrerende studerende og munke samt bortførelser af folk involveret i politik. Selv i dag sker der stadig sanktioner mod dem i befolkningen, der ytrer sig mod regeringen, og hvis emnet bringes op, kan det få et helt tehus til at forstumme.

01122012 Burma Mandalay oa.jpg

Suu Kyi på væggen

Burmesernes politiske holdning udtrykkes dog alligevel tydeligt via de fintlaminerede portrætbilleder, der er hamret op på træstolperne i mange tehuse og lokale spisesteder. Billederne er af Aung San Suu Kyi, vinder af Nobels Fredspris og nu løsladt partileder for National League for Democracy (NLD), det ledende oppositionsparti til den militærjunta, der har siddet på magten i landet gennem de sidste 50 år. Officielt overlod juntaen egentlig magten til en civil regering i marts 2011, men juntastyret lever fortsat i bedste velgående. Præsident Thein Sein er tidligere premierminister i den militærledede regering og hans parti, Union Solidarity and Development Party, som er juntaens politiske gren, sidder på 90 pct. af mandaterne i den nye regering. Den demokratiske opposition sidder på mindre end 5 pct. Trods store sammenfald mellem besætningen i den nye civile regering og det tidligere regime har den nye ledelse gjort fremskridt siden indsættelsen. De politiske partier i landet har fået større frihed, frie fagforeninger blevet lovliggjorte, og flere hundrede politiske fanger er nu løsladt. Den udvikling, samt det faktum at regeringen har indledt en dialog om forsoning med NLD og Aung San Suu Kyi, som periodevis sad i husarrest fra 1989 til 2010, bidrager til en forsigtig optimisme i befolkningen. Men der er lang vej igen i et land, som FN’s Menneskerettighedskommission hyppigt kritiserer for udenretslige drab, tvangsarbejde, menneskehandel og fordrivelse af folkegrupper, hvor halvdelen af befolkningen ifølge Verdensbanken lever under fattigdomsgrænsen, kampe mellem militær og minoritetsgrupper fortsat udkæmpes, og hvor der fortsat anslås at sidde mere end 1.000 politiske fanger bag lås og slå.

Røde tænder, gule ansigter

Tilbage i tehuset har mændene travlt med at diskutere fodbold. Snakken går højt og unge som gamle er med. De fleste af dem er iført loungyi, en slags slå-om-nederdel, som bindes henholdsvis i midten for mænd og i siden for kvinder. De har mundene fyldt af en blodrød blanding, de indigneret spytter på gulvet i lange, farvede klatter, som for at understrege argumenter i diskussionen. Blandingen består af betelnød, der sammen med peber og kalk indtages i et omslag af vinblad og som eftersigende har en opkvikkende effekt. Vanen er ældgammel i Burma, hvor det i mange år var umuligt at passere et hjem uden at blive indbudt til socialt betelnødstyggeri, og selv om regeringen har gjort flere kampagneforsøg for at få folk til at stoppe, hænger den ved.Der er ingen kvinder i tehuset – det er mændenes domæne. Kvinderne finder man i hjemmet, i færd med at handle på markedet eller på hug i rismarkerne. De er slanke, men på en måde, der afspejler et liv med dagligt, hårdt arbejde. Langt de fleste kvinder er malet lysegule i ansigterne af den hjemmelavede creme, thanakha. Kvinder, der arbejder i marken, smører cremen ud i hele ansigtet for at beskytte deres hud mod solen, kvinder i storbyer udsmykker sig ved at male mønstre med cremen på kinder, øjenlåg og pande og ældre kvinder, der holder sig hjemme, bruger cremen som fugtighedslotion. Thanakha laves af barken fra thanakaplanten, som lægges i blød, stampes i en morter og til sidst mikses med vand. Traditionen er mere end 2.000 år gammel i Burma.

17882956.jpg

Ægte oplevelser

Burma byder på en bred kam af attraktioner for rejsende. I Yangon ligger det kæmpe, guldbelagte tempel, Shwedagon Paya. Swedagon har i 2500 år har været symbolet på Burma og dækket af 53 tons guld og 5.000 diamanter overgår templet de fleste andre templer i Sydøstasien. At beskue det glitrende, religiøse centrum for burmesisk buddhisme og se munkenes kommen og gåen kan opsluge hele dage. Mod øst findes en lille, grøn perle: Inlay Lake. Med sin bakkede, ultragrønne natur udgør området, der omkranser en stor sø, perfekt base for både korte og længere vandreture med besøg i nogen af de omkringliggende stammer. Stedets øvrige attraktioner tæller flydende haver og landsbyer samt opstolpede bambushjem og klostre, der er sikret mod oversvømmelser. Travle, bestøvede Mandalay er pulserende og storbyagtig (efter burmesiske forhold) og fyldt med trafik, folk og byggeprojekter. Bylivet og de mange, smukke templer kan ses fra Mandalay Hill, hvor det hele foregår lidt mere roligt end i downtown. Mandalay er også base for besøg i fire nærliggende kongebyer, der byder på en rejse tilbage i Burma royale historie og gennem fire af de mange hovedstæder, landet har haft. En anden tidligere kongeby og hovedstad, som er et besøg værd, er Bagan. Byen omkranses af mere end 4.400 templer, der kan opleves på enten jernhest eller i autentisk, bumlende hestevogn. Mens nogle templer er i renoveret, fin standard efterlader andre fortsat følelsen af at have været forladt i flere hundrede år. En by, som de fleste turister udelader fra rejseplanerne, men som måske er det sted, der siger mest om landet, er Nay Pyi Taw, hovedstaden siden 2005. De sekssporede veje gennem byen er tomme, og de efter sigende 100.000 indbyggere er stort set intet sted at finde - foruden arbejderne på den stortanlagte Hotel Road og i de nyopførte shoppingcentre. Parlamentsbygningen og områder med regeringskontorer er forbudt område for turister, og uanset hvor man som udlænding bevæger sig, skal man være klar til at identificere sig med pas over for vagter og politi.

Ansvarlig turisme

Burmas juntaregime og korruption fra samme var grund til, at bl.a. Aung San Suu Kyi i mange år bad turister blive væk. I dag har Suu Kyi ændret mening og giver sin støtte - med forbehold - til besøg af rejsende. Hendes indvirkning i det internationale samfund ses tydeligt i besøgstallet, der er vokset i takt med hendes støtte: Fra 243.000 turister i 2009 steg tallet til 311.000 i 2010, som er Verdensbankens seneste offentliggjorte tal. Suu Kyis forbehold handler om ansvarlig turisme: Undgå grupperejser, togture og køb af bestemte dagligvarer, hvor indtægterne går ind på regeringens konto. Rejs i stedet selvstændigt og støt lokalt. Med de regler pakket med i kufferten kan en rundrejse i Burma være en øjenåbnende oplevelse, som befolkningen værdsætter. Mange lokale udtrykker håb for, at turismen kan skubbe på for forandringer i landet. Med alle sine modsætninger, politiske ufordringer, charmerende lokaliteter, voldelige historie, storslåede templer, fredelige floder, munke med bedeskåle og grønne skove går Burma ind under huden på hver en rejsende. At rejse her er som at rejse i en historiebog, hvor befolkningen fortsat håber på en eventyrslutning, hvor folkets prinsesse får hele kongeriget til sidst. Indtil da går snakken i tehusene stadig lystigt - om alt andet end politik.

Rejsen dertil

  • Visum: Før afgang til Burma skal der udstedes turistvisum til alle rejsende. Visummet søges via ambassaden i Berlin, koster 25 euro (ca. 190 kr.) og giver mulighed for ophold på op til fire uger i landet.Fly: Thai Airways har fly fra København til Yangon via Bangkok fra 6.700 kr. retur.
  • Transport: Efter ankomst er det let at planlægge videre rejse. Den bedste billige mulighed er bus, som hvert et hotel kan hjælpe med at booke. Er programmet stramt, kan flyrejser anbefales. Air Mandalay håndterer langt de fleste indenrigsruter, og rejser kan købes via deres hjemmeside.
  • www.airmandalay.com

3 råd til rejsen

  • Himalaya: Udforsk det småtbefolkede nord og dets fantastiske vandremuligheder i en af de mest ukendte dele af Himalaya, der byder på alt fra kortere vandring til overnatning i højderne.
  • Hellig sten: Se et mesterværk i balancekunst og tro sydøst for Yangon, hvor Den Gyldne Sten balancerer på toppen af en klippehylde og tiltrækker flere hundrede pilgrimme dagligt.
  • Strand: Mod vest findes Ngapali Beach, der siges at være en af Sydøstasiens smukkeste og mest uspolerede strande. Vandvejene kan også udforskes på andre måder f.eks. via færgeruten, der opererer på den smukke strækning mellem Bagan og Mandalay.

Guide til Burma og buddhismen

20-04-2013: I Myanmar er de allerstørste turistattraktioner de tusindvis af buddhistiske bygningsværker. Bag de mange lag af ægte bladguld på landets gyldne pagoder finder man historien om et land og et folk, som er født ind i og stadig lever hele livet ud fra en religiøs livsfilosofi. Læs artikel

Guide: Rejs med til Englands Have

18-08-2011: Oplev Sydenglands herligheder med slotte, herskabelige parker, forlystelser og badebyer. Læs artikel

Nyhed: Iran - medaljens forside

25-06-2010: Inden for landets grænser har Iran en helt anderledes, positiv fremtoning end den, vi hører om til daglig i nyhederne. Men kvinden og manden på gaden ønsker forandring. Læs artikel

Guide: Basel med mere

06-11-2009: Fra schweiziske Basel har man hele tre lande inden for en meget overskuelig rækkevidde. Denne unikke placering medfører en let adgang til mange muligheder efter vejr, humør, pengepung osv. Vi bringer her tips til fem vidt forskellige oplevelser i området. Læs artikel

Nyhed: Den magiske borg

20-10-2009: Granada er først og fremmest kendt for borgen Alhambra, et af de ypperste mauriske bygningsværker i Europa. Men den vidunderlige andalusiske by har meget andet at byde på. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...