Flæsk mod flæsk

Da den 154 kilo tunge Kyokutenho forlader publikum, græder han. Han har netop forladt ringen på Ryogoku Kokugikan Sumostation i Tokyo efter at have kæmpet sit livs kamp. En helt særlig og historisk kamp for ham selv og for sumobrydning. Kyokutenho havde ikke regnet med at nå dertil, og siden det gik op for ham, at han havde mulighed for at vinde en stor turnering, havde han ligget søvnløs om natten. Da han endelig trådte ind i ringen for at kæmpe om at blive nummer et og ændre sumobrydningens historie, var salen derfor spændt. Da han ramte sin modstander, blev kampen afgjort på få sekunder.

Fyldt af ritualer

Det er et stort sus at overvære en sumoturnering i Japan. De store brydere i bare maver er et syn for sig. De kæmpestore kroppe bevæger sig stille rundt på stadion uden at gøre et stort væsen ud af sig selv. Indtil de går i ringen. Så hujer og hepper publikum til de intense kampe og til de mange ritualer, som den 1.500 år gamle sport er forbundet med. Publikum opfører sig roligt og respektfuldt på stadion, men det er tilladt at råbe ”Kyokutenho!” for at heppe på sit idol, og ingen kan lade være med at bryde ud i råb og begejstring, når en sumobryder træder uden for cirklen, med sin enorme vægt lander på ryggen eller endnu bedre – vælter helt ned af podiet.

[fakta-2]

Publikum sidder hele vejen rundt om ringen – de tætteste cirka en meter derfra – og ellers på podier. Der er plads til omkring 11.000 tilskuere i Ryogoku Kokugikan Sumostadion i Tokyo, og det er her, at tre ud af de seks store sumoturneringer om året bliver afholdt. Hver dag i turneringen kæmper bryderne en enkelt kamp hver, de bedste kæmper sidst på eftermiddagen fra cirka klokken 15.

Ringen er placeret i midten af det hele under et religiøst skrin, som hænger ned fra loftet. Forud for hver eneste kamp råber en speaker navnene op mod øst og vest på en nærmest messende måde. Sumobryderne træder ind i cirklen med deres lændeklæder på og det lange hår sat op på hovedet. De klapper hænderne mod hinanden for at tilkalde guderne, nikker til hinanden og går derefter til hver deres hjørne for at kaste salt ind i ringen og drikke en mundfuld helligt vand. Saltet skal rense cirklen, mens det hellige vand, der bliver givet af en anden bryder fra samme verdenshjørne, skal rense munden.

Religiøse ritualer

Ritualerne stammer fra shinto-religionen, og sumobrydning var oprindeligt også en religiøs opførelse for shintoguderne. De fylder meget, men ikke mere end at der er plads til reklamer, som bliver båret rundt i ringen på bannere før de store kampe. Reklamepengene går til vinderen af den pågældende kamp.

[fakta1]

Imens ritualerne udføres igen og igen, gør den silkeklædte dommer, som er klædt som en shinto-præst og ser påfaldende lille ud ved siden af de store brydere, sig klar. Sumobryderne løfter deres store, muskuløse lår op i luften og tramper dem ned i underlaget for at skræmme onde ånder væk. Når de er klar, går de ned i knæ foran hinanden og sætter knyttede næver i sandet. I det splitsekund, den sidste næve rammer jorden, er kampen i gang.

Ingen japansk mester

Det er maj 2012 en søndag eftermiddag og den afgørende kamp på Ryogoku Kokugikan Stadion. I ringen er Kyokutenho den sidste til at strejfe jorden med sin næve, og de to brydere går i flæsket på hinanden. En sumokamp er afgjort, når en af bryderne træder uden for cirklen eller rammer jorden med andet end underfoden. Så da modstanderen Tochiozan presser sin krop mod Kyokutenho med så meget vægt, at Tochiozan mister balancen og falder forover, har Kyokutenho vundet. Vinderen viser ikke sine følelser. Det gør ingen sumobrydere i ringen, men han er glad og rørt til tårer, fortæller han senere, for han har vundet på trods af sine 37 år, på trods af sin relativt lave rang, og på trods af at han langtfra var favorit til at vinde turneringen.

At Kyokutenho blev turneringens bedste bryder, var et overraskende resultat. En enkelt stormester har de seneste mange år sat sig på alle de store turneringer. Faktisk så længe, at der ingen spænding var tilbage og det japanske publikum var begyndt at miste interessen for sumobrydning. Hakuho er nærmest uovervindelig og er den eneste bryder lige nu, der har opnået den højeste rang kaldet yokozuna. Det er den japanske Sumo Association, der bestemmer, om en sumobryder har styrke, dygtighed og værdighed nok. I 2010 vandt Hakuho 63 kampe i træk, og han har også rekorden for mest vindende bryder på et år. I 2009 og 2010 vandt han 86 ud af 90 kampe begge år. Hakuho er overraskende nok ikke japaner. Han kom fra Mongoliet til Tokyo som 15-årig. Tynd, men talentfuld, og siden blev han udnævnt til den bedste sumobryder gennem alle tider. Det var kun på grund af skader i yokozunaens ene hånd, at alting blev vendt på hovedet denne turnering i maj.

Spændende finale

Finaledagen var derfor interessant på flere måder. For det første var de to finalister begge af den tredjehøjeste rang. Det er aldrig før sket i historien, at en yokozuna eller en ozeki, som er næsthøjeste rang, ikke har kæmpet om guldet. For det andet stod japanske Tochiozan i finalen og havde dermed muligheden for at vinde mesterskabet til Japan. Mens mongoler og brydere fra Østeuropa har sat sig på toppen af sumobrydning, er det 37 turneringer siden, at en japansk bryder har vundet. Men heller ikke denne turnering skulle japanerne få. Kyokutenho løb med sejren, og han er også fra Mongoliet.

[fakta-3]

Det er helt klart anbefalelsesværdigt at købe billetter til finaledagen. Den er oftest udsolgt, men det er muligt at få billetter i god tid. www.buysumotickets.com kan hjælpe og giver desuden god rådgivning og hjælp på engelsk uden at tage et stort gebyr.

Finaledagen afholdes altid en søndag og altid på 15. dagen. Den sumobryder, som har vundet flest kampe ud af de i alt 15, har vundet. Har flere brydere opnået det samme antal vundne kampe, når dagen er omme, skal de kæmpe om førstepladsen ansigt til ansigt. Sådan skete det, da Kyokutenho nåede finaledagen. Han havde 11 vundne og 3 tabte kampe og vandt desuden den 15. kamp på finaledagen. Kun en enkelt anden havde opnået 12 - 3, og de mødtes derfor til en sidste og afgørende kamp.

Fans på gaden

På finaledagen er der ikke bare meget på spil for sumobryderne. Der er også fans på gaden, som venter på at få et glimt af deres yndlingsbryder, når de ankommer til stadion.

Der er specielle ritualer forbundet med dagen så som en speciel åbningsceremoni, hvor yokozunaen opfører en dans i ringen omgivet af de bedste brydere.

Turneringen slutter søndag aften, når vinderen har fået overrakt en lang række store pokaler, og han forlader stadion i en hvid cabriolet. Således satte Kyokutenho – som aldrig var forventet at skulle vinde en turnering – sig ind i den hvide vogn efter en intens finaledag, rullede ud blandt masserne, der stod langs vejene ved stadion og kørte af sted gennem Tokyo som vinder.