Find mere om:
Guide: Syditaliensk charme i julemandens by | rejser.guide.dk

Guide: Syditaliensk charme i julemandens by

Gå en tur over de solvarme fliser, drik en espresso i det flimrende dagslys og nyd de lokales charme og evner i køkkenet – tag dig tiden til at nyde Bari i syditaliensk tempo.

Klokken er et om eftermiddagen, og torvet er fyldt med venner, familier og par, der på syngende italiensk hilser og kindkysser over kaffekopperne. De cremefarvede bygninger, lyse fliser og hvide parasoller skaber genskin, og torvepladsen fyldes af et vidunderligt, støvet lys, som er karakteristisk for Syditalien.

19012013 Explorer Italien Bari.jpg

Hen over kaffedisken flirter unge mænd med servitricerne, ældre par sidder i skyggen under træerne, hånd i hånd, og ser på børnene, der løber legende rundt. De må dog trække ind til siden, da tre mænd i gallauniformer drøner forbi med deres smukt påklædte damer under armen. De skal nå et bryllup i den nærmeste kirke.

Det originale Italien

Engang rejste turister fra nær og fjern til Norditaliens største byer: Rom, Milano og Venedig, for at opleve den velkendte, hjertevarme sydeuropæiske stemning, som Italien blev kendt for. Desværre er Norditaliens tre topturistmål så internationaliserede, at du skal lede grundigt for at finde den autentiske italienske charme.

Heldigvis gemmer Syditalien på Bari, der med lidt over 320.000 indbyggere er forholdsvist uberørt af turisme, så italiensk charme og tradition lever i bedste velgående. Faktisk i så høj grad, at du nærmest vil finde dig selv hensat til en film fra 1940’erne, når du går gennem de snirklede gader, mens Vespa’er og andre knallerter overhaler dig, og små porte i virkeligheden viser sig at være skjulte gadesystemer – et levn fra tiden, hvor fjendtlige flådebesætninger hærgede byen. Bari er en by, der er god at blive væk i, og står du tidligt op og bevæger dig ned gennem den gamle bydel, vil du se ældre italienske husmødre sidde på gaden og lave pasta i hånden, som så kan erhverves for rimelige penge. Kvinderne har nedarvet opskriften på pasta i generationer, og arbejdet på gaden er en tradition.

»Jeg lærte det som barn, hvor min mor lod mig rulle pasta med hende i køkkenet. Hun lærte det af sin mor, som lærte det af sin mor. Vores pastaopskrift er en familiehemmelighed – byens bedste,« kommer det fra Anchela La Stella, mens hun smiler stolt.

»Næh! Den er ingenting i forhold til min. Den får meget længere i solen,« afbryder Rosa Laraspata, Anchelas konkurrent, der sidder lige overfor på den brostensbelagte – og noget smalle – gade.

Deres mundhuggeri er dog kærligt ment. De er vokset op sammen, oplært af mødre og svigermødre i pastaens kunst, og sidder nu hele dagen i den bagende sol og ruller pasta til lokale og turister, mens sladderen går lystigt, og vrede kun opstår, når de lokale unge – og til tider postbuddet – suser lidt for hurtigt forbi på knallerter. Livet som pastadame er nu ikke helt dumt.

Baris helgen

Bari er, som resten af Italien, katolsk, og derfor fyldt med kirker og helgenbilleder. Byen holder dog én helgen specielt kært, nemlig manden, som gav navn til Basilica di San Nicoli, som er byens største attraktion. Flere tusinde katolikker og ortodokse valfarter hertil hvert år. Den smukke hvide basilika blev nemlig ikke bygget til hvem som helst. San Nicoli er ingen ringere end Saint Nicholas, Santa Klaus eller julemanden – kært barn har som bekendt mange navne. I Basilica di San Nicoli befinder julemandens jordiske rester sig, og hver dag flokkes mænd og kvinder for at røre ved glasruden, hvor Saint Nicholas er afbilledet som statue i faktisk størrelse.

32581896.jpg

»Han siges at kunne kurere barnløshed,« hvisker en kvinde henført til sin veninde, som de kysser deres hånd og slår korsets tegn foran sig.

Oprindelig set var Saint Nicholas begravet i Myra, i dag bedre kendt som Tyrkiet, der dengang var under Baris kontrol. Men da saracenerne overtog kontrollen med Myra, valgte man at flytte relikvierne til Bari, fordi Saint Nicholas, ifølge legenden, havde valgt Bari som sin begravelsesby. Derfor byggede man i 1087 Basilica de San Nicola, for at huse helgens relikvier. Besøger du basilikaen, bør du lægge mærke til den smukke trone, der står ved alteret. Den er bygget i det 11. århundrede, og står stadig komplet med de smukkeste udskæringer og krummelurer.

 

Mussolinis facade

Bari by er en forunderlig blanding af ny og gammel arkitektur. Byen har eksisteret i flere tusind år, og her kan du opleve storladen arkitektur. Med en stor boulevard er byen opdelt i to. Den gamle del, fyldt med majestætiske bygninger, som emmer af historisk charme, og den nye del, som er knap så charmerende. Fra vandet ser Bari dog ganske storslået ud, hvilket byen kan takke Mussolini for. Han fik opført de smukkeste bygninger hele vejen langs vandfronten, eftersom Bari skulle være et symbol på hans storhed samt hovedstad for Italiens økonomi efter anden verdenskrig.

»Mussolini havde en vendetta mod den gamle by. Han så det som tegn på andres storhed og derfor hans modstandere. Han havde store planer om at rive alt ned og så bygge et stort museum til sig selv. Han nåede heldigvis ikke så langt,« fortæller guiden Giovanni Gaudalupi, der i dagens anledning viser rundt i den gamle bydel.

Giovanni Gaudalupi har et helt tydeligt kærlighedsforhold til den gamle bydel, som rummer så meget historie, at man enten bør opholde sig længere tid i Bari eller vende tilbage ad flere omgange, hvis man vil have det hele med. Det kan klart anbefales at gå en tur langs havnepromenaden, der netop huser alle Mussolinis storslåede bygninger på den ene side, og det klare, blå Adriaterhav til den anden. Det er her, de unge hænger ud efter mørkets frembrud. Siddende på den hvide strand med det klare stjernehimmel over sig eller gående langs vandet hånd i hånd kan man godt føle sig som elskende taget ud af en film. •

Det italienske køkken

Som resten af Italien har Bari et fantastisk køkken. Det er baseret på tre produkter, der produceres i Bari og omegn: hvedemel, olivenolie og vin. Klimaet i det syditalienske gør, at området er rigt på frugter og grøntsager. Til kødelskeren er der som oftest enten lam, gris og hest – som er en lokal delikatesse. Eftersom Bari er en havneby, er køkkenet i høj grad præget af friskfangede fisk, blæksprutter og muslinger. Så uanset hvad du foretrækker at spise, finder du det på en af Baris mange lækre restauranter.

Arkitektur

Bari har eksisteret meget længe. Derfor findes der flere smukke, gamle bygningsværker i byen, der går tusind år tilbage i tiden. Er du i Bari på en forlænget weekend, bør du som minimum besøge disse Basilica de Saint Nicola, som er beliggende på Largo Abate Elia, samt disse to steder.

Castello Svevo, som blev bygget i 1131 og i dag fungerer som et galleri. Slottet er en bastant størrelse, som befinder sig midt i den gamle by, hvor det majestætisk rejser sig med tårne, voldgrav og mere borgagtige forsvarsværker. Du finder den på Piazza Federico II di Svevia, 4. Er du på borgen, kan du gå igennem en lav port, hvorefter du vil befinde dig på brostensgaden, hvor pastadamerne sidder, fra solen står op.

Derudover har Bari en katedral, Cattedrale di San Sabino, som blev bygget i 1170 og dedikeret til Saint Sabino. Katedralen rummer de jordiske rester af helgenen Sabinus i en underjordisk krypt, og et meget smukt mosaik vindue, med både monstre og fantasifigurer afbilledet. Du finder katedralen på Piazza dell’Odegitria, 1. Når du besøger kirkerne i byen, skal du være opmærksom på, at skuldre, det øverste af arme samt lår skal være tildækket.

Rejsen dertil

Bari har sin egen lufthavn, så med en enkelt mellemlanding eller to kan rejsen klares uden det helt store besvær.

Air Berlin tilbyder for eksempel et fly fra København til Bari med en mellemlanding i Berlin fra 2.000 kr. Derudover tilbyder både Lufthansa, KLM og Swiss Air fly med en mellemlanding eller to med priser, der starter ved 2.700 kr.

Flyver man fra Jylland, er der ikke helt så mange muligheder, og prisklassen er en noget anden, eftersom det involverer flere forskellige flyselskaber, mellemlandinger og ventetid. Derfor kan det anbefales at flyve til København, hvilket koster fra 700 kr. – jo tidligere, man kan bestille sine billetter, jo billigere bliver det.

Guide: På fuldpension i Parma-dalen

07-09-2014: Vest for Parma begynder markerne at skyde ryg og udvikler sig til de små bjerge, som bliver til Appenniner-bjergkæden. Det er lige her, at parmesanosten, parmaskinken, og lambrusco-vinen bliver produceret, og her kan man opleve autentisk norditaliensk landkøkken. Læs artikel

Guide: Fortab dig i bolognaisens by

05-08-2012: Udforsk i ro og mag den terracotta-farvede Bologna med Italiens måske bedste køkken. Læs artikel

Guide: Se Hemingways Paris og Virginia Woolfs London

18-07-2016: I stedet for at rejse ind i bøgernes verden i din sommerferie kan du også rejse ud i verden og se, hvor de store romaner udspiller sig. Læs artikel

Guide til madoplevelser i Ascoli Piceno i regionen Marche

18-07-2016: Ascoli Piceno i regionen Marche byder på uspoleret italiensk atmosfære og lokale smagsoplevelser i massevis. Læs artikel

Guide til Salone del Gusto, mad- og vinfestival i Italien

27-10-2015: I Italien er pasta ikke bare pasta, og skinke ikke bare noget fra en varm madpakke. Støvlelandet holder madfanen højt og byder gæster på masser af madfestivaler, hvilket gør landet til en oplagt destination for madturister. Tag til kæmpe madmesse i Torino, kom med ind i et stort, lugtende telt, og fejr den eksklusive trøffel. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...