Find mere om:
Guide: Det frie Tibet i Indien | rejser.guide.dk

Guide: Det frie Tibet i Indien

I det nordlige Indien – mellem Kina og Kashmir – ligger et glemt kulturrige, den vestlige del af det gamle tibetanske storrige. Et område, der kom under Indiens kontrol, og hvor den tibetanske kultur i dag lever uforstyrret videre under demokratiets vinger.

Allerede da flyet svæver hen over Himalayas bjergtoppe, ser vi, hvorfor Ladakh er så specielt et sted. To timer er gået, siden Airbus-maskinen forlod New Delhi og megabyens ærefrygtindgydende mosaik af gadehandlere, restauranter, tæppeforretninger, krydderier, tiggere og taxaer med tre hjul og farverige dragter og kongelige templer.

»I Indien bliver alle forelskede,« siger de. Og det er altså svært ikke at lade være, når man rejser rundt i det her kæmpeland; forestil dig hele Europa inden for samme grænse. Indien.

Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.

B971816396Z.1_20141219102752_000+GILHNLN1.2-0.png

Nu er vi på vej til en af landets udposter. Et politisk betændt område mellem Kina og Pakistan, og et område, der virker som en magnet på eventyrlystne turister med spiritualitet i blodet. Vi er på vej til Ladakhs hovedstad Leh. En ældgammel del af imperiet Tibet i det østlige Himalaya, og vi skal snart opleve klosterets hemmelighed.

Riget i vest

Indflyvningen er speciel. Leh ligger i et bjergrigt terræn i 3.500 meters højde, og flyet svæver hen over en række dale og bjergkæder mod landingsbanen. Langt nede kan vi se bebyggelser, der minder om sneglehuse, de mange buddhistiske klostre, nogle over 1.000 år gamle, omgivet af små byer, hvor munkene bor. Til sidst kan vi se konturerne af en militærlejr, der er med til at sikre området mod de nærliggende kinesere og pakistanere.

B971816396Z.1_20141219102752_000+GILHNLQV.2-0.jpg

På vej ind til byen fra lufthavnen ser vi en række klostre på bjergtoppene, mens lastbiler med soldater kører forbi, og da vi endelig rammer Leh, troner et kongeslot fra det 16. århundrede om kap med Himalayas tinder.

»Ladakh var en del af det vestlige Tibet, inden vi blev en del af Indien – inden vi kom under nogen andre konger,« siger Tongsal med et fast blik.

Vi møder den 40-årige guide på hans kontor på hovedgaden i det centrale Leh, hvor gadehunde lusker omkring i de støvede gyder og små butikker med bjergudstyr og varmt tøj ligger side om side med hyggelige spisesteder.

Tongsal er velformuleret. Han taler glimrende engelsk i modsætning til mange andre indere. Han reflekterer med overblik over historien. Hans familie er fra Ladakh, han er født her, og en af hans brødre er i dag munk.

»Vi i Ladakh er meget glade for, at vi kom under Indiens kontrol. Det var vores bedste mulighed. Indien er et demokrati med religionsfrihed og ytringsfrihed. Vi havde ikke noget bedre valg,« siger Tongsal med henvisning til Pakistan og især Kina.

Himalayas herligheder oplevet til fods

Størstedelen af det gamle tibetanske storrige ligger i dag i Kina, som har undertrykt den buddhistiske kultur siden 1950. Derfor er tusindvis flygtet over de høje bjerge, og mange endte i Leh.

»Ladakh har modtaget omkring 7.000 tibetanske flygtninge. De er de heldige, fordi Ladakh minder meget om Tibet. De har det godt her,« siger Tongsal.

Tibetanske flygtninge

Få meter væk ligger en lille tibetansk restaurant. Her betjener den smilende indehaver, 55-årige Tashi og hendes mand, os. Her er fem borde med bænke, og i hjørnet er der et billede af Dalai Lama, hans hellighed, som de lokale kalder ham. Hans portræt hænger overalt i Ladakh.

B971816396Z.1_20141219102752_000+GILHNLRU.2-0.jpg

Tashi kommer med en velduftende, dampende suppe med indiske krydderier og endnu et smil; der kommer sjældent lyse skandinaver på disse kanter, og hun synes tydeligvis, det er sjovt at få besøg fra Danmark.

Tashi taler også godt engelsk og vil gerne tale om Tibet.

»Vi flygtede på hest,« fortæller hun.

Det smilende ansigt stivner et øjeblik, men et øjeblik efter lyser øjnene op igen, og Tashi griber øjenkontakten på ny.

»Det er længe siden. Vi er glade i Ladakh. Men jeg bryder mig ikke om diktatur, og jeg er sikker på, at vi en dag vender tilbage til Lhasa,« siger den tibetanske flygtning.

Hun ligner én, der tror på, hvad hun siger.

»Kineserne vil tabe. De kan ikke blive ved med at undertrykke tibetanerne, og en dag får vi vores land tilbage,« siger hun.

B971816396Z.1_20141219102752_000+GILHNLP0.2-0.jpg

Vi bliver inviteret ind i køkkenet, hvor hendes mand er i fuld sving med at tilberede de næste retter. I restauranten sidder en enkelt ung amerikaner, ellers er vi alene. Stedet er fyldt med charme på grund af de små borde, de gamle billeder på væggene og især det ældre smilende ægtepar, som endda laver fantastisk mad. Derfor bliver restauranten hurtigt vores stamsted i Ladakh.

Klosterets hemmelighed

Nogle timers kørsel fra Leh ligger et legendarisk kloster fra det 11. århundrede. Klostrene er strøet ud over området i tusindvis, og mange ligner hinanden, men Lamayuru-klosteret skiller sig ud. Det er bygget på sylespidse klipper og troner over en lille bebyggelse, der ligger lidt længere nede ad bjergsiden. Under det hellige kloster, naturligvis.

Vi er kørt i tre timer langs høje Himalaya-bjerge, gennem søvnige landsbyer og over brusende floder. Da vi nærmer os klosteret, hører vi en svag trommen og en konstant messen. Den bliver højere og højere, som vi kommer endnu tættere på klostret, der serviceres af 150 munke på skift.

De fleste munke summer rundt i husene længere nede, og vi kan se enkelte af dem, da vi går ad de kringlede gangsystemer. Så rammer vi en rød dør.

”Open,” viser det lille skilt. Vi går ind og kommer til en gård. Vi er de eneste turister. Det er koldt i november. Pludselig støder vi ind i en munk, som står roligt på en lille veranda. Han smiler til os og bukker nænsomt. Vi får lov til at besøge selve klosteret. Da vi træder ind, bliver vi mødt af farver overalt; rød dominerer, men her er også grøn, lilla gul og blå.

B971816396Z.1_20141219102752_000+GILHNLQQ.2-0.jpg

»Puja,« siger munken og peger ind mod det næste rum.

Den konstante messen har en guddommelig klang, der kun bliver forstærket af trommen. Så kigger munken på os og peger mod et stort skab.

»Naropa,« siger han begejstret.

Han vil vise os de hellige statuer af de buddhistiske læremestre, der var med til at grundlægge Lamayuru-klosteret for 1.000 år siden. Munken går langsomt hen til en væg og åbner en luge.

»Naropaaa,« siger han og nikker langsomt ind mod et hul.

En drøm, et liv, et eventyr på Himalayas stier gennem 28 år

Vi må bøje os lidt frem for at kunne kigge dybt ind bag lugen. Dér står de, tre ældgamle statuer langs med klippevæggen. Det giver et sug i mellemgulvet at blive præsenteret for de 1.000 år gamle klenodier. Vi er ikke på museum. Det her er den ægte vare; statuerne er hellige for munkene og bliver tilbedt dagligt.

»Puja,« siger munken igen og nikker ind mod det summende rum ved siden af.

Vi har gjort os umage for at agere korrekt og vise respekt, og det lønner sig, for nu bliver vi også inviteret til bøn.

Munken tripper af sted foran os langs farverige Buddha-statuer og forbi skabe med ældgamle klenodier. Omkring vinduerne svæver nogle store fugle. Vinden er frisk og udsigten fabelagtig hen over Himalayas sneklædte tinder.

Da vi går ind ad døren, bliver vi mødt af et specielt skue. En gammel munk med furet ansigt sidder og læser en række fint skrevne vers højt, og når han er ved vejs ende, vender han papiret eller tager et nyt fra bunken. Samtidig banker han i et konstant tempo på en hængende stortromme.

»Pujaaaa,« siger den yngre munk igen, tydeligvis stolt over, at scenariet har fremkaldt vores åbenlyse fascination.

Han sætter sig og vinker os hen. Vi sætter os ved siden af ham og får lidt velsmagende te. Den harmoniske summen går næsten i ét med klosteret, bjergene og fuglene, der svæver forbi de røde vinduer. Stedet er magisk.

Tilbage i Leh ridder vi højt på den spirituelle oplevelse, selv om ingen af os er specielt religiøse. Vi nikker nu indforstået til guiden Tongsals præcise ord:

»Ladakh er for folk, som tænker over livet, som gerne vil forstå, som elsker bjerge og tibetansk kultur, som elsker ældgammel levevis. Ladakh er for spirituelle mennesker.«

3 råd til rejsen

  • I Ladakh er det et absolut must at besøge et par af de gamle klostre. Dem er der mange af, især tæt ved hovedstaden Leh.
  • I selve klosteret er det vigtigt at udvise respekt over for de lokale, munkene. Spørg, før du filmer og fotograferer, og respektér et nej.
  • Der er gode muligheder for trekking, cykling og klatring i Ladakh. Lej evt. en luksusbil med privat chauffør (ca. 200 kr. for en hel dag), gør holdt på vej ud til klosteret og tag så en lille vandretur på bjerget.

B971816396Z.1_20141219102752_000+GILHNLNC.2-0.jpg

B971816396Z.1_20141219102752_000+GILHNLOD.2-0.jpg

B971816396Z.1_20141219102752_000+GILHNLO8.2-0.jpg

Rejsen dertil

  • Rejsen til Ladakh går lettest over New Delhi. En flybillet retur til Danmark koster fra ca. 4.000 kr. med en enkelt mellemlanding, evt. over Helsingfors, da Finnair bl.a. har gode forbindelser til Indien.
  • Dernæst kan man købe en returbillet fra New Delhi til Ladakh til en pris på ca. 1.000 kr. Det er vigtigt at flyve, siden vejen til Ladakh er ufremkommelig og farlig.
  • Hvis man ikke selv vil arrangere rejsen, har flere danske rejsebureauer pakketure til Ladakh med alt inklusive, også danske guider. F.eks. Horisont Rejser og Viktors Farmor.
  • Du skal have visum til Indien via ambassaden: www.indian-embassy.dk

Om Ladakh

  • Ladakh er på størrelse med Danmark og har knap 300.000 indbyggere, heraf bor ca. 10 procent i hovedstaden Leh. Delstaten ligger på Silkevejen, en ældgammel handelsrute mellem øst og vest. Derfor har området været centrum for sammenstød mellem mange hære.
  • I 1947 opløstes det gamle britiske Storindien og blev opdelt i Pakistan, Myanmar, Bangladesh og det nuværende Indien, der opslugte Ladakh.

Det Tibetanske Imperium

Tibets konger herskede over et stort område i oldtiden. Kejseren Songtsän Gampo, som levede fra 616-650, ekspanderede riget til det nuværende Indien. Riget havde centrum i Lhasa i Tibet, og inkluderede altså Ladakh, hvorfor kulturen er stort set identisk med kulturen i det kinesisk-besatte Tibet.

Buddhismen

Buddhismen er en mangfoldig religion, der har omkring 300 mio. tilhængere i verden. Religionen er en slags livsfilosofi, der bygger på den historiske Siddharta ”Buddha” Gautamas lære fra omkring 500 f.v.t.
Siddharta Gautama mente, at livet er forbundet med lidelse og vandrede ud for at finde frem til sandheden om livet og frelsen.
Buddha betyder ”den oplyste”. Siden har buddhismen udviklet sig i flere retninger, der imidlertid ligner hinanden. En munk kaldes en lama og den berømte Dalai Lama er leder for én af de vigtigste buddhistiske retninger.

Guide til Bodh Gaya i den indiske stat Bihar

09-07-2016: I den lille indiske flække Bodh Gaya kommer man tættere på den nulevende buddhisme end de fleste andre steder. At det sker i oldgamle tempelomgivelser, gør kun oplevelsen stærkere. Læs artikel

Guide til Varanasi - hinduismens spirituelle centrum

21-04-2014: Små gader med uanede mængder affald, hellig kolort og ucensurerede ligbrændinger langs Ganges-floden. Livet i Varanasi kommer ikke i en blød turistindpakning, men må indtages i rå form. Når man den erkendelse, er der evige minder at hente i hinduismens spirituelle centrum. Læs artikel

Guide: Kom tæt på Indiens flodliv

12-08-2012: Tag med tii den indiske delstat Kerala som befolkningen selv kalder "Guds eget land". Læs artikel

Guide: Fabelagtige farver på livet i Nordindien

24-03-2012: Nordindien rummer oplevelser til flere måneders rejseri, men på mindre end to uger kan man dog opleve en stribe eksotiske og sanselige seværdigheder. Explorer viser vej til fem af de største af slagsen. Læs artikel

Guide til samekulturen i norske Versterålen

30-12-2015: Hos Inga Sami Siida i Vesterålen kan gæsterne få et indblik i den samiske kultur, som man ikke kan læse sig til i bøger. Her bliver man indført i samekulturens autentiske rammer og kommer helt tæt på rensdyrene. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...