Englands Kong Richard III's jordiske rester blev fundet i Leicester, England, i september 2012. Sidste år åbnede så King Richard III Vistor Centre, der omgående er blevet en stor attraktion.
Sensationsholdet fra den midtengelske provinsby runder en spektakulær sæson af i London mod de nu detroniserede mestre fra Chelsea. Leicester-mesterskabet er en realitet efter Chelsea-hjælp
Netop London er som regel den helt store danskermagnet på de britiske øer. Men er der mon noget at rejse efter i Leicester? Ja, i høj grad. Sådan lyder det samstemmende fra to "Leicester-kendere", som Ritzau Fokus har talt med.
Rejsejournalist Kristoffer Flakstad, der er medforfatter til Politikens "Turen går til England og Wales", er vild med byen, som han senest besøgte for to år siden.
- I Leicester får man et gedigent eksotisk pust kombineret med et klassisk, ærkeengelsk byrum, lyder Flakstads umiddelbare karakteristik.
Hemmeligheden bag Leicesters eksotiske pust er en betydelig andel af indbyggere med indiske og pakistanske rødder. De ankom som gæstearbejdere i 1950'erne under industrialiseringen, og her 60 år senere sætter de et markant præg på byen, fortæller rejsejournalisten.
- I periferien af Leicesters centrum er der en stor indisk bydel, som virkelig er en oplevelse for alle sanser. At gå ned ad gaden her er som at være i Indien - med en duft af krydderier og farverige tekstiler. Og fordi kvarteret er så gammelt, så føles det meget ægte.
Byens brogede etniske sammensætning har også en finger med i spillet på Leicesters berømte marked, som ifølge Kristian Flakstad er et stort trækplaster.
- Folk kører gerne helt fra Manchester for at handle på markedet. Og det er ikke uden grund, for der er næppe en grøntsag eller frugt, som ikke kan opdrives her, siger han.
For knap fire år siden, da Leicester City stadig spillede i den næstbedste engelske fodboldrække, dukkede et skelet op i mulden under en P-plads i midtbyen. Leicester: Byen, hvor et skelet bragte håbet tilbage
Det viste sig at være de jordiske rester af kong Richard den 3, der regerede på de engelske øer i slutningen af 1400-tallet. Sidste år åbnede så King Richard III Vistor Centre, der omgående er blevet en stor attraktion.
- Det er et meget visuelt museum, som også vil være sjovt at opleve for børn, siger turistchef i VisitBritain, Jette Ward. Hun er også stor fan af Leicester.
- Arkitekturen er imposant med victorianske bygninger, som man ser det i mange engelske byer. Samtidig er det jo en universitetsby med en markant ungdomskultur, siger hun.
- Og naturmæssigt ligger byen skønt. Man skal ikke langt uden for Leicester, før højderyggene begynder at bølge op og ned, siger Jette Ward.
Og endelig så er der jo fodboldholdet. Mestrene. De spiller på King Power Stadium, som med godt 32.000 sæder er et relativt lille stadion efter engelske standarder.
I takt med Leicesters opadgående formkurve har det allerede i denne sæson været en udfordring at skaffe billetter til at se "The Foxes", og det bliver næppe nemmere fremover. Først den 15. juni bliver kampprogrammet for næste sæson sluppet løs.
/ritzau/FOKUS
Leicester
Leicester har små 300.000 indbyggere og ligger midt i England ved floden Soar.
Det er ikke muligt at flyve direkte til Leicester. Nemmest er at flyve til London eller Birmingham. Ryan Air har billetter til London (Luton) helt ned 257 kroner tur/retur. Herfra kan man tage bus eller tog til Leicester. Togbilletten kan bookes på forhånd på eastmidlandstrain.co.uk og koster cirka 200 kroner hver vej.
Hotelpriserne i Leicester er favorable. I sommerperioden kan man nemt finde overnatning til mellem 500 og 1000 kroner pr. nat.
Fodboldbilletter: Tjek lcfc.com/tickets eller send en mail-forespørgsel til sales@lcfc.co.uk
Kilder: Visitleicester.info, Visitbritain.com, flakstad.dk, travelmarket.dk, momondo.dk