Find mere om:
Guide til en rejse ad Gøtakanalen | rejser.guide.dk

Guide til en rejse ad Gøtakanalen

Et frimærke af en kahyt. Ingen shows. Slet ikke garanti for solskin. Men de fire dage og tre nætter på ”Den klassiske kanalrejse” mellem Stockholm og Göteborg på et skib fra 1874 er alligevel et eventyr – og kærlighed ved første blik.

Fred og ro. Tid til at tænke. Til at mærke verden og måske især sig selv. Afslappet samvær, mens landskaber, huse og småbyer glider forbi på begge sider, ofte bare en meters penge væk. Alt det og meget mere kan man finde på en kort ferie under nordiske himmelstrøg ikke langt herfra. Man kan nemlig sejle fra Stockholm til Göteborg eller omvendt starte turen på den svenske vestkyst.

Götakanal, som åbnede for 180 år siden, forbinder elve og søer i det sydlige Sverige, og på hele turen befinder man sig midt i naturen sammen med godt et par snese medrejsende eller færre. Med et køkken, som ikke fås bedre på de fleste restauranter, og med topservice. Tillige får man et indblik i slusernes mystik og mekanik og mange små stop undervejs.

B97529922Z.1_20140130183156_000+GO6A8PIK.1-0.jpg

Det er ikke svært at forelske sig i M/S Juno og livet om bord, og det samme gælder nok for hendes kolleger M/S Diana og M/S Wilhelm Tham.

Juno finder vi en onsdag morgen ved Skeppsbron midt i det altid smukke Stockholm neden for det enorme kongeslot. Det venlige personale griber straks kufferter og tasker og viser vej op eller ned til de enkle og små kahytter, der ikke har privat bad og toilet, men håndvask. Og for de flestes vedkommende køjer, kun få ”hytter” har en dobbeltseng. En halv time efter sidder 19 forventningsfulde passagerer i behagelige kurvestole på dækket, mens besætningen får Juno af sted. En skibsrejse kan dårligt starte på skønnere vis. Med den svenske hovedstad på alle sider, bygget på 14 øer og forbundet med 54 broer. På højre side Stockholms Slot og Gamla Stan, til venstre Grand Hotel, Nationalmuseet, Moderna Museet, Djurgärden med Wasa-skibet og Gröna Lund. Vi passerer Södermalm og Slussen, hvor Mälarens ferskvand skiftes ud med Saltsjön, en bugt, som er del af Østersøen, og hvor skærgårdens 20.000 øer begynder lidt længere ude og strækker sig mod den finske kyst. Så forbi det stejle klippeparti, hvor man fra Fjellgatan øverst har perfekt udsigt over hele Stockholm, forbi skibe og færger og en isbryder på ferie.

Smarte slusesystemer

Ikke længe efter drejer vi ind i kanalen ved Hammarby med masser af moderne lejligheder og egne kajpladser. Det er den fjerne side af Söder, hovedstadens populæreste område. Kanalkryds-togtet er begyndt, og vi skal snart gennem Hammarby Sluse. I løbet af de næste tre et halvt døgn skal vi igennem kanalens 58 sluser foruden otte andre.

Efter denne her er vi rigtigt inde i Mälaran, landets tredjestørste sø, og ser det svenske kongepars residens, Drottningholm. Søen ligger 0,3 meter over havet, så Juno skal OP i søen, og her oplever vi for første gang den mageløse ingeniør-genistreg, som en sluse er. Ikke at den her skal – eller kan – forklares i detaljer, det skal opleves: hvordan man ved at fylde og tømme et aflukke, slusekammeret, kan hhv. hæve og sænke både og skibe mange meter op eller ned til et andet vandniveau. På denne tur bliver det højeste niveau hele 91,5 meter over havet.

B97529922Z.1_20140130183156_000+GT3A8HRF.2-0.jpg

Skal fartøjet meget højt op eller langt ned, foregår det ved hjælp af flere sluser og kamre. For eksempel er der, når vi har krydset søen Roxen 33 meter over havet, hele otte sluser at forcere ved Berg og 15 i hele det system. Det er fascinerende at se hver gang på rejsen. For mange danske sejlere er det en drøm at gå i lag med Götakanalen, og efter sigende er det nemt nok at håndtere sluserne.

Man oplever især sluserne fra forrest på dækket, men er der mange sluser i træk, kan man bare gå i land og tage turen til fods og få lidt tiltrængt motion. Det gælder kun om at være om bord igen til den tid, som Ingela har sagt, men det giver sig selv.

Hun er rederiets værtinde på hele turen. Kort efter afgang holder hun informationsmøde i den lille, hyggelige salon, som også er bibliotek og souvenirshop.

Dygtige, svenske flickar

Vejret er godt uden at være prangende, og de kun 19 gæster nyder livet på dækket eller i forstavnen. Tiden er til at gå helt ned i omdrejninger, og rejsen virker endeløs – på den gode måde. Det viser sig dog, at tiden næsten flyver af sted, og turen slutter alt for hurtigt!

Man skal holde af sit eget selskab og synes, at selve det at være til stede er underholdning nok. Sammen med de andre rejsende, det evigt skiftende landskab, slusesystemet og ikke mindst de tre daglige måltider, som serveres smukt og elegant på hvide duge i den lille spisesalon.

Der er trange forhold nede i køkkenregionerne, hvor to dygtige kokke huserer og sender maden op i en elevator, hvor de unge servitører, som det vist hedder på svensk, Elin og Linn står klar. For dem er det et sommerjob, og de er begge nye, men det kan man ikke mærke – de har lynhurtigt lært at begå sig på Juno.

Ligesom den anden Elin, der vel kan kaldes matros, måske letmatros, hun er i hvert fald lille og væver, og ser ud, som om hun aldrig har bestilt andet end at hoppe i land og hjælpe til ved de mange sluser.

Det står hurtigt klart, at planen om at fordybe sig i en tyk bog ikke holder, for der foregår simpelthen noget hele tiden.

Ingen låste døre

Ved morgenmødet fik vi en lang række praktiske beskeder og fif, ligesom vi sammen med billetten har fået en form for manual, så man er godt forberedt på livet og rutinerne om bord.

Ingen mobil, computer eller anden elektronik på de fælles områder, for gæsternes egen trivsel, som der står. TV og radio findes ikke om bord. Og hvorfor ikke se på det som en lettelse? Det gælder jo netop om at komme væk fra hverdagen og alle de krav og rutiner, man trættes af til hverdag. Rygning er selvsagt kun tilladt udendørs og afsides.

Af praktiske ting skal man bl.a. huske at sætte toilet- og badedørene på krog, ikke lukke dem i, for der skal luftes og tørres ud. Sæt også egen kahytsdør på krog, når du går – der er ikke nøgler. Af sikkerhedshensyn skal man ikke kunne låse sig inde.

Apropos sikkerhed, så er der fire redningsfartøjer med plads til 100 personer, hvilket må siges at være rigeligt, siden der aldrig er mere end det halve om bord. Men syv korte trut og ét langt er signalet, hvis der er fare på færde.

B97529922Z.1_20140130183156_000+GO6A8QI7.2-0.jpg

Det hørte vi heldigvis ikke, og f.eks. er der jo ikke umiddelbar fare for storm i de smalle kanaler. Men skrappe bølger kunne man godt mærke den nat, vi krydsede Sveriges største og Europas tredjestørste sø, Vänern, som ligger 44 meter over havet.

Frokost- og middagstidspunkt ligger fast, og man glæder sig hver gang til gong-gongen, for allerede første dag står det lysende klart, at maden her er ”jættebra”. Vi får faste pladser, dog er det hele lidt løsere, når det gælder morgenmaden, som serveres fra kl. 7.30.

Skal man have sig en drink på dækket i løbet af dagen eller aftenen, skriver man selv ned, hvad man tager i baren. Denne tillid til, at man ikke snyder, er befriende og charmerende, ligesom hele skibet er det ”old school” af første klasse. Man oplever en stemning af total fred og ro og befinder sig i en tidløs boble, langt fra verdens vold og ballade.

Krimikrydstogt

Godt nok blev et makabert mord engang begået på en af kanalbådene, men heldigvis kun i en bog af det svenske par Maj Sjöwall og Per Wahlöö. De skrev for mere end 40 år siden den første af 10 samfundskritiske politikrimier, og med dem lagde forfatterne grunden til den enorme succes, som svenske kriminalromaner nyder i dag over hele verden. ”Roseanna” blev myrdet ved sluserne ved Berg, men det skal man ikke tage så tungt. Et australsk par læste bogen om bord, jeg selv genlæste den, og faktisk foregår kun en minimal del af handlingen om bord. Vi fandt den ærlig talt alle sammen lidt kedelig – så mange år og læste kriminalromaner senere.

Man skal absolut ikke være bange for at komme til at kede sig, for der sker alverdens ting på vejen, hvor marker afløses af skove og søer, huse og haver, små byer, lystsejlere og andre mennesker, der nyder livet. Ved en af sluserne stiller et kor sig op hver dag og giver koncert. Første dag tilbragte vi to timer i strålende solskin i den lille by Trosa, den anden aften ankom vi til Motala og nåede lige det sjove Motala Motormuseum inden lukketid kl. 22. Juno og vi overnattede i øvrigt i havnen den nat. Her var således mulighed for en tur i byen, men alle søgte hjem til Juno.

Hele vejen står oplevelserne i kø. Det er lige før, man ikke når at koble af – men også kun lige før!

En gentagelse af turen kan til enhver tid anbefales, så idyllisk er den. I det hele taget får man lyst til at se nærmere på de fleste byer og steder på rejsen. Sverige er meget indtagende, og forelskelsen i Juno holder.

Tre råd til rejsen

  • Husk praktisk beklædning: Tag det praktiske, afslappede tøj med og vær beredt på al slags vejr, også regn. Gode sko til gåturene og et par selskabelige ting til middagene, for der lægges op til, at man klæder sig om, så man matcher de hvide duge, blomsterne, gastronomien og al den umage, som kokkene og serveringspigerne gør sig.
  • For dårligt gående: Trapperne er smalle og stejle på kanalbådene, så turen kan ikke tilrådes, hvis man er meget dårligt gående. De kan dog forceres med forsigtighed, og man kan vælge kahyt, så brugen af trapper minimeres. Erfaringerne er fra M/S Juno, men er nok ikke stort anderledes på hendes kolleger, M/S Wilhelm Tham fra 1912 og M/S Diana fra 1931.
  • Tur til hovedstaden: Giv jer tid til at se Stockholm før eller efter turen. Byen er vidunderligt smuk. Det samme gælder nok også Göteborg, men Sveriges hovedstad er exceptionel med sin beliggenhed på de mange øer og alt det meget vand indimellem.

Vandvejen gennem Frisland

3 råd til rejsen

  • Husk praktisk beklædning: Tag det praktiske, afslappede tøj med og vær beredt på al slags vejr, også regn. Gode sko til gåturene og et par selskabelige ting til middagene, for der lægges op til, at man klæder sig om, så man matcher de hvide duge, blomsterne, gastronomien og al den umage, som kokkene og serveringspigerne gør sig.
  • For dårligt gående: Trapperne er smalle og stejle på kanalbådene, så turen kan ikke tilrådes, hvis man er meget dårligt gående. De kan dog forceres med forsigtighed, og man kan vælge kahyt, så brugen af trapper minimeres. Erfaringerne er fra M/S Juno, men er nok ikke stort anderledes på hendes kolleger, M/S Wilhelm Tham fra 1912 og M/S Diana fra 1931.
  • Tur til hovedstaden: Giv jer tid til at se Stockholm før eller efter turen. Byen er vidunderligt smuk. Det samme gælder nok også Göteborg, men Sveriges hovedstad er exceptionel med sin beliggenhed på de mange øer og alt det meget vand indimellem.

Rejsen dertil

  • Fly eller tog til Stockholm eller Göteborg senest dagen før. Skibet sejler kl. 09.00.
  • Hele pakken med transport til og fra Danmark kan købes hos 65-Ferie eller Scandinavian Cruise Center.
  • www.gotacanal.se kan du læse om de forskellige kanalrejser og priser, som ikke er i den billigste ende. Foruden denne klassiske rejse fås den lille på to dage, ”Lilla kanalresa” fra Motala til Söderköping, ”Från kust til kust” på ligeledes fire dage og den seks dage lange ”Stora Sverigeresan”.

Jyllands-Posten Explorer var inviteret af 65-Ferie

Götakanal

  • Selve Götakanal er 190 kilometer lang og blev gravet ud og etableret mellem 1810 og 1832.
  • 58.000 soldater gravede 300.000 kubikmeter sten og jord ud i tre meters dybde og omkring 14 meters bredde. Kanalen starter ved Mem, som man først kommer til om natten efter en dags sejlads fra Stockholm. Her går man ind i den første af kanalens 58 sluser, men i alt er der 66 på rejsen.
  • M/S Juno og de andre både holder til ved Packhuskajen 10 midt i Göteborg.

Guide til en sejlerferie i den vestsvenske skærgård

06-09-2015: Vi har lagt fra kaj og fundet formidable ruter, der giver dig cremen af en god skærgårdsoplevelse på Sveriges vestkyst. Læs artikel

Guide til et krydstogt til St. Thomas i Caribien

07-02-2015: Den tidligere danske koloni St. Thomas anløbes hvert år af over 400 store krydstogtskibe, og øens hovedby Charlotte Amalie er en af klodens mest besøgte krydstogthavne. Læs artikel

Guide: Oplev Åland på cykel

20-02-2014: Gennem flere århundreder gik den vigtigste postvej mellem Sverige og Finland over Ålandsøerne i Den Botniske Bugt. I dag lægger færgerne mellem de to lande fortsat til i Åland, og der er mange gode grunde til at stå af her og leje en cykel. Explorers udsendte har udvalgt et par håndfulde. Læs artikel

Guide til naturen på Barbados

13-10-2013: En ældre excentrisk gartner har skabt en formidabel botanisk have på Barbados. Haven er værd at besøge både på grund af indholdet og skaberen selv. I det hele taget byder den frodige caribiske ø på en smuk natur og spændende dyr. Læs artikel

Guide: Få varmen på Kullen

21-04-2012: Halvanden time fra København ligger et dramatisk og eksotisk urfjeld og kalder på handling. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...