Find mere om:
Guide til et krydstogt med Hurtigruten langs.. | rejser.guide.dk

Luksusversionen af kedsomhed

De tidligere post- og godsskibe fra Hurtigruten sejler i dag turister op og ned langs Norges idylliske og barske kyst. Undervejs kan du studere det rige fugleliv, få et adrenalinkick eller bare døse hen i en tilstand af ren og skær ingenting.

Norge er notorisk kendt for at have nogle af de smukkeste fjorde i verden. Sneklædte bjergtinder, rustikke fiskehytter og golde klipper pryder landskaber og gør sejlturen til en sand fornøjelse. Vi er nord for polarcirklen og ombord på et af Hurtigrutens skibe, der skal sejle os fra Tromsø til Kirkenes og retur med en masse indlagte stop undervejs.

Vi er på MS Vesterålen, der er en af Hurtigrutens mindste skibe. Det er et charmerende skib, og ikke som de konventionelle færgelignende krydstogtskibe, men bærer i stedet præg af at være et gammelt fragtskib. Skibets størrelse gør, at man hurtigt kommer til at genkende hinanden ombord, da det er de samme mennesker, man møder dag ud og dag ind. De får også hurtigt deres egne navne, som ”fransk hattedame”, ”den glade tysker”, og der går ikke længe, før alle går og smiler indforstået til hinanden – vi er en del af det her sammen. Man kan hurtigt bedømme, hvem der er de rutinerede krydstogtpassagerer. De står forrest i køen til restauranten og har købt et halsbånd til nøglekortet, så det altid er lige ved hånden, så de derved kan komme først til og fra borde. Man skal nemlig bippe sig selv ud, når man forlader skibet, så personalet kan holde styr på passagererne.

Livet som søulk

Det begynder godt. Afsejlingen fra Tromsø og nordpå giver et smukt indblik i, hvad der er i vente de næste fire dage. Brede fjorde, omkranset af sneklædte bjerge og små farverige træhuse. Kahytten er, som kahytter nu en gang er. Spartansk indrettet. Men med alt, hvad man kan få brug for.

Men på et punkt adskiller den sig drastisk. Der er en nordlys-knap, som man kan slå fra og til, alt efter om man vil vækkes, hvis der opstår nordlys.

B972217731Z.1_20160218152021_000+GPDRBDIP.2-0.png

Det er ren idyl at være ombord. At stå der på dækket med den stride vind lige i ansigtet og indsnuse den salte duft af havet kombineret med olien fra skibet er en sært livsbekræftende oplevelse. Undervejs ser vi indtil flere kongeørne, hvilket ikke er så underligt, for mere end halvdelen af Europas bestand af disse ørne lever i Norge. Vi sejler forbi minimale samfund, hvor man kan se tre hytter på et gigantisk område. Vi er virkelig kommet til Udkantsnorge, hvor man kan tale om at have langt til nærmeste nabo. Undervejs gøres holdt ved små pittoreske fiskerbyer, hvor skibet får forsyninger og rejsende står af og på. De lokale står klar på kajen og vinker til os ombord. Det er hovedsageligt unge drenge, der skal se det store skib lægge til. Der er så meget at se, når man sejler der langt oppe bag Norges kyster.

Populære rejsemål i den tredje verden

Men allerede hen mod slutningen af dag to begynder begejstringen for de små ting at svinde, og skønheden mister nyhedsværdien. Lydens af mors stemme runger i hovedet: Det er sundt at kede sig. At kede sig ombord på et smukt skib i smukke omgivelser er luksusversionen af at kede sig, men ikke desto mindre er det kedeligt. Efter at have læst to bøger, gennemgået skibskiosken minutiøst to gange og skrevet postkort til dem derhjemme, er det heldigvis tid til den lækre aftensmad.

På fuglesafari med rollator

Sejlturens første udflugt går til miniøen Gjesværstappan, som kun er beboet af fugle. Rigtig mange fugle. Øen ligger ud for Margerøya, som er hjemsted for bl.a. Nordkapp, der betragtes som Europas allernordligste punkt. De lokale fortæller dog, at det er Knivkellodden, der er nordligst og ligger hele 1.600 meter mere mod nord end Nordkapp med sin karakteristiske globus.

Turen til Gjesværstappan går på tværs af Margerøya, hvor sneen ligger tungt. Langs vejene ser vi utallige rensdyr. Hvert år bliver 5.000 rensdyr sejlet til øen, hvor de tilbringer sommeren, fordi de ikke bryder sig om sommervarmen længere mod syd. På Margerøya er sommertemperaturen mellem 10 og 15 grader, så det passer rensdyrene perfekt.

B972217731Z.1_20160218152021_000+GPDRBDI9.2-0.png

Gjesværstappan ligger ud for byen Gjesvær, der indtil år 1900 var den rigeste fiskeby i Nordnorge. I dag er der kun 120 indbyggere tilbage. Et par af de gamle fiskere har omdannet deres fiskekuttere til turistbåde, der sejler ud til Gjesværstappan på fuglesafari. Sådan en båd er vi med. Der går lidt tid, før vi får lagt fra land, for turens ældste deltager skal lige have rollatoren med ned af den smalle rebstige. Der er generelt mange med, som med lethed kan få seniorrabat i bussen. De fleste kommer fra Frankrig og Tyskland, men også canadiere har sneget sig med ombord.

»Vi har vores egne bjerge og masser af sne derhjemme, men der er noget anderledes ved de norske landskab. Det er mere råt og brask, og det er der noget meget dragende ved. Jeg kan sidde på dækket forevigt og kigge på landskaberne, vi sejler forbi,« fortæller en mand fra Vestcanada.

B972217731Z.1_20160218152021_000+GPDRBDJ2.2-0.png

På ski i polsk eventyrland

Og han har ret, for de sneklædte bjerge ud mod fjordene har et meget barskt udtryk, som ikke ses andre steder.

Trods manglende ornitologisk interesse viser turen sig at være ganske fornøjelig. Vi er omgivet af fugle konstant. Den mest hyppigt forekomne er også den mest bedårende. Den lille lunde-fugl, der også går under det mere folkekære navn søpapegøjen på grund af sit store, højorange næb, synes at være over det hele. Derudover er der utallige lomvier, der ligner en stor flyvende pingvin – og måger. Hundrede efter hundrede af store, hvide måger. Guiden fortæller, at der flyver mere end en million fugle omkring os. Det er svært at forstå, at tallet kan være så stort, hvilket både er fascinerende og foruroligende på én og samme tid.

Aflyst på grund dårlige hofter

Alle på skibet er pensionister – eller tæt derved. Det betyder også, at der er mange porøse knogler ombord på skibet. Det resulterer desværre i, at alle de mere aktive aktiviter bliver ”kansellert”, fordi hverken kajakroning i Tromsø Fjord eller ATV-safari ved den russiske grænse egner sig til gigtplagede håndled eller nyudskiftede hofter. I stedet kommer der et tilbud om at køre i bus ud til den russiske grænse og spise morgenmad ved Nordkapp. Det er bestemt også nogle fine oplevelser – dog væsentligt mindre adrenalinprægede.

Hurtigruten har den seneste tid forsøgt at ændre firmaets profil, for de ønsker ikke at blive sammenlignet med de store, hvide krydstogtskibene, der sejler i de samme fjorde. I stedet vil de gerne tilbyde ekspeditionsrejser og polareventyr, men indtil videre lader det ikke til, at Hurtigrutens gæster har opdaget denne transformation.

B972217731Z.1_20160218152021_000+GPDRBDJE.2-0.png

Det var oprindeligt meningen, at formiddagen skulle gå med ATV-safari ved den russiske grænse, hvor vi skulle fræse rundt på de firhjulede motorscykellignende maskiner. Da der kun er en tilmeldt, aflyses turen. Men turleder-Svein tilbyder en bustur fra Kirkenes til den norsk-russiske grænse i stedet. Alle bliver krydset af på listen over deltagere, og det bliver endnu engang hurtigt klart, at der kun er én person på turen, der er under 65 år. Aktiviteten er også derefter. Bussen parkeres på en rasteplads et par 100 meter fra den russisk-norske grænseovergang ved Storskog. Det er vitterligt en rasteplads, men som den gode turist kommer kameraet frem og skiltene med de kyrilliske bogstaver bliver foreviget. Bag den stærkt bemandede grænsestation er der rigtig, rigtig mange træer. Det er begyndelsen på den russiske taiga, der fortsætter helt til Stillehavet og indeholder en tredjedel af hele verdens træer.

Interessen for skiltene og grænseovergangen daler hurtigt blandt busturisterne, for på den anden side af vejen ligger en lille souvenirhytte, hvor der sælges babushka-dukker, norske sweatre, køleskabsmagneter med dronning Sonja og kong Harald og postkort med Putin-portræt. Det er første gang i flere dage, hvor der er mulighed for at bruge penge. Souvenirhytten er en lille, rød træhytte på omkring otte kvadratmeter. Uden for hytten er der kun det mest nødvendige: en sparkstøtting, en trillebør, en græsslåmaskine, en sneplov og lidt tørfisk, der hænger til tørre oppe under taget. Alle komponenter, der vidner om en beliggenhed, der kræver, at man er rustet til meget omskiftelige vejrforhold.

Grydelåg og norske flag

Tilbage på skibet er alt som det plejer. Bortset fra at der nu er kommet et enkelt barn ombord. Han bruger det meste af tiden på at holde sin iPhone i strakt arm over hovedet – i håb om at de magiske prikker, der indikerer at der er signal på telefonen, begynder at lyse.

Hen under aftenen sker der noget. Turleder-Sveins stemme lyder over de skrattende høj-talere, først på klingende norsk, så engelsk og til sidst tysk. Alle bedes indfinde sig på skibets bagbord.

»Flag og hvide vimpler vil blive udleveret i receptionen«.

Nogle af gæsterne har tydeligvis oplevet dette fænomen før og suser mod receptionen med spændte smil på læberne. Nogle af os andre trisser, en smule skeptiske, mod bagbord med kamera i hænderne. For der skal tydeligvis ske noget vildt.

Tokyos bjergrige bagland

Det viser sig at være mødet med Hurtigrutens skib, der er på vej den modsatte vej. Både MS Vesterålen og kollegaen Polarlys tuder og brøler i hornene, mens skibene passerer hinanden. Imens skriger og hyler de ombordværende gæster i begejstring, mens de vinker entusiastisk med deres flag og stofstykker med armene højt over hovedet.

En del af køkkenpersonalet er også mødt op med grydelåg fra køkkenet og hamrer og trommer løs. Det er en infernalsk støj. Det er en meget underlig oplevelse, og der er ikke andet at gøre end at læne nakken tilbage og skraldgrine.

Tre råd til rejsen

Tilmeld dig nogle af de udbudte ekspeditioner undervejs. Dog er der risiko for aflysning, hvis ikke der er nok tilmeldte. Spørg derfor i receptionen, hvilke der er populære eller sørg for at være en flok, der tilmelder jer sammen.

Tag stilling til, hvad det er, du gerne vil opleve i den norske natur. Er det midnatssol, skal du f.eks. først afsted fra slutningen af maj og fremefter. Er det nordlys, skal det være før maj. Nogle af aktiviteterne kræver naturligvis sne, så det skal du også tage med i beregningerne.

Ved du, at du er tilbøjelig til at blive rastløs, så medbring rigeligt med læsestof, spil, musik, eller hvad der får dig igennem dagen. For der er mange lange stræk på ruten, hvor der ikke sker andet, end det du selv finder på.

Hurtigruten

Hurtigruten sejler fra havne hele vejen op langs Norges kyst. Den mest sydlige er Bergen, og den nordligste er Kirkenes.

Man vælger selv, hvor mange dage man ønsker at være ombord, og priserne varierer derefter.

En fire dages tur, som den fra Tromsø til Kirkenes og retur koster 2.856 kr. pr. person i foråret. Priserne varierer efter årstiden.

Priserne på dagsudflugter koster alt fra 269 kr. til 2.548 kr.

Rejsen dertil

SAS og Norwegian forbinder lufthavnene København og Billund med Tromsø med en mellemlanding i Oslo.

Rejsen varer ca. fire timer, mellemlanding inklusiv, og prisen begynder ved 820 kr. one way.

Husk, at når du flyver indenrigs i Norge, skal du hente bagagen ved bagagebåndet og tjekke ind igen. Det er en fast procedure, som mange overser og på den måde bliver kufferterne forsinkede. Det gælder kun ved indenrigsflyvninger.

B972217731Z.1_20160218152021_000+GGIRAUP7.1-0.png 

Guide til krydstogt langs Norges kyst

10-02-2015: Børnene vil have poolplaskeri og is. Familiens voksne vil også gerne opleve noget. Et krydstogt til Fjordnorge skulle forene ønskerne, da tre generationer holdt sommerferie sammen. Læs artikel

Guide: Næste stop Nordpolen

30-09-2011: Vi har Ishavet næsten for os selv fra Reykjavik til Svalbard, men møder også hvalrosser. Læs artikel

Nyhed: Lang færgetur skaber optimisme

24-06-2011: Den norske turistbranche håber, at en fem dage lang tv-udsendelse betyder flere turister. Læs artikel

Guide til fjeldtur i Jotunheimen

17-06-2011: Det smukke Jotunheimen i Norge er en blanding af fjeld, sol, frisk luft og god fjeldmad. Læs artikel

Nyhed: Der er koldt på toppen af Norge

14-09-2009: Tag med på jagt efter spækhuggere, de sort-hvide dræbere, og på havørne og fiskespise i buffeten. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...