Find mere om:
Guide til krydstogt langs Norges kyst | rejser.guide.dk

Norges fjorde set fra en flydende forlystelsespark

Børnene vil have poolplaskeri og is. Familiens voksne vil også gerne opleve noget. Et krydstogt til Fjordnorge skulle forene ønskerne, da tre generationer holdt sommerferie sammen.

Wauw, det er det smukkeste landskab, jeg nogensinde har set,« siger moster og nipper til morgenkaffen.

Alle de voksne i selskabet nikker.

Det er svært ikke at blive overvældet af synet, når vinduerne i restauranten på 9. dæk går fra gulv til loft:

Udenfor rejser de norske fjelde sig – med gletsjere på toppen, træer ned ad skråningerne og utallige vandfald, der fosser ned i det grønblå fjordvand. Et sted ligger hele syv vandfald skulder ved skulder, deraf navnet De Syv Søstre. Sceneriet er den Unesco-beskyttede Geirangerfjorden.

»Ej, er der vafler med chokolade?«

Syv-årige Alberte har fået øje på sin fars tallerken fra buffeten med sprøde, nybagte vafler og chokoladesovs.

»Det var der altså ikke, da jeg kiggede. Mig også have,« griner hun og er væk.

Chokolade i stride strømme slår alligevel en norsk fos …

Krydstogtet er en tur for tre generationer: mormor og morfar, moster med Magnus (12 år) og Sigrid (ni år), mor og far med tre børn, Alberte (syv år), Mads (fem år) og Carl (to år).

Ferieformen er valgt for at bygge bro over generationernes ønsker – ungerne vil plaske i en pool og spise is, de voksne ønsker mere end badeoplevelser. Med tre pools og fri softice om bord skulle det kunne lade sig gøre på turen, der i tillæg til Geiranger går til bl.a. den gamle hansestad Bergen og Oslo.

Af de godt 2.800 passagerer på Costa Luminosa, der er en del af det italienske rederi Costa Cruises, ses mange familier – ca. 10 pct. af gæsterne er børn, oplyser rederiet.

Legeplads på toppen

»Se, en båd,« udbryder lille Carl med stritfinger.

Han sidder med næsen fladmast mod ruden, og det er lige før, vi voksne gør det samme. Efter morgenmaden har alle rykket stolene fra bordet og sidder vendt mod panoramaudsigten – fjeldet og fjorden, hvor solen får vandet med småskibe og cruiselinere til at funkle.

»Fantastiske klippesider,« konstaterer morfar: »Man kan se de geologiske lag og fornemme, hvordan de er presset sammen. De skulle være skabt for cirka 400 mio. år siden.«

Læser du med fra mobilen, så se flere billeder her.

Han peger lagene ud for de større børnebørn.

»Hvor er det dog smukt! Jeg vil rykke rundt og drikke min morgenkaffe forskellige steder,« fastslår mormor.

Et gråhåret, amerikansk ægtepar ved nabobordet indskyder:

»I må altså også op på promenadedækket; udsigten deroppefra er spectacular!«

B971885583Z.1_20150129175052_000+G50ILTAA.1-0.jpg

Det behøver de ikke sige to gange. Ungerne, der nu sidder med næsen i deres iPads, hopper for at komme af sted. På 10. dæk er ikke bare promenadedækket, men også en legeplads med rutsjebaner og legehuse – indhegnet af højt glas, så forældrene kan slappe af.

Et ton kunst i lobbyen

På krydstogtets første fulde dag er der udsyn til hav, hav og atter hav, mens Costa Luminosa skyder sig gennem Nordsøen. Det lyder måske kedeligt, men ikke når man har et helt krydstogtskib at udforske – skibet på i alt 17 dæk føles som en by i sig selv. Hjertet er lobbyen, hvor en buttet damefigur i sortmalet bronze med sine 910 kg er et billede på det overflødighedshorn af sager, krydstogtskibe af i dag har med. Skibet, der er dekoreret med marmorgulve og glitrende lysekroner og f.eks. har et teater i tre dæk i stævnen, vejer 92.600 tons. Og så er det langtfra et af de største, faktisk bare i medium-klassen.

»Hun gør det, som det handler om, når man er på cruise«, funderer Alberte stående i en glaselevator med udsyn til damen, der ligger på maven og nærmest vipper med tæerne.

»Hun slapper af, og hun har vist fået rigtig meget i buffeten!«

En dag inde i rejsen står det klart, at buffeten er en attraktion i sig selv. Allerede ved indtjekning er den åben – og det er den hver dag fra kl. 7 til midnat med alt fra klassisk morgenmad, over grill- og pastaretter, et stort udvalg af frugt, eftermiddagste med kager til pizza- og burgerbar. Nemt med børn, men også garant for ekstra feriekilo. Ikke mindst med seks retters a la carte-menu i restauranten hver aften.

En flydende forlystelsespark

Så er der shopping-arkaden med alt fra dyre ure, lædervarer, smykker og flakoner med de nyeste dufte til vikingehjelme i plastik med påsyede, blonde fletninger. Ungerne prøver løs.

B971885583Z.1_20150129175052_000+G50ILTCS.1-0.jpg

»Skal jeg ikke fotografere dig og dine bambini med vikingehjelme,« smiler den italienske ekspedient, også selv om vi ikke lægger an til at købe noget.

Hun er en af ca. 1.000 ansatte om bord. Statistisk giver det en ansat per tre gæster, og det mærkes – aldrig er vi ude af kahytten, før sengene er redt, og håndklæderne arrangeret som zoo-dyr.

Vi finder kasinoet, hvor børnene bliver bedt om at gå og i stedet hygge sig i den tilstødende, men lige så neonblinkende ”virtual world” med f.eks. racerspil – mod betaling. Det kan hurtigt blive dyrt.

På øverste dæk tager Magnus et par runder på løbebanen. Vi finder en putting green til golfere – lige noget for vores golfglade mormor, der allerede har lokaliseret en golf-simulator. Vi finder også fitnesscenteret med bl.a. kondicykler med havudsigt og gratis timer på f.eks. udstrækningshold og rygtræningshold. Lige ved siden af ligger børneklubben – meget praktisk. Her er også spaen: En kvinde i vinrød kittel inviterer på rundtur i en verden af afslapningsbrikse i træ og vægge beklædt med perlemorsmosaikker. Ud af højttalerne flyder dæmpet panfløjte, egentlig helt unødvendigt som afstresning med vuet ud over vandet – havudsigten i sig selv virker beroligende, men det gør spa-damens ord ikke:

»Det er vigtigt at bestille tid her de første dage, for der bliver lynhurtigt booket op.«

»Åh, hvad med en fælles tid til pedicure, så kan vi jo sludre, imens vi får fine sommerfødder,« foreslår den ene mor den anden.

Spa-damen finder en fælles tid. Den bliver lige klemt ind kl. 8 på en af turens sidste dage.

Vi slutter rundturen ved den overdækkede pool. Nogle hopper i, andre sidder i cafe- eller liggestolene med bøger og kaffe. Ungerne plasker rundt i det opvarmede vand, og ingen har travlt med at komme op. Det skulle da lige være i et af boblebadene. De er godt nok kun for over 16-årige, formaner en ansat, men mange børn bruger dem alligevel …

Salsa og oste-quiz

På en storskærm over bassinet glider billeder af stavkirker og fosser forbi – teasere for anløbsbyerne. Der er f.eks. fiskemarkedet i Bergen, kongeslottet og den nybyggede opera i Oslo.

Med ét lyder salsamusik i højttalerne, og Costa-folk opfordrer til at deltage i danseundervisning på dækket – en af dagens mange events. Skibets avis, hver dag leveret i kahytten, orienterer. Tidligere på dagen har der været timer i italiensk og pizzabagning, senere er der et Swarovski-modeshow og en quiz om ost. Hver aften er der levende musik i barerne – fra klassisk til dj-leveret. Pyha, der er mange muligheder, og faktisk er en uge alt for lidt. Der skal jo også være tid til at gå i land.

B971885583Z.1_20150129175052_000+G50ILTF5.1-0.jpg

I Geiranger vandrer familien op langs elven. Den brager, så man dårligt kan snakke og er et godt billede på, hvorfor nordmændene har så megen ren energi, at de kan eksportere. I Bergen bliver det til en byvandring i den ældste bykerne fra hansetiden og den hvide bydel opført efter branden i 1702. Ungerne synes, det kildrer i maven at tage den kendte kabelbane, Fløibanen, og se byen fra oven. I Kristiansand, kendt for de retvinklede gader anlagt af Christian IV efter romersk forbillede, shopper mødrene, og mormor og morfar besøger Kristiansand Domkirke, en af Norges største. Opholdet i Oslo er kort, men giver lejlighed til en bustur til bl.a. den nye opera og kongeslottet. Bortset fra kaffe og is bliver alle måltider spist på skibet: Buffeten lokker, når 10 bananer i supermarkedet koster 100 norske kr. (90 danske kr.).

De større byer føles bedst at besøge. Her glider man mest ind i byens liv, modsat de små som Geiranger (ca. 250 indbyggere) og Flåm (ca. 450 indbyggere), hvor det kan være svært at få øje på de lokale. En bonde i Flåm havde fået nok og på sine plastikindpakkede halmballer skrevet »NO CRUISE SHIPS«. Andre havde på fjeldet skrevet denne hilsen på flere sprog: »Hvilket aftryk efterlader du dig i verden?«

Bedst og værst

Tilbage på skibet melder spørgsmålene sig. Hvad har været bedst – og værst – på turen? Ungerne er ikke i tvivl, da snakken går en af de sidste feriedage: Værst var sikkerhedsøvelsen. Der lød syv korte og en lang hyletone, og så skulle man pronto finde sin redningsvest i kahytten og mønstre på dæk.

»Jeg ved godt, det ikke var rigtigt, men jeg kunne ikke lide det,« siger Alberte.

Mormor nikker:

»Den slags får en til at tænke på tragedien med det andet Costa-skib, Costa Concordia.«

Vi drejer samtalen over på det bedste:

»Showene hver aften. Især det, hvor en mand fra publikum blev klædt ud som baby,« griner Alberte.

Kusine Sigrid snakker om den aften, hvor dresscoden var hvid, og der var fest ved poolen med is-skulpturer og lys i vandet.

»Jeg har været så mange nye steder,« funderer Magnus.

»Naturen,« er vi voksne enige om.

Mads vil gerne lige skære igennem:

»Det var sjovest på skibet. Vi behøvede ikke stå af. Skal vi ikke lade være med det næste gang?«

Rejsen dertil

  • Turen med rederiet Costa er et ugelangt cruise med afrejse og hjemkomst i København. Der er anløb i Hellesylt (2 timer), Geiranger (7 timer), Flåm (10 timer), Bergen (9 timer), Kristiansand (6 timer) og Oslo (5 timer).
  • Prisen var ca. 8.000 kr. per voksen og 1.400 kr. pr. barn ifølge med en fuldt betalende voksen. Det inkluderer fuld forplejning – dvs. buffet hele dagen og seks retters a la carte-menu i restauranten hver aften. Drikkevarer – ud over vand, mælk, juice og kaffe i buffeten – er oveni.
  • Afrejsen var fra Københavns nye krydstogtkaj, Oceankaj. Det er muligt at tage dertil med offentlig transport, men rejser man med børn, som ikke kan hjælpe med bagagen, er det mest bekvemt med bil. Der er p-pladser i det fri – et alternativ kan være taxa eller en aftale med et firma, som f.eks. Just Drive, der for 680 kr. afhenter bilen på kajen ved afrejse, kører den i p-anlæg og kommer med den igen ved hjemkomst.

3 råd til rejsen

  • Sodavand, øl, vin og drinks er ikke inkluderet, men skal tilkøbes – evt. som all inclusive. Det er en god idé at vente til rejsen og se, om det kan betale sig med all inclusive. Costas dagspris for all inclusive var 23,5 euro (175 kr.) per voksen og 15 euro (112 kr.) per barn.
  • Med flere tusinde gæster om bord er det på mange skibe nødvendigt at spise aftensmad i flere hold – typisk et hold ved 18-tiden og et ved 21-tiden. Sig til rejsebureauet, hvad der er bedst for jeres familie, når I booker.
  • Rejser I med mindre børn, er det en god ide at planlægge egne udflugter, når skibet er i land. Sightseeing med højt informationsniveau på flere sprog og en stram tidsplan er ikke altid lykken for de mindste, og regningen løber let op med turpriser på 50-120 euro (375- 900 kr.) pr. deltager.

Krydstogtets historie

1839: Samuel Cunard fik eneret på transport af post over Atlanten.

1840: Cunard Line lancerede Britannia, en transatlantisk overfart, der også medbragte passagerer – blandt andre Charles Dickens.

1881: Dampskibet Ceylon blev forvandlet til historiens første krydstogtskib med rejser til bl.a. De Kanariske Øer, Middelhavet, de norske fjorde og Caribien.

1907: Oceandamperen Mauretania fik Blue Riband, som det beholdt til 1924 – et hædersbevis til det hurtigste skib over Atlanten.

1930’erne: Forbudstiden i USA skabte fænomenet booze cruise, da spiritus og gambling blev forbudt på land.

1935: Rederierne konkurrerede om at have de fineste skibe, f.eks. byggede franskmændene Normandie, der havde vinterhave med eksotiske fugle om bord.

1940: Med Anden Verdenskrig blev de glamourøse skibe malet grå og brugt til transport af soldater.

1970’erne: Masseluftfarten fik mange rederier til at gå konkurs. Der fandtes stadig rejsemål, der ikke kunne nås med kommercielle flyruter, men kun med skib, f.eks. Caribien.

1977: Tv-serien ”Love Boat” startede og boostede branchen gennem sine ni sæsoner.

1988: En ny æra begyndte med Royal Caribbeans Sovereign of the Seas, der rummer 2.276 gæster – den størrelse, krydstogtskibe har i dag.

Kilde: Bl.a. ”Krydstogt” af Iwein Maassen

Guide til et krydstogt med Hurtigruten langs Norges vestkyst

19-02-2016: De tidligere post- og godsskibe fra Hurtigruten sejler i dag turister op og ned langs Norges idylliske og barske kyst. Undervejs kan du studere det rige fugleliv, få et adrenalinkick eller bare døse hen i en tilstand af ren og skær ingenting. Læs artikel

Guide: Næste stop Nordpolen

30-09-2011: Vi har Ishavet næsten for os selv fra Reykjavik til Svalbard, men møder også hvalrosser. Læs artikel

Nyhed: Lang færgetur skaber optimisme

24-06-2011: Den norske turistbranche håber, at en fem dage lang tv-udsendelse betyder flere turister. Læs artikel

Nyhed: Canada i Hemsedal

23-12-2009: Med Alpin Lodge er der gået Canada i Hemsedal, der udbygger sin plads i toppen blandt de bedste norske alpin-områder. Læs artikel

Nyhed: Vildt og hårdt - men med komforten i orden

06-11-2009: Sundhed - og god samvittighed - er nye krav til danskernes rejsemål. Og så vil vi godt være aktive, meget aktive, bare der står en gourmetmiddag og venter, når dagen er omme. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...