Find mere om:
Nyhed: I Skagen er der højt til loftet | rejser.guide.dk

Nyhed: I Skagen er der højt til loftet

Byen er et af de mest populære steder at være turist i sommerperioden. Det gør byen til et menneskefyldt kræmmermarked. Men man kan også finde fred og ro flere steder - ikke mindst i Kandestederne på Hjorths Hotel.

Der er så meget at nå i Skagen, der er så mange mennesker, man bare skal se.

Var det ikke Casper Christensen, der gik der? Nå var det Palle Huld? Var han ikke også med i en birolle i ”Langt fra Los Angeles” - nå hed det Las Vegas? Pyt - han tæller på kendiskontoen! Jamen der er bare så meget, der skal nås.

Der er Grenen, der er kunstmuseet - den der malerfamilie, var det nu Ancher med ch eller med k? Pæne farver i øvrigt.

Ja, man vil jo så nødigt dumme sig. De har også et hus, vi bare skal se.

Der er fiskerestauranten på havnen, solnedgangen i Gl. Skagen, hvor Lacoste-trøjen selv ikke i lyserødt falder igennem, og det er helt o.k. at klappe af solen, når den går ned. Ja, men det manglede da bare, og de lokale smiler så åbenlyst, når man gør det.

Jo, der er bare så meget at nå i Skagen.«

Eller er der?

Vi vælger selv.

Og vælger man ikke at nå ret meget, træffer man et godt valg.

For naturen i og omkring Skagen er ikke alene et besøg værd - den er hele turen værd.

Den rå natur

Der er højt til loftet - i bogstaveligste forstand. Nyd himlen, den synes uendelig. Skagensmalerne elskede den, og det forstår man.

Selv i højsæsonen kan man finde ro.

Man behøver ikke at stille sig i kø for at trække et nummer til gågaden, der i højsæsonen minder om sommermylder i Nyhavn gange to - eller gange tre, når der lige er ankommet en ny turistbus.

En lille sviptur ud til Nordstranden med direkte kontakt til et unikt og råt naturområde, der når helt op til Grenen, kan bringe én i kontakt med sig selv og ikke andre.

Der er også den lidt undervurderede sandmile, der ligger ved østkysten nogle få kilometer før Skagen. Og efter at der er blevet lukket, for at man kan køre helt ned til milen og skal gå ca. en km for at nå den, er der yderligere dømt turistbusfrit område.

Er der andre, hilser man pænt og nyder naturen og den fabelagtige udsigt til Skagen.

Men et af de mest unikke og på nogle måder oversete områder er Kandestederne, der ligger ved vestkysten knap 15 km fra Skagen.

Diskret spredt bebyggelse

Kandestederne ligger måske lidt isoleret, men det er bl.a. isolationen, der er attraktionen.

Der er såmænd mange sommerhuse, men de er spredt diskret rundt i det bakkede landskab, som var de resultatet af en nøje gennemtænkt byplanlægning.

Der er mest gamle sommerhuse, heraf mange med græstag, så de på lang afstand kan forveksles med en klit med kant.

Midt i dette ligger Hjorths og Kokholms Hotel få hundrede meter fra hinanden - i gåafstand fra Vesterhavet midt i naturen.

Og for at det ikke skal være løgn, ligger en af Danmarks flotteste og unikke naturfænomener, Råbjerg Mile, i baghaven. Rent faktisk går man direkte fra terrassen på hotellet ind på den imponerende sandmile.

Ét hotel, to navne

Hjorths og Kokholms hoteller hører sammen og drives som ét hotel.

Stedet emmer af det, som Skagen var engang, før byen om sommeren blev forvandlet til et støjende kræmmermarked, nemlig stil, klasse og muligheden for fordybelse.

Allerede når man træder ind i gårdhaven, fornemmer man, at der ikke er tale om et almindeligt hotel. Havemøblerne står skødesløst rundt omkring i haven.

»Parasoller - det bruger vi ikke her,« som forpagteren af hotellet, Peter Jensen, udtrykker det.

Peter Jensen er uddannet pilot, men har nærmest altid været i hotelbranchen, og han slapper efter eget udsagn af fra sit job som HR-chef i Cimber Sterling, når han er på arbejde i Kandestederne.

Dog har han overladt ansvaret for den daglige drift til Joan Sørensen, der ved et tilfælde også har rødder i pilotbranchen.

Og pilotens punktlighed og systematik fornægter sig heller ikke.

»Vi har et bryllup i aften, så vi vil gerne vide, om I vil spise kl. 18 eller 19.45,« lyder det ved indtjekningen.

Vi venter, for vi skal da lige ned og samle appetit ved Vesterhavet, der ligger få meter derfra.

Ingen middag uden kartofler

Og man har brug for al den appetit, som man kan samle sammen, når man spiser på Hjorths Hotel. Maden er god grænsende til gourmetmad, men grænsen overskrides ikke, og det er bevidst ifølge Peter Jensen.

»Det skal ikke være topgastronomi. Det skal være godt, og jeg har insisteret på, at der skal være kartofler til alle hovedretter. Gæsterne skal være mætte,« forklarer han.

Slagnummeret i restauranten er da også en stegt rødspætte med nye kartofler, tranebær og smørsauce. Hvor svært kan det være?

Dyreste hovedret koster 235 kr., dyreste forret 118.

Vinkortet er - vistnok - ret omfattende. Når jeg skriver »vistnok«, skyldes det, at jeg ikke altid behøver længere foredrag om, hvad vinbonden og hans kone hedder, præcist i hvilken lille fransk by han kommer fra, og hvor mange minutter hans druer ligger ekstra i tanken.

Vinvalget kan man trygt overlade til Joan Sørensen og de andre i restauranten.

Ingen har travlt

Stemningen i restauranten er afslappet, og på et tidspunkt får nogle nysgerrige gæster ved et bord at vide:

»Sig mig, har du snart flere spørgsmål - hvis du har, er jeg nødt til at købe en bog.«

Der grines en del i restauranten, der er holdt i lyse farver med gamle indrammede tegninger på væggene og diskrete møbler.

Trods den gammeldags stil er der ikke meget, der vender forkert. Man aner igen pilotens sikre hånd. Bordene står i lige rækker, der er god plads mellem dem, så ”kabinepersonalet” uhindret kan arbejde og servere.

Ja, i tilfælde af en ”nødsituation” vil alle kunne forlade lokalet uden at støde ind i hinanden.

Nu er der ingen gæster, der har travlt med at forlade denne ”kabine”. Dertil er stemningen og maden ganske enkelt for god.

Selv en aften, hvor et yngre ægtepar har to små børn med, er der ro. Parret tillader så heller ikke, at deres børn råber, løber rundt eller smider med maden.

Og det sætter både Peter Jensen og Joan Sørensen pris på.

Målgruppen er så absolut par - unge som ældre. Bedst udtrykt med konceptet ”Forkæl eller plej dit parforhold”, der foruden hotelophold indebærer morgenmad og trerettersmenu.

Begge har registreret, at mange par »næsten alle går med hinanden i hånden«, som Joan Sørensen udtrykker det.

Udsigt i flere formater

Værelserne i Hjorths hotel er de originale fra slutningen af 1800-tallet, i flere tilfælde med møbler fra dengang. Ikke alle har eget toilet, men alle har til gengæld en formidabel udsigt enten til milen eller til den lille gårdhave, der er hotellets samlingspunkt.

På Kokholms Hotel er værelserne mere traditionelle med nyere inventar og er helt "up-to-date". Men udsigten er der stadig, og værelserne er indrettet i respekt for den gamle stil.

Fælles for begge hoteller er, at de er vedligeholdt både ind- og udvendigt på et niveau, der kan give enhver parcelhusejer dårlig samvittighed.

Igen slår piloten til, og det griner de ansatte lidt af.

Peter Jensen har indført begrebet ”logbog”. I den skal de ansatte skrive, når de opdager et problem. Det kan være en løs skrue eller en defekt bruser. Når problemet er løst, streges der over.

Der er ét tv på hele hotellet. Det står i den opholdsstue, der har terrasse og vender direkte ud til Råbjerg Mile.

Det overvejes, om der skal være fjernsyn på værelserne.

Lad det blive ved overvejelserne. Udsigten udenfor er langt bedre.

Den udsigt er både i bred- og højformat, og opløsningen er perfekt.

Jo, der er højt til loftet i Kandestederne.

3 gode og dårlige ting ved rejsen

Plus:

  • En unik beliggenhed i et af Danmarks mest naturskønne områder.
  • Hotellet oser af charme og er meget velholdt.
  • Maden i restauranten er i topklasse.

Minus:

  • Kandestederne kan synes at ligge lidt isoleret i forhold til indkøbsmuligheder.
  • Hotellet er ikke egnet til teenagebørn eller mindre børn. Børnefamilier kan dog leje en ferielejlighed i forbindelse med hotellet.
  • Der er pæn afstand til Skagen.

Priser

Højsæson:

  • Fra den 19. juni til den 16. august: Dobbeltværelse uden bad/toilet 995 kr., med bad/toilet 1.195 kr.

Lavsæson:

  • Fra den 4. april til den 19. juni samt fra den 17. august til den 30. september: Dobbeltværelse uden bad/toilet 895 kr., med bad/toilet 995 kr. Enkeltværelser 775 kr. både i høj og lavsæson.

Nyhed: Fanø i regn og rusk

15-10-2009: Vadehavsøen gav os et fjernt kig på hundreder af sæler og en skøn strandtur i vindbiler. Og dårligt vejr er til at bære, når man kommer hjem til et badeland med varme boblebade Læs artikel

Nyhed: Tåsinge - idyl og drama

19-04-2011: Tåsinge har meget at tilbyde sine besøgende - ikke mindst det imponerende Valdemars Slot. Læs artikel

Nyhed: Danmarks værn mod østblokken

25-06-2010: På Koldkrigsmuseet Stevnsfortet kan man opleve en underjordisk verden, som den så ud i 1900-tallets sidste halvdel, hvor Den Kolde Krig delte Europa. Læs artikel

Nyhed: Smagen af Danmark

19-05-2010: Lolland-Falster er et af de steder, hvor der er ved at samle sig en lokal madkultur. Explorer har forsøgt at smage sig gennem landsdelen. Læs artikel

Nyhed: Samsø uden for sæsonen

31-03-2010: Man føler dig lidt som oplevelsesrejsende, når man besøger Samsø i ydermånederne. Det bakkede landskab med får, fasaner og råvildt er altid en lokkende tumleplads for børnene. Bagefter kræver det stor snilde at finde et åbent frokoststed. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...