Find mere om:
Guide til Boa Vista i det østlige Kap.. | rejser.guide.dk

Guide til Boa Vista i det østlige Kap Verde

Boa Vistas flotte resorter er populære rejsemål for amourøse vandhunde og ambitiøse windsurfere. De største oplevelser ligger dog i verden uden for resortets komfortable rammer.

No stress,« siger de lokale med et smil, men umiddelbart kunne det faktisk se ud, som om windsurfer-paradiset Boa Vista har tabt pusten.

Store skilte langs vejen mellem lufthavnen og sydkysten reklamerer for kommende kæmperesorter langs de skønne sandstrande på øen, der ligger i det østlige Kap Verde.

»Opening 2015,« proklamerer de optimistisk, mens kranerne står helt stille.

I den ene rundkørsel – øen har to, en i hver ende af den største vej – peger et vejskilt i retning mod lufthavnen. Men asfalten slutter 10 meter senere. I stedet kører busser og taxaer ad en grusvej, som har set bedre dage.

Baggrunden for stilstanden er, at Boa Vistas sydeuropæiske investorer og bygherrer mangler finanser til hoteller og infrastruktur.

B97481558Z.1_20131223214532_000+GQM9AI4N.1-0.jpg

Boa Vista er ellers ren afslapning. Hvert år strømmer tusindvis af skandinaviske og andre europæiske turister til øen for at nyde hinanden, varmen, vandet og vinden. Formålet med ferien er først og fremmest at slappe af, slippe af med virkeligheden, slippe væk fra hverdagen og slippe af sted med at lave ingenting.

Og Boa Vista har det, der skal til, for at daseferien bliver en succes: overdådige resorter, indbydende strande og sommer hele året.

Indbyggerne på Boa Vista tager tilsyneladende også tingene ganske roligt. Man kører i højre side af vejen ... eller venstre, hvis man foretrækker det, og når to biler mødes, afgør en stirrekonkurrence, om man kører den ene eller den anden vej om hinanden. Når taxaen er bestilt og aftalt til at komme klokken tolv, kommer den klokken tolv … eller halv ét, hvis chaufføren lige er ved at spise frokost.

En spansk armada

De største resorter, som rent faktisk er opført på Boa Vista, er Karamboa ved hovedbyen Sal Rei og Touareg ved stranden Santa Monica. Med henholdsvis 750 og 881 værelser kunne man frygte, at de to resorter ville ligge som visuelle fækalier på stranden. I virkeligheden er de meget diskrete. Begge resorter er bygget med inspiration fra sandslotte, hvilket ses tydeligt, blandt andet i de afrundede former og sandfarvede facader. Karamboa og Touareg tilhører begge den spanske hotelkæde RIU, som omfatter over 100 hoteller med flere end 3 mio. gæster om året, især i Spanien og Caribien. Og man mærker med det samme, at de to resorter er i kyndige hænder.

B97481558Z.1_20131223214532_000+GQM9AI77.1-0.jpg

Når du træder ind på det blankpolerede marmorgulv i den kølige lobby, er det som at træde ind i en anden verden – en verden, hvor en kampklar, spansk armada af stuepiger og havemænd, servitricer og bartendere, kokke og tjenere, livreddere og massører, instruktører og entertainere diskret serverer din foretrukne longdrink, rengør de enorme pools, fjerner ethvert sandkorn fra din solvogn og generelt får resortet og opholdet til at fungere lydefrit.

Alting kører så smurt som kæden på cykelholdet Festina i de gode, gamle epo-dage.

Alt er lagt til rette for gæstens velbefindende og underholdning. Men før eller siden har du smagt alle retter i buffeten, drukket alle cocktails fra menuen, fået masseret alle lemmer, svømmet i alle pools og oplevet alle shows. Da er det, at trangen til at udforske verden uden for resortet måske melder sig.

Star Tour arrangerer flere udflugter på øen med dansk- eller svensktalende guide. Den mest populære er rundturen på den sydlige del af Boa Vista.

Turen går i jeeps forbi et keramik-værksted i Rabil, hvor du kan købe mere eller mindre vellykkede souvenirs, forbi den søvnige landsby Povoação Velha, hvor souvenir-butikkerne ligger side om side, forbi mini-ørkenen Vianna med det bløde og kølige sand, som kommer fra Sahara, og den slutter ved stranden Santa Monica, som siges at være Boa Vistas bedste.

Eventyret findes på vandet

Men for at være helt ærlig: Intet på turen fremprovokerer større følelser end: »Så gik der tid med det.« Konklusionen må være, at øen ikke har det helt store at byde på inde på land.

I stedet må du betragte den smukke slutning ved Santa Monica-stranden som begyndelsen på nye eventyr. Boa Vistas største aktiv, ud over klimaet, er nemlig vandet.

Mulighederne for vandhunde er nærmest lige så uendelige som strandene. I hvert fald, når det grønne flag blafrer i vinden. Du kan sejle kajak. Du kan snorkle. Du kan windsurfe. Og du kan kitesurfe ... faktisk er Boa Vista et hot spot for windsurfere og kitesurfere fra hele verden, som elsker den stabile vind omkring øen.

Er du ikke allerede rutineret vandhund, kan du lære teknikken og låne udstyret på strandene ved Karamboa og Touareg.

Smagløs buffet

Buffeterne på Karamboa og Touareg er store og flotte, umiddelbart imponerende, men ikke noget, der hverken teaser eller pleaser smagsløgene på et kulinarisk møgforkælet madøre, der handler i Irma og spiser på gourmet-bistroer og gastro-pubber.

Resultatet af besværlige og begrænsede forsyninger af ingredienser? Eller et misforstået og mislykket forsøg på at tilfredsstille nordiske og britiske smagsløg på en og samme tid? Svært at svare på, men kokken har tilsyneladende besluttet, at maden skal smage af næsten ingenting ud over langtidsholdbare mejeriprodukter og syntetiske sødemidler.

Vil du have rigtig mad, må du ud. Eller rettere: Ind. Til Sal Rei.

B97481558Z.1_20131223214532_000+GQM9AHU1.1-0.jpg

De lokale fiskere fanger friske tunfisk og blæksprutter fra deres kulørte træbåde, og bønderne høster lækre, solmodne grønsager fra de tørre marker på øens bakker, så man kan naturligvis sagtens spise godt på Boa Vista.

For eksempel på restauranten Porton Di Nhos Ilha ved havnen. Her kan du ikke bare nyde øens enkle retter, du kan også selv lære at lave den kapverdianske specialitet Cachupa – ka-tju-pa udtales det. Retten består mest af bønner tilsat søde kartofler, sprøde grønkål, den eksotiske rodfrugt maniok og en nævefuld paprika samt røget kød, hvis det skal være luksus-udgaven.

Når retten har simret færdig i den store gryde, serveres frokosten. Om det er solskinnet på tagterrassen og den blide brise fra havet, om det er den lokale vin, eller om det bare er de solide råvarer og den langsomme tilberedning ... det er umuligt at skelne, men godt smager det.

Turens højdepunkt

Kap Verde rummer dog større oplevelser end den velsmagende cachupa, hvis du er indstillet på en potentielt turbulent flyvetur i en lille propel-maskine. Turen går over øerne Maio og Santiago til vulkanøen Fogo.

Fogo er portugisisk for ild, og øen fik det passende navn i 1680 efter et voldsomt vulkan-udbrud, som kunne ses fra alle naboøerne.

Rundturen på Fogo begynder i hovedbyen São Filipe, en klassisk koloniby med farvestrålende bygningsfacader, snævre stræder, solrige pladser, duftende markeder. Derfra snirkler og snørkler, knirker og knager bussen sig ind mod midten af Fogo, op mod toppen af vulkanen.

Motoren lyder mere og mere anstrengt, som bussen nærmer sig kanten af krateret, og pausen ved indgangen til nationalparken er vist velkommen. Her er der gode muligheder for at tage turens bedste billede: toppen af vulkanen Pico do Fogo, der med sine 2.829 meter over havet er Kap Verdes højeste punkt.

Men turen slutter ikke på kanten, den fortsætter videre ned gennem en lava-sort ørken – krateret er 9 km i diameter, og væggene er 1 km høje.

Overraskende landsby

Langs vejen står spredte grupper af grønne buske. Det er marker, fortæller guiden, inden bussen ankommer til turens største overraskelse: landsbyen Chã das Caldeiras.

Omkring tusind mennesker bor simpelthen nede i vulkan-krateret. De bor i huse bygget af lava-sten, uden vandforsyning, uden strømforsyning. De lever først og fremmest af at dyrke vin, kaffe og bønner i den mineralholdige jord. Og de lever under den konstante trussel fra den stadig aktive vulkan. Seneste større udbrud skete i april 1995, hvor landsbyen måtte evakueres.

Turen, som den arrangeres af Star Tour, varer en dag, men er du frisk på en vandretur til toppen af vulkanen og en aften med ægte lokal kolorit, kan du med fordel snuppe en overnatning i Chã das Caldeiras, inden du snører støvlerne.

B97481558Z.1_20131223214532_000+GLR9BPN7.1-0.jpg

En smagssag

Boa Vista er fuld af kontraster. Mellem diskret service-personale og direkte souvenir-sælgere. Mellem renskurede, flotte shows og småbeskidte drenge med ukuleler. Mellem de enorme, internationale buffeter og det enkle, lokale køkken. Mellem resortets kølige marmor og vulkanens brændende lava. Mellem sikkerheden i solvognen og risikoen for udslettelse. Livet på resortet. Livet i verden udenfor. Det er som nat og dag. Og det er på én gang tiltrækkende og frastødende, at de ligger side om side. Hvert år strømmer tusindvis af europæiske turister til Kap Verde og Boa Vista for at nyde hinanden, varmen, vandet og vinden. Flertallet vælger det første, det sikre, livet på resortet. Hvilken version af Boa Vista du foretrækker, er naturligvis en smagssag.

Fire råd til rejsen

  • Boa Vista ligger i Atlanterhavet små 600 kilometer vest for Afrika og omkring 1.800 kilometer nord for Ækvator. Boa Vista er den tredjestørste ø i øgruppen Kap Verde. Kap Verde blev en selvstændig stat i 1975, og øriget med omkring 500.000 indbyggere fordelt på 9 af de 13 øer betragtes som det politisk mest stabile land i Afrika.
  • Indbyggertallet på Boa Vista er omkring 15.000, hvilket er en voldsom stigning siden år 2000, hvor kun omkring 5.000 mennesker boede på øen. Flertallet af de nye indbyggere er flyttet til sammen med turismen.
  • Den oprindelige befolkning er kreoler, en smuk blanding af portugisere og afrikanere som opstod, da Kap Verde var en portugisisk koloni og blev brugt som mellemstation for slavetransporter. Mange af tilflytterne kommer fra det afrikanske fastland, især fra Senegal.
  • Boa Vista er portugisisk og betyder god udsigt. Der er da også mere eller mindre permanent udsigt til blå himmel. Det regner en smule en enkelt dag hver måned, og dagtemperaturen ligger mellem 24 og 29 grader.

Kap Verde: Nyt charterparadis

LÆS MERE OM Kap Verde PÅ GUIDE.DK

4 råd til rejsen

  • Boa Vista ligger i Atlanterhavet små 600 kilometer vest for Afrika og omkring 1.800 kilometer nord for Ækvator. Boa Vista er den tredjestørste ø i øgruppen Kap Verde. Kap Verde blev en selvstændig stat i 1975, og øriget med omkring 500.000 indbyggere fordelt på 9 af de 13 øer betragtes som det politisk mest stabile land i Afrika.
  • Indbyggertallet på Boa Vista er omkring 15.000, hvilket er en voldsom stigning siden år 2000, hvor kun omkring 5.000 mennesker boede på øen. Flertallet af de nye indbyggere er flyttet til sammen med turismen.
  • Den oprindelige befolkning er kreoler, en smuk blanding af portugisere og afrikanere som opstod, da Kap Verde var en portugisisk koloni og blev brugt som mellemstation for slavetransporter. Mange af tilflytterne kommer fra det afrikanske fastland, især fra Senegal.
  • Boa Vista er portugisisk og betyder god udsigt. Der er da også mere eller mindre permanent udsigt til blå himmel. Det regner en smule en enkelt dag hver måned, og dagtemperaturen ligger mellem 24 og 29 grader.

Rejsen dertil

  • Star Tour er det eneste danske charterrejseselskab med Boa Vista på programmet. Boa Vistas stabile klima tiltrækker turister året rundt, men Star Tour bruger øen som vinterrejsemål. Sæsonen starter i midten af oktober og slutter i midten af april.
  • Billigste mulighed er det to-stjernede Hotel Boavista, som ligger centralt i Sal Rei og koster fra 10.776 kr. per uge for to voksne.
  • Du kan læse mere om Kap Verde og Boa Vista på: www.startour.dk/rejse/kap-verde
  • Flyrejsen fra Billund eller Kastrup går via en kort mellemlanding på Tenerife til Sal Rei på Boa Vista. Flyrejsen tager otte-ni timer. Trods den relativt lange afstand slipper du helt for problemer med jetlag, Boa Vista har nemlig kun to-tre timers tidsforskel fra Danmark. Resorterne Karamboa og Touareg ligger henholdsvis 5 og 30 minutters bustur fra lufthavnen.

Jyllands-Posten var inviteret til Boa Vista af Star Tour

Havskildpadder

  • Kap Verdes sandstrande – især dem på Boa Vista – er blandt verdens vigtigste ynglepladser for havskildpadder. Hver sensommer kravler 12-15.000 hunskildpadder op på strandene for at grave en rede og lægge deres æg i det bløde sand. Et par måneder senere klækker æggene, og de mange skildpaddeunger kribler og krabler ned til deres naturlige element: bølgerne.
  • Synet er rørende, men skildpadderne er truet, først og fremmest af lokale, som ulovligt stjæler æggene eller slagter skildpadderne, men også af hotellerne, som lægger beslag på en stadig større andel af øens sandstrande. Turismen er dog også med til at sætte fokus på beskyttelsen og bevarelsen af havskildpadderne.
  • Siden 2007 har organisationen Turtle Foundation – sammen med myndigheder og frivillige hjælpere – arbejdet for at redde havskildpadderne. Helt konkret indhegnes og markeres rederne, så ingen kommer til at træde på dem, mens de vigtigste strande overvåges for at begrænse tyverier og slagtning.
  • Du kan læse mere om Turtle Foundation og arbejdet med at redde Kap Verdes havskildpadder på: www.turtle-foundation.org

Guide til vandreture på Kap Verde

29-11-2011: For nogle er Kap Verde afslapning og badeferie. For andre er det strabadserende vandring i storslået natur. Læs artikel

Guide: Nøøøøj, det er Nuuk

21-07-2011: Med konkurrence på flyruterne er Grønlands hovedstad blevet et overkommeligt rejsemål. Læs artikel

Guide: Djerba - en afslappet oase

11-06-2011: Den tunesiske ø Djerba byder på lækre hoteller og resorts med masser af aktiviteter. Læs artikel

Nyhed: Puddersne hos mormonerne

20-10-2009: Deer Valley i Utah er kåret som Nordamerikas bedste skisportssted af verdens største skiblads læsere. Explorer har besøgt stedet, der er dejligt, men dyrt. Læs artikel

Nyhed: Slap af i San Diego

20-10-2009: Californiens oversete storby har et fremragende strandliv, et behageligt klima, et hyggeligt bymiljø og nogle fortrinlige museer. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...