Guide: Med dromedarerne i drømmeland

Hhhrk, hrrrrrrhk!!«

Beduinerne bag rattet får motoren til at brokke sig højlydt, og jeepens voldsomme ryk kaster os pludselig frem mod førerhuset. Det gælder om at holde godt fast i hat, solbriller og børn, hvis man ikke vil ende med at få et par buler med hjem som souvenirs, når man kører i arabisk jeepkonvoj.

[Fakta-2]

Men udsigten fra den hakkende bil sender hurtigt tankerne tilbage i drømmeland, og følelsen af at være et lille menneske opslugt at en natur så øde og så smuk, at den næsten tager pusten fra en, vender straks tilbage.

De knejsende, deforme klippeformationer og det uendelige tæppe af rødt sand er så betagende, at der skal mere end et par bump til at ødelægge øjeblikket. Faktisk er de med til at forstærke autentiteten i oplevelsen.

»Kører stærkt,« konstaterer den etårige datter, mens farmands arme klemmer lidt ekstra om hende. Hendes femårige storebror sidder storsmilende ved siden af sin mor overfor. Det her er eventyr for hele familien.

Vi sidder på ladet af en lettere udslidt jeep på vej gennem Wadi Rum. Et prægtigt ørkenområde i Jordan, cirka 60 kilometer fra kystbyen Aqaba. Det er sidst i oktober, og temperaturen rammer omkring 30 behagelige grader. Besøger man Wadi Rum i juni eller juli, kan varmen snige sig helt op på 50 grader, mens det i december og januar kan ryge ned omkring de fem grader. Der er udsving i ørkenen.

I dag luner solen dog dejligt tilpas, og der blæser en frisk, varm vind. Nok til at lave en sandstorm, hvis der ikke var faldet en omgang sjælden regn et par dage før, der holder sandet bedre på plads.

Udsigt over ørkenplaneten

”Månedalen” kalder man også Wadi Rum på grund af de særlige, klippeformationer og øde vidder.

Desværre betyder måneligheden ikke, at man er vægtløs. Det erfarer vi på den hårde måde, da vi indleder et kapløb med de andre jeeppassagerer op ad en sandbakke, der konstant sluger ens fødder og forvandler lægge og lår til tunge blylodder.

Børnene i gruppen er heldige. De holder sig bedre oven sande og overhaler grinende flere af de prustende voksne på vej mod toppen af ørkenen.

Udsigten er alle anstrengelserne værd. Et landskab, der vitterligt får en til at spekulere på, om man befinder sig på Jorden, Månen eller måske nærmere Mars. Klipper skabt med en fantasi, som kun naturen ejer, og de små, lave buske er det eneste, der bryder ørkensandets smukke, røde farve.

Hjulsporene fra turen har lavet penselstrøg i sandet og afslører den noget zig-zaggede tur, som chaufføren tog os på.

Det var her i disse betagende omgivelser, at den britiske officer Thomas Edward Lawrence, bedre kendt som Lawrence of Arabia, havde base, da han og araberne planlagde den arabiske revolution, der endte med, at ottomanerne blev smidt på porten.

Den barske natur bag de høje klippeformationer udgjorde det perfekte gemmested og forsvarsbastion. Senere udgjorde selvsamme Wadi Rum også det smukke filmset, da skuespilleren Peter O’ Toole for 50 år siden udødeliggjorde Lawrence of Arabia i storfilmen af samme navn.

»Skal vi ikke se, hvor hurtigt vi kan løbe ned ad bakken?« lokker moderen, og få sekunder efter kan man kun se ryggen af en ivrig femårig, der drøner ned ad sandpisten.

[Fakta-1]

Charme, snavs og lækker udsigt

Det er knap 100 år siden, at briterne og araberne med udgangspunkt i Wadi Rum jagede ottomanerne ud. I dag tager Jordan med kyshånd imod gæster udefra. Der bliver satset stort på turisme i og omkring Aqaba, hvor nye bygninger mange steder skyder op fra den golde jord.

Vi har indkvarteret os på et af de mange, store, flotte hoteller, der ligger helt centralt ned til Det Røde Hav. Fra den private strand kan man skimte Israel i vest og Saudi-Arabien i øst.

Det er et perfekt udgangspunkt til både at holde badeferie, opleve byen og tage på udflugter til eksempelvis Wadi Rum eller Petra – eller hvis man er klar på en lidt længere rejse – Israel eller Det Døde Hav.

Det lækre, luksuriøse liv med frokostservering på liggestolene, de glinsende pools og velklædte tjenere er ren nydelse, men den virkelige verden uden for de dyre mure tegner et andet billede af Jordan, der drager lige så meget. Byen Aqaba ligger kun nogle hundrede meter væk, så vi skuffer de ivrige taxachauffører ved hotellets indkørsel og tager turen på henholdsvis korte og lange ben.

Byen ligger smukt med vue ned over Det Røde Hav, men ud over den elegante Al-Sharif Al Hussein Bin Ali-moské, er det ikke klassisk skønhed, der stråler fra Aqaba.

Butiksfacaderne krakelerer, træværk skriger på Gori og store, bare grusområder popper op, hvor der i andre byer ville være parker.

Mens vi bevæger sig rundt i gaderne mellem kjortelklædte mænd og kvinder i niqab og hører kald til bøn fra moskéen, bliver vi ramt af byens helt særlige charme. Nye opdagelser hele tiden i byen, der huser omkring 100.000 indbyggere, der for de flestes vedkommende tager varmt imod turisterne. Der er noget trygt og lunefuldt ved Aqaba.

Guld, geder og grøntsager

Byen er inddelt i markeder. Der er kødmarkedet, hvor de slagtede dyr hænger råt og brutalt for åbent skue. Gedehoveder hænger fra loftet som perler på en snor og rækker til børnenes morskab tunge af os, som nåede de en sidste hån på dødslejet.

Kort derfra viser en storsmilende mand stolt sin krydderisamling frem og lokker os indenfor med et lille glas beduin-te.

Der er grøntsagsmarkeder, hvor lastbilslade bliver brugt til at præsentere kendte og ukendte frugter og grøntsager i store mængder. Guldmarkedet, hvor man kan købe ringe og kæder i forskelligt design.

Sælgerne er overraskende tilbageholdende og slet ikke så udfarende og insisterende, som man ser det mange steder i eksempelvis Nordafrika. Faktisk er de så tilbageholdende, at det er svært overhovedet at få lov at prutte om prisen. Tingene koster som regel, hvad de koster.

Til gengæld får ungerne tonsvis af gratis kram, kys og pludselige kildeture af butiksejere, tjenere og helt tilfældigt forbipasserende. Specielt vores datter er i høj kurs med sit lange, lyse hår, som åbenbart giver hende filmstjernestatus. Helt glemt er Lawrence of Arabia lokker ikke.

Det resulterer i mange og lange fotosessioner, hvor begejstrede jordanere på skift poserer med hende for at kunne vise det skandinaviske vidunder til venner og familie.

[Citat-1]

Vingesus i Petra

Det vidunder, vi bl.a. er kommet for at se i Jordan, hedder Petra. Denne oldhistoriske by, der lå gemt som en velbevaret hemmelighed i tusinder af år, før en schweizisk eventyrer genopdagede den i 1812. Byen står nu på Unescos verdensarvsliste og er et af Mellemøstens allerstørste turistmål.

Det mærker vi også straks, da vi ankommer efter en forførende flot tur ad King’s Highway øde stræk. Overalt står folk klar til at sælge t-shirts, kasketter, armbånd, kamelture, hesteture og meget, meget andet. Men da først vi er forbi det første stræk med souvenirboder, begynder eventyret at åbne sig.

For at komme ind til hjertet af Petra skal man igennem en to kilometer lang kløft, der ligger smukt mellem røde, stejle klipper. Det er en guidet tur, og historien om nabatæerne, der skabte byen omkring 170 år f.kr., og synet af vandkanaler og indgraverede gudebilleder er fascinerende.

For voksne.

Ungerne er for små til at mærke historiens vingesus blafre i den varme luft, og det ender med, at de hopper i en hestevogn med deres mor og kører i forvejen med en fartglad beduin bag tøjlerne.

Tilbage i kløften snævrer de høje røde klipper sig længere og længere, indtil der sidst ikke er mere end nogle få meter mellem de to klippesider.

Og dér fremme i mellemrummet for enden, hvor kløften munder ud, troner Skatkammeret frem.

Hugget ind i klippen med nabatæernes håndkraft for tusinder af år siden, står det som fuldstændigt uberørt frem i al sin pragt, mens de velankomne børn sidder og leger med sand foran det.

Det ene store gravkammer efter det andet troner frem i klipperne på imponerende vis, og man forstår, hvorfor stedet blev brugt som kulisse for fiktionseventyreren Indiana Jones’ sidste korstog.

Ganske enkelt imponerende.

Da vores eget eventyr en uge senere er ved vejs ende, og kufferten bliver pakket på hotelværelset, lyder der et dybt suk fra den femårige nu knap så blege turist.

»Far, hvorfor skal vi ikke bo i Jordan lidt længere?«

Hans forældre tænker det samme.