Find mere om:
Pandekager om morgenen - pizza til aften | rejser.guide.dk

Pandekager om morgenen - pizza til aften

All inclusive-konceptet er praktisk for børnefamilien. Risikoen ved den nemme adgang til mad og drikke er dog, at man let fristes over evne.

Det sædvanlige?«

Den vandkæmmede tjener Muhammed i poolbaren står allerede med hånden nede i fryseren, da Christian, Frederikke og Mathias punktligt indfinder sig på barstolene i vandet. Det er middag, og isbaren er lige åbnet.

De nikker, og han fordeler vanille-, chokolade- og jordbæris. Man kender vel sine stamkunder.

All inclusive-opholdet på Hilton Sharks Bay i Sharm el-Sheikh har for de tre søskende udviklet sig til en bred satsning på det velafprøvede - og det velsmagende.

Således står den på pandekager til morgenmad. En del sodavand og is hen over dagen. Og pizza til aftensmad. Efter få dage må vi erkende, at vi med valget af all inclusive i Egypten har bevæget os langt væk fra kostpyramiderne.

Børnene vælger i stor stil deres livretter, mens vi voksne går efter de spændende lokale og internationale retter - uden smålig skelen til madens sundhedsmæssige værdi. Danske myndigheders kostråd a la ”seks om dagen” og ”højst 21 om ugen” synes så uendeligt fjerne. Vi er på ferie.

En daglig sundowner, mens mørket sænker sig over poolen, og ungerne får sig en sidste dukkert, er for eksempel ikke at foragte. For ikke at tale om drinken efter aftensmaden.

Morgenmaden står i skærende kontrast til hverdagens havregryn med mælk og sukker.

Børnene samler croissanter, kager, boller og brød på tallerkenen. Specielt er restaurantens toastbrød en succes. Ungerne muntrer sig med at sende skiverne gennem den store toastmaskine - to gange, for så bliver brødene ristet perfekt. Efter lidt brød og yoghurt skynder de sig hen til kokkene, der bager pandekager formet som hjerter med en Amors pil igennem, som bamser, fodbolde osv.

Økonomisk overblik
Alt - måltider, drikkevarer og tilmed hotellets styrketræningsfaciliteter og aerobic-lektioner med mere - er inkluderet i prisen. Det giver økonomisk overblik, og man er lykkeligt fri for indkøb, madlavning, opvask og overvejelser om, hvor man eventuelt skal spise ude. Det sætter man pris på, når man rejser med børn, der først registrerer, at de er sultne, når maven knurrer.

Her går vi til bords, når vi er klar. De forskellige retter præsenteres i lange buf-feter - seks-syv varme retter efterfulgt af fire-fem forskellige former for garniture - grøntsager, ris, kartofler. Dertil kommer en buffet med kolde retter og salat samt en velassorteret dessertbuffet med flotte kager, is og frugt.

Børnene kan se retterne og vælge, hvad de har lyst til. En gevinst, som vi for alvor forstår at sætte pris på efter en aften på restaurant i forlystelsesområdet Naama Bay.

Hjemme bedst
For det første går der hen ved et kvarter, før vi får lov til at bestille på restauranten. Derefter må vi vente en halv time, inden maden bliver serveret.

I det tidsrum har de sultne børn allerede beklaget sig adskillige gange, og da maden, som er udvalgt efter et menukort, endelig kommer, er den ikke som beskrevet.

Ganske vist er det billigt at spise ude i Egypten, men pengene er alligevel givet dårligt ud, når børnene levner det meste og konkluderer, at de hellere ville have spist ”hjemme”.

Den lidt mere upersonlige betjening står også i skærende kontrast til charmerierne på hotellet. Alle på hotellet - tjenere, gartnere og rengøringsmanden - blinker til ungerne, niver dem i kinderne og vil vide, hvad de hedder, og hvor gamle de er.

Tjeneren Ali i restauranten har et særligt godt øje til Frederikke. Da hun opgiver at spille kostbar og til sidst afslører, at hun er 9 år, viser det sig meget belejligt, at Ali kun er 10 år, og så kan de jo sagtens være kærester. Det må Frederikke dog blankt afslå, og Ali ser nu skiftevis såret og ulykkelig ud, når hun dukker op.

Sparet tid og besvær
Vores rengøringsmand forvandler hver dag håndklæderne til fantasifulde dyr, sejlbåde og blomster, og ungerne kvitterer ved at lægge tegninger til ham - og lidt drikkepenge.

Og det bør man huske. Selv om vi stort set ikke har haft pungen oppe af lommen på hotellet, sørger vi afslutningsvis for at give en skilling til det personale, som ugen igennem har opvartet os.

Vores konklusion er, at all inclusive ganske vist som udgangspunkt koster ekstra, men at det er utroligt praktisk og i sidste ende en økonomisk fordel. Skulle vi have betalt for en daglig frokost og middag på restaurant, ville det have kostet os mere end all inclusive-tillægget.

Dertil kommer alle de drinks, øl, is og sodavand, som vi i ugens løb har sat til livs. De har sådan set været gratis.

Mest sætter vi nu pris på al den ekstra tid, vi har fået foræret, til at foretage os en masse andet, mens vi er på ferie. Det, og at vi ikke skulle bekymre os om noget som helst, har absolut været den største gevinst.




Rejsen dertil

  • Adskillige danske rejsebureauer har Sharm el-Sheikh på programmet, hvoraf Atlantis Rejser er det største med ugentlige afgange fra både Billund og København året rundt. Flyvetiden fra København er omkring fem timer.

Klima

  • Temperaturen i Sharm el-Sheikh er perfekt i oktober-november og marts-april. Der kan være meget køligt om aftenen i december-februar, mens dagtemperaturer omkring 40 grader ikke er usædvanlige i sommermånederne.

Nyhed: De bedste tricks til rejsen med børn

13-04-2010: Man kan få sin sag for, når man skal rejse med et umuligt og grådkvalt barn. Få tips og råd om, hvordan man bedst rejser med sit barn her. Læs artikel

Nyhed: Ferie med 'det hele' hitter

28-10-2009: 'All Inclusive' konceptet, hvor mad og drikkevarer i døgnets 24 timer er inkluderet i feriens pris, er på tre år blevet den helt store trend i charterbranchen. Læs artikel

Nyhed: Ferie med alt inklusive

20-10-2009: Lommepenge er ofte den store ubekendte, som kan sende feriebudgettet i vejret. Derfor er interessen for all inclusive-ferier vokset under finanskrisen. Læs artikel

Nyhed: Der er penge at spare på skiferien

21-09-2009: Få 22 pct. rabat på hytteferien, eller hold familieferie i Alperne med all inclusive, liftkort og skileje for 8.000 kr. Finanskrisen har gjort det billigere at komme på skiferie. Læs artikel

Nyhed: Rejser "med det hele" hitter

09-09-2009: Danskerne vælger i stigende omfang chartertilbud, hvor "det hele er med". Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...