Find mere om:
Guide til Rømø rundt på cykel | rejser.guide.dk

Guide til Rømø rundt på cykel

For enden af en ni kilometer lang dæmning ligger Rømø med landets mindste skole, hvalfangerens gård, brede sandstrande, Mærsk-familiens kirkebænk, gravsten med historier – og tidevand.

B971960454Z.1_20150423163325_000+GBBKOEKJ.1-0.jpg

Der er næppe et fnug at se på Vorherres blå palet, da jeg triller over Rømødæmningen i lune varmegrader denne dag. I grel kontrast til dengang for godt 50 år siden, da en kammerat og jeg med vinden i snuden og regnen piskende forcerede de 9,2 km over til vadehavsøen.

Vi nåede dyngvåde frem med vores tungt læssede cykler og fik det lille lånte telt rejst, men ak, et gabende hul øverst i teltdugen betød, at vi med hængemuler måtte låne campingfatters telefon og bede om afhentning per automobil.

Sådan bliver det ikke denne gang. Solen skinner på smult vande og slår smut mellem slikgårdene langs dæmningen. Disse gårde har ikke noget med guf at gøre, men var et led i landind-vindingen. Slikgårde er store firkantede områder på vaderne, der indhegnes med risknipper mellem pæle, på den måde dæmpes vandbevægelsen og det materiale, der bliver ført ind med højvandet, bundfælder sig hurtigere.

B971960454Z.1_20150423163325_000+GBBKOEIA.2-0.png

Rømødæmningen er i sig selv en seværdighed og på to hjul en sand fornøjelse (cykelsti i begge sider). Den blev åbnet i 1948, og 10.000 biler suser over asfalten på sommerens store badedage. Jeg vil dog ikke nøjes med et hop i bølgen blå, men vil en tur øen rundt.

Rømø, 700 indbyggere på 130 kvadratkilometer, er en af de små perler i Vadehavet, der går fra Ho Bugt i nord og til Den Helder i Holland. Det specielle ved Vadehavet er tidevandet – forskellen mellem høj- og lavvande – og på Rømø får man syn for sagen. Der er seks timer og et kvarter mellem højvande og lavvande, det ene øjeblik er der land, så langt øjet rækker, en god håndfuld timer senere er der vand, så langt man kan se.

Da jeg har lagt dæmningen bag mig og har land under fødderne, drejer jeg til højre mod det nordlige Rømø, mod Juvre og Nørreland. I Toftum, lige før jeg når til Kommandørgården, ligger Danmarks første og mindste skole.

Placeret i kanten af en mark, syner den lille stråtækte rødstensbygning ikke af meget. Den vil dårligt kunne huse en børnefamilie i dag – hvordan har man nogensinde kunnet få proppet 40 poder ind i de trange lokaler? Og i dag hyler man op, hvis der er over 25 i klassen.

Skolen blev taget i brug i 1784, beboerne skillingede sammen for at få rejst bygningen, 153 rigsdaler og tre skilling. Foruden den lavloftede skolestue – på størrelse med et børneværelse i et moderne parcelhus – var der et lille tørverum og en åben forstue. Skolestuen var forsynet med et langbord midt i lokalet og bænke langs siderne, og der blev fyret op i en bilæggerovn.

Læreren, som regel en pensioneret kaptajn, blev betalt direkte af forældrene, enten som løn eller i form af naturalier. Desuden spiste læreren på skift sin varme mad hos forældrene. Drengene medbragte tørv og lyng til opvarmningen, og pigerne gjorde rent i lokalerne efter dagens lektioner. Fattige forældre kunne indskrive deres børn som ”halve” og ”kvarte” og dermed mindre betaling, de allerfattigste fik deres skolegang betalt af de øvrige forældre. Sådan gik der 90 år, i 1874 flyttede undervisningen til nyere lokaler.

Velstående slægtsgård

Der er større vingefang i Kommandørgården, der ligger lige nord for den lille skole og med fin udsigt over Vadehavet. Kommandørgården er en af Rømøs gamle, velstående slægtsgårde. Fra omkring år 1600 har gården været ejet af samme familie, den er gået i arv gennem 12 generationer.

Syv arkitektur-perler i skyggen af turistmagneterne

B971960454Z.1_20150423163325_000+GBBKOEHT.2-0.jpg

Nu er den under Nationalmuseets vinger, den er restaureret, og der er gratis adgang. De nuværende bygninger er fra 1749. Rømø havde adskillige kommandørgårde. Navnet hentyder til de kommandører (det hollandske ord for kaptajner), der i 1600-tallet og i begyndelsen af 1700-tallet havde kommandoen på store hvalfangerbåde, som var på lange hvaltogter og handelsrejser i Nordatlanten. Op til 50 kaptajner fra Rømø var på farten, de tjente kassen og investerede deres rigdom på fødeøen i overdådige boliger.

Når man træder ind ad den grønmalede trædør, står man i rum med kunstnerisk udsmykkede paneler, hollandske kakler og finurligt træskærerarbejde. Kommandørens møbler og kister er velbevarede, man kan næsten se ham sidde og bappe på langpiben i de smagfulde stuer og glæde sig til næste togt.

I laden findes skelettet af en kæmpe kaskelothval, så man får fornemmelsen af, hvad kaptajnerne var oppe mod, når bølgerne gik højt. Skulle sulten melde sig, kan gårdens café byde på frokost og hjemmebag – eller man kan spise sine egne medbragte beskøjter.

Hvad er nu det, siger jeg til mig selv, da jeg i udkanten af Juvre ser et rumskib, der er landet på taget af en redningsstation. Eller – sådan ser det ud på afstand. Det må undersøges nærmere, jeg styrer ud ad Vestervej, og da jeg kommer tæt på, viser det sig, at det er en rund beholder, en form for tank, der på et stativ er placeret bag bygningen med de korslagte splitflag. Redningsstationen er fra 1886, den er nu nedlagt og bevaret i sin oprindelige skikkelse.

Tid til et bad

Efter en fredfyldt stund og vid udsigt fra toppen af Juvre-diget går det atter sydpå, og på Høstbjerg, ved vejen ind til Bolilmark, danner jeg mig et overblik. 19 meter til vejrs, øens højeste punkt (sammen med Spidsbjerg i Kirkeby Plantage), kigger jeg ud over skov og klithede. Nogle træer er så vind og skæve, som kom de lige fra en bedre julefrokost, og man er ikke i tvivl om, hvilken vindretning der er fremherskende her. Horisonten byder også på glimt af Mandø og længst ude Esbjergs skyline.

Så skal der bades. Jeg kører ud ad Vesterhavsvej til stranden ved Lakolk, mange mennesker, men samtidig god plads på de brede kilometerlange sandtæpper. Åh, et bad i Vesterhavet er som at blive født på ny.

Har man glemt badetøjet, kan man forlyste sig på sydspidsen af Rømø, ved Sønderstrand lufter nudisterne sig.

Nu indtager min tohjulede følgesvend og jeg den sydlige del af øen og når frem til den flotte, hvidkalkede Sct. Clemens Kirke. Den er udstyret med flere flotte kirkeskibe og tre lysekroner skænket af søfarende folk.

Gdansk er guf for historieentusiaster

B971960454Z.1_20150423163325_000+GBBKOEIM.2-0.png

Jeg sætter mig på en af de øverste kirkebænke, flere af dem er forsynet med navne. I 1800-tallet kunne kirkegængere nemlig købe sig til deres egen plads i øens kirke, pengene gik til kirkens bevarelse. Foran mig kan jeg læse navnet H.P.P. Möller, og det er ingen tilfældig herre. Han var såmænd Mærsk Mc-Kinney Møllers oldefar.

Hr. Møller, skibsrederen, der døde i 2012, var ud af en talstærk sømandsslægt, hvis historie går flere hundrede år tilbage. Men vi begynder i 1810, da den gode H.P.P. blev født i Havneby på Rømø. Han sejlede på langfart til Amerika og fik siden kommandoen på ”St. Thomas” af København. Skonnerten kæntrede og sank ud for Sardinien i 1843, Møller drev rundt i en jolle i tre dage og blev reddet, mens flere andre omkom. 10 år senere strandede han i tæt snevejr med et nyt skib ved Hornbæk, skibet blev slået til vrag, og så var det nok. Kaptajnen gik i land, dér havde han dog sideløbende med karrieren haft fodfæste tilstrækkeligt mange gange til at rigge den hjemlige skude til med fem unger.

En af dem var Peter Mærsk Møller, der blev født på slægtsgården på Rømø i 1836, og som var far til A.P. Møller, der igen blev far til Mærsk Mc-Kinney Møller.

I dag har Møller-familien ingen ejerskab til kirkebænken, så alle og enhver kan sætte sit til rette og blive skibsreder for en stund. Det gør vi så.

Fur er en sjov fisk

Der er mere søfart ude på kirkegården. Langs nordmuren står en enestående samling af de såkaldte kommandørsten, store gravsten, som kaptajnerne selv bragte med hjem fra udlandet og fik udstyret med tegn og skrifter. På flere af stenene er der indhugget hele livshistorier om kaptajnerne og deres familier, det er cv’er, der vil noget.

Vi kigger på stenen, som Niels Pedersen fra Toftum har hjembragt: Under bibelcitatet ”Jeg ved at min Frelser lever og Hand skal herefter opveke mig af Jorden” har sømanden forfattet denne tekst: ”Her hviler Herren den ærlig og velagt Mand salig Niels Pedersen af Toftum som døde År 1771…her hos hviler hans kierre Hustru den ærlig og gudfrygtig Matrone salig Maren Nielskone som døde 1764…af Gud velsignet med 12 Børen, 6 Søner og 6 Dottere”.

Herefter findes en frise med ægteparret samt de 12 unger, drengene til venstre og pigerne til højre. De har alle forskellige ansigtsudtryk, og den stolte kaptajn slutter sin beretning således: ”See her er vi og de börn som Herren har givet os!”

Pedersen har ladet stenhuggeren få det sidste ord (eller tal), da han nok ikke kendte sin egen dødsdag – og at børn er stavet på to forskellige måder er formentlig et resultat af, at korrekturlæseren endnu ikke var opfundet på den tid.

Oversvømmelser og is

I kort afstand fra kirken ligger Kirkebys gamle redningsstation fra 1887. En brandslange tværs over gårdspladsen røber, at det frivillige brandværn i dag holder til i de karakteristiske bygninger.

Redningsstationen er udstyret med et tårn, det fungerede i sin tid som observationspost for nødstedte skibe. Grønne porte og døre med hvidmalede buer er glasuren på det lille stykke arkitektoniske lagkage. I Havneby har fiskerflåden travlt, der landes hesterejer til fabrikkerne, mens turisterne står i kø for at komme med Sylt-ekspressen, færgen, der op til 10 gange dagligt fragter passagererne til den tyske ø Sild (på tysk Sylt). På havnepladsen står en stormflodssøjle, rejst i 1991.

På toppen af søjlen sejler en rejekutter, skåret i træ af Svend Kræfting fra Højer. På pælen er der markeret fem stormfloder fra 1825 til 1999. Vandstanden nåede højest i 1981 med fire en halv meter over dagligt vande. Så den mand, der netop nu sidder og spiser en isvaffel ved søjlen samt jeg og min cykel ville være blevet skyllet langt væk, hvis vi havde befundet os på stedet for 34 år siden. Jeg kigger op mod himlen – ingen tegn på regn, blæst eller oversvømmelse. Godt så – jeg køber roligt en is.

3 råd til rejsen

  • Går man med en ornitolog i maven, må man besøge Rømø Fuglemuseum, der holder til i en 200 år gammel gård på Thadesvej i Toftum. Her kan man opleve udstoppede vadehavsfugle og for en tyver kigge på 180 forskellige arter.
  • I Juvre by findes noget så eksotisk som et havegærde af hvalkæber fra 1772. På det tidspunkt var der ikke træ på Rømø, så man importerede hvalknogler som byggematerialer. Gærdet er fredet. På Sønderstrand dyrkes alle former for vindsport, tre-hjulede blokarts med sejl suser hen over stranden, og skal det gå vildere til, kan man prøve en kitebuggy, der bliver trukket af en drage.

Guide til vestjyske seværdigheder fra Anden Verdenskrig

06-04-2016: Det talte ord er i centrum på en to dage lang guidet tur til vestjyske seværdigheder fra Anden Verdenskrig. Læs artikel

Guide: 74 kilometer langs Sønderjyllands kyster

06-09-2015: Gendarmstien er for naturelskende vandrere. Den fører gennem smukke skove, langs flade strande, over stejle klinter og forbi historiske seværdigheder; blandt andre Dybbøl Mølle og en stribe gamle teglværker. Læs artikel

Guide til Ribe Camping tæt på Vadehavet og grrænseregionen

05-09-2015: Ribe Camping er et godt udgangspunkt, hvis man vil vandre rundt i den smukke middelalderby, og campingpladsen har endda bygninger, der minder om de historiske af slagsen inde i Ribe. Men Ribe er også et godt udgangspunkt for at opleve Vadehavet, grænseregionen og Esbjerg. Læs artikel

Guide til en vandretur i Ejer Bjerge

04-08-2015: En vandring i Ejer Bjerge byder på Danmarks højeste tinder, kokasser, gratis overnatning, en sikker slankekur og en heks, der slog Lindormen ihjel med sin kost. Læs artikel

Guide til cykelferie på Fanø

27-05-2015: Hunde, sæler og søfolk hører med til Fanøs dna. Dertil kommer smukke huse, enorme sandsletter, rekord i kirkeskibe og Danmarks ældste sømærke. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...