Find mere om:
Guide til dykning i Bali | rejser.guide.dk

Guide til dykning i Bali

Bali er dykning i verdensklasse. Vraget ”USAT Liberty” er et eldorado af koraller og fisk.

Vandet er klart, men strømmen kommer lidt bag på os. Det kræver mange kræfter at holde den planlagte kurs.

Straks vi har forladt vandoverfladen, dukker en ny verden op. ”USAT Liberty” ligger nogle få meter under vandoverfladen. Skibet, der blev ramt af en japansk torpedo i 1942, har skabt et fantastisk kunstigt rev med et inferno af flotte farver.

Mens roen sænker sig, og luftboblerne fra mundstykket langsomt stiger op mod overfladen, dukker et skibsskrog overgroet af de smukkeste koraller op. Bløde koraller, der med lange arme står og blafrer i strømmen. Og hårde koraller, der i smukke orange, røde, sorte og blå farver har indtaget store dele af skibet.

Som dykker ved man, at man ikke må røre korallerne. Dels fordi de kan blive ødelagt af menneskelig berøring. Men også fordi det at røre en koral er som at røre en brændenælde - eller det der er værre. I værste fald kan en koral begynde at gro inde i menneskekroppen, hvilket kan give store, røde pletter og voldsom kløe i flere dage.

Trods ganske mange dyk i logbogen har vi aldrig før set så mange koraller på et skibsvrag.

Fisk i alle farver

Fiskelivet er også imponerende. Overalt omkring os boltrer små og store fisk sig. En kæmpe, mørkeblå napoleonsfisk med sin karakteristiske bule i panden glider langsomt forbi. Inde mellem korallerne er det små blå og gule fisk, der nøje følger de ”fremmede”. Der er også flere spektakulære orange og hvide klovnefisk, der byder sig til.

På bunden er den særlige ål - garden eel - der står 40-50 centimeter lange op fra bunden og ”fisker” efter mad, mens de holder udkig. Straks man nærmer sig, er de dog pist væk.

Lidt væk fra vraget står en stor stime makreller og glimter i de solstråler, der forsøger at trænge ned mod havbunden. De står og kigger med deres kæmpestore øjne, mens deres sølvfarvede kroppe blinker smukt i solen. Stimen drejer rundt og rundt som en flere meter høj tornado. Et fantastisk, fascinerende og dragende syn.

Der er også gode muligheder for at se mantarokker, ligesom hvaler jævnligt lægger turen forbi. Hen på efteråret kan man være heldig at møde en tonstung klumpfisk.

Turen ned til ”USAT Liberty” regnes af erfarne dykkere som et af de mest spektakulære dyk på Bali. Det er samtidig et relativt let dyk, fordi man blot går ud fra stranden. Desuden er her normalt ikke ret meget strøm. Skal man kun dykke nogle få gange på Bali, er ”USAT Liberty” et absolut must. Vraget regnes blandt de tre bedste vrag at dykke ved i hele Asien.

Skubbet af vulkan

”USAT Liberty” ligger mellem fem og 40 meter under havoverfladen. Oprindeligt lå det oppe på stranden, hvor det blev placeret i 1942 efter at være blevet ramt af den japanske torpedo. Men da vulkanen Agung i 1963 gik i et voldsomt udbrud, og jorden rystede, blev vraget skubbet tilbage ud i havet til det sted, hvor det ligger i dag. Ved den lejlighed knækkede det over i to stykker.

Både jordskælv og vulkanudbrud er helt almindelige på Bali, og det er da også netop næringsstoffer fra den kraftige vulkanske aktivitet, der har skabt den frodighed og mangfoldighed, man finder under havoverfladen, fortæller Ulrich Rasmussen, der driver det lille dykkersted og resort Kubu Indah Resort nogle få kilometer fra ”USAT Liberty”.

Det er bedst at besøge vraget tidligt om morgenen, så vi er tilbage på hotellet til morgenmaden. Den serveres et stenkast fra strandkanten med udsigten over oceanet på den ene side - og vulkanen Agung, der troner imponerende og dramatisk, på den anden.

Hvis - eller når - den en dag vælger at gå i udbrud, vil vores hotel komme til at ligge i allerførste række. Men så vil det næppe være et lige så godt sted at opholde sig.

Udsigt til rokker

Der er mange andre gode dykkersteder og dykkercentre på tropeøen. I alt er der formentlig omkring et par hundrede gode steder at dykke på Bali.

En af de mest erfarne dykkere på tropeøen er danske Minni Vangsgaard, der for 17 år siden åbnede dykkercentret Crystal Divers i Sanur ikke langt fra hovedbyen, Denpasar, på den sydlige del af Bali.

Her uddanner hun dykkere, ligesom hun tilbyder dykning på hele Bali. Minni Vangsgaard anbefaler en dykkertur til øen Nusa Penida en lille times sejlads fra Bali, hvis man gerne vil se mantarokker eller klumpfisk. Klumpfisk er så sjældne, at man ud over på Nordsøen Oceanarium i Hirtshals kun kan se dem ganske få steder i verden.

»Når man dykker ved Nusa Penida, er der i august, september og oktober gode muligheder for at se klumpfisk, mens vi hele året regner med 85 pct. chance for at se mantaer, når vi dykker her,« fortæller 42-årige Minni Vangsgaard, der har en anden dansker, Else Poulsen, til at hjælpe med den daglige drift af dykkercentret.

Nemme dyk på Bali

Ud over ”USAT Liberty” og Manta Point ved Nusa Penida er også dykning ved øen Pulau Menjangan på den nordvestlige del af Bali populært. Dykkerstedet her ligger ved en stor nationalpark, hvilket om muligt giver endnu mere natur for pengene. Ved øen kan man bl.a. dykke ved en spektakulær 30 meter høj væg. Man kan dykke direkte ud fra kysten eller leje en båd med en guide.

Et andet godt bud er dykning ved Nusa Lembongan, hvor man kan dykke omkring mangroverne eller på koralrevene.

Mange tager snorkel og andet dykkerudstyr med på familieferien til Bali for at opleve den enorme naturrigdom og samtidig beundre nogle af verdens flotteste koralrev under havets overflade. Der findes angiveligt omkring 700 forskellige typer koraller i verden - 600 af dem finder man omkring Bali. Mange steder er dykningen relativt let, fordi man kan gå direkte ud fra stranden med sin dykkermaske, svømmefødder og luftflaske, men der er også steder med masser af strøm, så man skal som dykker se sig godt for og lytte til de lokale.

Dykning ved Bali er under alle omstændigheder noget ganske andet end at dykke i vandet omkring Danmark. Vandtemperaturen ligger året rundt på mellem 26 og 30 grader.

LÆS OGSÅ: Koh Samui er en thailandsk perle

Rejsen dertil

  • Mange rejsearrangører laver rejser til Bali. Vi valgte selv at arrangere turen og fløj med China Airlines via Taiwan.
  • Prisen er ca. 6.500-7.000 kr. retur.

Guide: Dyk ned i Koh Taos skjulte skatkammer

24-01-2015: Det sydlige Thailand er kendt for sine kokospalmer, kridhvide strande og turkisblå hav. Men på den lille ø Koh Tao er det livet under vandspejlet, der er trækplasteret. En undersøisk verden, som er let tilgængelig for alle med et dykkerkursus. Læs artikel

Guide til Polynesien - perfekt til ferie

14-07-2011: 30 grader og sol hver eneste dag. Ingen farlige dyr, kriminalitet eller fattigdom. Læs artikel

Nyhed: Rødehavets hemmeligheder

10-02-2011: I Aqaba i Jordan kan man søge væk fra den stressede hverdag og ned under havets overflade. Læs artikel

Guide til Rømø rundt på cykel

03-05-2015: For enden af en ni kilometer lang dæmning ligger Rømø med landets mindste skole, hvalfangerens gård, brede sandstrande, Mærsk-familiens kirkebænk, gravsten med historier – og tidevand. Læs artikel

Guide til grottedykning i Mexico, USA, Italien og Frankrig

29-06-2014: Drypsten og søjler af mineraler i hulrum under havoverfladen kan være en fascinerende oplevelse på ferien. Læs her, hvordan du kommer på opdagelse i havets sære katedraler. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...