Find mere om:
Guide til cykelferie i Ozark Mountains i.. | rejser.guide.dk

På cykel i USA's bibelbælte

I Arkansas’ Ozark-bjerge bliver fordommene om udkants-USA opfyldt. Her er kirker over alt, sydstatsflaget blafrer, og der er ludfattigt. Men som cykelrejsende modtages man venligt, og gæstfriheden fejler intet.

B971960446Z.1_20150423162807_000+GCQKPFTD.1-0.jpg

Det eneste menneske foran den lille lufthavn i Branson, Missouri, er en mand med en ølvom, et busket skæg og en truckerkasket. Han kører hen ad fortovet på en plæneklipper. Ellers er her stille. På den blå himmel svæver rovfugle, lugten af stinkdyr river i næsen, og bladene på træerne er gyldne. Luften er efterårskølig.

Ozark-bjergene er berømte for det smukke efterår, men så er det også stort set slut med de positive historier. Historierne herfra handler i stedet om det stokkonservative amerikanske bibelbælte, hvor der stort set ingen jobs er, men der til gengæld er den højeste koncentration af ulovlige metamfetaminlaboratorier i landet. Det handler om våben og hillbillies. Om korrupt politi og amter, hvor 30 pct. af børnene er underernærede.

Foran mig ligger 600 km på cykel i Ozark-bjergene, der dækker et areal omtrent tre gange større end Danmark og egentligt blot er forstørrede bakker adskilt af dybe dale. Vejen slynger sig gennem skov langs den inddæmmede sø Table Rock Lake, og jeg krydser ind i Arkansas fra Missouri i søvnige Blue Eye, hvor en butik sælger udstoppede dyr, og et støvet autoværksted med smudsige vinduer ligner noget, der lukkede for årevis siden. To kraftige bikere i læder giver mig et lydløst nik.

B971960446Z.1_20150423162807_000+G3RKOI5N.2-0.png

Solen er forsvundet bag horisonten, da jeg senere triller forbi de mennesketomme verandaer i Oak Grove, videre hen ad en stille vej og ud på en sti med knæhøjt, fugtigt græs. For enden af den ligger et mørkt, rødt murstenshus. En nøgen elpære kaster et gulligt skær på en forfalden trælade. Jeg sætter mig og venter.

Baptistpræsten i Oak Grove

Larry og Lajunta triller snart ind på gårdspladsen. Jeg kender dem ikke, men de er ét af to værtspar i Ozark-bjergene på hjemmesiden warmshowers.com, hvor private folk tilbyder cyklister en gratis seng i huset eller en teltplads i haven. De kommer lige fra baptistkirken, hvor Larry prædiker.

»Velkommen til Oak Grove. Vi har gjort et værelse til dig. Det er for koldt at sove i telt i nat,« siger Larry med en drævende sydstatsaccent.

Han er en lille, trind fyr midt i 50’erne med korte krøller og et stort smil.

»Du er den første fra warmshowers, der har skrevet til mig i de halvandet år, jeg har været på sitet. Der er ikke mange, der lægger vejen forbi de her kanter,« fortsætter han, viser vej ind i huset og fortæller, han har krydset Iowa på cykel to gange og engang cyklede på tværs af Arkansas.

Larry er også fotograf, og på opslagstavlen i køkkenet hænger billeder af ham og Sarah Palin og ham og George Bush. Over stuens tunge sofaer hænger mørke, glitrede portrætter af de fem døtre – Karla, Kristy, Kayla, Kim og Kelly – der alle er fløjet fra reden. Mellem dem er hæklede bibelcitater.

B971960446Z.1_20150423162807_000+G3RKOI6M.2-0.png

»Min familie har boet her, siden tre brødre vandrede hertil fra Tennessee i 1840’erne. Mine børnebørn er ottende generation af familien i Carroll Country. Jeg voksede op her i huset,« fortæller Larry stolt.

Jeg spørger ham, hvad der kendetegner området og Ozark-bjergene.

»Traditionelt er det jo folk i overalls uden uddannelse, men med stråhatte. Men det er også smukke bakker og fantastisk cykling,« griner han.

Næste morgen spiser vi stakkevis af pandekager, og Lajunta beder om min adresse, så hun kan sende mig et julekort.

»Du er en del af familien nu,« siger hun uden antydning af spøg.

Tre måneder senere dumper et julekort ind af min brevsprække.

Det gule hus i Huntsville

En landevej snor sig mod syd. Træernes blade er skiftet til varme gule, orange og røde nuancer, der er stort set ingen trafik, men der er et væld af vejsideskirker – Syvende Dags Adventister, Jehovas Vidner, baptister, Pinsebevægelsen, presbyterianere. Vejkanten flyder med døde hunde og katte, bæltedyr og slanger, såkaldte roadkill. På kirkegårde vejrer det røde sydstatsflag med det blå kryds og 13 stjerner over grave med blomster.

Ved et gult hus for enden af en usigeligt stejl vej i Huntsville bor Nathan og Sara med fem hunde og et par katte. De er også på warmshowers-hjemmesiden og har inviteret mig til at overnatte i huset, der er pakket med musikinstrumenter, gammelt radioudstyr og cykler.

Nathan fortæller, at hans bedstefar byggede huset med sine egne hænder. Det unge par boede indtil for et par år siden i Little Rock, men da den økonomiske krise begyndte at kradse, og bedstefaren døde, flyttede de herud, hvor de bor gratis. Vi drikker øl i køkkenet og kører senere en tur rundt i byen. Forbi lysprojektører, der skinner ned på det lokale football-hold. Forbi pladsen, hvor det var fanger fra det lokale fængsel, der fejede indtil for et par år siden. Ned i supermarkedet, hvor der er folk med slasket hår, rådne tænder og sår i ansigterne.

»Meth. Det er over alt. Politiet gør intet. De fylder lommerne med bestikkelsespenge i stedet,« hvisker Nathan og fortæller, at det ikke er mere end et halvt år siden, at det blev lovligt at købe alkohol her i amtet. Indtil da var her tørlagt.

10 minutters uspoleret natur i New Zealand

B971960446Z.1_20150423162807_000+G3RKOI6T.2-0.jpg

»Det betød blot, at folk kørte til det næste amt, drak sig stive og krøllede deres bil rundt om et træ på vej hjem,« siger han.

Snart spiser vi store bøffer i det gule hus. Nathan fortæller, at der var mange folk, der skulede en smule til dem, da de først flyttede hertil. Huntsville er et sted, man flytter fra, ikke til. Men efter næsten fire år er det bedre. Stadig føler de sig anderledes i forhold til de ellers konservative omgivelser.

»Det er frisindede lommer i Arkansas. Såsom dele af Little Rock ... Og det her hus!« griner Nathan.

Damn yankees

Morgenluften er fugtig, temperaturen er lige over frysepunktet, og solen glimter som en ildkugle bag tågen. Mørke træer dukker op fra suppedasen som mystiske, forvredne skabninger, og jeg dykker ind og ud af disen på de stejle bakker. Et par dådyr springer elegant i perfekt silhuet, og jeg koger varm kakao i vejkanten, da solen får bugt med tågen. En pickup kører forbi. Standser lidt nede ad vejen. Vender om.

»Er du okay?« spørger en ældre herre med buskede øjenbryn.

»Jo tak, jeg nyder blot solen og lidt varmt at drikke,« svarer jeg.

»Godt! Jeg troede, der var problemer, og jeg kunne hjælpe,« siger manden, smiler og kører videre.

I vejkanten ligger sammenstyrtede trælader, bjergsiderne lyser op i efterårsfarver bag skovsøer, og i lille Kingston flankerer firskårne murstenshuse og gamle træbygninger med klassiske saloon-facader en lille plads. I butikken The Bargain Lady sælger de Aladdin-lamper, kabelstyrede biler, farvede blikdåser og gamle barberstole. På vinduerne hænger hjemmemalede skilte.

Rejs 3.000 år tilbage i ruinbyen Termessos

B971960446Z.1_20150423162807_000+G7KKOJ8G.2-0.jpg

»Obama or America – You can’t have both!« (Obama eller Amerika – du kan ikke få begge, red.) står der på den ene, mens teksten på det andet lyder: »The two enemies of the people are criminals and government.« (To af folkets fjender er kriminelle og regeringen, red.).

Betty ”The Bargain Lady” begynder at sludre. Hun elsker Kingston. Men tingene ændrer sig.

»Folk flytter hertil fra nordstaterne, og så vil de ændre tingene, så de er som deroppe. Jeg siger til dem, at vejen, de kom ind på, fører hjem, hvor de kom fra. Vi har ikke brug for deres moderne lort som en politistyrke og den slags,« vrisser hun, inden et lumsk smil finder vej til hendes ansigt:

»Ved du, hvad forskellen på en yankee og en damn yankee er?« spørger hun.

Det gør jeg ikke.

»En damn yankee bliver hængende,« griner hun.

De gamle dør, de unge flytter

Gyldne, skovklædte bjerge strækker sig til horisonten. Den fredelige vej bølger op og ned, fugle kvidrer, og dagens timer forsvinder. Igen og igen. En tidlig morgen stikker jeg hovedet ind i Hankins Country Store i Sand Gap – et vejkryds i en skov fyldt med jægere. John med de store, hvide bakkenbarter, ternet skjorte og skinnende støvler sidder med hænderne foldet over maven i en stol og varmer sig ved en brændeovn midt i butikken. Hans kone sidder i en gyngestol af træ og ser tv, hvor Ted Cruz, senator i Texas, brager mod Obamacare. John skubber en ekstra stol frem og byder på kaffe. Han har boet her hele sit liv.

Nordamerika kan også: Fem musikfestivaler til sommer

B971960446Z.1_20150423162807_000+G3RKOI65.2-0.jpg

»Hvad har forandret sig, siden du var barn,« spørger jeg.

»Ikke meget. Der plejede at bo flere folk her. Men de gamle er døde, og de unge er flyttet bort. Der er ingen jobs her. Sådan har det været i 35-40 år.«

På væggene hænger der falmede billeder af jægere. En af dem står ved siden af en død bjørn.

»Er der mange bjørne her?«

»Masser! For et par år siden vadede en unge ind ad døren der og skræmte livet af fruen,« grynter han.

Fruen rokker videre i gyngestolen, smiler en smule, men tager ikke øjnene fra fjernsynet.

»Hvad synes du om Obamacare?« spørger hun så skeptisk og nikker mod tordentalen på TV.

»Det er ret ubegribeligt, at der er folk i et land så rigt som USA, der ikke har forsikringer. Hvor jeg kommer fra er alle sundhedsforsikrede gennem skatterne,« siger jeg.

Den slags har de aldrig hørt om. At man ikke selv skal betale for sundhedsforsikring.

Tilbage på landevejen undgår en grøn slange kun med nød og næppe at blive most under cykeldækkene på en halsbrækkende nedkørsel. Dådyr springer ind i skove, når de hører dækkenes susen mod asfalten. Floder bruser gennem dybe dale, stjerner vrimler på himlen over teltet om natten, og forude venter slutningen på rundturen.

Det kan godt være, at Ozark-bjergene er det fattige udkants-USA, hvor præstens ord vejer tungere end præsidentens. At folk her er anderledes end i metropolerne ude på kysterne. At mange fordomme bliver bekræftet. Men gæstfriheden og venligheden, den fejler intet.

Rejsen dertil

  • Flyv retur til Branson, Missouri fra omtrent 6.000 kr. Det kræver oftest to stop undervejs – et i Europa og et på den amerikanske østkyst. Udbydere er blandt andre British Airways, Delta og Lufthansa.

3 råd til rejsen

  • Cyklen: Du kan leje cykler for små 50 dollar (ca. 350 kr.) per dag hos White River Kayaking (www.whiteriverkayaking.com) i Branson. Det kan dog være en god idé at tage din egen med hjemmefra. Det varierer, hvad flyselskaber tager for at transportere cykler, så tjek med dem, inden du køber din billet. De fleste flyselskaber kræver, at du pakker cyklen i en papkasse. Den kan du ofte få gratis hos din cykelhandler.Winter's Bone: I USA er Ozark-bjergene mest kendt for ekstrem fattigdom, arbejdsløshed og en flittig produktion af ulovlig metamfetamin – ting, der alle kommer til udtryk i den glimrende Oscar-nominerede ”Winter's Bone” fra 2010, der foregår i området.Ozark-bjergene i bil: Du kan fint opleve Ozark-bjergene i bil. Gå ikke glip af hippe Eureka Springs med de historiske bygninger, de grønne dale med rådyrene omkring Ponca og Buffalo National River, en burger på Ozark Cafe i Jasper og et stop i Hankins Country Store i Sand Gap.
  • Læs mere om området på www.ozarkmountainregion.com.

Guide: På jernhest i cowboyland

11-05-2013: Flere stater i USA er det rene eldorado for cykelrejsende. Man kan køre turene alene, men til sommer får cykelglade danskere muligheden for at komme til staterne i grupper og dermed tilføje en social dimension. Læs artikel

Nyhed: San Francisco - en cykelby i udbrud

17-06-2010: Danmark er et forbillede for cykelfans i San Francisco. Læs artikel

Guide til en cykeltur langs Storåen fra Kærshoved til Kytterup

28-06-2016: Ved Storåen kan man se Danmarks største spinderok, drikke uldent øl, beundre et lille tempel, kigge på en storforbryder, hilse på en rasende dyr kvinde, trykke Guds Hånd samt besøge et observatorium. Læs artikel

Guide til til whisky, badestrand og stjerneobservatorium på Hven

10-06-2016: Normalt skal du lægge vejen forbi Systembolaget, hvis du vil købe alkohol med hjem fra rejsen til Sverige. Men på den lille ø Hven i Øresund, finder du et stort udvalg af lokal produceret whisky, som du kan tage med hjem i kufferten. Øen er også et besøg værd, hvis du er frisk på en cykeltur, trænger til en dukkert eller er interesseret i at se Tycho Brahes stjerneobservatorium. Læs artikel

Guide til en cykeltur blandt Bangkoks khlonger

06-10-2015: Thailands hovedstad er mere end høje temperaturer, tuk-tukker og templer. Bangkok rummer også muligheden for en farverig cykeltur mellem byens version af Venedigs kanaler – de bangkokske khlonger. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...