Find mere om:
En cykeltur langs Mosel er en oplevelser for.. | rejser.guide.dk

En cykeltur langs Mosel er en oplevelser for alle sanser

Langs Tysklands smukkeste flod er der optimale cykelmuligheder. Ruterne er varierede, landskabet levende og muligheden for livsnydelse er hele tiden inden for rækkevidde.

Højt oppe ligger middelalderborgene og vogter over Mosels 185 kilometer slyngede løb mellem Koblenz og Trier. På bjergskråningerne, hvor hver kvadratmeter er udnyttet, arbejder de lokale i vinmarkerne, og smalle traktorer med høje hjul finder vej mellem de druefyldte stokke.

Ude på floden kæmper en hollandsk kulpram, der er fyldt til bristepunktet, sig op mod strømmen. En stor Mercedes på dækket bag førerhuset vidner om, at flodtransport kan være en indbringende indtægtskilde.

På cykel er vi på vej mod Cochem, der ligger 60 kilometer forude, men vi giver os god tid til at tage de mange indtryk ind, så vi finder en cafe og parkerer cyklerne. Over en cappuccino nyder vi sceneriet.

B97816857Z.1_20140529172328_000+GPUD30GE.1-0.jpg

Allerede i romertiden havde man blik for Mosels skønhed, og en digter kaldte for mere end 1.600 år siden floden for et stort vindrueklædt amfiteater. Af samme grund transporterer cruisebådene sommeren igennem feriegæster fra Tyskland, Holland og Schweiz fra by til by, og hver eftermiddag møder man store flokke på guidede ture i vinkældre og rundt mellem de mange bindingsværkshuse.

Oplev Åland på cykel

Optimale muligheder for cykling

Både turist- og erhvervsmæssigt er Mosel en guldgrube. Den udspringer i de franske Vogeser under navnet La Moselle. Herefter løber den ind i Luxembourg og krydser grænsen til Tyskland ved Trier, hvor den samtidig ændrer navn til Mosel. Fra Trier bugter Mosel sig næsten to hundrede kilometer, inden den løber ud i Rhinen ved Deutsches Eck i Koblenz. Ud over vinproduktion er Mosel også en vigtig transportvej, men den helt store indtægtskilde er turismen.

B97816857Z.1_20140529172328_000+GPUD30G3.1-0.jpg

Mosel er som skabt til cykelferie. Landskabet omkring floden er smukt, men samtidig fuldt af liv, så når man runder en af flodens mange bugtninger, er der hele tiden nyt at få øje på. Man cykler helt ud til vandet, og undervejs går ruten gennem de mest idylliske byer, man kan forestille sig. Hele vejen er der anlagt cykelsti, så man er afskærmet fra den øvrige trafik.

Langs Mosel er cyklingen sat i system, og vi er ikke de eneste, der har fået ideen. Hver gang et hold cyklister kører imod os, bliver der hilst pænt, og hvor nogle kører med oppakning, cykler andre uden. For ved Mosel har cykelgæsten en lang række muligheder.

Mange tager af sted på egen hånd og finder et hotel, der bruges som fast base for cykelture op eller ned langs floden. Andre foretrækker at benytte en af de ordninger, hvor turen fra Trier til Koblenz er delt op i etaper, og så cykler man fra sted til sted, mens bagagen bliver transporteret, så den står klar på hotellet ved ankomst. Vi har valgt at have en fast base i Traben-Trarbach. Herfra cykler vi et godt stykke ud om formiddagen, hvorefter vi om eftermiddagen tager enten toget eller en båd retur. Aftnerne nyder vi i byen og på hotellet.

Efter cappuccinoen fortsætter vi mod Cochem. Når cyklerne har god fart, overhaler vi prammene på floden, men vi sagtner farten, når vi kører gennem de velbevarede byer, hvor mange af husene er opført med bindingsværk, og hvor skrappe restriktioner sørger for, at der ikke er plastret store kædelogoer op ved butikkernes indgangspartier. Cykelturen bringer os også direkte gennem vinmarker, som ofte er anlagt på terrasser, og hele tiden suger vi indtrykkene til os.

Her er 25 panorama cykelruter, der vil sprede glæde - også blandt børn

Vildt eksporteventyr

Sent på eftermiddagen er vi atter i Traben-Trarbach. Den sammenvoksede by har, ligesom en del andre byer ved Mosel, et dobbeltnavn. På den ene side af floden ligger Traben, og på den anden side finder man Trarbach. Nogle helt særlige omstændigheder bragte for mere end hundrede år siden en hidtil uset velstand til byen.

B97816857Z.1_20140529172328_000+GPUD30FQ.1-0.jpg

Da Martin Luther i starten af 1500-tallet lagde grunden til reformationen, bredte de evangelisk-lutherske tanker sig især i det nordlige Europa, mens syden forblev katolsk. Mosel-området hører til den sydlige del af Tyskland, men netop i Traben-Trarbach ville en lokal fyrste det anderledes, og derfor ligger dobbeltbyen nu – mange hundrede år efter reformationen – som en protestantisk enklave i et ellers katolsk område.

I vore dage, hvor verdsliggørelsen har grebet om sig, vælger man for det meste den vin, man bedst kan lide. Men sådan var det ikke for år tilbage. Da det efterhånden protestantiske Nordeuropa, som blandt andet bestod af England, Holland, Skandinavien og Preussen, hørte om vinen fra Traben-Trarbach og fandt ud af, at den var produceret af trosfæller, begyndte et eksporteventyr uden lige for det lille samfund. Eventyret tog yderligere fart i sidste halvdel af 1800-tallet, da man af militære hensyn anlagde en jernbanestrækning fra Berlin til den franske grænse. Denne jernbanestrækning, der primært skulle transportere tropper, kom til at passere Traben-Trarbach i kort afstand, og så kunne eksporten for alvor tage fart. Da salget umiddelbart før Første Verdenskrig var på sit højeste, var Traben-Trarbach den næststørste vineksportør i verden. Kun Bordeaux-området solgte mere.

B97816857Z.1_20140529172328_000+GPUD30IA.2-0.jpg

Nysgerrige efter at smage de lokale vine, går vi under jorden. Man taler ligefrem om den ”Unterwelt” af kældre, som ligger gemt under byens huse, og vores besøg afslører, at området har meget mere at byde på end den søde terrassevin. Vi smager både mousserende sekt, halvtørre Riesling-vine samt rigtig gode rødvine, der har krop over sig. En af hemmelighederne bag den store vinproduktion er de skiferklædte bjergskråninger, som modtager sol – både fra oven, men også via reflekser fra floden. Skiferen holder både på varmen og fugtigheden, og det giver optimale forhold for vinproduktion. En anden faktor er selve floden, der i efterårsmånederne afgiver så megen fugt og varme, at frosten holdes på afstand langt henne på året.

Frihed på to hjul i New York

Som at bo i et levende museum

»I denne suite boede Manfred von Richthofen, når han kom til byen,« fortæller hotellets receptionist os, da vi kommer tilbage, mens hun ledsager os til værelset på Hotel Bellevue. Vi skal bo lidt længere henne ad gangen, men føler os næsten som naboer til Den røde Baron, der med 80 nedskydninger af fjendtlige fly var tyskernes ubestridte flyver-es under Første Verdenskrig.

B97816857Z.1_20140529172328_000+GPUD30EE.2-0.jpg

Hotel Bellevue er bygget i den periode, hvor millioner af mark strømmede ind til det lille samfund, så der blev ikke sparet på noget. Opførelsen af Hotel Bellevue blev påbegyndt i 1903, og bygherren hyrede en af Tysklands mest anerkendte arkitekter, Professor Bruno Möhring, til at stå for projektet. Jugendstil var dengang på højeste mode, og stort set alt på hotellet blev designet i tråd med tidens trend. Og hotellets arkitektur og indretning er et sandt overflødighedshorn. Hjørnetårnet er udformet som en stor Champagne-flaske med bobler, der springer ud til siden. Dekorationen i restauranten er holdt i organisk art nouveau-stil, og indgangsdøren til receptionen er udformet som et stort vinglas. Der findes næppe den detalje, som ikke er velovervejet, og arkitekt- og designstuderende fra hele Tyskland valfarter til hotellet for at suge til sig.

Bellevues ejer, Matthias Ganter, udviser stor respekt for historien, så intet ændres, og der bruges konstant betragtelige summer på vedligeholdelse. Derfor er det en stor oplevelse at gå rundt på hotellet, indlogere sig på et værelse eller sætte sig til rette i restauranten. Stedet oser simpelthen af god stil og spændende arkitekturhistorie. Dette gælder også den øvrige del af byen. Her finder man masser af Jugendstil-bygninger, og talrige film og tv-serier er optaget i de autentiske rammer. Men Bellevue er ikke blot fortid, og det er målet, at man inden for det næste år får en Michelin-stjerne. Hele tiden myldrer det ud og ind med gæster, og hver aften er restauranten fuld.

Et ophold ved Mosel pirrer alle sanser. Det ene smukke sceneri afløser det andet, vinen smager fortræffeligt, og kroppen udfordres af de mange kilometer på cykel langs floden og op ad bjergskråningerne. At det generelle tyske prisniveau ligger relativt lavt, gør heller ikke vores oplevelse ringere. Et stort værelse på det firestjernede hotel med terrasse og udsigt til Mosel kan fås for samme beløb, som man betaler for et dobbeltværelse på et gennemsnitligt københavnsk hotel.

Vores aften slutter tæt på himlen. Oven på hotellets tagetage har Möhring designet en terrasse, hvor man sidder i niveau med byens tårne og nabobygningernes grå skifertage. Her finder vi hver en liggestol, og med et glas køligt Moselvin i hånden hører vi kirkeklokkerne ringe til midnat. Ellers er der fuldstændig stille, og oven over os blinker stjernerne. På cykel langs Elben

Tre råd til rejsen

Oplev Mosel fra søsiden

  • En sejltur er et must, hvis man opholder sig ved Mosel. Fra alle større byer sejler bådene flere gange dagligt i højsæsonen, og de mest populære ture er af en times varighed, men længere ture kan også arrangeres. Undervejs fortælles om de seværdigheder, man passerer, og der serveres naturligvis kold Mosel-vin på soldækket.
  • Læs mere på: www.moselrundfahrten.dk

Dobbelt op med tog

  • I stedet for at cykle ud langs den ene flodbred og returnere ad den anden, kan man køre så langt ud, man har lyst til, og derefter tage toget tilbage. Fra Traben-Trarbach går der jernbane i retning mod Koblenz. Det er billigt, man må medbringe cykler og togene stopper i de større byer.
  • Læs mere på: www.regioradler.de

Tag på vandretur

  • Ud over cykling og golf er især vandring en oplagt mulighed, når man ferierer ved Mosel. Så sent som i april 2014 indviede man den 365 kilometer lange vandrerute, Moselsteig, der følger floden fra den franske grænse til Trier. Turen er opdelt i 24 forskellige etaper, og man vandrer gennem vinmarker, langs vandet, forbi højtbeliggende borge og gennem de smukke byer. Undervejs er der talrige overnatnings- og provianteringsmuligheder.
  • Læs mere på: www.moselsteig.de

Læser du med fra mobilen, kan du se flere billeder her

3 råd til rejsen

Oplev Mosel fra søsiden

  • En sejltur er et must, hvis man opholder sig ved Mosel. Fra alle større byer sejler bådene flere gange dagligt i højsæsonen, og de mest populære ture er af en times varighed, men længere ture kan også arrangeres. Undervejs fortælles om de seværdigheder, man passerer, og der serveres naturligvis kold Mosel-vin på soldækket.
  • Læs mere på: www.moselrundtfahrten.de

Dobbelt op med tog

  • I stedet for at cykle ud langs den ene flodbred og returnere ad den anden, kan man køre så langt ud, man har lyst til, og derefter tage toget tilbage. Fra Traben-Trarbach går der jernbane i retning mod Koblenz. Det er billigt, man må medbringe cykler og togene stopper i de større byer.
  • Læs mere på: www.regioradler.de

Tag på vandretur

  • Ud over cykling og golf er især vandring en oplagt mulighed, når man ferierer ved Mosel. Så sent som i april 2014 indviede man den 365 kilometer lange vandrerute, Moselsteig, der følger floden fra den franske grænse til Trier. Turen er opdelt i 24 forskellige etaper, og man vandrer gennem vinmarker, langs vandet, forbi højtbeliggende borge og gennem de smukke byer. Undervejs er der talrige overnatnings- og provianteringsmuligheder.
  • Læs mere på: www.moselsteig.de

Rejsen dertil

I bil

  • Fra både Aarhus og København er der samme afstand – 920 kilometer – til Traben-Trarbach. Der køres via Hamburg, Bremen, Køln og Koblenz. Fra Sjælland er ruten med Rødby-Puttgarden den korteste.

Med fly

  • Nærmeste lufthavn ligger 130 kilometer væk i Frankfurt, og både med SAS, Lufthansa og Air Berlin er der daglige forbindelser til København og Billund.
  • Pas på med at forveksle med lufthavnen i Hahn, hvis officielle navn er Frankfurt-Hahn. Denne ligger blot 16 kilometer fra Traben-Trarbach, men der er ingen forbindelser til Danmark.

Nyttige links

Guide til cykelferie i Tyskland langs Elben

24-01-2014: Med 200 lange cykelruter og 70.000 kilometer cykelsti bør man overveje at tage cyklerne med til Tyskland på næste campingtur. De ambitiøse kan prøve kræfter med Alperne, livsnyderne kan vælge vinområderne, og vil man have lidt af det hele, er cykling langs en af de store floder en helt særlig oplevelse. Læs artikel

Guide: På jernhest i cowboyland

11-05-2013: Flere stater i USA er det rene eldorado for cykelrejsende. Man kan køre turene alene, men til sommer får cykelglade danskere muligheden for at komme til staterne i grupper og dermed tilføje en social dimension. Læs artikel

Guide til cykelferie i Tyskland

10-06-2012: Er du til aktiv ferie med små landsbyer, floder og hjemmelavede måltider, så tag på cykelferie i Tyskland. Læs artikel

Nyhed: Turisterne skal op på cyklen

31-07-2009: Danmark skal ikke kun opleves gennem bilvinduet. Vi skal også op på jernhesten og ud i landet. Det mener en række danske turisme- og cyklistorganisationer, der nu indleder et større projekt for at få flere turister til at cykle i Danmark. Læs artikel

Guide til en vandretur i Ejer Bjerge

04-08-2015: En vandring i Ejer Bjerge byder på Danmarks højeste tinder, kokasser, gratis overnatning, en sikker slankekur og en heks, der slog Lindormen ihjel med sin kost. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...