Find mere om:
Guide til en cykeltur blandt Bangkoks khlonger | rejser.guide.dk

Hop på cyklen i Østens Venedig

Thailands hovedstad er mere end høje temperaturer, tuk-tukker og templer. Bangkok rummer også muligheden for en farverig cykeltur mellem byens version af Venedigs kanaler – de bangkokske khlonger.

Det sætter sig i næsen i det øjeblik, vi træder ud gennem hotellets store skydedøre – en fedtet og næsten mættende lugt af friture, som syder fra de utallige små gadekøkkener, blandet med en krads lugt af bilos, som understreger, at vi befinder os midt i en storby af dimensioner. Tilsat en snert af noget, som ikke er en lugt, men alligevel er genkendelig i næseborene; den tunge, varme luft, som kommer, når det bliver hedt og indelukket, og alt, hvad der minder om vind, er gået på sommerferie.

»Det her holder jeg da aldrig til,« tænker jeg, da sammensuriet af duftindtryk rammer mig.

Klokken er lidt i 12, og vi er dermed på vippen til at træde ind i døgnets allervarmeste timer. De timer, hvor der på disse breddegrader i november måned bliver nogle og 30 grader, og hvor jeg typisk på en ferie vil indfinde mig på kanten af en swimmingpool eller ved et hav – og meget gerne med en parasol og dens forherligende skygge inden for ganske få meter.

Det er absolut ikke en tid, hvor jeg under normale omstændigheder vil bevæge mig ud med det formål at være aktiv. Men det er – på trods af min sædvanlige overbevisning – alligevel præcist det, jeg er på vej til i dag.

Jeg er sammen med en gruppe af fire andre på vej på cykeltur i Thailands pulserende hovedstad, Bangkok.

Vild trafik

Som det første prajer vi en taxa – for der er heldigvis ingen intentioner om, at vi skal hoppe på cyklerne lige her. Det er der vist ingen i gruppen, som synes, trafikken indbyder til. Gaderne i Bangkok vrimler med taxaer, private biler, busser, lastbiler og motorcykler – i 2014 var der 8,55 millioner registrerede nummerplader i byen – og oveni det skal man medtænke den uendelige mængde scootere, som også suser rundt i gaderne.

Når man bevæger sig rundt midt imellem dem alle, virker det umiddelbart ikke til, at en eneste af thaierne følger noget fast regelsæt for trafikken – deres zik-zakken ind og ud mellem hinanden fremstår derimod ganske laisser faire. Og om ikke andet så i hvert fald ganske svær at tyde for en dansk cyklist.

Danskermagnet i Middelhavet overvejer skræmme-skat

»Det bliver da interessant, det her,« siger en af de andre fra gruppen, da taxaen holder ind.

Han undrer sig nok – lige som mig – over, at vi ikke rigtigt er kommet væk fra den travle trafik, men tilsyneladende alligevel er ankommet til vores afgangsposition. Det er her, at vi lige om lidt forventes at sætte os i sadlen og cykle af sted.

B972094975Z.1_20150930192355_000+GDGO0Q5Q.1-0.jpg

B972094975Z.1_20150930192355_000+GDGO0Q5N.1-0.jpg

B972094975Z.1_20150930192355_000+GDGO0Q4E.1-0.jpg

Lokal viden

Vi skal cykle med nordmanden Arne Wilhemson, som har cykeltursbureauet Bangkok By Bike og har boet i Thailand i 12 år.

I dag er det planen, at han tager os med over på den vestlige side af floden Chao Phraya, som Bangkok er grundlagt omkring. Turen er én af to hverdagsture, som der veksles imellem i forhold til, hvordan det passer med trafik, vejr, humør og mulige oplevelser undervejs.

Jeg har på forhånd en lille knude i maven over, at vi skal af sted på en tur, der tvinger os til at trampe i pedaler i eftermiddagsheden. Men i samme øjeblik vi begynder vores tur og bevæger os igennem luften, fungerer den ellers stillestående og varme luft som en usynlig aircondition, og temperaturen føles pludselig ganske behagelig – så længe vi bevæger os.

»Lad os komme af sted,« siger en entusiastisk Arne, som helt tydeligt glæder sig til at tage os med rundt i sin by.

»I følger bare Marisa,« råber han til os.

Marisa Hempoom, som lægger sig forrest i vores lille felt, er lokal og ansat som guide i bureauet. Hun er uddannet inden for turisme, og undervejs på turen viser det sig, at hun ved alt om Bangkok – i hvert fald kommer ingen i gruppen på et eneste spørgsmål, som hun ikke svarer detaljeret, tilfredstillende og fascinerende på.

Arne selv lægger sig bagerst i gruppen, så han kan sørge for, at alle kan følge med, og at vi kommer sikkert igennem de store vejkryds, som han har forsikret os om, at vi snart er væk fra.

Væk fra virvaret

Vi cykler af sted og drejer som lovet snart væk fra den store vej og ind på en mindre sidevej.

På trods af at jeg, når jeg er hjemme i Danmark, tilbagelægger mange kilometer om ugen på cykel, føler jeg mig alligevel en smule nervøs i begyndelsen – følelsen forsvinder dog som dug for solen, da den første lokale thaier sender mig et kæmpe smil og vinker entusiastisk – medtrafikanterne her er umiddelbart lidt mere tålmodige end medcyklisterne på de københavnske cykelstier.

Vi hjuler af sted på række gennem smalle gyder, under skyggegivende markiser og omkring små baggårde og får et anderledes kig ind i thaiernes hverdagsliv – en virkelighed, vi slet ikke kunne forestille os, da vi befandt os på den anden side af Chao Phraya, hvor langt størstedelen af byens hoteller og de typiske turistattraktioner befinder sig.

Portvinens hjemmebane

Første pause fra tråddet i pedalerne bliver ved Wat Thong-templet – bare et af flere hundrede templer i Bangkok.

I det sekund vi holder stiller, mærker vi varmen. Solen bager her midt på dagen. Og man bliver lykkelig ved tanken om at have husket solcremen, som ellers hurtigt føltes unødvendig, da brisen, som cyklen i fart skabte omkring én, kølede behageligt.

Vi tager skoene af uden for templet og går ind. Marisa sætter sig på knæ forrest i templet, og vi følger hendes eksempel. I stilhed beder hun en bøn, og herefter fortæller hun os i et sagte toneleje om buddhistiske traditioner og religionens betydning for den thailandske befolkning.

Som afslutning på tempelbesøget introducerede hun os for en fortune telling-tradition, som oprindeligt stammer fra Kina, men ofte bruges af thaiere.

Den går helt simpelt ud på, at vi på skift ryster en rød dåse med 28 nummererede pinde i. Den pind, som først falder ud, fortæller via nummeret, som hænger sammen med en tekst, om hver vores fremtid.

GetContentCAC021YG.jpg

GetContentCABTVT1N.jpg

B972094975Z.1_20150930192355_000+GDGO0Q4A.1-0.jpg

Er man heldig, er fremtiden lys, men ikke alle 28 tekster lover godt for livet forude. Er man overtroisk, skal man måske springe traditionen over. Efter tempelstoppet triller vi videre ud mellem khlongerne og det lokale bangkokske liv. Vi ruller forbi hyggelige hytter, igennem boligkvarterer, som i en eller anden mindre grad faktisk minder om danske villaveje, og helt tæt på skure, som mestendels består af blik og pap og ikke virker synderligt beboelige, men som dog alligevel huser hele familier.

Næste stop på turen er endnu et tempel. Denne gang ét, der er formet som et stort skib og – som de fleste templer her – er smukt ornamenteret med glasmosaikker og guld. Herfra cykler vi helt ned til flodbredden, hvor vi parkerer vores cykler ved noget, der ligner et stort, åbent parkeringshus. Det er her, vi skal spise.

På tomlen til Shanghai

Vi får valget mellem tre lokale retter og bliver af Arne diskret informeret om, hvilken én der kræver de stærkeste smagsløg.

Mens vi venter på maden, får vi mulighed for at købe en skildpadde og sætte den fri – jo større den, vi køber, er, jo mere held bringer frigørelsen. I gruppen diskuterer vi dog kort, hvor lang tid der går, inden den er fanget igen, for så igen at blive solgt til næste godtroende turist, der drømmer om lidt ekstra held på kontoen.

GetContentCAE7Z2E7.jpg

GetContentCA1HRH86.jpg

B972094975Z.1_20150930192355_000+GDGO0Q42.1-0.jpg

Med long tail retur

Efter maden cykler vi ud af Bangkok. Eller sådan føles det i hvert fald. Vi cykler i så fredelige, skovlignende, omgivelser, at det bliver tæt ved umuligt at tro på, at vi faktisk er i cykleafstand fra de travle gader i Bangkok.

Sidst på turen holder vi ind ved vejkanten, hvor Arne hos en lokal forhandler bestiller Young Fresh Coconut. Toppen bliver hugget af, og vi drikker med sugerør direkte fra den grønne skal. Det er forfriskende og giver god energi til den sidste omgang trampen i pedalerne, som bringer os ned til flodbredden igen. Herfra skal vi med long tail-båd tilbage ad Chao Phraya, til hvor vi begyndte cykelturen.

Vi får bakset vores cykler ombord og hopper også selv på. Den store traktormotor, som skal drive båden af sted over vandet, starter, og da larmen fra den overdøver vores snak, sidder alle stille, mens vi oplever Bangkok fra endnu en ny side.

Tre råd til rejsen

Alternativ transport: Undgå trafikkaosset mellem byens mange biler ved at udnytte, at det faktisk er lykkedes den asiatiske storby at skabe et alternativt transportnetværk, der fungerer. Byens skytrain, BTS, er nemt at finde ud af – både i forbindelse med stationer og destinationer, og når der skal købes billet. Prisen er afhængig af turens længde, men ligger mellem 15 og 50 baht, hvilket svarer til tre-ti danske kr.

Se mere på www.bts.co.th

Et besøg værd: Vil man opleve mere end cykelstier i Bangkok – og det bør man – er Wat Pho-templet, som er et af Bangkoks ældste og største templer, en plads på feriens to do-liste værdig. Her finder man bl.a. den 47 meter lange Liggende Buddha. Det buddhistiske tempel Wat Phra Kaew, som ligger i den historiske bydel ved Grand Palace i Phra Nakhon, er Thailands primære og vigtigste tempel, og det er stedet, hvor man finder The Emerald Buddha. Det fortjener også et besøg.

Shopping: Får man nok af templer, er Bangkoks mange store shoppingcentre et fristende afbræk. Siam Pargon-komplekset er et af de største, og her finder man alt, hvad indkøbslisten kan byde på – og en kæmpe biograf, et akvarium, et fitnesscenter og mere end 100 restauranter.

På cykel i Bangkok

  • Bangkok By Bike tager dig med rundt i og omkring den asiatiske hovedstad, som også kaldes ’Englenes by’ og ’Østens Venedig’, i et roligt tempo og med rigelige stop. Dét, i kombination med at byen er meget flad, gør, at alle kan være med på en cykeltur med selskabet. Der udbydes halvdags-, heldags- og aftenture. Prisen ligger mellem 1.000 og 1.800 baht, hvilket svarer til 190 til 340 kr.
  • I hverdagene er der mulighed for ture om formiddagen, om eftermiddagen og om aftenen, mens der lørdag og søndag er mulighed for at tage med på en længere tur, der strækker sig fra kl. 10.00 til 17.30.
  • På dagsturene cykler man ca. 16-17 km. Aftenturen tager grupper med ud på ca. 11-12 km, mens ture i weekenden er mellem 20 og 25 km.
  • Turene inkluderer cykel- og hjelmleje, engelsk- eller skandinavisk talende guides, lokalt måltid, drikkevarer, tur i long tail båd og forsikring.
Se mere på www.bangkokbybike.com/da/

 

Rejsen dertil

  • Flere flyselskaber, herunder ThaiAirways, SAS og Norwegian, flyver direkte fra Københavns Lufthavn til Bangkok. Priserne begynder ved ca. 4.000 kr. tur/retur. Fra Billund udbydes rejser til Bangkok med et enkelt stop undervejs.
  • Langt de fleste internationale fly ankommer til Suvarnabhumi-lufthavnen i Bangkok. Taxa herfra til byen koster ca. 300-400 baht, hvilket svarer til ca. 50-75 kr.
  • Den billigste transportform fra lufthavn til by er med bus. De offentlige busser, BMTA, koster fra ca. 35 baht, altså 7 kr.
  • Vi boede på Pathumwan Princess Hotel, 444 MBK Center Phayathai Road, Pathumwan, Bangkok 10330.

GetContent[5].tiff

Jyllands-Posten var inviteret af Spies.

Guide: En cykelrejse, som du tror er løgn

01-12-2012: Første etape af cykelekspeditionen Bali-Beijing blev et eventyr: overstrømmende indonesisk gæstfrihed og venlighed, grænseoverskridende cykeludfordringer, naturoplevelser i særklasse. Du kan endnu nå at være med på en eller flere af de resterende etaper i Thailand, Laos og Kina. Læs artikel

Guide til cykelferie ved Vadehavet

25-03-2012: Der er mange måder, hvorpå man kan tage på cykelferie. Med en fast base slipper man for oppakning. Læs artikel

Guide: Amsterdam er cykelbyen over alle

30-04-2015: Smalle kanaler med husbåde, cykler overalt, charmerende cafeliv og kunst i verdensklasse. Amsterdam har alt det, man har behov for til en god weekendferie. Læs artikel

Nyhed: Billige Bangkok

12-03-2010: Flyrejser bliver billigere og billigere. En storbyferie til Bangkok i Thailand kan fås til rimelige penge og indeholder alt fra store markedspladser, gamle templer og sexindustri til imponerende udsigter og hvide sandstrande. Læs artikel

Guide til det idylliske opland til Hua Hin i Thailand

09-01-2016: Tag flugten fra Hua Hins intense larm, og oplev det idylliske thailandske opland, der omkranser den populære feriedestination. Små landsbyer, frodige marker og ægte folkeliv findes blot få kilometer fra turistinfernoet i hjertet af badebyen. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...