Find mere om:
Guide til cykeltur omkring Cape Town | rejser.guide.dk

Sydafrikansk syre i benene

Hvis du vil se Cape Town på en anden måde, så book en mountainbiketur på Table Mountain.

Table Mountain - Taffelbjerget på dansk. Cape Towns vartegn. Et 1.086 meter højt bjergmassiv, der rejser sig fra den sydafrikanske metropols havnefront og lige lukt op i den krystalblå himmel.

Et bjerg, der ikke har nogen top, men en stor, plan stenslette, hvor byens beboere og turister valfarter rundt mellem hinanden på stierne, mens de spiser is, slikker sol og spejder ned over millionbyen og hele vejen ud til Robben Island, hvor Nelson Mandela tilbragte en stor del af de 27 år, han sad i fængsel, inden han blev præsident. Og drejer de sig rundt og retter blikket den anden vej, kan de se hele vejen ned til det afrikanske kontinents sydspids - ned til Kap Det Gode Håb, hvor Det Indiske Ocean ramler sammen med Atlanterhavet. Det er ikke uden grund, at Taffelbjerget er et af Sydafrikas - og hele det afrikanske kontinents - største turistmål. For de fleste en udflugt, der starter en tredjedel oppe på bjerget, hvor en stor kabelbane løfter bjergets gæster op ad bjerget og ind på den øvre station, så man nemt og bekvemt kommer til toppen. Andre bruger stierne til vandreture - enten helt til toppen eller rundt på massivet.

Men der er også denne mulighed: at tilbringe en dag på cykel - på mountainbike - på det store bjerg.

En værdig modstander

Vi er fire mænd. Eller skal man sige drenge? For det siger næsten sig selv, at fire mænd - alle 30+ - der bestemmer sig for at cykle rundt på et bjerg i Sydafrika, er lig med sjov og ballade og hvem-kommer-først. Men alt det vender vi tilbage til. Cykelturen begynder nemlig slet ikke på selve bjerget. Den begynder hos et adventurebureau på en af Cape Towns stejle gader, hvor vi møder James, der skal være vores guide.

James er yngre end os. I betydeligt bedre form end os. Og selv om vi forklarer ham, at vi alle er vant til at cykle hjemme, og at han derfor ikke skal holde igen med udfordringerne, så virker han ikke synderlig imponeret af det cyklehold, han skal have med på bjerget.

Men James er en høflig mand, så han siger ikke noget - i stedet får han udstyret os med cykelhjelme, vand og selvfølgelig en cykel hver, inden vi trasker over vejen til en bus med en stor anhænger med plads til cyklerne, som transporterer os op til udgangspunktet - lige der, hvor alle de andre turister også vælter ud af bussen for at tage liften op til toppen.

Vi stiger ud. Gør udstyret klar. Gør os selv klar. Forklarer James endnu en gang, at nok er vi her for fornøjelsens skyld, men skulle der komme mælkesyre i benene og mudder på tøjet, så bliver vi kun glade.

James nikker igen lidt overbærende - så beder han os sadle op, og sammen cykler vi hen ad asfaltvejen og væk fra alle menneskerne omkring liften.

Stille og roligt kommer vi hen ad vejen. Vi cykler vel 10 minutter, hvor vi prøver os frem blandt de mange gear, får justeret sæderne, så de passer til vores højde, inden James standser og fortæller, at om lidt drejer vi ned på de røde jordveje, og at vi skal være opmærksomme på sten og bump.

Vi er kække. Flyver af sted nedad, men opdager snart, at bjerget er en værdig modstander. Usikkerheden forplanter sig gennem kroppen, mens det bumler af sted:

»Okay, hvis jeg vælter her, så bliver det grimt. Rigtig grimt,« tænker jeg, mens jeg dybt koncentreret knuger styret og prøver at styre uden om de værste klippestykker, der kan slå mig af cyklen.

Så flader vejen ud. Vi træder som gale i pedalerne - ingen vil komme sidst. Så vi giver alt, hvad vi har.

James er bagtrop. Et eller andet sted fornemmer vi, at han griner lidt ad os, som om han ved bedre.

Vi kæmper os videre. Det er begyndt at gå opad. Først lidt, så lidt mere - og så stejlt. Det river i benene og i lungerne, men ingen piber - det gør man ikke, når fire mænd og en ung guide er på cykeltur sammen.

Vi kommer os op over en bakkekam. Pludselig er vi tilbage på asfalten.

»Opad,« råber James bagfra, og vi styrer cyklerne ind på vejen og lader benene arbejde os opad.

Det har taget 45 minutter at komme ned, rundt og op igen.

Storbyen fra en ny vinkel

James ser på os. Så styrer han os igennem menneskemylderet ved liftstationen og ud ad vejen igen. Men denne gang standser han ikke der, hvor vi drejede ned første gang. Han fortsætter, og pludselig står vi ved en stor bom, der er spændt hen over vejen.

»Road closed,« står der på skiltet.

Vi kigger lidt forvirret på hinanden. James smiler, så vrider han sin cykel op over en lille jordhøj og ind bag bommen.

»Come on,« siger han og sender os endnu et smil.

Da vi alle er omme på den anden side, forklarer han, at det er en gammel vej, som længere fremme er delvist styrtet sammen. Derfor må der ikke køre biler, men det er ufarligt for cyklister.

Og så sender han os ellers af sted opad igen. Vi tramper i 10 minutter - måske 20 - så drejer vi rundt om et hjørne, og pludselig åbner en helt ny del af Cape Town sig under os.

Millionbyen strækker sig, så langt øjet rækker, under os. Solen er brudt gennem skyerne. Vi spejder ud over byen og Atlanterhavet, der slår ind langs havnen og klipperne længere nede ad kystlinjen - der, hvor havn er blevet til klipper, og hvor pakhuse er blevet til millionærboliger.

Højhuse, havnekraner, togstationen, motorvejene, tusindvis af huse, den store sorte township Khayelitsha, bag lufthavnen, hvor der bor over 400.000 mennesker. Vi siger ingenting. Vi står bare og kigger ud over en af verdens allersmukkeste storbyer. Svedige. Lidt trætte i benene. Og glade. James er tilfreds med vores indsats. Han fortæller, at den tur, vi har klaret på en time, bruger de fleste amerikanere tre en halv time på, fordi de ikke er vant til at køre på cykel.

Vi ranker ryggen - han griner, og vi gør det klart for ham, at inden han sender os væk fra dette fantastiske bjerg, fra disse fantastiske udsigter, så skal han finde en stigning mere, hvor vi kan få afgjort, hvem der har de stærkeste ben.

»O.k.,« siger han og får os op på cyklerne igen.

Alternativ lapning

Vi fortsætter ind ad den lukkede vej. Pludselig stopper den og bliver til grus og sten. Så begynder det at gå nedad. Og så råber James:

»Værsgo - løbet er frit.«

Vi banker ned ad bakken. Vi kan se stigningen foran os. James blander sig ikke i løbet - han bliver i ”gruppettoen” sammen med en mand, som ikke agter at sætte livet på spil på den stenede sti - eller også havde han bare ikke benene den dag.

Vi andre banker af sted. Vi kan se stigningen foran os. Op, op, op i hårnålesving.

Og så, netop som vi rammer stigningens første del, punkterer mit baghjul. Luften er væk på et øjeblik - mit løb er slut, og jeg kan bare se de andre trampe af sted mod toppen. James og sidstemanden kommer til.

»Bad luck,« siger han, mens jeg bander noget om urimeligheden i, at det lige var mig.

Så finder han en ny slange frem. Piller mit hjul af og giver sig til at skifte slangen. Men slangen har et hul i sig, så den vil ikke fyldes med luft. Det vil den næste reserveslange heller ikke. Og lappegrejer er der intet af.

Jeg kigger ned ad bjerget. Ind mod Cape Town, hvor vi kom fra. Der venter en lang, lang gåtur, medmindre vi finder ud af et eller andet. Ingen bil kan hente mig her, fordi vejen er lukket. Det nytter ikke at ringe til nogen, for der er ingen, der har taget telefon med, fordi vi skulle ud at lege på cykler.

Så pludselig lyser James op. Han fortæller, at han faktisk engang blev nummer to i de sydafrikanske mesterskaber i downhill - en mountainbikesport, hvor man kører hurtigst muligt ned ad en stejl bakke - og i den forbindelse læste han en del bøger om mountainbiking.

Og han synes at kunne huske, at der i en af bøgerne stod, at skulle man punktere uden lappegrejer og reserveslange, så kunne man pille slangen ud og fylde dækket med græs.

Vi kigger på hinanden. Lange gule seje, visne græsstrå er der masser af. Men vil det virkelig virke på en knoldet, stenet vej, hvor det går stejlt ned.

Vi plukker og river græs op fra jorden. James propper dækket, ofrer sit eget hjul til mig og siger, at han nok skal tage hjulet med græskonstruktionen. Jeg siger pænt tak, og da drengene fra ræset er tilbage, begynder nedstigningen med vores guides græspumpede hjul. Det bumber noget, men James klager ikke. Han siger, at vi skal nyde det i stedet. Det gør vi så.

Vi kommer ned til byen - og trafikken. Måske det farligste på hele turen, for i Sydafrika er der venstrekørsel, og bilisterne er ikke vant til cyklister på vejbanen. Vi drejer ned gennem et boligkvarter. Ned på en stor vej, og pludselig er vi tilbage ved det sted, hvor vi startede fire en halv time tidligere.

Med en cola i hånden kunne vi gøre status. Ingen alvorlige skader. Lidt ømme bagpartier. Ømme benmuskler og minderne om en tur, som gav os fantastiske udsigter og masser af historier at fortælle til venner og familie derhjemme.

LÆS OGSÅ: Action i Cape Town

Sydafrika

Rejsen dertil

  • Fly: De fleste større flyselskaber: Lufthansa, British Airways, KLM og Air France har fly til Sydafrika. Det betyder, at man typisk skal via Frankfurt, London, Amsterdam eller Paris for at nå Sydafrika. I Sydafrika lander de fleste interkontinentale fly i Johannesburg. Herfra er der flere gange om dagen indenrigsfly til Cape Town. En del selskaber flyver også direkte til Cape Town, men der er langt færre afgange dertil.
  • Pakkerejse: En del danske rejsebureauer arrangerer rejser til Sydafrika med afgang fra både Aalborg, Billund og København. Mange rejser tager udgangspunkt i safari, men en række bureauer har også Cape Town på listen som en del af en sydafrikansk rundrejse. Det gælder bl.a. Albatros Travel, Brandstrup Travels, Folkeferie, Apollo og Nyhavn Rejser.

Fire råd til rejsen

  • Hajdykning: Er du til mere adventure, bør du ikke snyde dig selv for at dykke med den store hvide haj. Små 400 km fra Cape Town ligger Mossel Bay. Her har du verdens bedste chance for at se og dykke med de frygtede hajer, fordi de har ynglepladser i bugten. Dykningen foregår i store jernbure, så der ikke er fare for, at man mister hænder, ben eller en fod - men det er ganske adrenalin-fremkaldende alligevel. Vær opmærksom på, at der ikke er nogen garanti for at se en haj - men chancerne bliver næppe bedre end her. www.whitesharkafrica.com
  • Natteliv: Cape Town kan beskrives som Afrikas svar på Nice. Bare lidt smukkere, lidt vildere og lidt længere væk. Millionærer og millionøser har for længst fået øjnene op for paradiset i Sydafrika, og derfor er der rige muligheder for dekadente restauranteventur og besøg på fine og sjove natklubber. Prøv for eksempel The Fez Club, hvor der kommer trapezkunstnere svævende over dansegulvet med jævne mellemrum. www.fez.co.za
  • Overnatning: Hoteller er der masser af i Cape Town i alle prisklasser og variationer. Et af de mere underholdende er The Grand Daddy, der har installeret en vaskeægte trailerpark på taget, hvor amerikanske 60'er campingvogne gør det ud for værelser. www.granddaddy.co.za
  • Nelson Mandela: Glem ikke Robben Island, hvor Sydafrikas første præsident efter apartheidstyrets fald, Nelson Mandela, sad fængslet i årevis. Man tager båden til øen, der i dag er museum og udråbt til en del af verdens kulturarv. www.robben-island.org.za

Mountainbiking på Table Mountain

  • Du bør ikke køre på cykel på Table Mountain uden guide og under ingen omstændigheder alene. Du farer nemt vild, og selv om man kan se Cape Town under sig hele tiden, er det rart at vide, hvor man skal hen. Desuden er det ikke ufarligt, så skulle du styrte, bør du have en til at hjælpe dig.
  • Hvis du jævnligt kører på cykel, så er denne tur ikke noget problem. Omvendt - hvis du meget sjældent kører på cykel, bør du overveje, om ikke du skal bruge din tid i Cape Town på noget andet.
  • Vores tur kostede 695 rand (ca. 540 kr.) per person. Vi var af sted i fire en halv time, og turen inkluderede guide, nogle småsnacks, en vandflaske, cykel og sikkerhedsudstyr. Turen var bestilt gennem www.downhilladventures.com. Derudover tilbyder også Cape X-treme Tours cykling på bjerget til cirka samme pris. www.cape-xtreme.com

Guide: På jernhest i cowboyland

11-05-2013: Flere stater i USA er det rene eldorado for cykelrejsende. Man kan køre turene alene, men til sommer får cykelglade danskere muligheden for at komme til staterne i grupper og dermed tilføje en social dimension. Læs artikel

Guide til cykelferie på Læsø, langs Limfjorden eller i Rebild Bakker

17-07-2016: Tag børnene med på en endagscykeltur på Læsø, pak cykeltaskerne til den 600 kilometer lange rute rundt om Limfjorden, eller udfordr balancen på en af Rebild Bakkers mountainbikeruter. Læs artikel

Guide til Bormio og Passo dello Stelvio

24-04-2016: Lidt uden for den italienske by Bormio ligger en attraktion, der har en særlig plads i cykelmytologien: Passenes Konge – bedre kendt som Passo dello Stelvio. Jyllands-Postens udsendte medarbejder prøvede kræfter med det ikoniske bjergpas, der flere gange har optrådt i Italiens største etapeløb Giro d'Italia. Læs artikel

Guide: Det er gratis - naturligvis

11-07-2013: Hiv naturen ind digitalt og forbered de næste store oplevelser udenfor fra hjemmekontoret – uden at bruge en krone. Læs artikel

Guide til cykelferie i Tyskland

10-06-2012: Er du til aktiv ferie med små landsbyer, floder og hjemmelavede måltider, så tag på cykelferie i Tyskland. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...