Find mere om:
Guide til Bormio og Passo dello Stelvio | rejser.guide.dk

Besejr bjergpassenes konge

Lidt uden for den italienske by Bormio ligger en attraktion, der har en særlig plads i cykelmytologien: Passenes Konge – bedre kendt som Passo dello Stelvio. Jyllands-Postens udsendte medarbejder prøvede kræfter med det ikoniske bjergpas, der flere gange har optrådt i Italiens største etapeløb Giro d'Italia.

Vand i dunkene, tjek. En vind- og vandtæt overtræksjakke i sadeltasken, tjek. Masser af energibarer i baglommerne, tjek. Jeg konstaterer, at min kone også er klar, så vi sætter os i sadlerne, klikker med det samme ned i de lave gear og begynder at køre opad. Foran os tårner bjergene, og flere af dem er sneklædte, selv om kalenderen langt fra siger vinter. Langt oppe kan vi skimte et pas mellem to af tinderne, og en uendelig lang og kringlet strækning fører hele vejen fra dalen, hvor vi lige er startet –og op til toppen.

Og netop dét pas – Passo dello Stelvio – har en særlig plads i cykelmytologien. Enhver rytter drømmer om at prøve kræfter med stigningen, så vejen op har altid været trafikeret om sommeren, men efter at passet i tv-programmet Top Gear blev kåret som ”The Greatest Driving Road in the World”, har området virket som en magnet på køretøjer af alle slags. Dagligt flokkes cykelryttere, motorcyklister og dyre cabriolet’er i hundredvis på den snoede norditalienske strækning, der ligger umiddelbart syd for den schweiziske grænse.

Allerede fra start kan stigningen mærkes. Solen bager, og inden længe pibler de første svedperler frem på panden. Tanken, om kulden på toppen forekommer lige nu uvirkelig, men med et gennemsnitligt temperaturfald på én grad for hver 100 meter, man bevæger sig opad, skal der ikke megen hovedregning til at forudse, hvordan forholdene kan være oppe i passet.

Men lige nu nyder vi det smukke landskab. Langs den kløft, vi kører i, risler et vandløb mod dalen, i det fjerne ligger adskillige gletsjere, og markerne er fyldt med farvestrålende blomster.

B972270463Z.1_20160421133611_000+G5NSO68C.1-0.jpg

For cykelryttere er vejen nærmest ikonisk. Indtil for få år siden var det 2.760 meter høje Stelvio det højeste asfalterede pas i Alperne, men den titel er nu overtaget af franske Col de l’Iseran, der ligger ti meter højere.

Stelvio optrådte for første gang i Italiens største etapeløb, Giro d'Italia, i 1953, og her vandt landets største rytter gennem tiderne, Fausto Coppi. Siden er passet indgået i Giro’en med jævne mellemrum, men flere gange har man været nødt til at aflyse i sidste øjeblik på grund af for store snemasser på toppen. Følelsen af at køre lige her, hvor store dramaer har udspillet sig, er noget særligt. Som Niels Christian Jung og Reimar Bo fortæller i deres bog – ”På Mestrenes Asfalt” – kan man ikke under normale omstændigheder entre Camp Nou for at spille fodbold. Det er også de færreste forundt at svinge ketsjeren på Wimbledons Centre Court, men enhver er velkommen til at prøve kræfter med de strækninger, Fausto Coppi, Eddy Merckx og Bradley Wiggins har kørt på.

24 kilometer til toppen

Vi er efterhånden kommet halvvejs op, og det værker i lårene. Problemet er ikke så meget stigningsprocenten – den er relativ overkommelig – men ingen steder kan man trille og hvile benene bare en lille smule. Det går hele tiden op ad uden pauser, og med 24 kilometer fra bund til top føles turen mere end lang.

Mens de franske, alpine udfordringer som eksempelvis Alpe d’Huez og Mont Ventoux er kendt af de fleste, ikke mindst takket være sommerens Tour-transmissioner, hvor Jørgen Leth guider seerne rundt i det bjergrige landskab, er de italienske stigninger mindre kendte. Men blandt connaisseurs betragtes de italienske bjergudfordringer, der blandt andre tæller Monte Zoncolan, Mortirolo og Stelvio, som langt mere krævende. Og det er der flere grunde til. I modsætning til Alpe d’Huez, der har 21 hårnålesving, kan Stelvio prale med hele 48 af slagsen. Turen op ad Monte Zoncolan er næsten dobbelt så stejl som stigningen på Ventoux, og hvor Ventoux topper i 1.912 meters højde, ligger Stelvio-passet næsten en kilometer højere. Her kan luften være så tynd, at det kan slå selv den bedste rytter ud.

Den ultimative bremsetest

Efter et par timer er vi kommet op i højde med flere gletsjere. De ligger med deres karakteristiske blå farve på de nøgne klipper langt over trægrænsen og udsender kulde. Vi overhaler enkelte klatrere, men bliver selv overhalet af flere. Alle hilser pænt, når de cykler forbi, og selv motorcyklisterne kommer af og til med anerkendende nik.

Endelig når vi målet og hopper af cyklerne. Selv om turen bestemt ikke er kørt i Pantani-tempo, er vi trods alt kommet op. Her er køligt, men solen er fremme, så vi sætter os i en kurvestol på den nærmeste café og fejrer bestigningen med en kold forfriskning samt den sidste energibar fra baglommen.

B972270463Z.1_20160421133611_000+G5NSO69R.1-0.jpg

Omkring os udspiller sig et sandt leben. Folk strømmer ud og ind af souvenir-butikkerne, sidder ved barerne eller beundrer de farvestrålende sportsvogne, mens cykelryttere giver hinanden highfives. Mod nord kan vi se langt ind i Schweiz. I modsat retning rager bjergtinderne op, og bag dem breder Po-sletten sig ud. Udsigten er intet mindre end fantastisk.

Besøg Alpernes hovedstad

På turen ned er der payback – på den gode måde. Cyklen triller af sig selv de næste mange kilometer, men vi skal koncentrere os, for der strømmer stadig køretøjer mod toppen, og speedometeret passerer hurtigt de 60 kilometer i timen, hvis man ikke har styr på bremserne. Rygtet siger, at italienske bilproducenter giver deres køretøjer den ultimative bremsetest ved at trille ned ad Stelvio uden at bruge motorbremsen. Og det er sikkert sandt. Det er i hvert fald svært at forestille sig en større udfordring for materiellet.

Stor ingeniørmæssig bedrift

Stelvio fik stor strategisk betydning, da der blev trukket nye grænser i Centraleuropa efter Napoleonskrigene. Det store østrig-ungarske rige fik tildelt den nuværende italienske region Lombardiet, og den eneste direkte forbindelse til det nye område var via Stelvio. 2.000 mand blev kommanderet ud for at grave, bygge og sprænge sig vej op over passet, og i 1825 stod vejen færdig – en ingeniørmæssig bedrift uden sidestykke. Efter 1. Verdenskrig blev Europas grænser endnu en gang ændret, og Stelviopasset kom nu til at tilhøre italienerne, der asfalterede det i 1938.

Skal man bestige Stelvio på cykel, kræver det, at man har trænet lidt hjemmefra, men heldigvis byder Bormio-området på andre ruter end turen op til passet. Stelvio Nationalpark tiltrækker først og fremmest mountainbikere, der kan lege på de utallige single-tracks, og i dalen finder man cykelruter af vidt forskellig sværhedsgrad. Hvor nogle fører op i det bjergrige terræn, er andre så flade og overkommelige, at alle kan være med.

B972270463Z.1_20160421133611_000+G5NSO6A3.1-0.jpg

Er man af sted som familie, kan man planlægge sin tur i dalen, hvor landskabet er frodigt og smukt. Overalt ligger der små gårde og hytter, hvor der serveres hjemmelavet salami og ost, og skal man have inspiration til forskellige ruter, er der god hjælp at hente på turistkontoret i Bormio.

Varme kilder og forkælelse

Bestigningen af Stelvio-passet sidder stadig i lægmusklerne, så dagen efter klatreturen er sat af til ren restitution. Og hvad angår wellness, afslapning og forkælelse, er Bormio et af de bedste steder i Alperne.

Allerede i romertiden kendte man til de mange kilder, som piblede op fra undergrunden i og omkring Bormio, og man anlagde de første bade for mere end 2000 år siden. I dag ligger der tre spa-ressorts i byen, og der er noget for enhver smag.

Fra romertiden har man bevaret Bagni Vecchi, De gamle Bade, og i 1836 åbnede man Bagni Nuovi, De nye Bade.

B972270463Z.1_20160421133611_000+G5NSO6A7.1-0.jpg

Disse ligger i en flot park med velholdte plæner og store bassiner, og til badene hører et hotel, som er bygget i renæssance-stil. Den sidste af Bormios tre spa-ressorts, Bormio Terme, er mere moderne og henvender sig primært til familier, hvor de voksne kan nyde badene, mens de yngste forlyster sig med rutsjebanerne i de forskellige børnepools.

Vi vælger Bagni Vecchi, som oser af historie. Indgangen finder man bag San Martino-kirken, og i samme øjeblik, man kommer ind, åbner der sig en verden med mørke grotter, som blandt andre Leonardo da Vinci lovpriste under et af sine besøg. Et lille hide-away kaldes Ærkehertugindens Bad, der blev lavet specielt til den østrig-ungarske tronfølgerinde, så hun kunne få lidt privatliv, da hun gæstede Bagni Vecchi i 1825, hvor Stelvio-passet blev indviet.

På andet end ski i Alperne

Et andet ”hemmeligt sted” er den 50 meter lange, tunnelformede grotte, som giver mindelser om Dantes Inferno. I begyndelsen hersker en behagelig temperatur, men for enden af tunnelen er heden så voldsom, at man er nødt til at vende om.

B972270463Z.1_20160421133611_000+G5NSO6A1.1-0.jpg

Mit personlige yndlingssted i Bagni Vacchi finder jeg dog ude i det fri. Med en kold forfriskning i hånden sænker jeg min trætte krop ned i den udendørs panorama-pool, hvorfra jeg har første parket til de majestætiske bjerge. Og højt oppe troner passene over dem alle, Stelvio. Måske er det ikke politisk korrekt at skrive, men det er en befrielse, at man ikke har forvandlet Bagni Vecchi til et badeland, og børn skal være fyldt 14 år for at få adgang. Til gengæld byder Bagni Vecchi på alle de moderne wellness-behandlinger, man kan ønske sig: Massager, saunaer, fysioterapeutiske behandlinger og mudderbade – og opholdet er lige det, vi har brug for, efter gårsdagens anstrengelser.

For højt til vinproduktion

I Bormio laver man grappa, den italienske form for likør, der enten kan være skarp, bitter eller sødlig. Grunden til, at man har specialiseret sig i grappa frem for vinproduktion, er, at byen ligger i 1.225 meters højde. I denne højde er vinproduktion urentabel, men til gengæld er det rene kildevand, kombineret med bjergenes urter, bær og blomster, guld værd for de lokale grappaproducenter.

B972270463Z.1_20160421133611_000+G5SSO3JR.1-0.jpg

Midt på Bormios travle gågade finder man det lokale bryggeri, Braulio. Gennem en beskeden facade træder man ind i en lille butik, hvor man kan få smagsprøver, men længere inde i butikken åbnes op for en stor overraskelse: En trappe fører ned til etage efter etage af underjordiske brygge- og lagerfaciliteter, og her står de mange egetræsfade tæt.

Om det er rundvisningen, eller om det er rundviseren, der er mest interessant, er svært at afgøre. Men vores guide, Katja, er fuld af italiensk charme, og hun fortæller levende – halvt på italiensk, halvt på engelsk – om produkterne fra Braulio. Katja havde lige overset, at der kom gæster til rundvisning, så hun har sat et ”kommer snart-skilt” på døren til den gågadebutik, hun bestyrer. Den næste time guider hun rundt.

Braulio repræsenterer på fin vis den tradition for krydrede likører og snapse, man har i bjergene, og destilleriets historie går mere end 140 år tilbage i tiden.

B972270463Z.1_20160421133611_000+G5SSO3IN.1-0.jpg

I 1875 satte den lokale farmaceut, Edoardo Peloni, sig for at fremstille en bitter på baggrund af 13 forskellige urter, som han samlede i Valtellina-regionens bjerge.

Opskriften er stadig hemmelig, og den ligger sikkert i Peloni-familiens hænder, men man ved dog, at der blandt andet bruges ensian, enebær, malurt, stjerneanis og røllike, og at dråberne modnes i slavonske egetræsfade. Slutresultatet, en Braulio Amaro Alpino, er en gudedrik, der opretholder en fin balance mellem det søde og det bitre, og den eksporteres så langt væk som til Japan, Canada og Australien.

Hele pakken

Beliggende i et terræn, der kan være barskt og ufremkommeligt i vinterhalvåret, kan man naturligvis finde masser af spisesteder i Bormio, der byder på rustikke og kulhydratrige retter. Men er man til den mere raffinerede gastronomi, går man heller ikke forgæves, for da de franske Michelin-kontrollører kom forbi i 2016, faldt der en stjerne af til en af byens restauranter. Og alt det indimellem – det typisk italienske køkken med retter som bruschetta, carpaccio, fettuccine, gorgonzola og søde kager – finder man på byens øvrige spisesteder.

Her spiser de lokale romere

Uanset, om man er til aktiv ferie, gastronomi eller livsnydelse – eller måske alle tre ting på en gang – har Bormio hele pakken. Italien er om noget livsnydelsens og gastronomiens land, så når man har udforsket Nationalpark Stelvio og besteget de omkringliggende bjergpas på cykel eller i vandrestøvler, ligger områdets spa-ressorts, destillerier og restauranter klar med alle forkælelsestilbuddene.

Tre råd til rejsen

Nationalpark Stelvio

Parken er Italiens største, og den rummer et rigt dyreliv med blandt andet stenbukke, rådyr, vildsvin og ørne. Terrænet, der når op i 3.900 meters højde, er flere steder højalpint, og det består af bjerge, vandfald, skove og dale. Floraen byder på høje nåletræer, masser af bær og urter samt store arealer med rododendron. Enhver vandrer og mountainbikers paradis.

For hele familien

Om sommeren sendes køerne på græs, og små lokale gårde producerer mælk, smør og ost efter gamle opskrifter. Alle er velkomne til at besøge et Malga, som er betegnelsen for et lille alpint landbrug, og her kan man være heldig at overvære arbejdet. Flere steder bydes på smagsprøver.

Endnu flere cykeludfordringer

Kan man bare ikke få cykling nok, ligger der to andre berømte bjergpas lige i nærheden. Mortirolo forbindes ofte med Marco Pantani, Il Pirata, der har sit eget monument på den 1.852 meter høje udfordring, mens Gavia-passet, Bjergenes Madonna, topper i hele 2.621 meters højde. Begge pas har høje stigningsprocenter og regnes for svære at besejre.

For mere info: Bormios Turistbureau

Giro d’Italia

Dette års Giro d’Italia begynder den 6. maj i Apeldoorn og slutter den 29. maj i Torino. Cykelrytterne kommer dog ikke forbi Passo dello Stelvio på den 99. udgave af Giro'en.

Rejsen dertil

I bil er der 1.250 kilometer fra den dansk-tyske grænse til Bormio. Kør via Hamborg, Würzburg og Memmingen til Füssen, der ligger på grænsen til Østrig. Fortsæt til Nauders, hvor grænsen til Italien ligger, og kør derefter mod Bormio. Vær forberedt på en del bjergkørsel på den sidste del af strækningen. Der skal købes vignet til det østrigske motorvejsnet. Nærmeste lufthavne er i Milano og i Zürich, og begge byer ligger omkring 200 kilometer fra Bormio. Fra både Milano og Zürich er der gode forbindelser til Bormio. SAS, Easyjet og Ryan Air har direkte forbindelse mellem København og Milano, mens Ryan Air også har direkte forbindelse fra Billund. Vælger man at flyve til Zürich, er der direkte forbindelse fra København med SAS og Swiss.

B972270463Z.1_20160421133611_000+GG7SOSMI.1-0.png 

Korsika for begyndere

14-09-2009: Korsika kaldes med for Skønhedens Ø, men der er så meget smukt at se, at man må prioritere. Her er lidt hjælp. Læs artikel

Nyhed: Husk lige badetøjet

17-08-2008: Bjerglandsbyen Bagno di Romagna tilbyder det meste. Og det er fuldstændig valgfrit, om man vil vandre, cykle, ride, samle trøfler eller spille golf. Derimod er badning obligatorisk. Læs artikel

Guide til cykelferie på Læsø, langs Limfjorden eller i Rebild Bakker

17-07-2016: Tag børnene med på en endagscykeltur på Læsø, pak cykeltaskerne til den 600 kilometer lange rute rundt om Limfjorden, eller udfordr balancen på en af Rebild Bakkers mountainbikeruter. Læs artikel

Guide til Europas bedste cykellande

25-05-2016: Er du på udkig efter lande at udforske på din cykel i løbet af sommeren, giver en ultracykelrytter her gode råd til gode cykellande. Læs artikel

Guide til wellness-ferie i Slovenien

11-09-2015: Det frodige land Slovenien byder på utallige muligheder for selvforkælelse: Massage, bassiner med naturligt opvarmet vand, vandreture i bjergene og lokalproduceret vin. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...