Find mere om:
Guide til Europas bedste cykellande | rejser.guide.dk

Guide til Europas bedste cykellande

Er du på udkig efter lande at udforske på din cykel i løbet af sommeren, giver en ultracykelrytter her gode råd til gode cykellande.

Hvert år bliver mange danskere bidt af en gal cykelmyg. Er du selv på udkig efter nogle gode steder, hvor du kan få lov til at kombinere solrigt vejr, flottet omgivelser og gode cykelruter, kommer ultracykelrytteren Christian Krause med sine anbefalinger her.

Han har cyklet rundt i hele verden, og hvert år træner han også en gruppe af de danskere, som kører med Team Rynkeby fra Danmark til den franske hovedstad, Paris.

Christian Krause kender derfor til de steder i Europa, hvor du både finder de bedste bjerge, men også den flotteste natur, at cykle i.

Mallorca:

Den spanske ø Mallorca er mere end sangria og grisefest, fortæller Christian Krause. Hvert år strømmer professionelle cykelhold nemlig til øen for at træne.

- Mallorca er et paradis for cykelfolk, og professionelle cykelhold kommer dertil hvert år for at træne på stigninger som Sa Calobra og Coll de Sollér. Det er et meget populært område. Mange steder på øens vestkyst er der kun fem kilometer fra havneområdet, til man er oppe i de høje bjerge, siger Christian Krause.

Samtidig er Mallorca et godt sted at rejse hen, hvis man gerne vil kombinere cykling med familieferie. Øen er nemlig udover at være meget cykelvenlig og udstyret med familiehoteller, lavvandede badestrande og alskens turistoplevelser. Derudover tager det kun tre timer at flyve derned, og så findes der hoteller i alle prisklasser.

Italien:

Støvlelandet i Sydeuropa har meget at byde på for de cykelinteresserede - og det gælder både dem, der vil køre i bjerge og dem, der vil køre i fladt terræn.

- Er man interesseret i bjerge, så er hele vestkysten af Italien fyldt med netop det. Østkystens terræn er derimod grænsende til fladt, fortæller Christian Krause og fortsætter:

- Hvis man vil have en udfordring, så kan man rejse til Sicilien. Her er der rimelig bjergrigt og utroligt smukt, så her kan du både få lov til at cykle, se meget smuk natur, drikke god vin og spise fantastisk mad, når du stiller cyklen. Turistmæssigt er det heller ikke ødelagt dernede, lige som det efterhånden er tilfældet på Alpe d'Huez.

Krause fortæller, at Sicilien er fyldt med hoteller, men at privat indlogering også er en mulighed for at kunne bo billigt.

Belgien:

Belgien er et cykeltosset land, og flere steder i landet har man oprettet flere kilometer lange cykelstier. Derfor får landet Christian Krauses anbefaling.

- I Belgien er nationalsporten jo cykling, så hvis du virkelig gerne vil cykle i et smukt og cykelvenligt land, så er Belgien det rigtige sted at tage til.

- Visse dele af Belgien minder samtidig også meget om Danmark i forhold til kulturen, og terrænet er også meget det samme. Men andre dele af Belgien er bjergrigt med flotte floder og skrappe stigninger som for eksempel stigningen Huy, der anvendes i mange klassiske cykelløb, forklarer Christian Krause.

Irland:

Når man tænker på gode cykelområder, er Irland nok ikke det land, der først melder sig. Men det burde det efterhånden være ifølge Christian Krause.

- Irland er et fuldstændig uopdaget område i cykelmæssig forstand. Det er først ved at eksplodere nu her. Omgivelserne er virkelig flotte, og så er der også bjergrigt. Det er en meget smuk og uspoleret tur, hvilket er helt unikt, og det er ikke en tur, som andre tager endnu, siger han.

Især muligheden for at kunne cykle rundt på en såkaldt pubcrawl, hvor du overnatter på forskellige pubber er også en sjov mulighed, fortæller Christian Krause. Så kan man godt leve med det eneste rigtige minus ved Irland.

- Det eneste problem med Irland er, at det regner og blæser mere, end det gør i Sydeuropa. Men det er også en del af charmen.

På alle disse destinationer, bortset fra Irland, er der gode muligheder for at leje en god cykel på destinationen. Vil man have sin egen cykel med, koster det omkring 400 kroner hos de fleste flyselskaber at få cyklen transporteret med.

Christian Krause anbefaler også hjemmesiden GPSIES.COM, hvor der ligger flere tusinde cykelruter fra hele verden. Når du har fundet din rute, kan man downloade den ned på sin cykel-gps og køre afsted.

/ritzau/FOKUS

Guide til Bormio og Passo dello Stelvio

24-04-2016: Lidt uden for den italienske by Bormio ligger en attraktion, der har en særlig plads i cykelmytologien: Passenes Konge – bedre kendt som Passo dello Stelvio. Jyllands-Postens udsendte medarbejder prøvede kræfter med det ikoniske bjergpas, der flere gange har optrådt i Italiens største etapeløb Giro d'Italia. Læs artikel

Nyhed: Med cyklen på krydstogt

20-05-2010: Et krydstogt indebærer ikke nødvendigvis bowlingbane, a la carte-menu og overdådige taglejligheder. Læs artikel

Nyhed: BREVKASSEN

06-11-2009: Lejlighed på Mallorca I forbindelse med en rund fødselsdag har jeg inviteret børn og børnebørn til Mallorca i begyndelsen af oktober måned. Læs artikel

Nyhed: Brevkassen

06-11-2009: Hotel i Rom: Jeg har brug for et tip m.h.t. hotel i Rom. Jeg har tre overnatninger i april, rejser alene og er fyldt 50, så jeg er ikke til det helt billige, men har på den anden side heller ikke behov for luksus. Læs artikel

Korsika for begyndere

14-09-2009: Korsika kaldes med for Skønhedens Ø, men der er så meget smukt at se, at man må prioritere. Her er lidt hjælp. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...