Find mere om:
Guide til en rundtur på Korfu | rejser.guide.dk

Guide til en rundtur på Korfu

Hårnålesving fører på få kilometer vejen 900 meter over vandoverfladen til den vindblæste top på bjerget Pantokrator på den græske ø Korfu. Fra charterklassikerens højeste punkt har man på klare dage frit udsyn til det græske fastland og Albaniens kyst.

GetContent[1].tiff

Endelig ender vejen efter talrige hårnålesving og op- og nedture på den bugtede bjergvej. Vi er fremme ved højdepunktet, nærmere bestemt toppen af bjerget Pantokrator, det højeste punkt på middelhavsøen Korfu.

Kort forinden har vi kørt ad små veje af svingende kvalitet, der leder fra kysten op i bjergene inde i landet. Stejle bjergstier af den slags, hvor man ikke håber at møde andre biler, udgør størstedelen af ruten. Klippemur på den ene side og stenskrænt på den anden. På vej op er bilen i sandhed på overarbejde.

Korfu er kendt som en grøn og frodig ø, men kommer man højt nok op, ændrer landskabet sig nærmest i det sekund, man kører rundt i et af de mange sving. Pludselig, rundt om en bjergskrænt, viser der sig en gold stenørken, hvor kun enkelte planter har klemt sig op igennem overfladen. Rundt i næste sving kan man kigge ned på vestkysten, og om det næste ser man østkysten.

På toppen af Pantokrator ligger der en antennestation og en lille café. Selv om man skulle tro, der var ekstra god forbindelse til omverdenen her, er det ikke muligt at benytte betalingskort på cafeen. Et tysk par vender med sultne blikke deres Opel og kører ned mod kysten og de mange tavernaer igen.

Korfu er ikke større end Bornholm, og der bor 143.000 indbyggere. Øen ligger ud for det sydlige Albanien og den nordlige del af det græske fastland. På de klare dage kan man se til begge lande fra det højeste punkt, Pantokrator. Øen er forholdsvis smal, og derfor er det også stejl vej, der møder en, hvis man lægger vejen forbi bjergtoppen 900 meter over vandoverfladen.

Spøgelsesby med caféliv

Vejen op til toppen er i fugleflugt ikke specielt lang. Øen er nemlig kun 20 km bred på det bredeste punkt. Men vejen er et komplekst sammensurium af sindrige stisystemer og det lokale kort, som undertegnede er udstyret med, viser sig til tider at være lettere utilregneligt. Finder man den rigtige vej, deler den sig steder, der ikke er aftegnet. Sikkert er det, at man på et tidspunkt skal vælge mellem vejen til toppen af bjerget Pantokrator og byen Old Pirithea. Det siger skiltene.

Old Pirithea er en forladt landsby. Alligevel summer livet i de små stræder. Gamle, skæve stenhuse står tilfældigt i en lille dal oppe på Pantokrator-bjerget. Her er udsigt over vandet og næsten vindstille sammenlignet med den vindblæste top.

Der er mange grønne arealer, hvor byens børn sikkert har spillet spil, da Old Pirithea stadig var beboet. Nu står alle husene forladt. Trædørene er rådnet op, og vinduerne er taget ud eller smadret. Når man kigger indenfor, bliver man mødt med en jordslået lugt og en udsigt til store huller i gulvet, der også er ædt op.

Men alle husene er til salg. Korfu vil genopbygge byen. Det er begyndt i det små, hvor initiativrige lokale har købt et hus og åbnet en restaurant og på den måde tiltrukket liv. Der er siden kommet flere tavernaer til, og de laver alle sammen mad på kulovne, da der først for ganske nylig er kommet strøm i landsbyen.

Gaderne er enten belagt med græs eller jord. Tiden gik i stå, da de sidste indbyggere i sin tid flyttede ud, og der er ikke sket noget siden. Indtil nu. Man har en fornemmelse af, man er helt afskåret, når man går rundt i gaderne. En sjælden følelse. Samtidig kan man høre klokkerne fra de geder, der går rundt på bjergsiden.

Old Perithea stammer helt tilbage fra det 14. århundrede og var oprindeligt en byzantinsk landsby. Da kysten var truet af pirater, flygtede folk op i bjergene og dannede byer som denne. Old Perithea voksede sig hurtigt stor, og da den var størst, boede her 1.500 mennesker. Der var seks kirker, en politistation og et domhus.

GetContent[8].jpg

Mange af de bygninger er gået til grunde nu. I det 15. århundrede blev Korfu invaderet af malariamyg, og indbyggerne flygtede, og da de kom tilbage igen, var kysten ikke længere plaget af pirater, og folk kunne flytte ned til kysten igen. De er aldrig kommet tilbage til Old Perithea. Ikke før nu, hvor den første cafe åbnede for omkring fem år siden.

Dyk ned i Santorinis dramatiske historie

Byen har ca. 30 huse, og selv om de ligner hinanden, er der ikke to, som er ens. Hver har sit eget særpræg. Skævheden. Et halvtag. En stor altan. Nogle af kendetegnene er kommet, fordi tiden har sat sine spor, mens andre er æstetiske tilvalg.

Borgmesterambitioner

Øens hovedvej bøjer sig langs kysten fra sydspidsen til de nordlige landsbyer. Biler og turistbusser fylder hurtigt den ensporede vej op.

Hovedvejen går tværs igennem Korfu By, som er et godt pejlemærke, da det officielle kort er mangelfuldt. Af samme årsag er kendskabet til infrastrukturen uden for hovedvejen mest for de lokale, og det kan nemt udvikle sig en øvelse i tålmodighed for turister at navigere rundt på øen.

GetContent[11].png

Landevejene på øen er hullede og smalle. Folk dytter på bedste sydlandske manér, og det er umuligt at finde en parkeringsplads, lige meget hvor man befinder sig på øen. Grækerne er verdensmestre i parallelparkering. Små rum bliver nemt rummelige parkeringspladser. På trods af de til tider opfindsomme parkeringspladser er reglerne til at omgå.

Der er ikke rigtig nogen, der kender promillegrænsen, og man kører i det tempo, som man selv synes er forsvarligt. Men får man en parkeringsbøde, tager ordensmagten nummerpladerne i tyve dage og giver en bøde.

Korfu er med andre ord ikke en bil-ø, men en ø, hvor smalle veje og gader inviterer til en cykeltur eller en vandretur på gåben.

Det er den nyvalgte borgmester, Kostas Nikolouzos, ambition at forbedre infrastrukturen. Hullerne i vejene skal fyldes op, og cykelstierne skal forbedres.

Han vil gerne have, at øen bliver en helårsø, som turister besøger året rundt. Ligesom De Kanariske Øer eller Mallorca i Spanien.

»Vi har overordnet set bedre vejr hele året rundt, bjergene er mindst lige så cykelegnede, og der er hoteller i hver eneste by på hele øen. Jeg kan ikke se, hvorfor cykelturister ikke skulle have lyst til at komme her om vinteren i stedet for f.eks. Mallorca. Vi har Grækenlands smukkeste natur og et gastronomisk velbevandret køkken. Der er alle muligheder. Som det er nu, lukker øen ned, så snart de sidste turister tager hjem sidst i oktober og åbner igen, når det bliver forår. Det er ærgerligt for øen,« lyder det fra Kostas Nikolouzos.

Om vejene, som Kostas Nikolouzos lover, er bedre om nogle år, er svært at forudsige. Det er ingen hemmelighed, at Grækenland lider under en stor gæld, og derfor kan man godt mistænke den nyudnævnte borgmester for at komme med tomme valgløfter.

Store forskelle på et lille område

Korfus potentiale som cykeldestination bliver da også bekræftet, da vi støder på en gruppe danske cykelturister, der har taget vejen fra Fyn for at cykle øen tynd med deres mountainbikes.

»Det er en dejlig ø at cykle rundt på. Vejret er behageligt, og der er udfordringer til alle niveauer. Det eneste problem er, at vejene i bjergene nogle gange er smalle, og når der kommer en bil, er der ikke plads til både bil og cyklister. Så ender man nogle gange med det ene ben i et af de mange tjørnekrat, der er langs vejene. Det er selvfølgelig noget, der er svært at gøre noget ved. Og alt i alt er det en dejlig ø at være motionist på,« fortæller de om cykelturene på Korfu.

Stejle stigninger, grøn og frodig natur, stenbeklædte tinder. Øen byder på mange muligheder for at opleve forskellig natur på mange forskellige måder.

Bjergene står majestætisk i midten, og fra dette udkigspunkt kan man skue ud over hele øen og se samtlige dens hjørner.

3 råd til rejsen

  • Vælger man en dag, på den ene eller anden måde, at tage turen op på Pantokrator, er det en god idé at huske en vindjakke og tage nogle sko på, som man kan holde ud at gå rundt i. Der er gode muligheder for at vandre på øen, og der er en kold vind på toppen, hvor det altid blæser. Et alternativ til bilen eller cyklen er, at leje en firehjuls ATV´er, som er en scooter på fire hjul. Det kan man mange steder, og køretøjet er flittigt brugt både blandt øens turister og lokale beboere.
  • Når man er på Korfu, er det en idé altid at have kontanter på sig. Det er de færreste butikker og tavernaer, der tager imod betalingskort, og derfor kan man let komme i en speget situation, hvis ikke man har nogen kontanter i sin pung.
  • Når man er af sted, skylder man sig selv at se andet end landevejen langs kysten og de mange fine strande. En tur ind på øen giver et autentisk billede af det gamle Korfu, væk fra de mere turistede strande og hoteller. Den uspolerede natur og mange små bjerglandsbyer. Bestemt en oplevelse værd.

Rejsen dertil

Man kan flyve til Korfu Lufthavn fra både København og Billund. Det koster imellem 1.500 og 2.000 kr. pr. person og tager ca. tre timer.

Jyllands-Posten var inviteret af Star Tours

Kort om Korfu

  • Korfu er 60 km lang og 20 bred på øens bredeste punkt.
  • Det er den næststørste ø i Det Ioniske Hav.
  • Selv om Korfu i dag er en populær turistdestination om sommeren, har øen og dens lokalbefolkning historisk set været fattige bønder.

Guide til alternative oplevelser på Kreta

19-05-2016: Den græske ferieø Kreta har i årtier været blandt danskernes feriefavoritter – og lad det være sagt med det samme: Intet sted på Kreta er uopdaget. Hvor de fleste turister søger mod vestsiden af Kreta, så er der mere stille på øens østlige del. Her kan du gå på opdagelse på de spedalskes ø, de riges sandstrand, de lokales landsbyer og den uundgåelige klassiker Knossos. Læs artikel

Guide: Udforsk de ukendte sider af Kos

02-09-2013: Kos har sat gang i en større makeover, der skal vise, at det græske øhavs festfavorit byder på meget mere end technorytmer og tømmermænd. Explorer satte kursen mod øen nær Tyrkiets vestkyst for at udforske de sider, der hidtil har levet en skyggetilværelse. Læs artikel

Guide: Thassos er forfriskende som en kilde

01-04-2012: Den græske ø byder på silkeblødt havvand, drikkevand fra hanen og turister i begrænset antal. Læs artikel

Guide: Man taber sit hjerte til Symi

29-07-2011: Den lille ø ved Rhodos er for dem, der ønsker fred og ro. De fleste bliver kun nogle timer. Læs artikel

Nyhed: Græsk idyl - hvis man kan finde den

12-08-2010: Bilfrie bjerglandsbyer. Kølig hvidvin under platantræet på torvet. Æselkaravaner på blankslidte brosten. Vandrestier over skovklædte bjerge. Velkommen til den græske halvø Pelion - fire timers kørsel fra Athen, hvis man kan finde vej. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...