Find mere om:
På gastronomisk cykeltur langs Ringkøbing Fjord | rejser.guide.dk

På gastronomisk cykeltur langs Ringkøbing Fjord

Cykelstien om Ringkøbing Fjord kombinerer flot og varieret natur med flere gastronomiske oplevelser – heriblandt et besøg hos Stauning Whisky, der producerer noget af Europas bedste whisky.

Solens stråler giver sved på panden, mens den stærke vestenvind blæser svedperlerne væk igen. Vinden giver modstand, og pulsen stiger i et stødt tempo. Det halvkuperede landskab cykelstien ligger i, gør det ikke nemmere at få ordenligt træd i pedalerne. Gearet sættes ned, mens cyklen triller forbi byskiltet med det røde kryds, der proklamerer, at Hvide Sande by stopper her.

I takt med at husene forsvinder, bliver landskabet mere barsk. Pludseligt befinder man sig et sted midt i mellem hav og fjord. På venstre side kan man se kite- og windsurfere, der kæmper for at besejre fjordens bølger. Til højre er en tysk familie på vej over klitterne for at tage en kølig tur i Vesterhavets mørkeblå bølger. Den åbne strækning efter Hvide Sande står i kontrast til det stille og landlige landskab, man kørte i gennem et par kilometer tidligere fra Stauning til Velling. Her gjorde træer og marker, at cykelstien lå i læ for vinden. Landskabet var fladt og cyklen nærmest fløj afsted.

Cykelstien ved Ringkøbing Fjord strækker sig rundt om hele fjorden. Selve cykelstien er god. Den er asfalt- eller grusbelagt og bliver holdt fint ved lige. Der er generelt flere gode grunde til at tage turen rundt om fjorden på cykel. Størstedelen af turen er stien gemt væk fra landevejene og i stedet lagt gennem landskabet rundt om fjorden. Man kommer dermed tættere på naturen og længere fra bilernes larm.

GetContent[1].jpg

Langs stien ligger der flere sheltere, som alle kan benyttes ganske gratis. De enkelte sheltere svinger i kvalitet, men generelt har de høje standarder. Specielt shelteren ved den lille by Velling er god at slå lejr ved. Her ligger to små trekants-sheltere, der med deres mørkegule træ og fine beliggenhed er charmerende. De to små trekanter ligger lige ned til Venner Å og er omkranset af mørkegrønne træer, der giver en fin afskåret fornemmelse. Derudover har shelteren både bål, toilet og en bænk.

Via cykelstien rundt om fjorden kommer man igennem byer som Velling, Ringkøbing, Søndervig, Hvide Sande, Bork og Stauning.

»I make whisky for a living«

I mellem den stille fjord og de mange marker ligger en gammel gård. Med sin rødkalkede facade og hvidmalede vinduer ligner gården en hvilken som helst gård langs Ringkøbing Fjord. Kun bogstaverne på gårdens endefacade vidner om, at der sker noget andet her end på de omkringliggende gårde.

B972114440Z.1_20151022183557_000+G5QON2HN.2-0.png

"Stauning – Danish Whisky" står der. Inde på gårdspladsen tøffer tre mænd, iført ens polotrøjer med destilleriets logo på, rundt og arbejder. De småsludrer og joker, mens de går ind og ud af gårdens baglokaler. Bortset fra deres stille sludren er her så stille, at man kan høre nabomarkens vandkanon vande sine afgrøder. Stilheden afbrydes da en af mændene får øje på medejer og direktør, Alex Højrup Munch.

»De har været og hente flaskerne, der skal til Hongkong,« råber manden med en tysk accent.

Ordrene siger det hele. Hvad der startede som ni drenges drøm om at lave deres egen whisky, er så småt gået hen og blevet ”big business”. Nu sælger Stauning Whisky flasker til nogle af de fineste spisesteder i verden, og destilleriets produktion skal snart seksdobles. En af deres faste importører er restaurant Noma. Hver gang Stauning Whisky har nye flasker på lager, står den hæderkronede restaurant klar til at købe flere flasker.

Historien om Stauning Whisky da de ni venner sad og nød sig et glas skotsk whisky, mens samtalen faldt på, hvorfor der ikke blev lavet whisky i Danmark. Forundringen blev afløst af en drøm om at lave Danmarks første whisky. Drømmen blev så stor, at vennerne valgte at give sig i kast med at lave deres egen whisky, selv om de på det tidspunkt hverken havde erfaring, viden eller faciliteter til at lave whisky. Én i gruppen er tidligere hjemmeslagter, og han tilbød, at de kunne bruge hans lokaler til formålet. Derefter skulle de have diverse myndigheders godkendelse og have købt alt det rigtige udstyr. En nat i august 2006 lavede vennerne deres første whiskyproduktion.

Whiskey-guru glemte foredrag

Ambitionerne for projektet fik for alvor et nøk opad efter et møde med en af whiskyens ”grand old men”, Jim Murray. Han var i Danmark for at holde foredrag. Da han smagte på de ni venners forsøg på at lave whisky, skete der noget, de ikke havde regnet med. Jim Murray syntes, deres whisky havde stort potentiale. Faktisk blev han så begejstret, at han glemte alt om foredraget og snakkede på livet løs med drengene. Foredraget blev forsinket med halvanden time, mens Jim Murray rådgav og snakkede med vennerne. Mødet med Murray ændrede alt. Fra at have været et hobbyprojekt kastede drengene sig nu over projektet med en anderledes seriøsitet. En af ejerne, Mogens Vesterby, sagde sit job op, og et par år senere fulgte Alex Højrup Munch trop og sagde sit job som ingeniør op. Fra det punkt kiggede drengene sig ikke tilbage, og halvandet år senere var den gamle gård transformeret til whiskydestilleri. Fire år efter vennerne havde fået en drøm, blev den realiseret, da den gamle gård begyndte at dufte af maltbyg. Produktionen var i gang, og resten er historie. I 2014 blev Stauning Whiskys rye-whisky kåret til Europas bedste under syv år, mens deres Peated single maltwhisky blev kåret til den bedste af sin slags. Derfor er det måske heller ikke så underligt, at langt størstedelen af deres forskellige whiskyer bliver udsolgt med lynets hast.

B972114440Z.1_20151022183557_000+G5QON2I3.2-0.jpg

I dag har flere ejere og ansatte et label på deres bil med teksten »I make whisky for a living«. Med andre ord - drømmen gik i opfyldelse.

Der er rundvisning og smagsprøvning på destilleriet mandag til torsdag klokken 14 samt første lørdag i måneden. Mandage og onsdage foregår det på tysk, mens det foregår på dansk tirsdage, torsdage og lørdage. Det koster 150 kr., og der er efterfølgende mulighed for at købe whisky med på sin videre færd.

GetContentCAN27QE2.jpg

Det kolde gys i Hvide Sande

Det indtørrede sand sprækker mellem tæerne og den knasende lyd af sandets overflade, der brydes, rammer trommehinden for hvert skridt, man tager mod Vesterhavet. Lyden bliver dog gradvist overdøvet af havets brusen, jo tættere man kommer på de store bølger. Solen skinner, og vinden har for en stund lagt sig. Cykelturen har varmet kroppen op i en sådan grad, at en tur i bølgen blå virker oplagt. Da tåen rammer vandet, ændres den holdning. Der er ingen vej tilbage. I et panisk hovedspring kommer kroppen under vandet. Åndedrættet bliver dybere, hjertet pumper, og cellerne alarmerer om choktilstand i kroppen.

Det kolde gys har altid været noget, der skiller vandene. Nogle elsker det, mens andre frygter det. Selv om det denne dag ikke er så koldt, så er Vesterhavet koldt nok til, at det sætter gang i nogle af de samme processer, som når man vinterbader. Flere forskere er enige om, at det skulle være rigtigt godt for kroppen at bade i koldt havvand. Det hjælper både på humøret, blodkarrene, kropstemperaturen og immunforsvaret.

Tilbage på land tørres det salte vand af kroppen, mens solens stråler igen varmer kroppen. Chokket har forvandlet sig til friskhed og velvære i kroppen. Nu melder sulten sig på banen.

GetContentCALR0SWU.jpg

Tæt ved Hvide Sande Havn ligger Havnens Røgeri. Her skal sulten stilles. Køen til røgeriet er lang, og når man ser deres specialiteter i vinduet, kan man godt forstå, hvorfor folk bliver fristede til at gå derind. Her ligger både dagens friske fangst fra Vesterhavet og store stykker røgede laks og makrel. En venlig vestjysk kvinde bag disken fortæller, at deres specialitet er stjerneskud. Det skal prøves.

Fem minutter senere er maden klar. I flamingobakken ligger to skiver brød, to fiskefileter, en stor håndfuld rejer, asparges, kaviar og mayonnaise i rigelige mængder. Sulten bliver stillet, og maden smagte fint, men den opkvikkende følelse fra badeturen er druknet i mayonnaise.

Fiskerbyen Hvide Sande har altid været kendt for sit fine udvalg af friskfanget og røget fisk, og det skal man benytte sig af. Selv om mange røgerier også tilbyder færdige retter, så har røgerierne fået deres navn af en grund.

Kvaliteten af deres røgede produkter er høj. Så hvis man vil have en gastronomisk stor oplevelse, så skal man købe enten friskfanget eller røget fisk ved Havnens Røgeri og lave sin egen frokost ud af det.

3 råd til rejsen

  • Hvis du skal på tur, hvor du har tænk dig at overnatte i sheltere rundt i det danske landskab, er app'en Shelter en hjælp. Med app'en kan du se alle sheltere i nærheden af dig. Du kan også booke dig en plads på de forskellige sheltere i Danmark. Derudover er der mulighed for at søge på specifikke kriterier som f.eks. bålplads, vandhane eller badefaciliteter. En anden smart feature i app'en er, at du kan gemme de enkelte sheltere og få adgang til dem, selv om du ikke har internet. Det betyder, at du kan finde dem, selv om du skulle miste internetforbindelsen.
  • Parker din cykel ved Ringkøbing bymidte og gå en tur igennem de charmrende gamle gader tæt ved havnen. Det er blandt andet her, flere scener til DR-dramaserien Krøniken er optaget.
  • Spis frokost ved Stauning Havn. Hvad enten du vælger at spise på restauranten ved havnen, eller du har din egen madpakke med, så er det et oplagt sted at nyde en god frokost. Her er små firkantede fiskehuse rundt langs kajen, gamle både ligger og vipper i takt med det stille vand, mens træer gør, at havnen ligger i læ for vinden.

Guide til en cykeltur langs Storåen fra Kærshoved til Kytterup

28-06-2016: Ved Storåen kan man se Danmarks største spinderok, drikke uldent øl, beundre et lille tempel, kigge på en storforbryder, hilse på en rasende dyr kvinde, trykke Guds Hånd samt besøge et observatorium. Læs artikel

Guide til Fodsporet - Sydsjællands nye natursti

12-09-2013: Fodsporet, der forbinder Slagelse, Skælskør og Næstved er en fornøjelse at cykle langs. Sporet leder os til et forsvundet slot, et nygammelt das, en skarnstavle, en rød rutebil, en liderlig præst og vrængende hoveder. Læs artikel

Guide til en cykeltur omkring Gjøl

11-08-2015: Der var ikke gravplads i kirken, så den nordjyske godsejer fik lov af kongen til at bygge et privat kapel. Her er han stedt til hvile med sin hustru og sine rideheste. Det Bruunske Kapel er en lille, godt gemt perle ved Limfjorden. Læs artikel

Guide: På cykeltur gennem Mariager Fjords historie

14-03-2014: Vi er på grænsehandel med vikingerne i Hobro, vi færdes mellem giftige edderkopper og berusende svampe, besøger en landskendt hest og sejler på Mariager Fjord. Læs artikel

Nyhed: Nøjsomhedens ø

28-10-2009: Saltsyder Poul Christensens fascination af Læsø skyldes ikke mindst, at beboerne har lært at nøjes. Alt hvad naturen skaffer, bliver brugt. Også tangen, der skyller op på stranden. Den tænger man huse med. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...