Hvide sandstrande, farverige koraller og vildt jungleliv. Læg dertil en venlig befolkning og et ekstremt billigt prisniveau, og du har lidt af opskriften på, hvorfor Thailand siden 1980’erne har trukket millioner af turister til en ferie i det sydøstasiatiske.
Dog har turistaktiviteten medført, at Thailand ikke længere står så uspoleret, som det gjorde før i tiden. Flere steder vælter det frem med kæmpe hoteller, støjende diskoteker og enorme shoppingcentre. Men det betyder ikke, at landets lokale og naturskønne ansigt er væk.
Forfatter Michael Fjording har i årenes løb rejst meget i Thailand, hvor han har besøgt små afsides strandresorter, der ligger uforstyrret på landets mange øer. Og selv om omgivelserne nærmest er tropeparadisiske, kan rejsen lade sig gøre på ethvert budget. Her deler han ud af sine erfaringer.
»Den lille ø, Koh Wai, er ganske overset, selvom den er velsignet med tre meget lækre strande på østsiden og krystalklart vand. De tre strande har hvert et resort liggende, hvor Good Feeling Resort er det mindste og mest charmerende. Resten af øen består af ufremkommelig jungle dog gennemskåret af et par stier. Ikke mange finder vej til denne lille perle. Good Feeling Resort er et simpelt sted med 12 skønne, primitive hytter bygget i træ til en rigtig god pris. Når det er frokosttid kan man snuppe en kajak, og sejle hen til restauranten. Det er også muligt at gå derhen på fem minutter, men det er sjovere at glide gennem det klare vand og kikke på de mange fisk.«
»Bila Beach Resort ligger på Koh Lipe ved grænsen til Malaysia. Øen er omgivet at fantastiske koralrev, og mange valfarter hertil for at snorkle og dykke. Det betyder desværre støjforurening fra de mange larmende longtail-både på øens to hovedstrande, men heldigvis kan du undslippe larmen ved Bila Beach, der ligger på øens modsatte side. Her er klassiske bambushytter med store “open air”-badeværelser og en terrasse foran, hvor du kan skimte de blå bølger gennem den tætte vegetation. Nede på stranden ligger en rigtig hyggelig restaurant i Robinson Crusoe-stil med flere fine afslapningsområder perfekte til at nyde solnedgangen. Koralrevet starter få meter fra vandkanten.«
»Sensi ligger på Koh Tao og tilbyder stort set alle former for turistaktiviteter. Resortet er derfor det perfekte valg til en familieferie, hvor prioriteterne er forskellige. Du kan slappe af på den rolige og smukke strand eller i det store poolområde, du kan sidde på din balkon om aftenen og nyde freden eller du kan gå en tur ned i livlige Mae Haad Town, der er øens turistcentrum. Hælder du mere til det aktive, kan du snorkle på et spændende vrag bare fem m fra kysten. Koh Tao har en skøn restaurant med et stort udvalg, så alle familiens ganer kan blive tilfredsstillet. Og så er her masser af fine bungalows i forskellige prisklasser.
»Golden Buddha Beach Resort består af 26 individuelt ejede sommerhuse. Dette unikke koncept har skabt en lille ”landsby” med helt forskellige og personlige huse, alle bygget i en utrolig charmerende thai-stil med vægt på teaktræ. Beliggenheden er lige så unik som konceptet bag Golden Buddha, da resortet ligger på en smuk halvø med 15 km øde strand uden andre resorter, hvor du i ro og mag kan nyde den charmerende solnedgang. Resortområdet er tæt bevokset, så du føler, at du bor midt i junglen, og du kan udforske mangrove-sumpen i kajak. Prisen for at bo på Golden Buddha er ikke lav, og du kan sagtens få mere konventionel luksus for pengene andre steder. Men her handler det om helt andre værdier, som deres slogan ”Luxury of Nature” elegant udtrykker.«
»Øen Koh Jum er en helt overset perle lige mellem turistområderne Krabi og Koh Lanta. Ud over en håndfuld simple resorter, finder du også Koh Jum Beach Villas, som ligger i den helt anden ende af prisskalaen. Her ligger 13 lækre villaer i en meget smuk tropisk have lige ud til 700 m strand. Villaerne er bygget af de bedste materialer, der, kombineret med et ualmindeligt flot design, danner rammerne for en ferieoplevelse i særklasse. Specielt for familier/grupper på 6-8 personer er her mulighed for at bo sammen til en fornuftig pris. Selv om stedet emmer af luksus, udelukker det ikke en bæredygtig filosofi med fokus på genbrug, minimalt spild og godt samarbejde med lokalsamfundet. Derfor er her heller ikke aircondition, men kun naturlig ventilation, og tv er heller ikke en del af konceptet. I stedet må du nøjes med udsigten til Phi Phi-øerne i widescreen-format.«
Michael Fjording om snorkling
Michael Fjording om regnskoven
Vil du vide mere?


