Find mere om:
Guide til Polynesien - perfekt til ferie | rejser.guide.dk

Polynesien - perfekt til ferie

30 grader og sol hver eneste dag. Ingen farlige dyr, kriminalitet eller fattigdom.

Præcis 15.546 kilometer væk. I hvert fald fra København, hvor min kæreste og jeg bor i et rækkehus med lås på døren og tågediset flæskesværsvejr og hverdag og bussen, der lige er kørt.

15.546 kilometer tager omtrent halvandet døgn med fly. Først til Paris og så til Los Angeles, og husk for pokker det ESTA-visum, for USA er fløjtende ligeglad, og det koster 14 dollars, lige meget om du så kun sætter en eneste forkølet forfod på amerikansk territorium. Og så den tilsyneladende endeløse tur vestpå over det dybblå Stillehav, indtil natten falder på, og alting bliver sort som indersiden af en ældgammel tekande.

Og bekymringen sniger sig ind under Air Tahiti Nuis uforskammet turkise filttæpper. Og til sidst er det lige før, at det rækkehus og tågedisen og den kørte bus begynder at lokke igen, men så dukker lysene fra Tahiti op dernede i tekandens bund, og lugerne i bugen på selskabets Airbus 340-300 åbner sig omsider og lader barmhjertigt landingshjulene dale.

Alt er trygt

Og så er vi der. I et mørke man kan række ud og røre ved. Der findes næppe en mørkere hovedstad i verden end Tahitis Papeete ved midnat, og næppe en lufthavn med flere a'er i sit navn heller. Officielt hedder den Faa'a, og den føles faktisk præcis ligesådan. De har tilmed hyret tre tykke mænd med bastskørter og okuleler til at spille for passagererne, mens de spadserer gennem mørket og ind under halvtaget, hvor paskontrol og toldbehandling foregår i en duftblanding af flybrændstof og blomstrende gardeniaer.

De spiller, indtil den sidste kuffert er hentet, og vi kører mod et hotel i vulkanklipperne lidt uden for byen. Jeg har aldrig prøvet at ankomme til et fremmed land uden at have skrækken siddende som en arrig abe på skuldrene. Og lufthavnen er altid spidsrodsløbet mellem svindlere, lurendrejere og sortvekslende pirattaxier, og hotellet er aldrig inden for rækkevidde, og selve livet synes at rinde ud mellem fingrene, mens minutterne snegler sig hen over det beskidte gulv, hvor ens bagage burde stå, hvilket den aldrig gør, fordi den er sendt til Grønland. Men ikke i Polynesien. Alt er fuldkommen trygt og roligt i Polynesien.

Dynamisk stilstand

Jeg kan ikke skrive det ofte nok. Alting er o.k. i Polynesien. Fransk Polynesien endda. Lidt over 4.000 kvadratkilometer øer pladret ud over 2,5 millioner kvadratkilometer hav, hvilket svarer til at skulle få Fyn og Lolland til at dække et areal på størrelse med Europa. Det kan man ikke, og så må man låne. Og de 250.000 polynesere låner. Mest fra moderlandet Frankrig, som tilsyneladende tålmodigt har leveret penge, sprog og kultur i de seneste 122 år og derved skabt et enestående og dybt betagende europolynesisk miks, der bedst kan beskrives som dynamisk stilstand.

Efter et par dage i Tahiti flyver vi i et tomotors propelfly mod noget, der først ligner en kæmpemæssig hvid elastik, som nogen har tabt i havet. Men det er ringatollen Tikehau. En af de helt små af Polynesiens 130 øer med kun 500 indbyggere, som alle strengt taget har samme efternavn og er i familie med hinanden, hvis man skal tro den franske læge Anne, som vi lidt senere møder på Tikehaus førende herberg, det moderat fashionable Motel Colette, der ligger direkte ud til vandet. Hvilket ikke er enestående på Tikehau. Øen er så smal, at alting ligger direkte ud til vandet.

Skønheden under vandspejlet

En af dagene tager vi med på Tikehaus store turist-slagnummer - en heldagsudflugt arrangeret af Madame Colettes fætter, der har en mægtig flot speedbåd, hvorfra vi snorkler blandt lagunens koralfisk. Og jeg vil ikke engang forsøge at beskrive skønheden under vandspejlet i Polynesien. Det er som at skulle forklare smagen af jordbær. Eller lyden af sin elskedes åndedræt. Men har man én gang dykket kroppen i det vand, vil den for evigt længes tilbage.

Fætter Colette griller fisk så friske, at det er uhøfligt, og vi fråser i hvidt kød med limesaft og rå tun med friskrevet kokos og agurk og tahitianske Hinano-øl. Bagefter sejler vi videre ud i lagunen, indtil vi lægger til i den fjerneste ende, hvor Paradis ligger. I hvert fald ifølge profeten Elijah Hong, der i 1992 blev rørt af Helligånden på Taiwan og derved fik ideen til at drage ud i verden for at finde det perfekte sted at genskabe Paradisets Have.

Og Tikehau var ikke et ulogisk valg. Elijah og hans lille flok har boet på øen i lagunen siden, og de er fortsat stærkt begejstrede over deres ide.

»Kom og se,« siger den gamle mand på bådebroen og fører os ind i Paradis, der består af en række hyggelige hytter og en del økologiske nyttehaver med hønsehold, adspredt vaniljedyrkning og svin. På et kæmpestort skilt ved siden af hønsene står der:

»This is the lost Eden that God has restored for mankind! All people shall return to Eden! Hallelujah!«

Og jeg sværger: Jeg har aldrig været så tæt på at melde mig ind i en sekt. Tikehau er præ-turisme i fuld blomstring. Øen har alting og ingenting samtidig, og jeg kan kun anbefale, at man rejser derhen, inden en eller anden idiot ødelægger det hele med kvalitetshoteller og små fimsede cafeer og postkort med selvlysende ål på. Der er ingen butikker. Ingen kontorer eller klinikker eller aktiviteter. Der er ikke engang en eneste kreditkort-terminal på øen. Måske har Elijah Hong ret: Tikehau er Paradis. I hvert fald lidt endnu.

Atollen Rangiroa

På naboatollen Rangiroa hersker der derimod nærmest babylonske tilstande. Man flyver kun 12 kilometer, hvilket dybest set er en joke, men kontrasten er betydelig. I Rangiroas lufthavn bliver vi bekranset af Norbert, der sammen med sin kone, Tildy, ejer og driver pensionat Tevahine Dream, som er øens suverænt smukkeste. Tildys mad er uden sammenligning den lækreste. Og deres børn er muligvis Polynesiens sødeste og mest lattermilde.

»Hvis du får fire børn her, så bygger staten et gratis hus til dig! Det er sandt,« udbryder Norbert en dag, hvor vi er på vej til øens ene store landsby Tiputa, der ligger ud til det legendariske Tiputa Pass, hvor den endnu mere legendariske Wall of Sharks befinder sig. Og således er der hele tiden ting, der gnaver i Norbert. Pensionen vokser hele tiden, og til næste sommer vil han udbygge den med en marina. Så han kan være klar, når Hilton rykker ind ved siden af det femstjernede Hotel Kia Ora-Hotel lidt længere nede ad den 10 kilometer lange asfaltvej, der er den eneste vej på Rangiroa. Alligevel har alle bil på Rangiroa. Ofte endda to. Og før i tiden var det uhyre populært for folk fra Papeete at tage kørekort på Rangiroa, fordi det var så herrenemt.

»Men nu skal man bo her,« siger Norbert tilfreds.

Hajer og guldmakrel

Der bor 2.500 mennesker på Rangiroa. Der er syv politifolk og et apotek og et lægehus. Og tre købmænd med præcis de samme varer. Der er en kostskole med 300 kostelever mellem 11 og 14 år fra hele Tuamotu-øgruppen, som kun kommer hjem tre gange om året.

Og så er der Yves Lefevre. Yves er dykker og driver Le Raie Manta Club, som er Rangiroas ældste dykkercenter. Yves er en meget smuk mand, der har det bedst under vand. Han dykker gennemsnitligt tre gange om dagen, og det har han gjort i 26 år, så han kender alting dernede. Yves siger, at de lokale lo ad ham, da han begyndte at sælge dykkerture i 1985, men nu er der fem dykkercentre på øen. Og så tager han os med ned og viser os Tiputa-passets hajmur. Den er lidt løs i mørtlen den dag, men der er alligevel forbløffende mange hajer på 20 meters dybde, hvor strømmen fra Stillehavet brager gennem det smalle pas og ind i den store lagune.

Bagefter er verden helt sprød, og om aftenen er Tildys grillede guldmakrel om muligt endnu lækrere.

»Jeg så en tigerhaj på fire meter i sidste uge,« siger Norbert henkastet. »Det er første gang i mit liv, jeg har set sådan én.«

Tigerhajer er ikke farlige. Det er citronhajerne, hammerhajerne, de hvidtippede revhajer eller alle de andre hajer i Polynesien heller ikke. Der er i det hele taget ingen rigtigt farlige dyr dér, og der eksisterer ikke rapporter om hajangreb med dødelig udgang i Polynesien.

Til gengæld er der liv ud over alle grænser. Næste gang, vi dykker med Yves, beder vi ham om at vise os delfiner, havskildpadder, dragefisk og kæmpemuslinger. Og han viser os delfiner, havskildpadder, dragefisk og kæmpemuslinger. Plus en enorm djævlerokke, der svømmer forbi under en meter over mit hoved.

Man vil ikke væk fra Rangiroa

Den nat kan jeg ikke få mig selv til at sove, så jeg går ned til stranden og ud i det blide vand, hvor alting begynder og slutter. Dér ligger jeg på ryggen og glor op i fuldmånen, mens en ikke uvæsentlig lykkefølelse fylder min krop og mit sind. Hvis jeg var blevet ædt af en muræne lige dér, ville det have været i orden, men ingen kommer, og noget senere er jeg drevet så langt ind, at mit hoved støder mod et stykke koral, der ligner uhyret fra den første Alien-film. Det er muligvis den hidtil dejligste nat i mit liv.

Vi bliver på Rangiroa længe. Ikke længe nok, men længe. Og da Norbert omsider kører os til lufthavnen, fortæller han pludselig en historie om en kvindelig fransk turist, der druknede i Tiputa-passet sidste efterår.

»Og de var seks mand om at bære kisten ud til flyet. Så tung var den. Som om hun ville fortælle dem noget! Som om hun havde en besked,« siger Norbert. Men så kommer flyet, og vi finder aldrig ud af, hvad beskeden var. Det gør heller ikke så meget, for jeg tror, jeg ved det: Man vil bare helst ikke væk fra Rangiroa. Koste, hvad det vil.

LÆS OGSÅ: Galapagos - dyrenes paradis

Polynesien

Rejsen dertil:

  • Fly: Returbilletter fra Danmark til Papeete set til priser fra ca. 17.000 kr. Der skal skiftes fly to gange undervejs.
  • Pakkerejse: Udbydes bl.a. af Kilroy travels og Nyhavn Rejser.

Fire råd til rejsen

  • Fransk Polynesien: Fransk oversøisk land i Stillehavet, der omfatter fire større øgrupper af vulkansk oprindelse. Tahiti er den største ø og hovedøen i Fransk Polynesien, beliggende i øgruppen Selskabsøerne omkring halvvejs mellem Australien og Sydamerika. Mange af øerne har nogle få hundrede, andre kun en snes indbyggere, og omkring 40 af øerne er ubeboede.
  • Atol: Resterne af en vulkanø, der er blevet omkranset af koralrev. Det gør, at atoller ligner en cirkel af land med en lavvandet lagune i midten. Tikehau og Rangiroa er atoller.
  • Klima: Tropisk, og man kan tage dertil året rundt. Den køligste periode er fra juni til september (22-28 grader). Fra oktober til maj bliver det varmere og mere fugtigt. I februar og marts falder mest nedbør, dog typisk blot et kraftigt regnskyl om eftermiddagen.
  • Kendt for: Maleren Paul Gaugain boede omkring 1900 på Tahiti. Atomprøvesprængninger fandt sted på atollerne Mururoa og Fangataufa 1966-96. Mytteriet på ”Bounty” fandt sted i 1789 efter besøg på Tahiti. Thor Heyerdahls Kon-Tiki-ekspedition sluttede på atollen Raroia i 1947.

Nyhed: Gyldne timer i Phuket

17-09-2010: Den thailandske ø er bedst, når vejret er værst i Danmark. Phuket har det hele. Læs artikel

Nyhed: Rødehavets hemmeligheder

10-02-2011: I Aqaba i Jordan kan man søge væk fra den stressede hverdag og ned under havets overflade. Læs artikel

Nyhed: På tapasskole

12-01-2010: Juan Santiago Dominguez i Playa del Inglés på Gran Canaria er både kok og entertainer. Læs artikel

Anmeldelse: Dyk ved koraller

06-12-2009: Ved det egyptiske feriested, Sharm el Sheikh, ligger nogle af verdens flotteste koralrev lige ved hotellerne. Læs artikel

Anmeldelse: Mallorca på to dage

28-10-2009: Explorers medarbejder skyndte sig at se så meget som muligt. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...