Find mere om:
Til audiens i Bulgarien | rejser.guide.dk

Til audiens i Bulgarien

En rumænsk dronning tabte bogstavelig talt sit hjerte til Bulgarien, et vidtstrakt Sortehav og en bugnende blomsterhave i byen Balchik. Haven er dog ikke den eneste attraktion i den lille bulgarske havneby.

GetContent[1].tiff

Solen brager fra en skyfri himmel i den botaniske have i byen Balchik ved Bulgariens Sortehavskyst.

En gartner pusler ved en fontæne og samler affald fra afblomstrede planter midt i havens blomsterbede, mens rislende vand får et møllehjul til at dreje rundt og rundt lidt længere nede ad havestien.

Engang boede der en dronning i paladset, der ligger i forlængelse af den botaniske have. Paladset blev kaldt for Quiet Nest Palace – og det er ikke mærkeligt, for stedet på skrænten er rig på ro og fred.

Dronningen var den rumænske Maria, der udså sig haven fra søsiden og forelskede sig hovedkulds i stedet. Og paladset blev ifølge den lokale guide en grøn oase og et frirum.

For dronningen var omsværmet til trods for ægteskabet med kong Ferdinand, og længslen efter et sted fri for hjembyen Bukarests overfladiske distraktioner førte til anlæggelsen af paladset og haven i Balchik, nord for Bulgariens mere kendte badebyer.

Træder man indenfor i haven, er det tydeligt, at dronningen havde venner i hele den vide verden, og at der er flere referencer til de eksotiske venskaber. For haven er et stilfuldt miskmask.

Et sted står snorlige og skarpskårne træer omkring et aflangt vandbad med inspiration fra det asiatiske. Et andet sted troner store lerkrukker i brændte, brune farver fra Marokko. Mest overvældende er havens kæmpe blomsterbed, hvor blomsterhoveder stritter mod himlen i et sammensurium af farver. Blomsterne står altid i flor, fordi havens mange gartnere løbende udskifter planterne i den store have.

GetContentCABJARSO.jpg

Dronning Marias ånd

Bevæger man sig videre i haven, passerer man både et fint udsigtspunkt over det blå Sortehav og en lille butik med vin lavet på bulgarske druer og efter rumænsk opskrift i dronning Marias ånd. Og endelig er der rosenhaven med en stenpavillon, som huser fester om sommeren. Denne dag spiller en lokal mand på xylofon, og de luftige toner blander sig med lyden fra havet og følelsen af den varme sol, som bliver kastet tilbage fra havens mange sten.

Endelig når man også en lille og ydmyg kirke, hvor en helgenfigur med udstrakte hænder pryder facaden. Det er inde i den lille kirke, at det blev bestemt, at dronningens hjerte skulle begraves her, mens de andre jordiske rester er begravet i Rumænien – til ære for dronningen, der tabte sit hjerte til den grønne oase i Balchik.

Et stenkast fra havet ligger paladset. Her kan man næsten komme i audiens hos dronningen – man kan i hvert fald snuse til livet som royal. Blandt andet går man på turen igennem baderum, soveværelse og stue med en flot udsigt og rigelig plads til at dagdrømme om livet som dronning.

På tur i Varna

Fra dronningens rolige have er stemningen en ganske anden i den nærliggende by Varna, der er landets tredjestørste by. I bymidten gasser bilerne op, knallertkørere drøner forbi og busser, der ligner levn fra tiden som Østblok-land, fragter bulgarere omkring.

GetContentCA60IJFL.jpg

Byens shoppingliv var engang rigere, fortæller den lokale guide. Men store shoppingcentre har fået mange butikker til at flytte varerne med centrene og væk fra byens gader. Har man lyst til at shoppe, bør man derfor tage til et af shoppingcentrene.

Trods det faktum, at centrene har suget de handlende til sig, er Varna dog stadig et udmærket udflugtsmål, hvis man gerne vil se by og have et afbræk fra stranden.

Den lokale park har både amfiteater og planetarium – og om sommeren i juni eller juli spiller musikere op til den årlige musikfestival. Har man brug for en pause fra den bulgarske varme, er parken et udmærket sted til afslapning, hvor man kan nyde en kold is til ingen penge og skue ud over havet i skyggen fra de mange træer.

Fra den grønne oase er det værd at tage videre mod byens store katedral. Katedralens grundsten blev lagt i 1880, og omgivelserne må uden tvivl have ændret sig fra byggeperioden og til i dag. For dyttende biler med ivrige bulgarere, der gerne vil frem i trafikken, drøner i dag forbi kirken, og blomstersælgere står langs stien til kirken i håbet om at sælge buketter til handlende.

Men i den store katedral sænker freden sig hurtigt, når man træder indenfor. Her tænder troende stearinlys og beder en bøn, mens præsterne i hverdagene messer klokken 8.30 og 17.00. Og kigger man op, er synet af hvælvinger oplyst af et dovent sollys betagende.

Billige Bulgarien

Bugnende blomsterbede og en smuk katedral er nogle af de ting, man som besøgende i Bulgarien kan opleve.

Men selv om der er gode udflugter i landet, må man også indstille sig på, at Bulgarien er en charterdestination, hvor stranden for mange formentlig er den største del af grunden til at købe en flybillet. Eksempelvis er nabobyen til Balchik, Albena, en ren og skær turistby, der ikke huser lokalbefolkning, og som udelukkende består af hoteller.

Alligevel er Bulgarien ved nærmere bekendtskab værd at overveje. Ikke mindst priserne er en håndgribelig grund til at bestille billet med Varna Lufthavn som slutdestination.

Man kan eksempelvis nyde godt af det bulgarske køkken – en ret med frisk fisk og grillede grøntsager kan fås for 60 kr., mens man for 80 kr. kan nyde bulgarsk vin til maden.

Længes man derfor efter Sortehavets blå bølger og sandstrande, hvor timerne let flyder ud i en afslappende døs, er Bulgarien slet ikke så skidt endda.

Og har man lyst til at krydre ferien med små udflugter, er det værd at forlade strandstolen for at opsøge det summende Varna eller dronningens rolige rede.

3 råd til rejsen

  • Maden i Bulgarien er både en blanding af billigt og intetsigende fastfood og frisk og lækker lokal mad. Opsøg de lokale restauranter og spørg gerne, om der er friske fisk på menuen.
  • Rejseselskaberne tilbyder ture til Istanbul, hvis man får lyst til at tage en afstikker til byen med basarer, paladser og moskeer. Eksempelvis tilbyder Spies en todages tur til Istanbul med bus for 117 euro for en voksen (ca. 870 kr.)
  • Fem kilometer fra Balchik er der også mulighed for at svinge golfkøllen. Eksempelvis kan man gå en runde på det pittoreske BlackSeaRama, hvor der er udsigt til Sortehavet. Green fee for ni huller ca. 450 kr.
  • BlackSeaRama Golf & Villas, road E87, Tabita area, 9600 Balchik

Rejsen dertil

  • Flere flyselskaber flyver til Varna, blandt andet Turkish Airlines og Air Serbia med priser fra ca. 4.200 kr. pr. person i starten af august.
  • Fra Varna er der cirka 45 minutters kørsel til Balchik, og der kører regelmæssigt busser. Spies udbyder desuden pakkerejser fra ca. 13.000 kr. for to voksne og to børn med fly og overnatning i begyndelsen af august.
Jyllands-Posten var inviteret af Spies.

Guide: Mærk historiens vingesus på Mallorca

12-05-2015: Mallorca er foruden solskinstimer rig på historiske bygninger og anekdoter fra fortiden. Den spanske ø indbyder derfor til at gå på jagt efter historien – i klostret, hvor komponisten Chopin opholdt sig i tre kolde vintermåneder, i en majestætisk katedral og i dunkle drypstenshuler. Læs artikel

Guide: Jordan er Mellemøstens røde perle

18-05-2014: Jordan har både Det Røde Hav og Det Døde Hav, selv om landet hovedsageligt består af ørken og klippeformationer. I ørkenen gemmer sig fascinerende oldtidsbyer og beduinlejre, som kan give charterferien et strejf af kultur. Læs artikel

Guide: Tyrkiske Side er en danskermagnet

10-10-2013: Det skal du opleve i Alanyas blomstrende lillebrorby, Side. Læs artikel

Guide til charterperlen Menorca

03-03-2012: Mens Ibiza og Mallorca tager sig af masseturismen, lever Menorca sit eget tilbagelænede liv. Læs artikel

Nyhed: Yucatan - både himmel og helvede

02-07-2010: Mexicos Yucatan-halvø er et overrendt tropisk paradis med palmestrande og kulturelle seværdigheder i verdensklasse, men med lidt god vilje kan man få det meste for sig selv. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...