Bayersk wellness og luksus

Bad Griesbach Campingplads med golføvebane og massage oser af luksus, store biler og kapital.

En autocamper bliver bakket på plads, og traileren parkeret ved siden af. Ikke noget unormalt syn på en campingplads. Men når autocamperen får tillægsord som stor, prangende og luksuriøs hæftet på sig, og det bliver afsløret, at traileren har kørt rundt med en sort sportsvogn af mærket BMW, begynder man at forstå lidt om klientellet på campingpladsen Bad Griesbach.

Her råder nemlig rendyrket luksus. Bad Griesbach er bygget op omkring service til et ældre, velhavende klientel, og pladsen kalder sig da heller ikke længere campingplads, men det lidt finere: resort.

Campingpladsen har sit eget indendørs og udendørs bassin, og ud over badene er der en dampgrotte og diverse tema-saunaer fra hele verden - blandt andet finsk sauna.

Luksus til hunden

Mellem de overdådige campingvogne og autocampere ligger Therapie und Wellnesszentrum, hvor der tilbydes diverse former for massage, kropsterapi og forkælelse. Indretningen minder om et nyopført privathospital med designermøbler og en gennemgående rød farve på vægge og lamper.

I det hele taget er der kælet for indretningen og udseendet af bygningerne på pladsen. Toiletterne er de pæneste, denne campist har set på en campingplads. Når man som gæst bruger toilettet eller brusebadet, får man nærmest et badeværelse for sig selv, og naturligvis er brusebadet aflukket og med separat håndvask, så man undgår, at tøjet bliver vådt.

Men det er ikke kun mennesker, der bliver tilgodeset på Bad Griesbach. Også hunde er mere end velkomne - ja, der bliver sågar kræset for dem med forfriskninger ved wellnesscenteret, ligesom der er særlige hundebade og wellnessfaciliteter til de firbenede. Hvem der bare var hund.

Udsigten fra toppen

Bad Griesbach folder sig ud over en bakkeskråning. Det kræver godt med motorkraft at nå toppen, og for de, der ikke selv kan nå helt op og ned ad skråningen, tilbyder pladsen at trække vognene ved hjælp af en traktor.

På toppen findes også en lille golfbane med mulighed for at øve udslag og indspil. Faciliteten er ikke blandt de ypperligste inden for golf, men giver dog mulighed for at øve svinget i fantastiske omgivelser, og så kan man bagefter prøve kræfter med nogle af de seks 18-hullers golfbaner i området.

Heroppe findes også en lille, naturlig badesø, og fortsætter man op ad sansestien og videre op over bakkedraget, kommer man til byen Bad Griesbach. Byen er næsten 1.000 år gammel, men blomstrede først for alvor op i begyndelsen af 1970'erne, da man fandt naturlige varme kilder og termiske bade i undergrunden.

Den primære attraktion ved byen Bad Griesbach er det store termiske bad, som samarbejder med campingpladsen og giver rabat til gæster derfra. Byen tilbyder også flere sundhedsrelaterede alternativer som kneipp-bade, fysioterapi og lægepraksis. I dag er der ca. 8.500 indbyggere i byen, der også er kendt for sin kirke og de nærliggende klostre og sanatorier.

Orker man ikke de 15 minutter op ad bakken, har campingpladsen Bad Griesbach stort set alt, man som campist har brug for: En lille dagligvarebutik, wellnesscentret og kroen, hvor der serveres traditionel bayersk mad i store portioner og tilmed serveret af barmfagre kvinder iklædt den bayersk-østrigske folkedragt dirndl - af og til akkompagneret af syngende mænd i lederhosen. Bad Griesbach er stedet for den, der nyder luksus i traditionelle omgivelser.

LÆS OGSÅ: Tysk kurbad og camping

Rejsen dertil

Bil: Bad Griesbach ligger tæt på grænsen til Østrig ca. 15 minutters kørsel fra motorvejen. Fra Danmark følger man motorvejen A7 mod München og fortsætter ad A3 mod Nürnberg. Derfra er der en afkørsel mod Bad Griesbach.

De termiske bade blev opdaget i 1973 og har sidenhen været et populært kursted, og da området samtidig er hjemsted for en af Europas største golfresorts, Hartl Resort, er det et attraktivt feriested.

Morgenavisen Jyllands-Posten fik stillet en autocamper til rådighed af Nordic Camper Service i Süderlügum, Tyskland.

Pladstjek

Bad Griesbach - en ADAC supreme camping

  • Hjemmeside: www.camping-bad-griesbach.de
  • Adresse: W. Hartl's Kur- und Feriencamping Dreiquellenbad e. K, Singham 40, D-94086 Bad Griesbach, Bayern.
  • Tlf.: +49 (0) 8532 96130
  • Antal enheder: 200 standpladser plus 29 pladser til autocampere i et særligt afsnit.
  • Hytter: Der er fire slags beboelse på Bad Griesbach: En lejlighed, en maisonette, som er en lejlighed i to etager, et studio og endelig en campingsuite på 34 m +2 med egen lille have.
  • Spisning: I nærheden af receptionen ligger Wirtshaus, en kro, der serverer traditionel bayersk mad.
  • Åbningstider: fra 07:30 til 12:30 og igen fra 14:30 til 19:30. Hele året rundt.


Beliggenhed:


I bakkede omgivelser med smuk udsigt og i nærheden af byen Bad Griesbach.

Sanitet:


Lækre badefaciliteter og toiletter, der bliver rengjort hver anden time.

Service:


Professionelt personale, men ikke specielt imødekommende. De ansatte i den tilhørende kro var søde og servicemindede.

Aktiviteter:


Der er mange aktiviteter på Bad Griesbach med kurbad og termisk bad på selve campingpladsen. En mindre golftræningsbane med mulighed for at slå lidt ud og en lille badesø til sommerbrug, men man skal ikke være sart, når det gælder andemad. Derudover er stavgang og cykelture i højsædet.

Pris:


Der er flere former for hytter og lejligheder på Bad Griesbach, og prisen svinger fra 210 kr. pr. nat pr. person for en lejlighed til 305 kr. for et maisonette med terrasse. Hvis man ankommer i autocamper, slipper man med 75 kr. for en standplads.

Generel atmosfære:


Professionelt og luksuriøst, men mangler lidt charme.

Pladsen er især velegnet til:

Seniorer uden børn og par på forkælelsesrejse. Mulighed for pakketure med kurophold.

Guide: Romantik ved Tauberfloden

19-05-2011: Middelalderbyen Rothenburg i Bayern bliver ofte overset af campister - men er et stop værd. Læs artikel

Guide: Det hele løsner sig på Sylt

13-05-2011: Den tyske ø er et fashionabelt feriemål, som byder på luksus-wellness til krop og sjæl. Læs artikel

Nyhed: Dresscode: Frottébadekåbe

04-02-2011: I Bad Füssing og Bad Griesbach går man ad ”badekåbegange” direkte fra værelse til wellness. Læs artikel

Nyhed: Med sø og slot som nabo

21-01-2011: Ferienpark Seehof i Schwerin er med sin egen charme et fint udgangspunkt for en ferie. Læs artikel

Nyhed: Tysk kurbad og camping

02-12-2010: Kurbadet Therme Obernsees i Mistelgau er blot et af mange termiske bade i Bayern. Ved de fleste af stederne er der mulighed for at parkere autocamperen, få fyldt vand på og lade strømmen op ved såkaldte stellplätze, mens du nyder herlighederne ved det naturligt varme vand. Læs artikel
Læs også
Loading...
Mest læste på rejser.guide.dk
Loading...
Jeg har læst
Loading...